Advokaten 5 Grønbog om straffesager og udvidelse informationssystem

Print Print
26-06-2006

Thomas Elholm, lektor
EU-Kommissionen har udgivet en grønbog, der skal hjælpe med at løse konflikter om, i hvilket land sager skal føres. Og Schengen-samarbejdet udvider sit informationssystem.

 Kommissionen har nyligt udgivet ”Grønbog om konflikter om stedlig kompetence og ne bis in idem-princippet i straffesager”. Ne bis in idem betyder ”ikke to gange om det samme”, og det har i straffesager til formål at beskytte borgerne mod flere gange gentagen retsforfølgning for samme forbrydelse. Princippet anses for grundlæggende og gælder i alle de vestlige demokratier. Det gælder også på tværs af landegrænser, jf. Schengenkonventionen.

Der er imidlertid en række usikkerhedsmomenter forbundet med princippet, navnlig i tværnationalt perspektiv. Usikkerhederne knytter sig til to kategorier af problemstillinger, for det første en række problemer med fortolkning af princippet og princippets rækkevidde og for det andet problemer forbundet med landenes jurisdiktion.

Fortolkning af princippet volder bl.a. problemer, fordi det kan være svært at afgøre, hvornår en sag er ”den samme” og dermed udelukker ny retsforfølgning. Er f.eks. enkelte forskelle med hensyn til fakta nok til, at sagen i det ene land ikke skal betragtes som den samme som i det andet land? Hvad sker der, hvis det ene land får oplysninger, som det andet land ikke har været i besiddelse af? Et andet fortolkningsproblem knytter sig til spørgsmålet om, hvornår en sag kan siges af blive ført to gange. Udelukker det f.eks. retsforfølgning i Tyskland, hvis en hollandsk anklagemyndighed i en sag om narkotikasmugling mellem de to lande har meddelt tiltalefrafald i sagen? Alle disse mange, vanskelige og særdeles væsentlige fortolkningsspørgsmål – set fra et retsbeskyttelsesperspektiv – giver Schengenkonventionen ikke svar på. Desværre beskæftiger grønbogen sig heller ikke med dem.

Grønbogen beskæftiger sig derimod med den anden kategori af problemer, der vedrører jurisdiktion. I et stigende antal tværnationale sager har flere lande jurisdiktion og interesse i at efterforske og retsforfølge. Ne bis in idem-princippet beskytter imidlertid ikke borgerne, før der er truffet endelig afgørelse i en sag, og der kan derfor i længere tid ske efterforskning og retsforfølgning i flere lande samtidig. Det kan være belastende for borgeren, og her kan regler om, hvilket land sagen bør overlades til, være til hjælp. Det antages imidlertid også – og det er utvivlsomt en af Kommissionens væsentligste bevæggrunde – at nye jurisdiktionsregler ville kunne effektivisere retsforfølgningen. Hvis jurisdiktionskompetencen på et relativt tidligt tidspunkt overlades til blot ét land, vil en del dobbeltarbejde i politi- og anklagemyndighed kunne undgås. Det ville endvidere kunne undgås, at myndighederne i forskellige lande bevidst eller ubevidst modarbejder hinanden.

Kommissionen forestiller sig ifølge grønbogen, at en effektiv fordeling af tværnationale sager kan ske i en tre- eller firetrins procedure. Når et land bliver opmærksomt på tværnationale aspekter i en sag, skal det for det første identificere og underrette de udenlandske parter, som kunne tænkes at være interesseret i sagen. Herefter skal der foranstaltes en høring/drøftelse mellem parterne, som allerhelst skulle føre til en frivillig aftale om, hvem der skal føre sagen videre. Lykkes dette ikke, skal der ske mægling mellem parterne, og Kommissionen forudser, at f.eks. Eurojust ville være et egnet mæglingsorgan. Endelig lufter Kommissionen i grønbogen en idé om et fjerde trin, hvorefter der på lang sigt etableres en mulighed for, at mæglingsorganet (eller andet organ) træffer en bindende beslutning for landene.

Det er vel meget tænkeligt, at en sådan procedure ville kunne lette nogle af de problemer, som myndighederne står over for i dagens tværnationale straffesager. Set med borgernes øjne er det springende punkt imidlertid, hvilke muligheder der er for at påvirke en sådan proces og dens udfald.

Set i dette perspektiv er grønbogen ikke videre opmuntrende. Det fremgår, at borgeren skal orienteres om de vigtigste grunde til, at en bestemt jurisdiktion er valgt. Men heri ligger næppe megen mulighed for påvirkning. Det foreslås også, at domstolen i den valgte jurisdiktion skal undersøge, om den nu også er den rette til at tage sig af sagen. Det fremgår, at der i denne vurdering kan indgå momenter som ”rimelighed og retfærdig rettergang”. Det vil dog formentlig være vanskeligt i praksis at påvirke processen på dette stadium. Der skal sandsynligvis ganske meget til, før det på dette stadium vil blive anset for rimeligt at flytte hele processen til et andet land. Et af de vigtigste spørgsmål i de kommende drøftelser om grønbogen og et eventuelt forslag til rammeafgørelse vil derfor være at finde en platform for individet i denne proces, så det i acceptabel grad bliver hørt, uden at det går afgørende ud over hensynet til effektiv retsforfølgning.

Udvidelse af Schengen-infosystemet
Schengen-samarbejdet har udviklet sig til en væsentlig del af EU. En af grundpillerne i samarbejdet er Schengen-informationssystemet, kaldet SIS, som indeholder oplysninger om bl.a. eftersøgte personer og genstande. Det bruges i forbindelse med grænsekontrol og anden politi- og toldkontrol samt i forbindelse med administration af udlændingelovgivningen. Systemet har bl.a. vist sig effektivt med henblik på at pågribe eftersøgte personer.

Det er nu tid til at udvide informationssystemet, bl.a. således at de nye EU-medlemslande kan kobles på. Forslag til reglerne for det nye system – kaldet SIS II – er fremsat i 2005 og drøftes af landene i indeværende forår og sommer. Reglerne bygger i det væsentlige på reglerne fra det første SIS. Men der er enkelte ændringer.

Før fremgik det af Schengen-konventionens art. 92, at systemet skulle være til ”brug for grænsekontrollen og for anden politi- og toldkontrol inde i landet.” Af forslaget til de nye regler fremgår derimod yderligere, at oplysningerne skal anvendes ”navnlig i forbindelse med det politimæssige og strafferetlige samarbejde.” Heri ligger formentlig en udvidelse af anvendelsesmulighederne, så oplysningerne generelt kan bruges til effektivisering af det politimæssige og strafferetlige samarbejde i EU.

Kredsen af oplysninger udvides en smule, så det fremover bliver muligt at medtage såkaldt biometriske oplysninger, dvs. fotografier og fingeraftryk. Også oplysninger om personer, hvis identitet er blevet misbrugt, skal kunne opbevares i systemet med henblik på at undgå de ulemper, som misbruget ville kunne medføre for de pågældende personer. Desuden vil der kunne ske indberetning af oplysninger om personer til såkaldt ”diskret overvågning” eller særlig kontrol. Hermed menes, at andre landes myndigheder diskret skal kunne foretage overvågning af de indberettede personer og i hemmelighed videregive disse oplysninger til det lands myndigheder, som har stået for indberetningen.

De nye regler skal gøre systemet mere funktionsdygtigt og bidrage til EU's område med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Og det er vel meget rimeligt ved en sådan større omlægning af systemet at se på, om det kan forbedres. Der kan dog være visse ulemper eller risici forbundet hermed.

Under høringen af forslagene til de nye regler er det blevet kritiseret, at formålet med informationssystemet udvides, uden at det klart angives, hvad det skal bruges til. Det er endvidere blevet kritiseret, at der kan ske diskret overvågning af personer uden retskendelse. Desuden er sletningsreglerne blevet kritiseret. Fristen for sletning er forlænget, og i nogle tilfælde slettes oplysningerne først automatisk efter ti år. Med den stigende registrering af personer og genstande er det ikke vanskeligt at forestille sig, hvilke ubehageligheder en så langvarig registrering kan medføre for EU-borgerne, f.eks. når de tilbageholdes i fremmede lande på baggrund af fejlagtige, forældede eller forfalskede oplysninger. Præcise regler med korte frister og kontrolleret opfølgning af registreringen er derfor vigtige.

Dele af Schengen-samarbejdet er flyttet fra 3. til 1. søjle, altså fra det mellemstatslige samarbejde, hvor der gælder krav om enstemmighed, til det overstatslige samarbejde, hvor retsakter i form af forordninger kan vedtages med kvalificeret flertal. Dermed aktiveres det danske retlige forbehold for nogle af de nye Schengen-regler. Det får dog næppe den store betydning. Det er højst sandsynligt, at Danmark tilslutter sig også disse 1. søjleregler, når de engang er blevet vedtaget af de øvrige lande.