Advokaten 3 Dansk dommer ved Krigsforbrydertribunalet i Haag

Print Print
24-04-2006

Af Hans Henrik Brydensholt, tidl. landsdommer og i øjeblikket dommer ved Krigsforbrydertribunalet i Haag
Sagerne ved Krigsforbrydertribunalet i Haag har et vist historisk vingesus over sig, fortæller den danske dommer ved tribunalet Hans Henrik Brydensholt i denne personlige beretning om dagligdagen som international dommer.

Kan man forestille sig, at dommere fra Kina, USA, Madagaskar, Tyrkiet og tyve andre lande har samme opfattelse af ret og retssikkerhed?  Af hvordan man skal bedømme frygtelige handlinger, der er begået i forbindelse med krige og borgerkrige. Frygtelige handlinger, drab og ødelæggelser er selve krigens væsen. Vil en ret sammensat fra alle dele af verden være i stand til i fællesskab at definere grænsen mellem den umenneskelighed, der er krigens væsen, og den umenneskelighed, der kan karakteriseres som værende i strid med den humanitære folkeret eller krigens love?

Det er i hvert fald den opgave, de 25 internationale dommere, der arbejder i ICTY, The International Criminal Tribunal for the former Yugoslavia, har påtaget sig.

Dette tribunal er den første internationale krigsforbryderdomstol efter Nürnberg. Den blev skabt i 1993 af FN som del af fredsbestræbelserne på Balkan. Hverken i rettens statutter eller procesregler findes der nogen angivelse af rettens formål. Det kunne ellers nok have været nyttigt, når dommere med så forskellig baggrund i fællesskab skal foretage et retsopgør.

Selv om der ikke findes nogen skrevne regler, er det dog muligt ved granskning af sikkerhedsrådsresolutioner at fastlægge de formål, domstolen skal søge at realisere.

Det drejer sig om:

  • at retfærdigheden sker fyldest over for personer, der mistænkes for alvorlige overtrædelser af international humanitær ret (bring to justice persons allegedly responsible),
  • at ofrene oplever, at retfærdigheden sker fyldest i forhold til dem (render justice to the victims),
  • at afskrække fra fremtidige forbrydelser (deter further crimes),
  • at bidrage til genoprettelsen af fred ved at fremme forsoning (restoration of peace by promoting reconciliation).

Vi, der har læst Alf Ross og kender ”Ret og Retfærdighed”, ved, hvor flyvske disse begreber er, og i hvor høj grad indholdet er forbundet med en retstradition. Så det er klart, at det at skabe en nogenlunde konsistent praksis på et område, hvor der ingen retstradition er, er vanskeligt. For slet ikke at tale om, hvordan krigsforbryderdomstolen gennem sin virksomhed skulle kunne være med til at fremme forsoning. Det er ikke overraskende, at man kan møde det synspunkt, at det, at der nu påbegyndes sager vedrørende forhold, der ligger 10-15 år tilbage i tiden, tværtimod er med til at holde hadet mellem befolkningsgrupperne i live.

Forbrydelserne
De handlinger, der er under tribunalets jurisdiktion falder i fire grupper:

  • alvorlige overtrædelser af Genève-konventionerne fra 1949.
  • overtrædelser af de skabte love og sædvaneretlige regler for krigsførelse,
  • folkedrab
  • forbrydelser mod menneskeheden.

Her er man på sikrere grund. Hvad man må og ikke må i forbindelse med krigsførelse, behandlingen af krigsfanger og civilbefolkningen ligger i de store linier nogenlunde fast. Vanskeligheden ligger som altid i detaljen, og en retssag består af detaljer.

En særlig vanskelighed er fastlæggelsen af det, der kaldes kommandantansvaret.

På den ene side betragtes det som den internationale strafferets største fremskridt, at det – ved siden af det almindelige medvirkningsansvar for opmuntring og planlægning – udtrykkeligt er fastlagt, at en overordnet er strafferetsligt ansvarlig, hvis han vidste eller havde grund til at forudse, at underordnede ville begå eller havde begået nogle af de forbudte handlinger, og han ikke har truffet de nødvendige og rimelige foranstaltninger for at forhindre handlingerne eller for at straffe de skyldige.

Men samtidig må det erkendes, at det mange år efter kan være vanskeligt at fastslå, hvad en kommandant midt i en mere eller mindre kaotisk krigssituation skulle have forudset med hensyn til de kæmpende soldaters optræden. Og med hensyn til ansvaret for ikke at have fået foretaget strafforfølgning af krigsforbrydelser må det erindres, at krigsforbrydelser er uforældelige. Så der kan i praksis blive tale om at rejse tiltale mod en tidligere kommandant, for ikke dengang for mange år siden at have sørget for, at eventuelle overtrædelser er blevet strafforfulgt.

Her spiller det ind, at krigsforbrydersager kun rejses mod et meget begrænset antal personer. Medens i titusindvis alene i Bosnien døde under barbariske forhold, kommer antallet af dem, der bliver retsforfulgt i Haag, ikke over 100. Når man koncentrerer interessen om dem, der anses for mest skyldige, kommer kommandanterne naturligvis i søgelyset. Det er rimeligt nok, men konsekvensen er, at kommandanten kan komme til at stå til ansvar for mord og mishandling, som han burde have været opmærksom på og forfulgt, medens de direkte gerningsmænd aldrig vil blive holdt ansvarlige.

Forholdene for en international dommer
Jeg kan huske, at jeg før jeg i 2004 tog til Haag udtalte, at jeg ikke regnede med, at dommergerningen her ville være fundamentalt forskellig fra det, jeg havde været vant til som dansk dommer.

Men der tog jeg fejl. På mange måder er vilkårene bedre. Aflønningen skal være i stand til at konkurrere med den løn, dommerne i de højeste domstole i England og USA får. Og den er ikke dårlig. Den medhjælp, den enkelte dommer har, er i sandhed også bedre end den bistand, nogen dansk dommer har.

ICTY er organiseret i Trial Chambers. Der er i alt seks afdelinger. Dertil kommer Appeal Chamber, der også behandler appelsager fra den parallelle Rwanda ret. I Trial Chambers afdelinger sidder tre dommere, i Appeal Chamber mindst fem.

I den afdeling, jeg er med i, er retsformanden fra Malta og min anden kollega fra Tyskland. Udover en personlig sekretær har hver af dommerne en juridisk medarbejder, og afdelingen har yderligere en Legal Officer og en Senior Legal Officer, der har det overordnede ansvar for de juridiske medarbejdere i to retsafdelinger. Til alle disse medarbejdere kommer så de mange ”interns”, dvs. unge nyuddannede jurister, der får lov til i en seks måneders periode at arbejde gratis for os og vores juridiske assistenter. For tiden har vi tre sådanne interns knyttet til min afdeling. Så når vi samler afdelingens juridiske medarbejdere. er vi 11 om bordet.

Som dansker oplever jeg en meget stor statusmæssig afstand mellem dommerne og medarbejderne. Alene den højtidelighed, der er forbundet med modtagelsen af en ny dommer, der aflægger dommerløftet foran FN-flaget, understreger dommerens status. Det samme gør den ankellange  røde dommerkappe med den hvide kravat. Ikke overraskende kan det give sig udslag i en for en dansker nærmest latterlig selvhøjtidelighed; men hvad værre er, kan afstanden til de juridiske medarbejdere gøre det vanskeligt at få dem til at rykke ud med, hvad de selv mener om et juridisk problem.

Nå, som tiden går, kan dommer og medarbejder naturligvis komme på tættere hold. Det er også nødvendigt, for en dommer i tribunalet har faktisk temmelig meget at lave.

Vi sidder i retten alle fem arbejdsdage i ugen. Her er ingen mellemdag til forberedelse eller til at arbejde med behandlingen af de ubegribeligt mange skriftlige begæringer (”motions”) fra sagens advokater. Vi sidder i retten enten fra 9 til 14 eller fra 14 til 19. Der er nemlig kun tre retssale til deling. Retsferierne er betydelig kortere end det, vi kender fra Danmark. Der er til stadighed seks domsforhandlinger i gang i første instans. Men herudover har de enkelte dommere ansvaret for forberedelse af andre sager.

For mit eget vedkommende er jeg med i domsforhandlingen i den sag, der er rejst mod den muslimske kommandant, der forsvarede Srebrenica mod serberne i 1992-93. Samtidig er jeg forberedelsesdommer i den sag, der er rejst mod den tidligere leder af den kosovoalbanske modstandsbevægelse, Ramusk Haradinaj, og to andre ledere fra denne modstandsbevægelse. På det tidspunkt, hvor sagen startede og Haradinaj blev varetægtsfængslet i Haag, var han statsminister i Kosovo. Jeg har senere været med til at løslade ham fra varetægtsfængslingen og fastsætte de vilkår for hans politiske fremtræden, han må underkaste sig. Der er unægtelig et vist historisk vingesus over sagerne i Haag.

Common Laws svagheder
Den største forskel fra det hjemlige er retsplejeformen. Bortset fra at statutten indeholder nogle helt generelle retsgarantier, som at en tiltalt skal anses for uskyldig indtil det modsatte er bevist og har ret til en fair og offentlig rettergang med en forsvarer efter sit eget valg, overlader statutten det til dommerne selv at fastsætte procesreglerne. Det har man så gjort i et sæt ”Rules” fra 1994, som dommerne senere har ændret hen ved 40 gange. Ændringer forudsætter blot, at 10 af de i alt 16 permanente dommere går ind for dem. Det er da i hvert fald smidigt.

Det gør naturligvis også en forskel, at arbejdssproget er engelsk, og at den anklagede ikke selv afgiver nogen forklaring, men bare sidder der i baggrunden dag efter dag.

Den helt fundamentale forskel er imidlertid anklagemyndighedens rolle.

I Danmark anser vi det for en selvfølge, at anklagemyndigheden som en offentlig myndighed skal optræde objektivt. Det er ikke anklagemyndighedens opgave at få en mistænkt dømt, men at få undersøgt, om der er tilstrækkeligt bevismateriale til, at en domfældelse må forventes. Og rejses tiltalen, skal anklagemyndighedens optræden i retten være præget af samme objektivitet. Forsvarets opgave er omvendt at se en sag fra klientens side og ensidigt være optaget af at påpege eventuelle svagheder i anklagemyndighedens bevisførelse. Vil forsvaret have ført andre vidner end dem, anklagemyndigheden har fundet frem, vil det typisk ske ved, at forsvareren henvender sig til anklagemyndigheden, der vil sørge for at det potentielle vidne bliver afhørt af politiet, så begge parter kan bedømme, om det vil være relevant at indkalde ham.

I Common Law systemet, som anvendes i ICTY, laver forsvaret sin egen undersøgelse med egne detektiver. Og sagen foregår således, at anklagemyndigheden først fører sine vidner, der er udvalgt for at tegne et billede af, hvad der er foregået set ud fra anklagerens synspunkt. Når det er sket, kommer forsvaret med nogenlunde lige så mange vidner, der skal tegne det billede af virkeligheden, der er forsvarets.

Inden forsvaret går i gang med sin vidneførsel er der et mellemspil, hvor forsvaret kan begære, at der straks skal afsiges frifindelsesdom, fordi anklagemyndigheden ikke har løftet sin bevisbyrde. Der er ”no case to answer”. I den sag, jeg er med i, frifandt vi på dette stadium for to af de seks tiltalepunkter.

Det værste ved Common Law systemet er, at den part, der fører vidnet, i dagene umiddelbart før det sker, tager vidnet under behandling. Det kaldes ”proofing” eller ”witness preparation”. Et sådant formøde med vidnet, hvor modparten ikke er til stede, kan tage flere dage. Der er ingen skrevne regler for, hvilken påvirkning, der her må ske. Resultatet er, at vidnet er meget godt forberedt på de spørgsmål, den pågældende advokat vil stille under hovedafhøringen. Dommerne indtager traditionelt en tilbagetrukket rolle. Og modpartens advokat er bundet af den begrænsning, der ligger i, at der i det efterfølgende krydsforhør kun må stilles spørgsmål vedrørende forhold, der har været  afhørt om i hovedafhøringen.

Denne rollefordeling og processens mange formaliteter kan gøre en retssag til en spændende kampplads for trænede jurister – som vi ser det i tv-verdenens mange retsdramaer. Men det er ikke et system, der er velegnet til hurtigt og sikkert at afdække, hvad der virkelig er sket.

 Det kan godt sætte en dommers tålmodighed  på prøve. Når jeg sidder der og hører på alle de formelle fægtninger, sender jeg en vemodig tanke til Hurwitz og hans gamle udsagn om, at dansk retspleje er lidet formel. Tak og lov for det.

Da jeg sagde ja til at komme ned til Haag, var sagen med den muslimske kommandant påregnet at vare fra oktober 2004 til april 2005. Men i april var anklagemyndigheden knap nok færdig med sin vidneførsel. Så lavede vi en plan, der skulle gøre det muligt at afsige dom i løbet af december 2005. Som led i denne plan begrænsede vi antallet af forsvarets vidner. Men det tilsidesatte tribunalets Appeal Chamber ud fra et synspunkt om Equality of Arms. Så nu lyder planen på dom i løbet af juni 2006. Jeg har forberedt familien på, at det godt kan blive i august.

Til gengæld bliver dommen lang. Det skal den blive, når man i hver enkelt dom i detaljer beskriver det retsgrundlag, der gælder. Også her er der plads for rationalisering. Omvendt vil mange nok synes, det er godt, at skyldbedømmelsen og overvejelserne om straffastsættelsen er helt anderledes grundigt beskrevet end i den hjemlige domstradition.

Selv den mest omhyggelige domsaffattelse kan imidlertid ikke rette op på, at der ikke findes regler om godtgørelse for uberettiget varetægtsfængsling. Ikke alene har man problemet, hvor der sker fuldstændig frifindelse efter adskillige års varetægtsfængsling. Man har det også i tilfælde, hvor straffen er så kort, at der ville være sket prøveløsladelse tidligere, hvis der havde været afsagt dom.

Hvorfor?
Når alt dette er sagt, er det helt overvejende spørgsmål, man sidder tilbage med, naturligvis, om retsopgør af denne karakter, er det, der bedst fremmer fred og forsoning. Hvor det kan lade sig gøre, tror jeg stadig, at en Sandheds- og Forsoningskommission med tilhørende amnestilovgivning, som den de gennemførte i Sydafrika, er at foretrække. Men det kræver naturligvis ledere af en statur og modenhed, der ikke er mange af.

Et af de øjeblikke, jeg altid vil huske, var da en bondekone, der havde set sin mand og søn blive dræbt under forfærdelige omstændigheder, var færdig med sin forklaring. Da hun skulle gå, så hun på os dommere og spurgte, om der var nogen, der kunne forklare hende, hvorfor beboerne fra nabolandsbyen ville slå dem ihjel. ”Vi var vant til at hjælpe hinanden i høsten. Og vi kom til kaffe hos hinanden og var med til at fejre, når en af sønnerne skulle af sted for at aftjene sin værnepligt. Og nu kom de for at myrde dem. Hvorfor?”

Ja, hvorfor?