Advokaten 2 Klare regler for gruppesøgsmål

Print Print
13-03-2006

Af Sys Rovsing, formand for Advokatrådet

Retsplejerådets forslag om gruppesøgsmål har skabt stor debat blandt både advokaterne og vores forskellige klienter – og det med god grund. Gruppesøgsmål bryder nemlig på sin vis med den helt fundamentale regel om, at en dom kun har retskraft for parterne i retssagen. Under et gruppesøgsmål godkender retten en grupperepræsentant, der optræder som part i retssagen på vegne af alle gruppemedlemmerne. Gruppemedlemmerne selv er en slags passive deltagere i retssagen uden partsstatus – og alligevel bliver alle gruppemedlemmerne altså bundet af dommen. Når man dertil lægger forslaget om definitionen af gruppemedlemmer, kan man godt forstå, at forslaget har skabt røre. Gruppemedlemmerne er som absolut hovedregel dem, der aktivt har tilmeldt sig søgsmålet. Men Retsplejerådet åbner også op for, at gruppen ved de såkaldt individuelt uprocesbare krav skal kunne omfatte alle, der ikke aktivt har frameldt sig søgsmålet. Ved individuelt uprocesbare krav forstår man krav om så små værdier, at man samlet set vil tabe penge ved et individuelt søgsmål – uanset om man vinder sagen.

Som advokater er vi vel konservative af natur på den måde, at vi møder alle ønsker om forandringer i de grundlæggende procesregler med en vis portion skepsis. Sådan bør det efter min opfattelse også være. Man skal tænke sig godt om, før man ændrer i de grundregler, som er udviklet og afprøvet gennem utallige retssager, og som vi og vores klienter har kunnet indrette os efter.

For gruppesøgsmålets vedkommende er spørgsmålet vel først og fremmest, om disse nye procesregler kan være med til at give de materielle retsregler en større gennemslagskraft. Det er jo i bund og grund procesreglernes formål at sørge for, at den, der har ret, også kan få det i en retssal.

Advokatrådet har valgt at tage den indgangsvinkel, at vi ikke vil stille os i vejen for eventuelle forbedringer i adgangen til domstolene, så længe forsøgene med ændringer af procesreglerne sker på et nøje afgrænset område og på et fuldstændig gennemarbejdet grundlag. Forsøget på at skabe forbedringer må ikke føre til retsusikkerhed.

På den baggrund har vi overordnet set tilsluttet os Retsplejerådets forslag, selv om vi – ligesom Retsplejerådet selv – på forhånd vanskeligt kan sige, om muligheden for gruppesøgsmål i praksis vil betyde en bedre og lettere adgang til at gennemtvinge visse typer af krav ved domstolene.

Men der er behov for en udbygning af forslaget, førend det kan omsættes til praksis. Navnlig de helt grundlæggende betingelser for at kunne føre et gruppesøgsmål må der ikke være nogen tvivl om overhovedet. Her vil jeg som eksempel nævne, at et gruppesøgsmål skal omhandle ”ensartede” krav fra en række gruppemedlemmer. I forslagets bemærkninger kan man læse, at ensartede krav navnlig er krav, der udspringer af samme faktiske omstændigheder og har samme retlige grundlag. Men denne beskrivelse er langtfra tilstrækkelig til, at vi praktikere kan afgøre, om krav er ensartede eller ej i gruppesøgsmålets forstand. Og det er man da nok også opmærksom på i Retsplejerådet, hvor man har skrevet, at det må overlades til rettens skøn, om kravene er tilstrækkelig ensartede til at kunne danne grundlag for et gruppesøgsmål. Den samme usikkerhed opstår i forhold til den foreslåede regel om, at et gruppesøgsmål kun kan anlægges, når gruppesøgsmål skønnes at være den bedste måde at behandle kravene på. Igen savner vi en nærmere beskrivelse af, nøjagtig hvilke parametre, retten skal lægge vægt på, når den skal afveje de forskellige procesformer over for hinanden.

Når vi i Advokatrådet har lagt så megen vægt på, at betingelserne for at anlægge et gruppesøgsmål skal være klart afgrænset i forslaget, skyldes det hensynet til at undgå, at gruppesøgsmål bruges som løftestang for uberettigede forlig. En af de grundlæggende betænkeligheder ved gruppesøgsmål er jo, om udsigten til et gruppesøgsmål med sin vidtrækkende karakter og den megen omtale, som sådanne søgsmål må forventes at medføre, kan presse modparten til et uberettiget forlig. Hvis vi skal undgå den situation, stiller det store krav til lovforarbejderne. Beskrivelsen af gruppesøgsmål må ikke være så vag, at man først efter en langvarig proces ved domstolene eventuelt får afklaret, at søgsmålet slet ikke opfyldte betingelserne for at være et gruppesøgsmål. Men hvis vi får et klart lovgrundlag, bliver det altså ikke Advokatrådet, der stiller sig i vejen for muligheden for forbedringer i adgangen til domstolene. Vi har nemlig tiltro til, at advokaterne på begge sider kan håndtere sagerne på en sådan måde, at vi undgår uretfærdige resultater i form af uberettigede forlig – så længe advokaterne bare har klare regler at arbejde med.