Advokaten 1 Immaterialret og straffedomme

Print Print
06-02-2006

Af Thomas Elholm, adjunkt
Opkriminalisering inden for immaterialretten og pligt til at give udenlandske straffedomme samme virkninger som danske kan blive resultatet af tre nye EU-forslag.

I disse spalter, berettede jeg for nogen tid siden om den historiske dom i sagen C-176/03, hvor EF-domstolen giver grønt lys for fastsættelse af strafferegler inden for EU's 1. søjle. Begejstringen for dommen var naturligvis stor i EU-kommissionen, som i mere end 15 år havde forsøgt at få adgang til en sådan strafferetlig regulering. Inden for 1. søjle har Kommissionen jo som bekendt eksklusiv kompetence til at fremsætte lovforslag, og det vil derfor i fremtiden som udgangspunkt være Kommissionen, der vurderer, om der på et område er behov for en strafferetlig regulering. Samtidig vil det være lettere for Kommissionen at få sine forslag gennemført, fordi der i 1. søjle kun kræves kvalificeret flertal for vedtagelse af retsakter.

Der har været gisnet en del om, hvad en sådan kompetence ville betyde. En række strafferetsdogmatikere (herunder undertegnede) har peget på, at det formentlig ville betyde et øget repressionsniveau i de nordiske lande, dvs. stadig strengere straffe på stadig flere områder. Kommissionens første direktivforslag efter dommen var derfor imødeset med en vis spænding.

Direktiv om straf
Nu foreligger så Kommissionens første forslag efter dommen. Det drejer sig om et direktiv vedrørende strafferetlige foranstaltninger til håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder. Det er relativt vidtgående. Efter forslagets art. 4, jf. art. 3, skal der kunne idømmes frihedsstraf for ”enhver forsætlig krænkelse af en intellektuel ejendomsrettighed, der er handelsrelateret.” Forslaget indskrænker sig altså ikke blot til at kræve strafferetlige sanktioner. Det sigter også på at regulere arten af de strafferetlige sanktioner (krav om frihedsstraf). Det regulerer ydermere, hvilke handlinger disse sanktioner skal kunne finde anvendelse på (enhver forsætlig krænkelse). Det er relativt vidtgående, og hvis det vedtages, vil det formentlig betyde en opkriminalisering i Danmark.

Rammeafgørelse og strafferammer
På den anden side har Kommissionen undladt at udnytte kompetencen til at fastsætte regler om strafferammer. Sådanne regler, samt regler om samarbejde mellem forskellige landes myndigheder i disse sager, er ført over i en rammeafgørelse, og de skal som bekendt vedtages i 3. søjle. I så henseende har Kommissionen altså ikke spændt buen højt. Jeg tror dog næppe, at Kommissionens valg er udtryk for et principielt standpunkt. Mit gæt er, at når tiden er moden og argumenterne tilstrækkelig stærke, så vil Kommissionen også forsøge at regulere strafferammer i retsakter vedtaget med hjemmel i 1. søjle, f.eks. i direktiver. Det har en talsmand for Kommissionen bebudet umiddelbart efter dommen i sagen C-176/03. Men det sker altså ikke i denne omgang.

Opkriminalisering
I øvrigt vil også rammeafgørelsens regler indebære en opkriminalisering efter danske forhold. Der kræves nemlig efter rammeafgørelsen en strafferamme på op til fire års fængsel. Og det krav lever dansk lovgivning ikke fuldt ud op til. I det hele taget spiller strafferetten på dette område – krænkelse af immaterielle rettigheder – en forholdsvis tilbagetrukken rolle i Danmark. Med Kommissionens forslag vil den kunne få en mere fremskudt placering. Der synes at mangle en ordentlig undersøgelse af, om en sådan strafferetlig regulering er nødvendig, og hvad konsekvenserne vil være. Kommissionen har blot begrundet forslaget med henvisning til generelle betragtninger om organiseret kriminalitet og behovet for harmonisering af strafferetten i EU.

De fleste eksperter og politikere i Danmark (og måske de fleste udenfor) har hidtil anset strafferetlig kompetence inden for 1. søjle for udelukket. Det danske forbehold er blevet til i denne opfattelse, og det begrænser som bekendt Danmarks muligheder for at deltage i strafferetligt samarbejde til 3. søjle. Set i det perspektiv har Kommissionens ovennævnte direktivforslag en vis principiel betydning, og resultatet peger altså foreløbig i retning af en opkriminalisering, som måske – måske ikke – er velbegrundet efter danske forhold.

Fremmede straffedomme
Rådet vedtog i november 2000 en erklæring om princippet om gensidig anerkendelse af afgørelser i straffesager. Det fremgår heraf, at der skal vedtages EU-retsakter, som sætter retten i et medlemsland i stand til at tage hensyn til endelige afgørelser i straffesager afsagt af domstole i andre medlemslande. I lyset heraf fremsatte Kommissionen i efteråret 2005 et forslag til ”rammeafgørelse om hensyntagen til straffedomme afsagt i andre EU-medlemsstater i forbindelse med ny straffesag.” Kommissionen ønskede hermed at gennemføre et ligestillingsprincip, hvorefter domme afsagt i et andet medlemsland skal tillægges ”samme værdi og have samme virkninger” som tidligere afsagte nationale domme. Ifølge Kommissionens begrundelse for rammeafgørelsen er det nemlig i strid med princippet om gensidig anerkendelse og fører til en forskelsbehandling af EU-borgerne, hvis ikke en afgørelse truffet i andre medlemslande får samme virkninger som nationale afgørelser.

Forslaget går dog på flere punkter væsentlig videre end det, som rådserklæringen lægger op til. For det første vil der med rammeafgørelsen blive indført en pligt for landene til at ligestille nationale og udenlandske domme. Rådserklæringen derimod lægger kun op til, at dette skal være en mulighed. For det andet definerer Kommissionen begrebet ”afgørelse afsagt af en domstol” meget bredt. Den vil have afgørelser fra administrative myndigheder inddraget under ordningen. For det tredje lægger rammeafgørelsen op til, at pligten ikke blot skal gælde under selve straffesagen og med hensyn til straffastsættelsen og fuldbyrdelsen – således som rådserklæringen forudser – men også før straffesagen. Det kan f.eks. være i forbindelse med varetægtsfængsling.

Tvivlsom ligebehandling
Selvom forslaget ikke tilsigter at harmonisere landenes lovgivning på området, og selvom forslaget overlader den konkrete udmøntning til de nationale retsordener, er det således et ganske vidtgående forslag. Pudsigt nok er det dog tvivlsomt, om det medfører den ligebehandling, som Kommissionen ønsker, og som den har brugt som argumentation. En forudsætning for ligebehandling er nemlig, at domstolene har kendskab til domme afsagt af andre lande. Hvis det beror på tilfældigheder, om domstolene har kendskab til udenlandske domme, skabes næppe en egentlig ligebehandling. I rammeafgørelsen findes enkelte regler om registrering af domme. Det kræves imidlertid ikke, at landene har pligt til at registrere udenlandske domme. Der kræves heller ikke ensartede regler for registreringen. Desuden findes (endnu) intet centralt EU-register, som anklagemyndighed og domstole kan konsultere. Det vil derfor fortsat bero på en række tilfældigheder, om borgerne risikerer gentagelsesvirkning m.m. af udenlandske straffedomme.

Kommissionen har ved fremsættelsen af rammeafgørelsen understreget, at den er et led i en mere omfattende regulering, herunder af spørgsmålet om registrering af straffedomme fra andre lande og et centralt EU-domsregister. Men hvornår og om noget sådant overhovedet bliver en realitet, hersker der en ikke ubetydelig usikkerhed om.

Principielle betænkeligheder
Det er især rammeafgørelsens forslag om, at domstolene forpligtes til at tillægge udenlandske straffedomme samme værdi og virkning som nationale domme, der er vidtgående og forbundet med visse betænkeligheder. Det er navnlig betænkeligt, fordi rammeafgørelsen samtidig lægger op til at fjerne kravet om dobbelt strafbarhed. Det vil muligvis indebære, at danske borgere risikerer hårdere straffe i Danmark, fordi de tidligere har begået forhold i udlandet, som ikke er strafbare efter dansk ret!

Det er endvidere betænkeligt, fordi rammeafgørelsen ikke blot omfatter domme, men også udenlandske afgørelser truffet af administrative myndigheder. Det vil betyde, at danske domstole skal sidestille afgørelser fra udenlandske administrative myndigheder med danske straffedomme. De danske domstole fratages samtidig muligheden for en vurdering af, om den udenlandske administrative afgørelse lever op til de kvalitetsmæssige krav, som normalt stilles til tilsvarende danske strafferetsafgørelser.

Det giver anledning til retssikkerhedsmæssige overvejelser.