Advokaten 5 Et dilemma mellem grundighed og tempo

Print Print
26-06-2006

Af Lene Espersen, justitsminister
Det er vigtigt med opmærksomhed omkring rimelige høringsfrister, fordi det er et væsentligt element i lovgivningsarbejdet. Det er dog min opfattelse, at høring over lovforslag – herunder fastsættelse af frister – i det store hele håndteres korrekt og tilfredsstillende.

Jeg vil gerne understrege, at regeringen lægger stor vægt på høring over lovforslag – herunder på fastsættelse af rimelige høringsfrister.
Der er jo tale om en diskussion, som kommer op med jævne mellemrum. Men selv om det har været sagt før, kan der være grund til at fremhæve, at klarhed over, hvilken indstilling de berørte myndigheder og organisationer mv. har til konkrete lovforslag, tjener flere meget vigtige formål:

For det første er det væsentligt for det pågældende ministeriums vurdering af, om lovudkastet ud fra bl.a. tekniske og indholdsmæssige synspunkter kan anses for egnet og herunder forventes at ”holde” i praksis, eller om der behov for ændringer eller justeringer inden fremsættelsen for Folketinget.
For det andet er det væsentligt for Folketingets vurdering af det pågældende lovforslag. Der er således næppe tvivl om, at høringssvar er et meget vigtigt redskab, når de enkelte partier i Folketinget skal fastlægge deres holdning til regeringens lovforslag.

For det tredje – og ikke mindst – er det et selvstændigt mål at sikre, at de berørte parter inddrages i udarbejdelsen af lovgivning, som på den ene eller den anden måde vedrører deres forhold. Herved understøttes også lovgivningens demokratiske legitimitet.
Stort set alle lovforslag, der fremsættes af regeringen, har da også forinden været i høring (eventuelt på den måde, at lovforslaget bygger på en betænkning, der har været i høring).

Men det er naturligvis lige så væsentligt, at der fastsættes en rimelig høringsfrist, der gør en reel og grundig behandling af lovforslaget mulig for høringsparterne.

Nu er der i sagens natur ingen objektiv standard for, hvad en rimelig høringsfrist er, og vurderingen må i mange tilfælde afhænge af omfanget og karakteren af det pågældende forslag. Det siger således sig selv, at nogle lovforslag kan vurderes grundigt og forsvarligt på forholdsvis kort tid, mens andre lovforslag – f.eks. lovforslag, der er teknisk komplicerede eller rejser principielle politiske spørgsmål – i sagens natur må kræve længere høringsfrister.

Jeg synes i den forbindelse, at det er vigtigt at pege på, at et meget stort antal lovforslag – efter min opfattelse langt de fleste – sendes i høring med en frist, der må anses for tilfredsstillende.

Men naturligvis opstår der situationer, hvor høringsfristen er kortere, end den ideelt set burde være. Her er det nok vigtigt at være opmærksom på, at det på den ene side – og som nævnt ovenfor – er vigtigt med grundig lovforberedelse, men at der på den anden side samtidig må være plads til, at det politiske liv undertiden kan udfolde sig også i hurtigt tempo. Her opstår et dilemma, som der ikke er nogen enkel løsning på – og dét forklarer måske netop, hvorfor der er tale om et tilbagevendende tema i diskussionen om lovkvalitet.

Diskussionen illustreres måske meget godt af høringen over udkastet til den såkaldte antiterrorlovpakke, som netop er vedtaget af Folketinget, og hvor det har været kritiseret, at der ikke var tilstrækkelig tid for høringsparterne til at forholde sig til lovudkastet.

Det er helt rigtigt, at den høringsfrist på ca. tre uger, som her var fastsat, kan siges at være i den korte ende, når man tager lovforslagets karakter – og den offentlige opmærksomhed, som der har været om det – i betragtning.

Men der var samtidig tale om en situation, hvor regeringen bl.a. i lyset af de seneste års terrorangreb i Madrid og London fandt det nødvendigt forholdsvis hurtigt at gennemføre de nødvendige justeringer i antiterrorlovgivningen, og dette kunne i situationen alene lade sig gøre ved at fastsætte en høringsfrist, der som nævnt for en ideel betragtning kunne have været længere. Jeg kan i den forbindelse nævne, at Justitsministeriet i videst muligt omfang søgte at kompensere for den forholdsvis korte høringsfrist, bl.a. ved allerede, mens lovudkastet var under udarbejdelse, at invitere repræsentanter for retsvæsenets centrale aktører (herunder Dommerforeningen, Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater) til en nærmere drøftelse, således at der kunne tages højde for disse aktørers foreløbige synspunkter inden den egentlige høring over lovudkastet.

Jeg kan også tilføje, at der uanset den fastsatte høringsfrist blev afgivet et stort antal meget omfattende og grundige høringssvar, som på flere punkter gav Justitsministeriet anledning til justeringer i lovforslaget og dets bemærkninger, og som utvivlsomt har været til stor nytte for Folketinget i forbindelse med lovforslagets behandling.

Efter min opfattelse bliver spørgsmålet om høring over lovforslag – herunder fastsættelse af høringsfrister – således i det store og hele håndteret korrekt og tilfredsstillende. Men det er kun godt, at spørgsmålet med jævne mellemrum bringes frem i den offentlige debat. Det sikrer nemlig, at der til stadig er kritisk opmærksomhed om et meget væsentligt element i lovgivningsarbejdet.