Advokaten 2 Ud i grænselandet til kunsten – Advokatens andet liv

Print Print
13-03-2006

Af Hanne Hauerslev, journalist
Er der andet i livet end retsmøder, sagsmapper og møder med klienter? Dette er den sidste af i alt seks artikler om advokater, der ved siden af det faste job har en altopslugende interesse, et tillidshverv eller en opgave, som fylder fritiden. Artiklerne har løbende været bragt i Advokaten siden august 2005.

Det er ligesom med kærlighed. Du er ikke i tvivl, når du ser et rigtig godt billede. Det provokerer følelserne frem i dig, mener Leif Djurhuus, der har en passion for vild og moderne kunst. Et af kunstværkerne udfordrede ledelsen hos advokatfirmaet i en grad, så der blev indkaldt til krisemøde og partnerskabet stod på spil.
Leif Djurhuus kan stadig skrive partner på sit visitkort. Men for nogle år siden var hans lidenskab for kunst tæt på at sætte den karriere over styr. Det var et gigantisk maleri af kunstneren Lars Nørgård, der fik sat den daværende arbejdsplads på den anden ende.

- Jeg er vild med 80'er kunstnere som Christian Lemmerz, Erik A. Frandsen, Peter Bonde og Lars Nørgård. Jeg har et to gange tre meter billede af Nørgård – "Damperen" – som jeg hængte op i receptionen. Billedet er typisk for Nørgård – figurativt og fyldt med detaljer. Der hang billedet så et halvt års tid. En dag kom jeg til at fortælle en kollega, hvad det egentlig kunne forstille. Først når du kikker rigtig godt efter, kan du se, at det er to mennesker, der elsker på en trappe. I hjørnet foregår der så dét, som stødte mine kolleger i en grad, så billedet og mit partnerskab måtte op på et krisemøde. Partnerskabet beholdt jeg heldigvis, og i dag står billedet rullet sammen. Men snart skal det op igen et andet sted, for det er et af Nørgårds hovedværker, forklarer Leif Djurhuus, der ikke vil komme nærmere ind på, hvad ”dét” var.

Det er også hovedværker, han går efter på gallerier verden over. Mottoet er: Hellere give det dobbelte for et hovedværk end det halve for et normalværk. Hovedværket holder også om 100 år, hvor masser af nutidens kunst ifølge Djurhuus for længst er skrottet.

- Hvis jeg har en halv dag på en forretningsrejse, finder jeg gallerier, der har kunst, som jeg har set andre steder. Sådan fik jeg for eksempel købt to hovedværker af den afrikanske kunstner William Kentridge i Cape Town. Det er kultegninger – den ene er et utrolig poetisk portræt af kunstnerens kone, der klæder om. Den anden tegning er af en sort kvinde, Nandi, der græmmes – et stærkt politisk værk, som i øjeblikket er udlånt til Louisiana i Humlebæk. Samlet gav jeg under 50.000 kroner for dem. I dag er de en million værd.

Rolls-Royce i stedet for Folkevogn
Leif Djurhuus er ellers ikke meget for at sætte pris på sin kunstsamling, der rummer tusind værker. Han understreger, at kunsten giver ham et fristed, og at han ikke er samler for pengenes skyld. Af samme grund er ingen af værkerne til salg.

- Jeg fortryder bittert, når jeg sælger, og kan stadig ærgre mig over at have solgt billeder, der i dag hænger på kunstmuseer rundt om i landet. Jeg bliver selv nødt til at eje værkerne. Det giver mig et kick – eller kald det et sug i maven – at se på billederne. Det er lige så stærkt som kærlighed, og følelsen kommer, hver gang jeg ser værket. Pengene kommer i anden række. Jeg plejer at sige, at det svarer til at købe en bil. Du skal gøre det, fordi du vil elske at sætte dig ind bag rattet – nogle gange opdager du så, at du har købt en Rolls-Royce i stedet for en Folkevogn. Det skal du bare glæde dig over.

Det bedste danske køb er billedet af Sven Dalsgaard fra 1963, som er købt for tre gange vurderingsprisen på kunstauktion i 1997. Titlen er ”Mor”, lærredet er lyseblåt med rød kyssemund, og et tov bundet om værket med et råbåndsknob giver følelsen af moderbinding.

- Blåt lærred, mund og reb. Så kan du selv fylde resten ud. Det siger mig noget, og jeg bliver aldrig træt af at se på det billede. Og så har det en sjov skæbne, som jeg selv tilfældigvis blev en del af.

- En af mine klienter er kunstsamleren John Hunov, der havde udlånt Pierre Manzonis værk ”Merde d'artiste” til Randers Kunstmuseum. Dåsen indeholdt kunstnerens afføring. Uheldigvis eksploderede dåsen under udstillingen, og vi anlagde erstatningssag mod museet. Museet mente selvfølgelig, at dåsen lige så godt kunne være eksploderet hjemme på kunstsamlerens kaminhylde og kunne ikke se, at de på nogen måde var ansvarlig for at have ødelagt kunstværket. Men juraen er jo finurlig, og jeg fandt en dom fra 1918, hvor en bondemand havde udlånt sin præmietyr til nabobondemanden. Tyren dør, og naboen mener ikke, at han hæfter for dyrets skæbne, for den har fået samme foder, som den plejer og kunne jo lige så godt være faldet om hjemme i sin egen stald.

- Men dommen siger, at man skal aflevere det, man har lånt, i samme stand – og ifølge Danske Lov har låntageren bevisbyrden for sin uskyld. Med denne dom i hånden måtte Randers Kunstmuseum slippe 250.000 kr. Senere møder jeg så direktøren fra museet og snakken falder på mit Dalsgaard-billede. Nej, det er løgn, siger han, det billede ville vi have købt, men fik så ikke råd – de penge, vi havde til billedet, gik til erstatning for dåsen, fortæller Leif Djurhuus muntert og tilføjer, at historien om dåse-afføringen gik verden rundt – han er sågar blevet underholdt med den på en konference i Philadelphia.

Kunsten med i graven
Afføring på dåse, gris i forrådnelse, orange lærred med ordene ”I saw you shine”, skumgummi i fiskenet. Er det kunst? Leif Djurhuus er ikke i tvivl, selvom han ikke altid kan forklare det.

- Kunst afgør selv, når det er kunst. Vores opfattelse af, hvad god kunst er, skifter. For mig er et værk ikke nødvendigvis smukt – mere en stærk følelse. Det sætter noget i gang hos mig. Som den elektriske vifte, som jeg købte i Basel, hvor den mexikanske kunstner Gabriel Kuri har påklistret ti plasticposer med teksten ”Gracia” fast på hver fane. Når jeg tænder den, pustes der luft i poserne, og jeg bliver glad for at se, at den vifter ”tak” til mig i alle mulige farver. Min søster, som er børnehavepædagog, ryster på hovedet og mener, at det ligner noget, som hendes unger har lavet. Men da kunstneren Lars Bent Pedersen så den, udbrød han: Bare jeg havde lavet den. Han havde set den tre år tidligere på en udstilling i Berlin og var også vild med den.

Leif Djurhuus vil bogstavelig talt lade den gode, moderne kunst følge sig til graven.

- Christian Lemmerz er en fremragende skulptør og beskæftiger sig i sin kunst med forholdet mellem liv og død. Jeg har allerede bestilt min gravsten hos ham. Lemmerz har bestemt inskriptionen ”nobody's home” på stenen, hvor jeg ligger ovenpå iført jakkesæt.

- Jamen, hvorfor skulle jeg ikke have fornøjelsen af at se min egen gravsten, inden jeg dør. Jeg skal jo alligevel selv betale for den, og det giver mig mulighed for at stille den hjemme i haven, sådan at jeg kan gå og nyde den. Det tricker nogle følelser i mig. Tvinger mig til at forholde mig til døden og i det grænseland, hvor både livet og kunsten befinder sig.

Blå Bog
Leif Djurhuus, 52 år, advokat siden 1983. Partner siden 1987 og i dag en af de 40 partnere i Plesner Svane Grønborg.
Leif Djurhuus beskæftiger sig med Commercial Property – såsom kontraktforhold og finansiering af indkøbscentre, hoteller samt investerings- og udviklingsejendomme.
Han er uddannet advokatfuldmægtig hos højesteretssagfører Oscar Bondo Svane og fik i 1988 møderet for Højesteret.