Advokaten 10 Demokrati og (rets)følelse

Print Print
18-12-2006

Hverken folketingsmedlemmer eller befolkningen forstår øjensynligt, at en hjørnesten i retssamfundet er, at man tier, mens retten sidder.

Af Gorm Toftegaard Nielsen, professor lic. jur., Aarhus Universitet

Efter frifindelsen af Tvind-folkene i den store straffesag var adskillige politikere hurtigt ude med en melding om, hvorvidt anklagemyndigheden burde anke dommen eller ej. Det vakte særligt røre, at formanden for Folketingets Retsudvalg kom med en håndfast udmelding om anke af frifindelsen. Nogle medlemmer af retsudvalget fandt det meget uheldigt, at netop deres formand kom med en sådan melding, medens formanden selv bemærkede, at han naturligvis ikke udtalte sig på udvalgets vegne, men som “sit partis repræsentant”. Og at han måtte have samme ytringsfrihed som andre danskere.

Det spændende i dette spil var ikke folketingspolitikernes udtalelser. Det er nærmest blevet mode, at de føler sig kaldet til at kommentere forskellige straffedomme. Det er endog set i tilfælde, hvor bevisførelsen er foregået for lukkede døre i en voldtægtssag. Dette har dog næppe den store betydning for politikerne, der ofte kommenterer domme så hurtigt, at de ikke har kunnet nå at læse dem. Der er ikke noget mærkeligt i, at almindelige borgere på denne baggrund finder det rimeligt at arrangere underskriftindsamling om den ønskede udgang af en bestemt type sager, hvoraf der “tilfældigvis” netop verserer nogle meget omtalte. Og justitsministeren modtager gerne underskrifterne, og begge parter bedyrer, at spørgsmålet om strafskærpelse alene vedrører fremtidige sager.

Det spændende i forbindelse med udmeldingerne på Tvind-dommen var, at Folketingets formand, Christian Mejdahl, manede til besindighed:

“Vi bør vente med at kommentere til en sag er kørt og domstole og anklagemyndighed er færdige med en sag. Vi skal overlade det til domstolene at finde ud af, hvilke straffe der skal gives ud fra gældende regler. Og så er der intet til hinder for, at politikerne efterfølgende kan tage afsæt i konkret aktuelle domme, når man vurderer på lovgrundlaget. Det er politikerne i deres gode ret til. Men i processen bør man undgå utidig indblanding og påvirkning af anklagemyndighed og domstole.”

De historiske overvejelser
Smukkere og klarere kan man næppe udtrykke ideen med den demokratiske retsstat eller magtadskillelseslæren. Ideen bag denne lære er ikke, at det af folket valgte parlament i demokratiets navn kan bestemme alt, men tværtimod at parlamentet skal vedtage lovene, som skal anvendes af de uafhængige domstole, hvis magt igen skal adskilles fra den eksekutive magt for at sikre, at ingen bliver straffet uden efter dom. Idéhistorisk er der ikke tvivl om, at denne idé blev introduceret i England i 1600-tallet af John Lilburne, der var blevet frifundet af retten (juryen) og bagefter blev dømt af det engelske parlament direkte ved lov, en såkaldt bill of attainder. Det er næppe i dag svært at forstå, at Lilburne opfattede dette som et overgreb og derfor spekulerede over, hvordan man undgik dette. Og her opstod ideen om adskillelse af den lovgivende og den dømmende magt.

Da enevælden herhjemme blev afløst af 1848-grundloven, var de demokratisk sindede naturligt mest optaget af at hindre, at centraladministrationen eller regeringen fik for stor magt. At Folketinget også kunne være en fare for det konstitutionelle demokrati var ikke et presserende problem. Dengang var Folketinget jo også svagere, fordi det delte magten med Landstinget.

Da man behandlede forslaget til retsplejelov i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet, valgte man en procesform, hvor man forståeligt nok tog afstand fra den inkvisitoriske proces, hvor dommeren både ledede undersøgelserne og afsagde dommen. Fra Tyskland og sydover i Europa beholdt man undersøgelsesdommere, men afskar dem fra at deltage i selve pådømmelsen.

Her i landet valgte vi at lade politi og anklagemyndighed stå for efterforskningen. Man drøftede, om anklagemyndigheden skulle være selvstændig eller styres suverænt af Rigsadvokaten. Da der ikke var tale om en domstolsfunktion, var resultatet nærmest givet.  Rigsadvokaten skulle underordnes justitsministeren, som Folketinget så kunne gøre ansvarlig for Rigsretten, hvis han eller hun ikke levede op til lovens krav. Dette var på det tidspunkt den væsentligste måde til at sikre, at administrationen holdt sig til loven.

Man var helt klar over, at der var en risiko for, at ministeren ville tage partipolitiske hensyn, men værnet var altså Rigsretten. Der var en klar forudsætning om, at partipolitik ikke blev blandet ind i anklagemyndighedens afgørelse. Det eneste fortrin, ministeren i denne henseende har fremfor Rigsadvokaten, er vel ellers hans eller hendes formodede snævrere partipolitiske tilhørsforhold og bedre politiske forståelse.

Kontrol eller påvirkning
Den første ombudsmand og højt respekterede straffe- og procesretsprofessor Hurwitz argumenterede i flere sammenhænge for at gøre Rigsadvokaten uafhængig af justitsministeren for også formelt at sikre sig, at der ikke tages partipolitiske hensyn ved afgørelsen af tiltale- og ankespørgsmål. Men det var svært at vinde genklang, da justitsministrene blot svarede, at de aldrig ville bruge deres magt over Rigsadvokaten. Den nuværende ombudsmand, som også var højt respekteret professor i straffeproces fandt heller ikke problemet påtrængende, bl.a. fordi ”muligheden for i givet fald at gøre politisk og parlamentarisk ansvar gældende over for justitsministeren formentlig vil være tilstrækkelige korrektionsmidler over for risikoen for politisk misbrug.”

Denne argumentation var måske rimelig før parlamentarismen, men i dag er problemstillingen nærmest omvendt: Når ministeren er øverste anklager, kan Folketinget drage ham eller hende til ansvar, og medlemmerne kan derfor med en vis ret hævde, at de så kan afæske ministeren svar og i det hele taget debattere anklagemyndighedens dispositioner. Når ministeren har en beføjelse i et parlamentarisk system, kan Folketingets flertal også presse ministeren til at udøve denne beføjelse. Det er naivt at tro, at folketingsmedlemmer anser kontrollen med ministeren for bedre end at kunne påvirke ministeren under processen.

Missil-Olsen og Tvind
Det blev klart demonstreret i 1984 under den såkaldte Missil-Olsen-sag, hvor der blev rejst tiltale mod en orlogskaptajn for ved et uheld at have skudt med skarpt ind over Nordsjælland. Her tvang et flertal i et folketingsudvalg forsvarsministeren – der har samme rolle i militære straffesager, som justitsministeren har i andre straffesager – til at få sat sagen i bero for at undersøge, om man ikke burde have undladt at rejse tiltale og derfor påstå frifindelse. Kendte juridiske professorer mente ikke, at denne fremgangsmåde anfægtede domstolenes uafhængighed eller i øvrigt var betænkelig.

Flere år senere tvang flertallet i et andet udvalg ministeren til at bede Rigsadvokaten på ny at overveje at anke en frifindende dom i en meget omtalt færøsk sag. Rigsadvokaten var kvik til ikke at kompromittere systemet, idet han straks meldte ud, at han netop selv havde genovervejet spørgsmålet og besluttet at søge at anke sagen. Anken blev lykkeligvis afvist af landsretten af formelle grunde.

Det er få sager, der som de to nævnte har været offentlige. Men fra min tid som anklager husker jeg et par tilfælde, hvor vi i anklagemyndigheden modtog en venlig opfordring vedrørende en bestemt sag. Brevskriveren gjorde opmærksom på, at han eller hun ikke rettede henvendelse som folketingsmedlem, men som privat. Sjovt nok bar brevpapiret Folketingets logo.

Den, der stadig tror, at Folketinget forholder sig passiv, mens ministeren handler, og dernæst kontrollerer, om der er handlet lovligt, bør lige huske Tvind-loven, hvor regering og Folketing var enige om selv at fælde dom over Tvind-imperiet. Undervisningsministeren oplyste beredvilligt ved forelæggelsen af forslaget, at Tvind havde overtrådt lovgivningen, og at der verserede strafferetlig efterforskning.

Uafhængighed til anklagemyndigheden
For få år siden tog retsudvalget initiativ til at behandle spørgsmålet om anklagemyndighedens uafhængighed og afholdt en høring med indbudte indledere. Som deltager i høringen fornemmede man klart, at det var meget svært, for ikke at sige umuligt, at overbevise folketingspolitikerne om, at det egentlige problem er, at ministeren risikofrit kan blande sig i anklagemyndighedens afgørelser, blot hun har Folketingets opbakning, og at Folketinget via ministerens stilling kan blande sig i og offentligt drøfte verserende sager.

Det, Folketinget ønskede, var blot en sikkerhed for, at Folketinget blev underrettet, når ministeren blandede sig. En sådan regel vil ikke have effekt i de tilfælde, hvor Folketinget netop presser ministeren som i de to nævnte sager. Ministeren foreslog på udvalgets opfordring en ændring af retsplejeloven, så ministeren skriftligt skal orientere Folketinget om sin eventuelle indblanding. Hverken domstole, anklagemyndighed eller Advokatrådet fandt noget betænkeligt ved denne ordning, som jo også er et fremskridt i forhold til før, men som samtidig cementerer ministerens og Folketingets ret til at blande sig i konkrete verserende sager.

Mere følelse end ret
Folketingsmedlemmerne har en naturlig interesse i at kommentere enkelte verserende straffesager. Det giver presseomtale og er forholdsvis let. Det kræver ikke den store forberedelse, da man blot giver udtryk for sin retsfølelse, hvilket ofte er mere følelse end ret. Befolkningen følger trop, for alle har jo en mening om eller måske snarere følelse for straffesager.

Hverken folketingsmedlemmer eller befolkningen forstår øjensynligt, at en af hjørnestenene i et retssamfund er, at man tier, mens retten sidder. Man er klar over, at man ikke må lægge pres på dommerne, men så kan man jo prøve at presse anklagemyndigheden til det ene eller det andet.

Ministeren bevarede sin magt over anklagemyndigheden, men da regeringen skulle forklare de arabiske muslimer sin uskyld i forbindelse med Muhammed-tegningerne, fortalte man, at regeringen ikke kunne blande sig i, om anklagemyndigheden ville rejse tiltale. Opportune svar er sommetider bedre end ærlige.

Da man vedtog terrorlovgivningen, holdt Folketinget og regeringen det bevidst åbent, hvad der er frihedskamp, og hvad der er terror. Uklarheden er ikke det store problem, for efter loven er det ministeren, der afgør, om der skal rejses tiltale. Det var den retssikkerhedsgaranti, man gav. Mig forekommer det, at en åben lovgivning med kompetencen hos ministeren er den bedste garanti for, at der ved afgørelsen af den enkelte sag kan tages politiske hensyn. Og det er det modsatte af retssikkerhed.