Advokaten 1 Hastværk er lastværk

Print Print
06-02-2006
Af formand for Advokatrådet, Sys Rovsing
 
Uden at afvente anbefalingerne fra det Advokatudvalg, de selv har nedsat, har regeringen med et snuptag besluttet, at det obligatoriske medlemskab af Advokatsamfundet skal ophæves. Regeringen angiver som begrundelse, at den herved tager konsekvensen af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse om eksklusivaftaler på det danske arbejdsmarked.

Denne begrundelse er for advokatprofessionens vedkommende så åbenbart urigtig, at den eneste funktion må være at tjene som et figenblad, der skal dække over en helt anden dagsorden.

Menneskerettighedsdomstolens forgænger – Menneskerettighedskommissionen – har nemlig i en klokkeklar afgørelse fra 1988 fastslået, at et advokatsamfund med de funktioner, vi har her i landet, slet ikke er en forening i konventionens forstand. Kravet om obligatorisk medlemskab er derfor ikke i strid med konventionens artikel 11. Samme resultat er danske domstole nået til, og også EF-Domstolen har anerkendt Advokatsamfundets særlige rolle i samfundet.

Det er derimod en uomtvistelig kendsgerning, at internationalt anerkendte retsprincipper – fastslået af såvel Europarådet og FN – kræver, at en advokat for at kunne udfylde sin rolle i en demokratisk retsstat skal være uafhængig af statsmagten. Det er endvidere et krav, at advokater har adgang til at organisere sig i uafhængige advokatsamfund, som kan regulere professionen og værne om advokatens uafhængighed og den professionsetik, som er advokatens særkende.

Befolkningen skal kunne have tillid til retsvæsnet. Derfor skal domstolene være uafhængige af de øvrige statsmagter. Derfor er det Den særlige Klageret og retspræsidenterne – og ikke Justitsministeriet – som har kompetence til at gribe ind over for dommere, som forser sig mod de regler, som regulerer deres virke.

Men man kan næppe forestille sig, at uafhængige domstole kan udfylde deres vitale rolle i et demokrati, hvis sagerne ikke føres af uafhængige advokater.
Hvem er det, der udvirker, at regering og folketing bliver dømt for at have brudt grundloven ved at fratage Tvindskolerne tilskud? Hvem er det, der sikrer, at også en folkepensionist kan få procederet en sag om fejlagtigt beregningsgrundlag af pensioner, som kan ende med en milliardudgift for staten? Hvem skal forsvare virksomheder, der allerede i pressen er hængt ud af myndighederne for lovbrud? Hvem skal træde i skranken for terrorristen, den pædofile og den, der har kastet maling på statsministeren?
Kan domstolene behandle sådanne sager uden bistand fra en uafhængig advokatstand? Kan virksomheder og ganske almindelige mennesker, som kommer i konflikt med det offentlige i bredeste forstand, være tjent med det?

Nej. I et demokrati, der vil være sig selv bekendt, er det advokatens rolle at kunne tale Roma midt imod uden frygt for repressalier fra et statsligt tilsyns- og disciplinærsystem.
Når bortses fra en enkelt undtagelse – mærkeligt nok Norge – har alle europæiske demokratier og USA indrettet sig således, at det er et krav, at advokater er medlemmer af et advokatsamfund, der af samfundet har fået tillagt netop de opgaver, som regeringen nu vil fjerne fra Det Danske Advokatsamfund.

Konsekvensen af regeringens standpunkt må være, at det herefter er staten, som skal føre tilsyn med overholdelse af reglerne om god advokatskik – herunder tavshedspligten, klientkontoreglerne, forsikringspligten, overholdelse af hvidvasklovgivningen og meget mere. Det er staten, som skal stoppe brodne kar, inden de volder skade på klienterne.
Det er også staten, der herefter skal rejse disciplinærsag og drive det nævn eller råd, som skal bedømme sagerne.

Kan dette overhovedet lade sig gøre, uden at staten kommer alt alt for tæt på advokaterne? Uden at krænke advokatens uafhængighed af alle andre interesser end klientens, uden at krænke advokatens tavshedspligt?

Erfaringerne fra Norge taler sit tydelige sprog. Et statsligt tilsyn må nødvendigvis være meget tilbageholdende, hvis det ikke vil risikere at blive beskyldt for at krænke advokatens uafhængighed. Ingen stat vil ønske en sådan sag for Menneskerettighedsdomstolen.
En advokatforening med frivilligt medlemskab har ikke til opgave at føre tilsyn med medlemmerne, men tværtimod at sikre, at det statslige tilsyn ikke krænker medlemmernes rettigheder. Derfor er det da også sådan i Norge, at det statslige tilsyn alene fører kontrol med klientkontomidlerne men ikke med god advokatskik. Advokatforeningen fører heller ikke tilsyn.

Sager om overtrædelse af god advokatskik bliver derfor kun rejst i de tilfælde, hvor klienten har den fornødne viden og energi til at føre en klagesag. Krænkelser, som rammer klienter, der ikke ønsker opmærksomhed om deres sag, eller krænkelser, som går ud over de svageste grupper i samfundet, bliver derfor slet ikke påtalt i vort norske broderland.
Er det sådan en retstilstand, regeringen ønsker sig? Er et statsligt tilsyn drømmescenariet for en regering, som i hele sin levetid har prædiket for erhvervslivet, at selvjustits og selvregulering er bedre end lovgivning? Eller er ophævelsen af det obligatoriske medlemskab af Advokatsamfundet og regeringens uforklarlige hastværk det offer, regeringen mod bedre viden må bringe for at få gennemført den nødvendige lovgivning om eksklusivaftaler?

Det er bemærkelsesværdigt, at de personer, som i Advokatudvalget repræsenterer de klienter og de domstole, advokaterne betjener, ikke på noget tidspunkt i den offentlige debat – eller for den sags skyld i Advokatudvalget – har ytret ønske om at ophæve det obligatoriske medlemskab. De ønsker ikke en svækkelse af advokaternes uafhængighed. Selv de, der i øvrigt er imod organisationstvang, anerkender behovet for, at Advokatsamfundet – i samspil med repræsentanter for offentligheden og domstolene – regulerer professionen.

Man må derfor med undren spørge sig selv, hvis interesser politikerne tror, de varetager ved at ødelægge et velfungerende system, uden sikkerhed for at noget blot tilnærmelsesvist så godt kan sættes i stedet.

Hvis regeringen mener, at Advokatsamfundet blot skal være en interesseorganisation som alle andre i de liberale erhverv, skal advokaterne og deres organisation så ikke længere have en egentlig pligt til at virke til gavn for det danske retssamfund? Betyder det, at regeringen vil være indforstået med – ja måske ligefrem lettet over – ikke længere at skulle modtage mere end 300 høringssvar årligt, udarbejdet som gratisydelse af landets bedste advokater?

Betyder det, at staten vil overtage forpligtelsen til at yde gratis og anonym juridisk rådgivning til de mere end 20.000 mennesker, der hvert år får gode råd i Advokatvagterne over hele landet? Betyder det, at staten vil overtage opgaven med at informere borgerne om dagligdagens juridiske problemer, som Advokatsamfundet nu løser for medlemmernes kontingent?

Betyder det, at Advokatrådet ikke i fremtiden skal sikre, at der er velkvalificerede advokater, som vil påtage sig arbejdet i Flygtningenævnet, politiklagenævnene, procesbevillingsnævnet m.v.? Skal Advokatrådet ikke i fremtiden stille op med gratis ekspertbistand i talløse lovforberedende udvalg, hvis arbejde nok har stor betydning for samfundet, men ingen som helst betydning for professionen?

Er det regeringens agt at overtage ansvaret for advokatuddannelsen? Vil regeringens sikre, at ingen klient lider tab som følge af en advokats fejl eller kriminelle handlinger ved at overtage ansvaret herfor fra Advokatsamfundets Erstatningsfond?

Den efter Advokatrådets menig helt overilede udmelding om det obligatoriske medlemskab af Advokatsamfundet rejser talløse meget komplicerede spørgsmål. Og det er galimatias at tro, at der kan findes blot nogenlunde gennemarbejdede svar på dem inden udgangen af marts, hvor regeringen har bebudet et lovforslag.

Der er efter Advokatrådets opfattelse mange grunde til at mane til besindighed i denne sag. Det er muligt, at der er et problem i sundhedssektoren i relation til Menneskerettighedsdomstolens afgørelse. Men vi ved, at dette ikke er tilfældet for vores vedkommende.

Advokatsamfundets regler er ikke skabt for at give advokaterne særlige fordele – men derimod for at give dem særlige pligter. De er en vigtig del af retssikkerhedsgarantierne for det enkelte individ. Hysterisk og selvhøjtideligt vil nogen mene om et sådant udsagn. Ja måske, hvis verden var ideel, hvis statsmagten og dens repræsentanter altid ville det gode.
De regler, som beskytter vores demokrati, skal imidlertid ikke stå deres prøve i gode men i onde tider. Det er, når de demokratiske rettigheder og de fundamentale menneskerettigheder kommer under pres, at reglerne skal vise deres berettigelse.
Al historisk erfaring viser, at en sådan situation kan indtræde i et hvilket som helst samfund, når vi mindst venter det. Administrative myndigheder, politi- og anklagemyndighed – ja selv domstole – kan sættes under politisk pres eller korrumperes, selv i et gammelt demokrati.

Det er i sådanne situationer, den uafhængige advokat skal kunne træde i karakter, beskyttet af et uafhængigt Advokatsamfund, som agerer på hele professionens vegne. Det er først i sådanne situationer, de egentlige skadevirkninger ved en statslig styring af advokatprofessionen i al sin gru vil vise sig – og så er det for sent!