Advokaten 3 Når kvinder vil gøre karriere

Print Print
24-04-2006

Af Pia Møller, pressechef
Ny bog om kvinder, karriere og dilemmaer tager udgangspunkt i den praktiske dagligdag for kvinder, der har valgt at gøre karriere.

”Man er nødt til at fokusere…. Jeg kunne også lære mig retsplejeloven og straffeloven udenad bare for at blære mig, men det gider jeg ikke.” Det meget kontante udsagn kommer fra justitsminister Lene Espersen i et interview i bogen ”Kunsten at gøre karriere – om kvinder, valg og dilemmaer ”.

Bogen har en meget jordnær tilgang til de problemstillinger og dilemmaer, som kvinder, der ønsker at gøre karriere – og samtidig have et familieliv – står overfor. I en række interviews fortæller kvinder, der er nået godt op ad eller helt til tops på karrierestigen meget ærligt om deres overvejelser og meget praktisk om, hvordan de får deres liv til at hænge sammen.

Justitsministeren, der også er mor til to små børn, opfordrer ligesom flere andre kvinder i bogen deres kønsfæller til at fokusere, prioritere og lade være med at være perfektionister på alle områder.

”Jeg vil ikke bruge al min vågne tid i ministeriet og tager ofte arbejde med hjem. Embedsmændene må vænne sig til en anden slags minister end dem, der kommer fra provinsen og kun har en etværelses at komme hjem til,” siger Lene Espersen, der også opfordrer kvinderne til at huske, at alle revolutioner starter på hjemmefronten.

Bogens forfattere Jeanette Løgstrup og Jette Meier Carlsen er begge journalister. Den ene er på deltid på Morgenavisen Jyllands-Posten og den anden på mere end fuld tid som kommunikationsdirektør i Carl Bro Gruppen. I en række kapitler fortæller forfatterne mere generelt om de problemer, kvinder med ambitioner møder på arbejdsmarkedet. De bidrager med fakta og gode råd omkring f.eks. mentorordninger og coaching.

Bogen indeholder også interviews med en række af de mandlige erhvervsledere, der har eller har haft muligheden for at gøre det lettere for kvinder at nå til tops. Bl.a. fortæller Lars Rebien Sørensen fra Novo Nordisk og Mogens Munk Rasmussen fra Nykredit om deres strategier for at få mere ligestilling i toppen af virksomheden. Mads Øvlisen, der altid har været fortaler for bløde værdier, åbenhed og nytænkning, erkender åbenhjertigt, at han ikke har fundet de vises sten, når det handler om at få flere kvinder i karrierejob. ”Hvis vi ser på den gennemslagskraft, som jeg har haft i Novo, er der ikke ret meget at blive imponeret over på det område. Jeg tænker alle de rigtige tanker, men alligevel er der ikke sket ret meget”, siger han.

Bogen henvender sig til kvinder, der er i gang med at gøre karriere eller står lige foran det. Så har man valgt deltid og familien som første prioritet, så er bogen bestemt ikke interessant – man vil nok nærmest blive rystet over, hvordan nogle af kvinderne har skruet deres liv sammen. For kvindelige advokater med lyst til karriere kan nogle af de gode råd fra forfatterne måske virke banale, men også det indlysende kan man trænge til at blive mindet om. Og især de meget ærlige og jordnære interviews med en række interessante kvinder gør den værd at læse.

Der også noget at hente for de mandlige ledere i advokatbranchen. De får både et indblik i, hvordan kvindernes verdensbillede ser ud, og en række gode råd til, hvordan de kan gøre karrierelivet lettere og mere attraktivt for kvinder.

Jeanette Løgstrup og Jette Meier Carlsen: Kunsten at gøre karriere. Jyllands-Postens Forlag.

Kønsfordeling på ledelsesniveauer:

                                            Mænd            Kvinder

Topchefer                             91 %              9%

Chefer/mellemledere             89 %              11%

Ledere på 1. niveau               77 %              23 %

Alle ledere                             82 %              18%

Kilde: Ledernes Hovedorganisation

Advokatbranchen:

                                            Mænd            Kvinder

Partner                                 86 %              14%

Ansat                                   70%               30%

I alt                                      75%               25%

Kilde: Advokatsamfundet