Advokaten 4 Danske advokater i EU

Print Print
22-05-2006

Af Birgitte Blenstrup, Advokatnævnets sekretariat
Hvem har kompetencen til at behandle klagesager over en dansk advokat, som har etableret sig i en anden EU-medlemsstat. Er det hjemlandets advokatmyndigheder, eller er det værtslandets advokatmyndigheder?

Dette spørgsmål er blevet rejst af en advokat i en konkret klagesag, der var indgivet til de danske advokatmyndigheder. Klagen angik et salær, som en dansk advokat havde afkrævet en dansk klient, der var bosat i Danmark. Advokaten havde dansk beskikkelse og havde etableret sig i en anden EU-medlemsstat. Advokaten havde udført arbejde dels under anvendelse af det pågældende værtslands retsregler med henblik på at føre en retssag i værtslandet, dels forberedt nogle retssager med henblik på førelsen heraf i Danmark. Sagerne blev udfaktureret i engelske pund.

Advokatnævnets sekretariat rettede under sagen henvendelse til Justitsministeriet med henblik på at få fastlagt kompetencen for de danske advokatmyndigheder på grundlag af en fortolkning af etableringsdirektivet (98/5/EF af 16/2/1998). Etableringsdirektivet er implementeret i dansk ret ved bekendtgørelse nr. 276 af 14. april 2000 om EU-advokaters etablering i Danmark, jf. retsplejelovens § 130.

Etableringsdirektivet
Formålet med etableringsdirektivet er at lette adgangen for EU-advokater til at etablere sig varigt i andre medlemsstater. Efter etableringsdirektivet kan en advokat, der har opnået beskikkelse i én EU-medlemsstat, varigt udøve advokatvirksomhed i en anden EU-medlemsstat. Etableringsdirektivet indeholder regler om, hvilke faglige og etiske regler advokaten er underlagt, og hvilke processuelle og materielle regler, der gælder for klager over advokaten.

Af direktivets artikel 6, stk. 1, fremgår således:
”Uanset de faglige og etiske regler, en advokat er underkastet i hjemlandet, er en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, underkastet de samme faglige og etiske regler som de advokater, der udøver virksomhed under værtslandets relevante advokattitel, for så vidt angår alle de former for virksomhed, han udøver på værtslandets område.”

Etableringsdirektivet er vedtaget på baggrund af Kommissionens forslag med skriftlig begrundelse, som blev fremsat den 21. december 1994. Af bemærkningerne til de enkelte bestemmelser i begrundelsen for forslaget fremgår under artikel 6, stk. 1:

”[…] Da de i forslaget omfattede advokater både skal være medlem af værtslandets og hjemlandets kompetente organ, vil en advokat i en given situation også være underkastet de faglige og etiske regler i sit hjemland. Men kun de faglige og etiske regler i værtslandet finder anvendelse på den virksomhed, der udøves i værtslandet (eksempel: hvis hjemlandet tillader annoncering, medens værtslandet forbyder det, kan advokaten ikke i sidstnævnte land annoncere).”

Justitsministeriets udtalelse
I Justitsministeriets udtalelse af 29. november 2005 anføres det på denne baggrund bl.a.:

”På baggrund af etableringsdirektivets forarbejder, herunder navnlig Kommissionens skriftlige begrundelse for fremsættelse, er det umiddelbart Justitsministeriets opfattelse, at artikel 6, stk. 1, må forstås således, at en advokat, der virker i værtslandet under sit hjemlands advokattitel, er undergivet værtslandets faglige og etiske regler for så vidt angår den virksomhed, som advokaten udøver i værtslandet. Advokaten er ikke samtidig undergivet sit hjemlands faglige og etiske regler for så vidt angår den virksomhed, som advokaten udøver i værtslandet. Omvendt er advokaten naturligvis underlagt hjemlandets faglige og etiske regler for så vidt angår den virksomhed, som advokaten udøver i hjemlandet.

Af etableringsdirektivets artikel 7, stk. 1, fremgår endvidere, at hvis en advokat, der udøver virksomhed under hjemlandets advokattitel, tilsidesætter de i værtslandet gældende forpligtelser, finder værtslandets retsplejeregler, sanktioner og retsmidler anvendelse

Sammenfattende er det således Justitsministeriets umiddelbare opfattelse, at Advokatnævnet kun har kompetence til at behandle klager over en advokat, der virker i en anden EU-medlemsstat under dansk advokattitel, i det omfang klagen angår den virksomhed, som advokaten udøver i Danmark.”

Advokatnævnets kompetence
På denne baggrund lægger Advokatnævnet i sin praksis til grund, at Advokatnævnet kun har kompetence til at behandle klager over en advokat, der virker i en anden EU-medlemsstat under dansk advokattitel, i det omfang klagen angår den virksomhed, som advokaten udøver i Danmark. Det gælder såvel klager over opkrævet salær, som klager over en advokats adfærd.

I tilfælde, hvor den pågældende advokat – som i den konkrete klagesag – dels har udført arbejde, som skal behandles efter værtslandets regler, dels har udøvet virksomhed i Danmark, spørger Advokatnævnet klageren, om han eller hun ønsker den ”danske del af sagen” særskilt bedømt af de danske advokatmyndigheder. Hvis det er tilfældet, anmoder Advokatnævnet den pågældende advokat om en udtalelse herom, og i salærsager anmodes advokaten på sædvanlig måde om at redegøre for det arbejde, som er udført for det salær, som må henføres til virksomheden i Danmark. Bedømmelsen af, om det konkrete salærkrav er rimeligt, sker ud fra de sædvanlige danske salærparametre.

Klager over advokaters arbejde, som Advokatnævnet efter disse regler ikke har kompetence til at afgøre, vil derfor normalt blive afvist på forhånd af Advokatnævnets formand i medfør af bestemmelsens § 9 i bekendtgørelse nr. 188 af 21. marts 2002 om Advokatnævnets virksomhed. Det vil ske med henvisning til, at klagen efter dens beskaffenhed ikke kan påkendes af nævnet, og med oplysning om, at advokatmyndighederne i den EU-medlemsstat, hvor advokaten har etableret sig, i givet fald har kompetencen til at behandle sådanne klagesager.