Advokaten 10 Nordisk arrestordre og indgreb på fødevareområdet

Print Print
18-12-2006

Folketinget behandler i øjeblikket den såkaldt nordiske arrestordre og lovforslag, der skal give Fødevarestyrelsen mulighed for midlertidigt at inddrage en virksomheds næringsbrev. Sidstnævnte har været genstand for en retssikkerhedsmæssig debat.

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer

Det skal være lettere at udlevere lovovertrædere mellem de nordiske lande. Justitsministeren har fremsat forslag L 72 til revision af den nordiske lov om udlevering af lovovertrædere. Den gældende lov, der er fra 1963, har traditionelt indebåret, at adgangen til at udlevere lovovertrædere mellem de nordiske lande har været videregående, end hvad der været tilfældet ved udlevering til andre lande.

Med vedtagelsen af reglerne om den europæiske arrestordre (lov nr. 433 af 10. juni 2003 2003) blev der vendt op og ned på dette. Det betyder, at der i dag vil kunne ske udlevering til Sverige eller Finland (på grundlag af en europæisk arrestordre) i tilfælde, hvor der ikke vil kunne ske udlevering (efter den nordiske udleveringslov) til Norge eller Island.

Med henblik på at sikre, at det nordiske samarbejde på udleveringsområdet er mindst lige så omfattende som EU-samarbejdet på området, undertegnede de nordiske regeringer i december 2005 Konvention om overgivelse for strafbare forhold mellem de nordiske lande (nordisk arrestordre). Formålet med lovforslaget er at gennemføre denne konvention i dansk ret.

Loven omfatter udlevering af personer (såvel danske som udenlandske statsborgere) til strafforfølgning samt til straffuldbyrdelse i et andet nordisk land, i begge tilfælde uanset om den pågældende handling ville være strafbar efter dansk ret. Det traditionelle krav om dobbelt strafbarhed gælder således ikke.

Adgangen til udlevering efter loven er på visse punkter videre end efter EU-reglerne. Lovens ordning går således ud på, at der som udgangspunkt skal (ikke kan”) ske udlevering på grundlag af en nordisk arrestordre. De grunde, som en stat kan påberåbe sig for ikke at efterkomme en anmodning om udlevering, er indskrænket i forhold til, hvad der gælder efter EU-reglerne. Fristerne for behandling af en anmodning om udlevering er meget korte – en afgørelse om udlevering skal således træffes højst tre dage efter at den, der søges udleveret, er anholdt eller har meddelt sit samtykke til udleveringen. Afgørelsen træffes af politidirektøren.

Afgørelser om udlevering kan indbringes for domstolene. Fristen for at fremsætte begæring herom er tre dage, og politiet skal samtidig med, at den pågældende bliver gjort bekendt med afgørelsen, have oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og fristen herfor.

Den praktiske gennemførelse af udleveringen skal ske så vidt muligt inden fem dage efter, at der foreligger en endelig domstolsafgørelse, der godkender beslutningen om udlevering (eller fem dage efter, at fristen for at indbringe afgørelsen for domstolene er udløbet).

Indgreb på fødevareområdet
Ministeren for familie- og forbrugeranliggender har fremsat et lovforslag L 28 om blandt andet strafskærpelser ved en række overtrædelser af fødevarelovgivningen. Lovforslagets baggrund er den seneste tids offentligt omtalte sager om tilsyneladende grove overtrædelser af de gældende regler. Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget, at fremtidige sager af tilsvarende karakter kan søges imødegået blandt ved skærpede bøder, og på denne baggrund lægger forslaget op til en generel skærpelse af det gældende bødeniveau. En anden – og retspolitisk betydelig mere kontroversiel – vej, som lovforslaget anviser, er at give Fødevarestyrelsen hjemmel til at inddrage en virksomheds næringsbrev midlertidigt, jf. forslagets § 11 a.

Det siger sig selv, at det i forebyggende øjemed er et særdeles probat middel, at de administrative myndigheder som led i deres almindelige kontrol kan inddrage en tilladelse, som er nødvendig for at fortsætte med at drive en virksomhed. Det siger imidlertid også sig selv, at en sådan adgang kan give anledning til væsentlige principielle betænkeligheder, idet en administrativ inddragelse jo – hvilket netop er formålet – afskærer den berørte virksomhed fra at fortsætte (lovligt), indtil domstolene har taget endelig stilling til berettigelsen af en administrativ foranstaltning.

Denne brydning mellem forebyggelse af hensyn til almene interesser og retssikkerhed for den enkelte adressat for et administrativt indgreb har været behandlet af nedsatte udvalg på en række retsområder. Det hidtidige udfald af sådanne overvejelser har generelt været, at hensynet til den enkeltes retssikkerhed har tilsagt, at det må kræve meget stærke holdepunkter at udstyre administrative myndigheder med kompetence til at foretage indgreb, der – i hvert fald for en tid – afskærer udøvelse af fortsat virksomhed.

Lovforslaget indeholder ikke sådanne principielle overvejelser. Det fremgår imidlertid af lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3.1.3, at “sanktionering i form af indskrænkning i retten til at drive erhverv naturligvis skal håndteres med stor varsomhed, idet der er tale om et alvorligt indgreb,” og at det ved vurderingen af, om der i en sag skal ske midlertidig ind­dra­gel­se af næringsbrevet derfor nøje skal overvejes, om andre mindre indgribende foranstaltninger i den konkrete situation vil være tilstrækkelige. En midlertidig inddragelse kan efter begæring indbringes for domstolene. Sagerne behandles efter reglerne om borgerlige sager. Indbringelse for domstolene har ikke opsættende virkning, medmindre Fødevarestyrelsen eller retten bestemmer dette.

Netop forslaget til den ny § 11 a har givet reaktioner fra juridisk side, men der var ved førstebehandlingen af lovforslaget den 10. oktober 2006 bred politisk tilslutning til bestemmelsen (og til forslaget i øvrigt).

Pengetanke
Skatteministeren har fremsat nogle lovforslag som led i finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti. Det gælder blandt andet L 83 om lettelse af adgangen til generationsskifte. Forslaget fortsætter den linje, som blev lagt med lov nr. 394 af 6. juni 2002. Ved denne lov blev grænsen for, hvornår en virksomhed anses for at udgøre en “pengetank”, forhøjet således, at de finansielle aktiver kunne udgøre op til 50 procent (mod tidligere 25 procent), før virksomheden blev anset for en “pengetank”, med den virkning, at der ikke kunne ske erhvervelse af aktierne i virksomheden med skattemæssig succession.

Denne grænse forhøjes med L 83 til 75 procent. Det erklærede formål med forslaget er at forbedre virksomhedsejernes muligheder for, at de kan overdrage deres virksomheder til familiemedlemmer og nære medarbejdere i stedet for at lade kapitalfonde overtage dem.

Et andet af skatteministerens forslag er L 84 om ændring af skatteforvaltningsloven, hvorefter der indføres adgang til at tillade syn og skøn allerede under skatteankenævnenes behandling af skatteklagesager. Efter de gældende regler kan syn og skøn først iværksættes for Landsskatteretten. I tilknytning til udvidelsen af adgangen til syn og skøn foreslås der indført bestemmelse om adgang til fuld omkostningsdækning. Loven træder i kraft den 1. januar 2007.