Advokaten 2 Din eller min pension?

Print Print
13-03-2006

Af formand for Advokatrådet  Sys Rovsing

BÅDE ADVOKATER, SOM beskæftiger sig med problemstillingen, og pressen har i en årrække påpeget det urimelige i, at rate- og kapitalpensioner deles ved ægtefælleskifte – hvorimod livrenter og andre løbende livsbetingede pensionsordninger, herunder specielt de forskellige former for arbejdsmarkedspensioner, ikke deles.

Højesteret har – i flere domme – udtalt, at løsningen er urimelig, men at en anden løsning må kræve lovgivningsinitiativ. For at forberede et sådant lovgivningsinitiativ blev der nedsat et ægtefællepensionsudvalg, som nu efter syv års arbejde er kommet med et bud på en løsning.

Den lette løsning ville være enten at gøre alle pensionsordninger til formuefællesskab, altså at de skal deles på lige fod med andre aktiver i ægteskabet, eller at gøre alle pensionsordninger til særeje, således at ejer-ægtefællen kan udtage pensionen forlods ved skifte.

Ægtefællepensionsudvalget foreslår i sin betænkning en noget uklar løsning. Pensionsordninger skal udtages forlods, dog således at der under særlige omstændigheder kan gives kompensation til den ægtefælle, der ikke er ejer af pensionen, enten ved at han eller hun modtager andre aktiver eller får del i pensionen.

Der har i udvalget været uenighed om, hvad den bedste ordning ville være, og man er derfor endt med et forslag, som vil skabe en betydelig usikker retstilstand.

I dag kan det være tilfældigt, om en pensionsordning er rate- eller kapitalpension (altså delelig) eller løbende livsbetinget ydelse (ikke delelig). Det er den tilfældighed, man har villet til livs med en ny ordning. Men det synes, som om man blot har forskudt tilfældighedsproblematikken. Hvis en ægtefælle vælger at spare op i et sommerhus, værdipapirer, nedbringelse af prioritetsgæld eller andet, ja så skal den formue, der derved skabes, deles. Men dette er som udgangspunkt ikke tilfældet, såfremt den samme opsparing er anvendt på en pensionsordning.

Der er i forslaget indbygget redskaber, som skal sikre en ægtefælle mod at blive stillet urimeligt. Det sker på den måde, at det kun er ”rimelige pensionsordninger”, der kan udtages, mens ”urimelige” skal deles. Medmindre bemærkningerne til lovforslaget bliver meget omfattende og meget eksemplificerende, skal mange sager igennem retssystemet, før vi ved, hvornår en pensionsordning er rimelig.

Det konkret rimelige resultat, som opnås efter en domstolsprøvelse, kan godt give en almen urimelig retstilstand. Og i hvert fald vil advokaten få svært ved at rådgive sin klient i perioden, indtil en retspraksis har udviklet sig.

Det er min opfattelse – og i alt fald det, som er lettest at forklare – at et aktiv som legalt udgangspunkt er enten fælleseje eller særeje. At man så før ægteskabets indgåelse eller under dette kan give de enkelte aktiver en anden status, er et gennem tiderne kendt retsinstitut og fuldt ud acceptabelt. Det vigtigste må være at få skabt en legal retstilstand, som er klar, og som dækker de fleste menneskers behov. 

Viljen til at skabe en retfærdig løsning har været til stede i ægtefællepensionsudvalget, men evnen næppe. Dette skyldes ikke, at der har manglet kompetence blandt medlemmerne, men snarere at man fra politisk hold ikke har gjort klart, hvad hovedordningen i familieformueretten skal være fremover, fælleseje eller særeje.

Det er muligt, at tiden er kommet til, at legalt særeje er det rigtige udgangspunkt – som så konkret kan ændres til fælleseje ved ægtepagt. Begrundelsen for dette ændrede udgangspunkt i familieformueretten kunne være en antagelse af større ligeværdighed mellem ægtefællerne, den realitet at ægteskaber hyppigt opløses, og at det kan forekomme tilfældigt, om en formue, der tilfalder en af ægtefællerne som arv eller gave, ved givers bestemmelse er gjort til særeje.

Juridisk teknik kan og bør ikke erstatte den politiske drøftelse af og beslutning om, hvordan familieformuen skal kvalificeres og fordeles, når familien ikke længere er en familie. Debatten om et evt. lovforslag med udgangspunkt i udvalgets betænkning bør tage udgangspunkt i mere overordnede formueretlige principper. Det bør afsluttes med et nyt udvalgsarbejde, som skal se på familieformueretten totalt og ikke blot på det enkelte – ganske vist væsentlige og kvantitativt store aktiv – der hedder pensionsmidler.

Når Advokatrådet i sit høringssvar til betænkningen alligevel i et vist omfang er positiv, er det, fordi retstilstanden på området i øjeblikket er så urimelig, at man alene af den grund ikke tør bremse den mulighed for udligning mellem forskellige pensionsordninger, der ligger i betænkningen.

Der er behov for stringente tanker om en nutidig og enklere retstilstand på området. Den familieformueret, der udfolder sig i dag, har baggrund i en lovgivning fra begyndelsen af forrige århundrede – en lovgivning som fuldstændig bør genovervejes og ikke blot udsættes for kosmetisk reparation af de mest hullede træk.