Advokaten 10 Drastiske konsekvenser af manglende pensionsordning

Print Print
18-12-2006

Det kan have vidtrækkende konsekvenser for såvel en virksomhed som dens medarbejdere, hvis en aftale om pensionsordning ikke efterleves. Problemet opstår, når pensionsforholdene ikke er i orden for en medarbejder, der rammes af sygdom eller andet, der ville have udløst forsikringsydelser .

Af advokat Asger Bagge-Jørgensen, Advokatfirmaet Jon Palle Buhl

Pensionsordninger på arbejdsmarkedet indebærer ofte forsikringsdækning af medarbejderen. Domstolene har i adskillige sager – næppe overraskende – lagt sig fast på, at en virksomhed, der har misligholdt en pensionsforpligtelse over for en medarbejder, må erstatte de forsikringsydelser, som medarbejderen kunne have opnået ved korrekt udmøntning af pensionsaftalen. Problemstillingen er for så vidt ikke principiel, men rækkevidden for de involverede parter kan være helt uoverskuelig.

Østre Landsrets nyligt afsagte dom af 25. oktober 2006 (8. afd., B-1501-06) aktualiserer problemstillingen. Sagen vedrørte en medarbejder, der udførte ufaglært deltidsarbejde som “alt-mulig-mand” på et konferencecenter. Efter kort tids ansættelse blev han sygemeldt, og det stod relativt hurtigt herefter klart, at hans erhvervsevne var nedsat til det ubetydelige. Tabet af erhvervsevnen havde ingen relation til arbejdspladsen og var ganske uforudsigeligt for både virksomhed og medarbejder. Landsretten fandt, at medarbejderen efter sine ansættelsesvilkår havde krav på indmeldelse i virksomhedens overenskomstbaserede pensionsordning, der havde forsikringselementer, som blandt andet indebar betydelig erstatning ved erhvervsevnetab.

Situationen var imidlertid, at virksomheden ikke havde indmeldt medarbejderen i pensionsordningen – bl.a. under henvisning til, at medarbejderen, mens han var rask, ikke opfyldte overenskomstens betingelse om brancheanciennitet. Da den forsikringsmæssige risiko var realiseret ved medarbejderens sygdom, var muligheden for indmeldelse forpasset. Retrospektivt var der enighed mellem parterne om, at medarbejderen objektivt set opfyldte betingelsen om brancheanciennitet, og spørgsmålet var i realiteten herefter, hvem der bar risikoen for arbejdsgivers (omtvistede) vildfarelse.  Ikke overraskende fandt landsretten, at arbejdsgiveren, der er nærmest til at kende indholdet af overenskomsten (og dermed bestemmelsen om brancheanciennitet i relation til pension), måtte undersøge de faktuelle forhold nærmere. Medarbejderen havde ikke udvist egen skyld, og virksomheden, der tilsyneladende ikke havde søgt rådgivning om pensionsspørgsmålet, blev ved såvel byret som landsret efter konkret vurdering af sagens omstændigheder pålagt erstatningsansvar, der beløbsmæssigt løb op i mange hundrede tusinde kroner. Fristen for ansøgning om tredjeinstansbevilling er ikke udløbet ved indleveringen af nærværende artikel til Advokaten, men efter det oplyste vil sagen ikke blive søgt anket.

Virksomhedernes tunge undersøgelsespligt aktualiseres navnlig ved nyansættelser (som i den konkrete sag) og virksomhedsoverdragelse, hvor der i særlig grad synes at være grund til forsigtighed, da erhverver indtræder i overdragers aftaler om løn- og ansættelsesvilkår, jf. § 2 i virksomhedsoverdragelsesloven. Praksis har set eksempler på erstatningskrav mod erhverver, da en pensionsforpligtelse, der udsprang af en af overdrager indgået aftale, formentlig utilsigtet var misligholdt. Virksomhederne er ikke nødvendigvis bevidst om det forsikringsmæssige aspekt. Man må derfor navnlig som virksomhedsrådgiver – hvis man involveres i tide – være opmærksom på, at manglende overholdelse af en pensionsforpligtelse, enten på grund af banale fejl eller under henvisning til manglende aftale herom, manglende individuel opfyldelse af helbreds- eller anciennitetsbetingelser mv. eller andre argumenter, der isoleret set forekommer bæredygtige, kan indebære en uforholdsmæssig stor (standpunkts-)risiko. Det rækker langt ud over efterbetaling af skyldige pensionsbidrag og et eventuelt bodsansvar over for den overenskomstbærende organisation.

Som lønmodtagerrådgiver er der god grund til at kontrollere lønsedlerne, der kan afsløre, om der indbetales pension. Eventuelle fejl og misforståelser kan måske opdages i tide, så problemet slet ikke opstår. Det er i øvrigt næppe utænkeligt, at passivitet og/eller egen-skyld efter omstændighederne kan medføre helt eller delvist bortfald af en erstatning, om end domstolene utvivlsomt vil være tilbøjelige til at lade arbejdsgiveren bære risikoen for fejl og misforståelser.

For en virksomhed er det en bedrøvelig situation at havne i. Det økonomiske omfang af tabet i et generelt perspektiv kan være direkte eksistenstruende for mindre virksomheder. Skaden” er, hvis manglende pension beror på en fejl, næppe omfattet af den almindelige ansvarsforsikring. Og for den eller de berettigede vil det jo nok være mere attraktivt at have et pensionsinstitut/forsikringsselskab at holde sig til frem for en måske konkurstruet virksomhed. Lønmodtagernes Garantifond dækker næppe tabet.

Dertil kommer, at den eller de berettigede – en sygemeldt medarbejder, en enke eller efterladte børn – risikerer at vente i årevis på at få afklaret den økonomiske fremtid, indtil et eventuelt ansvar for manglende pensionsordning måtte være blevet placeret. I værste fald kan det for sagens parter ende med det stik modsatte af “win-win”, og man må som advokat for såvel virksomheder som lønmodtagere have øje for, at et måske banalt pensionsspørgsmål kan være skæbnesvangert – økonomisk og menneskeligt.