Advokaten 3 Offentlighed i retsplejen – ja, men det koster

Print Print
24-04-2006

Af Hanne Rahbæk, advokat, og Rasmus Møller Madsen, tidl. advokat og nu juridisk konsulent i Odense Kommune.
Det harmonerer dårligt med domstolenes egne visioner, at borgerne skal betale for at se dokumenter i forbindelse med deres egne sager, når aktindsigt i den offentlige forvaltning er gratis.

Hvis man ønsker en kopi af en retsafgørelse tilsendt fra retten koster det 175 kr. Vil man se mere end bare selve afgørelsen – f.eks. et processkrift eller lignende skal man desuden – medmindre man er part i sagen – kunne dokumentere en vis retlig interesse i afgørelsen.

Vil man derimod have indsigt i et dokument i en sag i den offentlige forvaltning, skal man ikke angive nogen begrundelse for, hvorfor man ønsker aktindsigt, og det koster normalt ikke noget. Der findes godt nok regler om, at det offentlige kan kræve betaling for kopierne, men så vidt vides, er der stort set ingen, der kræver dette kopigebyr, medmindre der er tale om stakkevis af kopier (ifølge reglerne kan man opkræve 10 kr. for den første og 1 kr. for de følgende kopier).

Specielt betalingsreglen hos domstolene er svær at forstå. Trods efterhånden ti års tilløb er det endnu ikke lykkedes at etablere en domsdatabase, hvor interesserede selv kan hente de afgørelser, de måtte have interesse i. Oven i den manglende mulighed for selvbetjening må man altså betale for at få lov at se retsafgørelser, også selvom afgørelsen kan have betydning for ens egen retsstilling enten i en konkret sag eller mere generelt.

Betalingsreglen rejser det retspolitiske spørgsmål, om det er rimeligt, at man skal betale for at få at vide, hvad der er gældende ret. Og desuden kan man rejse spørgsmålet, om der er nogen saglig grund til at opkræve betaling for aktindsigt i domme, når det i den offentlige forvaltning er gratis – uanset om det materiale, der søges aktindsigt i, er en normerende afgørelse eller lønnen for en ansat i en offentlig virksomhed.

Samtidig er betalingskravet for aktindsigt hos domstolene ude af trit med udviklingen hos andre offentlige afgørelsesorganer, som i stigende grad tilbyder detaljerede oplysninger om alverdens emner. Til sammenligning kan man f.eks. hente oplysninger om kendelser fra en række offentlige nævns hjemmesider med adgang til at søge i praksis, abonnere på nyhedsbreve om praksisændringer mv. Men hos domstolene skal man altså først betale, før man kan få aktindsigt – og det til trods for, at netop domstolenes afgørelser –  i modsætning til stort set ethvert offentligt nævn mv. – er bindende og dermed direkte normerende for retsstillingen både for sagens parter og for fremtidige parter i samme retsforhold.

Betalingskravet synes at harmonere dårligt med domstolenes egne visioner for aktiviteten ved domstolene. F.eks. indeholder domstolenes visionspapir en målsætning om, at domstolene skal være karakteriseret ved åbenhed. Kravet om betaling som betingelse for aktindsigt er vel ikke direkte i strid med en værdi om åbenhed, men omvendt bidrager betalingskravet ikke til et billede af åbenhed. Tværtimod kaster kravet om betaling et skær af bureaukrati over domstolenes betjening af sine brugere, som i forvejen må lede forgæves efter de ønskede oplysninger på internettet. Betalingspåkravet kan også opfattes som et forsøg på at undgå, at domstolene yder samme service som øvrige offentlige institutioner, der – om end med vekslende sagsbehandlingstid – yder aktindsigt i det materiale, interesserede efterspørger, for så vidt der ikke er fastsat konkrete undtagelser for aktindsigten.

I enkelte tilfælde er domstolenes betalingsregler direkte urimelige: Hvis man f.eks. vil se retsbogen i en verserende fogedsag, som man selv er part i, ja så skal man betale 175 kr. for udskriften – og det vel at mærke i en sag, som man i forvejen har betalt retsafgift for at få behandlet i fogedretten.  Afgiften på 175 kr. synes i øvrigt ikke at stå i et passende forhold til retsafgifterne i øvrigt. For 400 kr. kan man få påtegnet et betalingspåkrav i den forenklede inkassoproces med, hvad dertil kræves af forkyndelse, sagsbehandling etc.,  og for yderligere 300 kr. kan man få kravet tvangsfuldbyrdet. Men skal man have en udskrift af fogedbogen på et par sider, koster det 175 kr.

Og så er der de mere absurde tilfælde, som f.eks. hvor man anmoder landsretten om en bestemt afgørelse, betaler sine 175 kr. og modtager en udskrift, hvoraf fremgår at landsretten har stadfæstet byrettens afgørelse i henhold til grundene. Eller de tilfælde, hvor det efter en ofte velvillig indsats fra rettens personales side lykkes at finde frem til den ønskede sag, hvorefter retten over telefonen oplyser sagsnummeret med henblik på indsendelse af anmodning med tilhørende check. I disse tilfælde ville det formentlig være nemmere for alle parter, hvis afgørelsen straks blev udskrevet (eller bedre endnu omdannet til en pdf-fil) og sendt (med e-mail), fremfor at afvente fremsendelse af check eller bankoverførsel, som herefter skal undergives sagsbehandling, indstempling etc. i retten.

Retsafgifter forsvares normalt dels med fiskale hensyn og dels – om end i mindre omfang – med en antagelse om, at det har en normerende effekt på brugen af domstolene, så antallet af åbenbart ubegrundede sager holdes nede. For reglerne om betaling for aktindsigt, synes ingen af argumenterne at kunne føre særlig vidt. Dels kan øvrige offentlige organer tilsyneladende håndtere antallet af aktindsigtsanmodninger, også selvom der end ikke gælder et krav om retlig interesse. Og dels må det vel antages, at statens indtægter på aktindsigtsanmodninger trods alt må være relativt begrænsede. Når der så samtidig er det yderligere argument, at der bør være uhindret adgang til normerende og retsskabende afgørelser, så er det noget vanskeligt at argumentere for en fastholdelse af kravet om betaling for aktindsigt.

Lad os nu få den domsdatabase – vel at mærke uden brugerbetaling – og skulle man så ikke samtidig se at få ophævet retsafgiften for aktindsigt hos domstolene?