Advokaten 9 Stenbideren er en underlig fisk

Print Print
19-09-2005

Af Hanne Hauerslev, journalist

For snart tyve år siden var advokat Claus Søgaard Christensen på rundrejse i Zimbabwe, Malawi og Tanzania. Siden har han knyttet stærke bånd til Afrika, hvor han i dag bygger især kirker og retsbygninger. Mottoet synes at være: Hop ud i dét, du har lyst til. Sådan er han også blevet boghandler og landmand.

Uhøjtideligt. Sådan er Claus Søgaard Christensens kontor på havnen i Århus. Bøgerne ligger i stakke, der er Van Morrison i cd-afspilleren, en hyggelig hundekurv i hjørnet og et gigantisk landkort på væggen.
Kortet spiller en væsentlig rolle i den 55-årige advokats liv.

I 1987 havde jeg et dansk pengeinstitut som klient, som bad mig rejse til Afrika for at købe en virksomhed og se på aktiverne i Zimbabwe, Malawi og Tanzania. Når du første gang kommer til Afrika, vil du enten hjem med det første fly – eller du kommer til at elske kontinentet. Det sidste skete for mig, forklarer han.

Det er folket og naturen, der fascinerer mig. Efter en nat i bushen, hvor du hører løverne brøle og oplever stjernehimmelen, er du solgt. Overalt møder jeg venlige, smilende og imødekommende mennesker, en fantastisk kultur og store udfordringer. Bange… det har jeg i alt fald aldrig været.

I dag har Claus Søgaard Christensen fem virksomheder spredt ud over Tanzania, Zimbabwe og Mozambique.

Det startede egentlig med, at jeg blev bestyrelsesmedlem i min klients virksomheder i Afrika, og fik mulighed for at investere i de pågældende firmaer. Det var en sær blanding af forretninger: VVS, smedevirksomhed, handel med tekniske artikler og vandboring. Det har udviklet sig til, at jeg selv i dag driver fem virksomheder med i alt 700 ansatte. Vi står for entrepriserne på renoveringer og nye byggerier. Vi bygger mange kirker, har udbygget universitetet i Zimbabwe og den schweiziske ambassade i Dar Es Salaam, der er den største by i Tanzania – men ikke hovedstaden. Den ligger nemlig efter afrikansk tradition midt i landet, sådan at der er lige langt for alle høvdinge at rejse til byen.

I øjeblikket bygger vi retsbygninger for staten i Arusha, hvor høringerne om folkedrab har fundet sted. Og vi er i gang med at ombygge en hotelskole som residens for High Court, det svarer til den danske landsret, i Dar Es Salaam.

Fra chicken curry til rugbrød
For Claus Søgaard Christensen er de afrikanske projekter en forretning uden overskud.

Man skal bestemt ikke gøre det for pengenes skyld. Men fordi det er problematisk, sjovt og anderledes. Jeg kan li' udfordringen ved at få noget til at ske under svære vilkår. Alene AIDS giver problemer. Vi brugermange ressourcer for at uddanne vores medarbejdere, men når de bliver 35 – 40 år dør de af lungebetændelser og forkølelser. Der bliver aldrig sat ord på, men den reelle årsag er AIDS, som er utrolig ødelæggende for landet, der ellers på mange måder har udviklet sig enormt, siden jeg kom første gang. På det tidspunkt kunne det godt være, at der var et menu-kort på hotellet. Men reelt kunne du vælge mellem chicken curry og chicken curry! I dag kan du købe rugbrød i de store supermarkeder.

Jeg synes, at begge parter lærer noget af hinanden. Afrikanerne kan lære en masse af vores know-how, når det gælder byggerier. Jeg lærer en masse, som jeg kan bruge i mit arbejde som advokat, som jo er det arbejde, der fylder mest i mit liv. For eksempel dét at få ting til at ske under vanskelige forhold. Eller tålmodigheden, som er rigtig svær for en rastløs person som mig, men nødvendig i den afrikanske kultur, hvor tingene efter mit temperament kører noget langsomt. Og så får man selvfølgelig masser af erfaringer ud af at drive virksomheden under nogle gange meget vanskelige forhold.

Virksomhederne er ejet af selskabet Stenbider Holding.

Jamen, sådan hedder det, fordi stenbideren er en underlig fisk. Og for år tilbage vidste man ikke, hvor den opholdt sig store dele af året. Det ene skal jo passe til det andet, siger Claus Søgaard Christensen med et skævt smil.

Boghandler ved et tilfælde
Til Stenbiderens forretning hørte der indtil for nylig også et 70 hektar stort skovbrug,d er dog er solgt fra. I stedet er der blevet plads til boghandel nummer to. Den første kom til ved et tilfælde.

Jeg ser aldrig fjernsyn, men har altid læst et par timer om dagen, uanset hvor jeg har været. Sådan afslutter jeg dagen og tygger mig igennem alt skønlitterært fra Elsebeth Egholms krimier til Johannes V. Jensens klassikere. Derfor besluttede jeg for mange år siden, at jeg skulle være boghandler, når jeg blev pensionist. Og det skulle gerne være en bestemt boghandel, nemlig den jeg kom i, da jeg i 1960erne boede på Børglum Kollegiet. Det var nemlig lige en butik efter min kop te. Der var lidt støvet, mange dejlige bøger og en lænestol i hjørnet til hunden.

Den kom nu til salg allerede i sommeren 1992. Det fandt jeg ud af en torsdag, overvejede det en fredag – tænkte på, om jeg skulle sidde på alderdomshjemmet og ærgre mig over, at jeg ikke fik den – gav et bud lørdag, købte den søndag og åbnede mandag. I en lang periode ekspederede jeg hver lørdag og trænede ”de tre sekunder”. Det handler om lynhurtigt at vurdere, hvilken person du står overfor. Det er en god færdighed både for en boghandler og for en advokat.

Efterhånden voksede boghandelen, og den ene er blevet til to.

Stakbogladen på Aarhus Universitet skulle af flere grunde lukke. Det kom mig for øre via min kammerat Preben Meier, som er udviklingsdirektør i TDC, og lederen af boghandleren Jens Viltoft. Vi blev enige om, at det da ville være synd at lukke den. Her har vi købt mange bøger… Neeej. Selvfølgelig skulle den ikke lukkes.

At pensionisttilværelsen skal nydes fra en lænestol blandt hyldemeter med skønlitteratur kan Claus Søgaard Christensen næppe overbevise sine omgivelser om. Dertil er rastløsheden for stor og ideerne til nye projekter for mange.

Jeg kan godt se mig selv bo tre måneder om året i Zimbabwe. Det er et smørhul for os danskere, fordi temperaturerne ligger på omkring de 25 grader i januar, februar og marts. Jeg tror godt, at jeg kunne vænne mig til at bo der og have både kok og rengøringshjælp… Og jeg tror faktisk også, at jeg vil kunne finde roen til at sidde om natten og kikke op i stjernehimmelen og filosofere lidt over tilværelsen. Man er vel en underlig fisk.

Blå Bog
Claus Søgaard Christensen, 55 år, er advokat med møderet for Højesteret. Siden 1999 selvstændig advokat. Tidligere advokat hos Pagter Kristensen og Aros advokater, begge Århus. Medlem af Advokatrådet frem til juni 2005.Konstitueret landsdommer i Vestre Landsret i 1998.Underviste i en årrække på jurastudiet på Aarhus Universitet. Han er gift og har tre voksne børn, der alle har erhvervsmæssig tilknytning til udlandet