Advokaten 10 Hvornår er en ret en ret?

Print Print
18-12-2006

Når en ret i en af EU's medlemsstater har brug for en fortolkning af fællesskabsretten for at kunne løse en konkret tvist, giver EF-traktaten den nationale dommer mulighed for at bede EF-domstolen om hjælp. Men hvilke organer kan stille disse spørgsmål? En nyere dom fra EF-domstolen bidrager til at kaste lys over dette.

Af Morten Broberg, lektor

Fællesskabsretten gennemsyrer snart sagt alle aspekter af samfundslivet på godt og ondt. Mange konflikter må derfor løses under inddragelse af netop fællesskabsretten. Selvom EF-domstolens sagsmængde er øget væsentligt over årene, er det de nationale retsinstanser, der står for langt hovedparten af de afgørelser, som træffes på grundlag af fællesskabsretten. Dette rejser et væsentligt spørgsmål: Hvordan sikrer man sig, at en byretsdommer i Piræus i Grækenland, der skal fortolke nogle af fællesskabets forbrugerbeskyttelsesregler ved afgørelsen af en sag, når frem til samme fortolkning, som en dommer i Limerick i Irland, i Gdansk i Polen eller i Odense herhjemme, der ligeledes skal fortolke de pågældende fællesskabsregler?

EF-traktatens fædre nåede frem til, at løsningen er, at man giver de nationale dommere mulighed for at bede EF-domstolen om hjælp. EF-traktatens artikel 234 giver derfor de nationale dommere mulighed for at stille præjudicielle spørgsmål til EF-domstolen som et led i den nationale procedure. Ved besvarelsen af de præjudicielle spørgsmål fremkommer EF-domstolen med en autoritativ fortolkning, som alle retsanvendere i EU må lægge til grund. Afgørelsen af den konkrete tvist afgøres dog fortsat alene af den nationale dommer – det er kun selve fortolkningen af fællesskabsretten, som EF-domstolen bidrager med.

Hvem kan spørge?
Det følger af artikel 234, at det alene er “en ret i en af medlemsstaterne”, der kan forelægge spørgsmål præjudicielt. EF-domstolen har fastslået, at begrebet “en ret” er et fællesskabsbegreb. Det indebærer, at det alene er EF-domstolen, der bestemmer, om et nationalt organ er “en ret” i artikel 234's betydning, og således kan forelægge præjudicielle spørgsmål. På den ene side betyder det, at et organ, som i medlemsstaterne anses for en domstol, ikke nødvendigvis vil blive anset for en forelæggelsesberettiget “ret” af EF-domstolen. På den anden side kan det meget vel tænkes, at et organ, som nationalt ikke anses for en domstol, af EF-domstolen bliver anset for en forelæggelsesberettiget “ret”. Eksempelvis fastslog EF-domstolen i sag C-275/98, Unitron Scandinavia, at det danske “Klagenævnet for udbud” var en forelæggelsesberettiget ret. Tilsvarende vil Advokatnævnet ganske givet blive anset for forelæggelsesberettiget.

Når EF-domstolen afgør, om et organ kan stille præjudicielle spørgsmål, inddrager den en række kriterier i sin afvejning. Praksis på området er meget omfattende, og pladsen her muliggør ikke en nærmere redegørelse. Det er imidlertid muligt at udsondre otte kriterier, som EF-domstolen har tillagt vægt. I punktform er der tale om følgende:

  • Er organet oprettet ved lov?
  • Har organet permanent karakter?
  • Er organet uafhængigt?
  • Er der tale om en obligatorisk retsinstans?
  • Er organet underlagt en kontradiktorisk proces?
  • Træffer organet afgørelse på grundlag af retsregler?
  • Opstår spørgsmålet i forbindelse med afgørelsen af en tvist?
  • Foreligger der andre muligheder for en retlig løsning af den pågældende konflikt?

Det er værd at bemærke, at EF-domstolen har tillagt sig selv en ganske vid skønsmargin ved fortolkningen af disse kriterier. Ligeledes er det værd at bemærke, at ingen af de anførte kriterier udtrykkeligt forudsætter, at det forelæggende organs medlemmer er jurister. Faktisk har EF-domstolen fastslået, at der godt kan være tale om “en ret i en af medlemsstaterne” i artikel 234's forstand, selv om organets medlemmer ikke er jurister.

Syfait-sagen
Selv om fællesskabsretten efterhånden spiller en væsentlig rolle på talrige områder, er det svært at finde et, som fællesskabsretten har præget kraftigere end konkurrenceretten. Da det græske Konkurrencenævn derfor stod over for et spørgsmål om fortolkning af EF-traktatens artikel 82 om misbrug af dominerende stilling, var det nærliggende at bede EF-domstolen om en præjudiciel afgørelse. Nævnet forelagde derfor et antal spørgsmål i sag C-53/03, Syfait.

Konkurrencenævnet mente selv, at det opfyldte kriterierne for at være en forelæggelsesberettiget ret. Det samme mente Europa-Kommissionen, der intervenerede i sagen. Også EF-domstolens generaladvokat nåede denne konklusion, men udtrykte dog en vis tvivl i to henseender. For det første fandt han det problematisk, at der kun var krav om, at to ud af Konkurrencenævnets ni medlemmer havde juridisk uddannelse. For det andet bemærkede han, at der til Konkurrencenævnet var knyttet et sekretariat, som havde til opgave at undersøge, om der forelå overtrædelser af konkurrencereglerne i de sager, der kom for Konkurrencenævnet. På grundlag af undersøgelsen skulle sekretariatet komme med skriftlige forslag til sagernes afgørelse. Selv om Konkurrencenævnets formand var den øverst ansvarlige for sekretariatet, havde Konkurrencenævnet i forbindelse med forelæggelsen angivet, at det ikke var indblandet i sekretariatets udarbejdelse af forslag til afgørelse. Generaladvokaten bemærkede, at sekretariatets tilknytning til Konkurrencenævnet var så svag, at der efter hans opfattelse ikke var grundlag for at betvivle, at nævnets afgørelser var uafhængige af sekretariatet. Samtidig pegede generaladvokaten på, at der netop på konkurrencerettens område var et udtalt praktisk behov for, at der kunne stilles præjudicielle spørgsmål. Generaladvokaten fandt på denne baggrund, at Konkurrencenævnet burde anses for en forelæggelsesberettiget ret.

EF-domstolen fulgte ikke sin generaladvokat. Den bemærkede for det første, at Konkurrencenævnet stod under tilsyn af den græske minister for udvikling. Det indebar, at ministeren inden for visse områder kunne kontrollere lovligheden af nævnets afgørelser. Samtidig var der ikke særlige garantier, der beskyttede Konkurrencenævnets medlemmer mod afskedigelse eller annullation af deres udnævnelse. Og endelig pegede EF-domstolen på, at Konkurrencenævnets formand varetog koordinationen og den almindelige ledelse af sekretariatet, der som ovenfor nævnt forestod undersøgelserne i de sager, hvor nævnet skulle træffe afgørelse. Alle disse forhold pegede på, at Konkurrencenævnet ikke nød en sådan uafhængighed, som normalt tilkommer “en ret”.

Som et fjerde og sidste argument føjede EF-domstolen til, at Konkurrencenævnet skulle virke i nært samarbejde med Kommissionen, og at Kommissionen ved beslutning kunne fratage Konkurrencenævnet kompetencen i en given sag. I de tilfælde, hvor Kommissionen fratager Konkurrencenævnet kompetencen i en sag, vil nævnet ikke kunne opfylde kriteriet om, at det skal træffe afgørelse i en tvist, der verserer for det.

På baggrund af disse observationer konkluderede EF-domstolen, at Konkurrencenævnet ikke kunne anses for “en ret i en af medlemsstaterne”. Domstolen afviste derfor at besvare de stillede spørgsmål.

Hvad betyder afgørelsen i Syfait?
EF-domstolens formuleringer i Syfait indikerer, at der er tale om en skærpelse af kravene for at kunne foretage præjudiciel forelæggelse. I et dansk perspektiv må det antages, at organer såsom “Energiankenævnet” og “Klagenævnet for udbud” kan foretage præjudiciel forelæggelse. Derimod vil organer som “Energitilsynet” og “Konkurrencerådet” næppe blive anset for forelæggelsesberettigede – i hvert tilfælde ikke efter EF-domstolens afgørelse i Syfait. Spørgsmålet er imidlertid, om EF-domstolens afgørelse i Syfait indebærer, at “Konkurrenceankenævnet” ikke længere kan anses for forelæggelsesberettiget. I den juridiske litteratur har det hidtil været antaget, at “Konkurrenceankenævnet” er forelæggelsesberettiget. Med afgørelsen i Syfait har det næppe været intentionen helt at afskære medlemsstaternes afgørelsesorganer i konkurrencesager fra at foretage præjudiciel forelæggelse; havde dette været hensigten, havde EF-domstolen næppe henvist dette argument til en placering som det fjerde og sidste til støtte for afvisningen af at besvare det præjudicielle spørgsmål. Det er derfor nærliggende at antage, at i de tilfælde, hvor “Konkurrenceankenævnet” faktisk skal træffe afgørelse i en tvist, vil det – også efter afgørelsen i Syfait – være kompetent til at foretage præjudiciel forelæggelse.