Advokaten 3 Mens Europa sover i timen…

Print Print
24-04-2006

Rikke Frank Jørgensen, seniorrådgiver på Institut for Menneskerettigheder og bestyrelsesmedlem i Digital Rights

Vi udnytter i disse år informationsteknologi til at indskrænke frihedsrettigheder snarere end at styrke dem. Dette står i kontrast til de politiske hensigtserklæringer, man for nylig vedtog på FN's Verdenstopmøde om Informationssamfundet.

FN's Verdenstopmøde om Informationssamfundet (WSIS) blev afholdt i november 2005.  Topmødet var kulminationen på en international proces, der startede tilbage i december 2001, da FN's generalforsamling besluttede at holde hele to verdenstopmøder om informationssamfundet; det første i december 2003 i Genève, det andet i november 2005 i Tunesien. Med WSIS blev it-politik for første gang et globalt politisk emne, og repræsentanter for regeringer, civilsamfundet og virksomheder har deltaget i de mange forhandlinger, der har fundet sted som led i processen.

De politiske erklæringer fra topmødet skorter ikke på politiske visioner. Informations- og kommunikationsteknologi skal udnyttes til at fremme udvikling og menneskerettigheder, styrke udsatte grupper, og i det hele taget bidrage til en fredelig og bæredygtig verden baseret på FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder.

It bruges til at begrænse frihed
Ser vi imidlertid på den realpolitiske udvikling i Danmark og Europa, er der flere eksempler på, at informationsteknologi udnyttes til at begrænse snarere end styrke frihedsrettigheder.

Lad os tage privatlivsbeskyttelsen som eksempel og se på, hvordan vi i disse år sætter retten til at færdes frit og uovervåget under stadig større pres.

EU's justitsministre vedtog for nylig et forslag til fælles europæiske regler for registrering af alle EU-borgeres kommunikation, når vi kommunikerer via telefon eller internet. Tele- og internetudbydere pålægges ifølge forslaget at overvåge deres kunder ved at gemme en lang række oplysninger, som udbyderne ikke selv skal bruge, men som politiet ønsker registreret af hensyn til eventuel senere efterforskning. Formålet med forslaget er at styrke bekæmpelsen af kriminalitet og terror, men som påpeget af internet- og teleudbydere fra hele Europa er effekten af forslaget tvivlsom. Dette skyldes, at der fortsat vil være en række tekniske og praktiske muligheder for at undgå registrering, hvorfor forslaget, ifølge branchen, er at sammenligne med ”et hegn med et stort hul i”.

Derudover har forslaget alvorlige konsekvenser for borgeres privatliv og brug af internet. De Europæiske Data Kommissærer har således i en analyse af forslaget udtalt, at det strider mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, idet ”generel registrering af alle borgere vil gøre overvågning til reglen snarere end undtagelsen.” Flere end 58.000 borgere har da også underskrevet en protest mod forslaget, koordineret af European Digital Rights (EDRI).

Den danske justitsminister har ved flere lejligheder udtalt, at hun støtter forslaget – blandt andet på baggrund af ”de gode danske erfaringer” med anti-terrorloven fra 2002.

Sådanne udtalelser kan undre, eftersom vi endnu ikke har implementeret datalogning i Danmark – tre et halvt år efter anti-terror lovens vedtagelse – og fordi det bekendtgørelsesforslag, som Justitsministeriet udsendte i foråret 2004, mødte massiv kritik fra såvel it-branchen, som en lang række andre organisationer.

Andre aktuelle eksempler på øgede beføjelser til staten inkluderer (fra de i alt 49 anti-terror forslag, der blev præsenteret i november 2005):

  • Øget udveksling af personoplysninger mellem FET og PET.
  • Øget adgang til personoplysninger fra myndigheder uden konkret mistanke.
  • Indhold af teledata skal opbevares.
  • Udlevering af passageroplysninger uden retskendelse.
  • Udlevering af kundeoplysninger fra teleudbydere uden retskendelse.

Et andet eksempel på, at teknologien bruges til at begrænse snarere end at styrke den enkelte borgers rettigheder, er at finde i sidste års udspil om borgerservicecentre. Forslaget, der blev fremlagt som led i kommunalreformen, udvider området for videregivelse af oplysninger uden samtykke og begrænser adgang til egne oplysninger pga. ændring i reglerne om aktindsigt. En kritik af forslagene er bl.a. rejst i to rapporter udgivet af Teknologirådets arbejdsgruppe om Retssikkerhed og Aktivt Medborgerskab i Digital Forvaltning.

Det paradoksale er, at vi i Europa typisk har en selvforståelse af at have en høj grad af privatlivsbeskyttelse, bl.a. baseret på EU's persondatadirektiv fra 1995. En ny komparativ analyse fra Privacy International (London) viser imidlertid, at EU på en række områder implementerer mere vidtgående registrering og overvågning af borgerne end USA, samtidig med at vi har mindre offentlig debat om indgrebene. Analysen ser bl.a. på: biometrisk identifikation, biometrisk registrering ved grænser, opbevaring af teledata, adgang til teledata, adgang til indholdsdata, datasamkøring (”data mining”) samt adgang til passageroplysninger.

Retsstat eller totalitær stat
Ovenstående eksempler tegner et billede af tre tendenser i den regulering, der i disse år hastes igennem i terrorbekæmpelsens eller effektivitetens navn:

  • En bevægelse fra specifik overvågning baseret på konkret mistanke til generel just-in-case overvågning.
  • En slækkelse af retssikkerheden for den enkelte borger (udvidet område for adgang til oplysninger uden retskendelse samt øget udveksling af oplysninger uden samtykke).
  • Private aktører inddrages i overvågning (teleudbydere, flyselskaber).

Samtidig befinder vi os i et politisk klima, hvor det er meget svært at trænge igennem med kritiske røster i debatten. Ofte præsenteres beskyttelsen af den enkeltes integritet og privatliv som en luksus, vi må give afkald på for at sikre effektivitet, ikke mindst i forbindelse med terrorbekæmpelse. En balance hvor hensynet til den enkelte må vige for hensynet til politiets arbejde og statens sikkerhed.  Og hvem ønsker at gamble med statens sikkerhed for at opretholde et princip om retten til at leve frit og uovervåget?

Her er det imidlertid værd at huske på, at privatlivsbeskyttelsen er borgerens værn mod vilkårlig indtrængen i det private rum fra statens side. Det er en fundamental demokratisk frihedsrettighed, som mennesker over hele verden har kæmpet og fortsat kæmper for at opnå. Privatlivsbeskyttelsen markerer et vigtigt skel mellem retsstaten og den totalitære stat.

Meget tyder på, at vi i disse år grundlæggende er i færd med at fravige princippet om, at staten ikke blander sig i borgernes forhold, medmindre der er konkret grund til det. Ligesom vi fraviger princippet om, at hvor staten har ekstra magtbeføjelser, er der tilsvarende kontrolmekanismer.

Det tyndslidte argument om, at hvis man har rent mel i posen, har man ikke noget at skjule, misforstår sagens kerne. Det handler ikke om at skjule sig, det handler om frihed til at tale, tænke og handle uden at blive kikket over skulderen.

Selv i tider hvor trusselbilledet er ændret, må vi fastholde, at åbne samfund altid vil være sårbare, og at der ikke er noget, der tyder på, at en markant udvidelse af statens overvågning vil forøge sikkerheden markant. Vi kan ikke overvåge os ud af terror, men vi kan ændre den grundlæggende magtbalance mellem stat og borger i terrorbekæmpelsens navn.

Derfor er det mere end nogensinde vigtigt, at vi tør sætte spørgsmålstegn ved udviklingen. Lad os prøve at skabe bare lidt overensstemmelse mellem visionerne fra FN's Verdenstopmøde om Informationssamfundet og udviklingen i verdens mest it-avancerede region. Det må være muligt at udnytte teknologien til at styrke den enkelte borger, fremfor det modsatte.