Advokayen 5 Det er en om’er…..

Print Print
26-06-2006

Af Trine Binett Jørgensen, Schebye og Jacobsen, og Pernille Backhausen, Sirius Advokater.
Ny højesteretsdom skaber igen usikkerhed om retstilstanden i sager om ansættelsesbeviser.

I Advokaten 12/2004 skrev vi om de betydelige retssikkerhedsmæssige problemer, Beskæftigelsesministeriets ageren på ansættelsesbevislovens område havde medført.

Beskæftigelsesministeriet prøvede i efteråret 2004 at imødekomme arbejdsgiversidens ønske om, at der blev fastsat et lavere godtgørelsesniveau. Det skete ved fastsættelse af en ny bekendtgørelse (nr. 941 af 16. september 2004). Bekendtgørelsen fik tilbagevirkende kraft, idet den også fandt anvendelse på alle overtrædelser, der lå inden bekendtgørelsen. Den eneste undtagelse var overtrædelsessager, der var endeligt afgjort. Herved mente Beskæftigelsesministeriet at have gjort op med den praksis, der blev fastlagt af Højesteret ved U1997.1702.

Vores konklusion var dengang, at advokatbranchen meget vel som de eneste kunne få glæde af den herved skabte usikkerhed.

Dette viste sig at holde stik. I den mellemliggende periode er der ført et utal af retssager for at få retstilstanden afklaret på ny. Det har fra lønmodtagerside været forsøgt at hæve niveauet og fra arbejdsgiverside det modsatte.

Praksis så fra sommeren/efteråret 2005 ud til igen at have lagt sig nogenlunde fast. Landsretterne havde således i flere afgørelser tilkendegivet, at niveauet fra 1997-afgørelsen fortsat skulle finde anvendelse (F.eks. Vestre Landsret B-1594-04 af 17. juni 2005 og Østre Landsret B-737-04 af 30. juni 2005 og også Østre Landsret B-1353-05 af 10. april 2006). Herudover var der afgørelser fra byretterne, hvor den nye mulighed for at tilkende en godtgørelse på 1.000 kroner var anvendt). Det har gjort mulighederne for at få afsluttet disse sager, der jo er af mindre økonomisk betydning, klart lettere.

Med Højesterets dom af 16. maj 2006 (sag 390/2004) er der imidlertid på ny skabt usikkerhed.

Efter en grundig gennemgang af hjemmelsgrundlaget når Højesteret frem til, at både den ændrede godtgørelsesbestemmelse og ikrafttrædelsesbestemmelsen er ugyldige. Højesteret anfører godt nok herefter, at det betyder, at det oprindelige retsgrundlag skal finde anvendelse – og her tænker Højesteret vel på afgørelsen fra 1997. Denne afgørelse blev imidlertid truffet ud fra rammerne i den dagældende bekendtgørelse, som i dag er ophævet. Reelt kan man vel sige, at Beskæftigelsesministeriet anses for at have truffet en politisk beslutning, som de ikke havde hjemmel til.

Der rejser sig derfor igen en række problemstillinger:

  • Hvorledes vil Beskæftigelsesministeriet reparere manglen i bekendtgørelsen?
  • Vil der komme en lovændring, der igen vil ændre retstilstanden?
  • Vil vi igen se sager, hvor både lønmodtager- og arbejdsgiversiden vil forsøge at rokke ved niveauet fra 1997?
  • Hvad med de sager, der allerede er afgjort ved domstolene efter ugyldige retsregler?
  • Vil der være klienter, der kan anfægte den rådgivning, de har fået, f.eks. i forbindelse med indgåelse af forlig og kræve erstatning?
  • Kan en lønmodtager, der ved forlig har fået 1.000 kroner i godtgørelse rejse et erstatningskrav over for Beskæftigelsesministeriet eller kan advokaten, der har rådgivet have regres?

Vi kan derfor kun gentage os selv fra artiklen i 2004. Bonus pater advokaten med kendskab til den samlede retspraksis på området kan på sin klients vegne enten ærgre sig eller glæde sig over det endelige forlig indgået i starten af maj!

Efter vores opfattelse har ingen dog grund til at glæde sig over dette forløb. Det er paradoksalt, at vi som rådgivere to gange af Beskæftigelsesministeriet skal bringes i en situation, hvor vores rådgivning kan anfægtes.

Trods overskriften hælder vi derfor til at bede Beskæftigelsesministeriet afholde sig fra yderligere indblanding og overlade det til domstolene at fastlægge godtgørelsesniveauet – også i disse sager. Lad os bare få ordlyden fra den gamle bekendtgørelse tilbage.