Advokaten 9 Pupino – bambino!

Print Print
19-09-2005

Af Thomas Elholm, adjunkt
En ny dom fra EF-domstolen i en sag om en italiensk børnehaveklasselærer kan trække EU-samarbejdet i en mere overnational retning.

En af hovedtankerne med EU-forfatningen var, at den hidtidige opdeling i 1., 2. og 3. søjle skulle nedbrydes, så hele samarbejdet fik en mere overnational og føderal karakter à la den, som vi i dag kender fra fællesskabsretten (EF) i 1. søjle. Den tanke er ikke opgivet, men Forfatningen er som bekendt foreløbig blevet sat ud af spillet. Derfor er opdelingen i de forskellige søjler stadig et karakteristisk træk ved EU.

Da det strafferetlige og politimæssige samarbejde hovedsagelig ligger inden for 3. søjle, er det fortsat karakteriseret ved at ligne et almindeligt mellemfolkeligt samarbejde. Der kræves enighed blandt landene for at få retsakter vedtaget, og retsakterne er ikke umiddelbart anvendelige. De skal implementeres i landene via nationale love.

Morgendagens EU
Imidlertid eksisterer et alternativ til tættere samarbejde med bred folkelig opbakning. Hvad der ikke kan klares ad demokratisk vej – via tilslutning til en forfatning – kan måske klares via retssystemet. Opsigtsvækkende afgørelser fra EF-domstolen har gennem tiden betydet tigerspring for EF i retning af mere overnationalt præg. Faktisk er det i meget høj grad EF-domstolen, som har bidraget til 1. søjles overnationale præg.

Strafferetten har ikke været helt uberørt af denne udvikling. Enkelte domme vedrørende strafferetlige emner har gennem tiden vakt opsigt. Og en ny dom fra maj i år – dommen i sagen Pupino – kan være et vigtigt skridt i retning mod udvikling af mere føderale træk inden for 3. søjle.
Samtidig er der måske ved at ske et gennembrud for Kommissionen i dens forsøg på at opnå strafferetlig kompetence inden for 1. søjle. Det lægger generaladvokat Colomer i hvert fald op til i sit forslag til afgørelse i sagen C-176/03. Den sag omtales nærmere i denne klumme i en kommende udgave af Advokaten.

Med indførelse af overnationale træk inden for 3. søjle og med indrømmelse af strafferetlig kompetence inden for 1. søjle vil søjlestrukturen reelt være under kraftig nedbrydning. Derved ville EF-domstolen formå det, som åbenbart ikke vil lykkes via en EU-forfatning.

Pupino – bambino
Pupino. Mærk Dem det navn! Det kan meget vel blive en af de mest refererede domme vedrørende EU-strafferetlige anliggender. Maria Pupino var børnehaveklasselærerinde i Italien. Hun blev sigtet for at have mishandlet børnene, bl.a. ved at have slået dem og nægtet dem at gå på toilettet. Anklagemyndigheden begærede vidneafhøring af otte børn foretaget allerede inden selve domsforhandlingen. Det svarer nogenlunde til vor anticiperede bevisførelse. Årsagen var dels frygt for, at børnene skulle fortrænge oplevelserne, dels ønsket om at vidneafhøringen skulle ske under særlige former bl.a. med tilstedeværelse af en psykolog.

Det er efter italiensk lovgivning klart, at en sådan fremgangsmåde er mulig, men desværre ikke i den pågældende type af sager. Der kræves enten begrundet formodning for, at vidnet ikke kan afhøres under domsforhandlingen, eller at vidnet vil blive udsat for repressalier. Endvidere kan en sådan bevisoptagelse ske i sager om seksuel krænkelse af mindreårige. Men Pupino-sagen syntes ikke umiddelbart at være omfattet af nogen af disse kategorier.

Forundersøgelsesdommeren var derfor tilbøjelig til at afslå anklagemyndighedens krav. Problemet var imidlertid, at EU's rammeafgørelse om ofres stilling i forbindelse med straffesager efter dommerens mening syntes at stride mod dette. Han forelagde derfor EF-domstolen et spørgsmål om fortolkning af rammeafgørelsen. Det var navnlig art. 2 og 8, som dommeren havde hæftet sig ved. Ifølge art. 2, stk. 1, skal hvert medlemsland gøre sit yderste for at sikre, at ofre behandles med behørig respekt for deres personlige værdighed under processen og anerkende deres legitime rettigheder. Ifølge art. 2, stk. 2, skal landene sikre, at særlig sårbare ofre kan få særbehandling, som er bedst muligt afpasset efter deres situation. Endelig kræver art. 8, stk. 4, at der kan vidnes under forhold, som beskytter vidnerne mod følgerne af at afgive vidneforklaring i et offentligt retsmøde.

Loyalitet mod EU
Det spørgsmål, som sagen rejste, var bl.a., om rammeafgørelser skulle fortolkes på samme måde som direktiver. Direktiver anvendes som bekendt inden for 1. søjle og har visse overnationale træk. Det ville derfor være ret opsigtsvækkende, hvis rammeafgørelser skulle fortolkes på samme måde. Den principielle karakter af spørgsmålet blev understreget af, at ikke mindre end syv lande afgav skriftlige indlæg i sagen. Desuden blev den afgjort af Domstolens ”Store Afdeling” med 13 dommere.

En række af de intervenerende lande udtalte sig imod en parallelitet mellem direktiver og rammeafgørelser. De understregede, at samarbejdet inden for 3. søjle er af mellemstatslig karakter, og at EU-traktaten ikke indeholder en bestemmelse, som svarer til EF-traktatens art. 10. Det er den bestemmelse, som i daglig tale kaldes loyalitetsprincippet. Landene mente med andre ord ikke, at overnationale træk fra 1. søjle skulle kunne finde anvendelse i forbindelse med retsakter inden for 3. søjle.

Domstolen gav dem ikke medhold. Den fastslog, at der er en klar parallelitet mellem direktiver og rammeafgørelser, og at ophavsmændene til EU-traktaten formentlig har ønsket, at der inden for EU skulle findes samme effektive retsmidler, som inden for EF-samarbejdet. Den fastslog således, at loyalitetsprincippet også gælder inden for 3. søjle. Heraf følger, sagde Domstolen, at de nationale domstole ”ved anvendelse af national ret er forpligtet til i videst muligt omfang at fortolke denne ret i lyset af rammeafgørelsens ordlyd.” Endvidere følger, at borgerne kan påberåbe sig en rammeafgørelse for de nationale domstole.

Hensynet til retssikkerheden
Disse udtalelser har – som jeg skal komme ind på nedenfor – vide perspektiver. Men der gælder dog under hensyn til retssikkerheden visse begrænsninger ved fortolkning af direktiver. Således må direktiver ikke i sig selv og uafhængigt af en national lov skærpe strafansvaret for en borger. De må ikke føre til afgørelser til ugunst for borgerne, medmindre det har en vis støtte i national lov. Det er flere gange fastslået af EF-domstolen, og det blev fremført af de forskellige regeringer i Pupino-sagen. Hertil bemærkede Domstolen imidlertid kun ganske kortfattet, at Pupino-sagen ikke handler om strafansvar, men om straffeproces. Begrænsningen er derfor uden betydning her.

Den understregede dog samtidig, at hvis en rammeafgørelse er klart uforenelig med national lov, så må national lov ikke udlægges stik imod sin ordlyd. De nationale domstole har ”blot” pligt til i videst muligt omfang at sikre overensstemmelse mellem national lov og rammeafgørelsen. I den forbindelse skal de fortolke national lov ”i sin helhed”, hedder det i dommen. Hermed sigtes formentlig til, at selvom den italienske retsplejelov efter sin ordlyd ikke eksplicit giver mulighed for anticiperet bevisførelse i Pupino-sagen, så sigter loven ”i sin helhed” mod at beskytte svage vidnegrupper som f.eks. børn. Det skal undersøgelsesdommeren tage i betragtning.

Domstolen pointerede i øvrigt, at den nationale dommer ikke må komme til et resultat, som er uforeneligt med Den europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK). Dommeren skal med andre ord sørge for, at hans fortolkning ikke fører til en unfair rettergang mod Pupino i strid med EMRK art. 6. 

Det præjudicielle spørgsmål
Efter disse indledende overvejelser behandlede Domstolen den italienske dommers konkrete spørgsmål om fortolkning af rammeafgørelsen. De centrale bestemmelser i rammeafgørelsen er gengivet i et foregående afsnit i denne artikel. Kast et blik på dem. De er efter min mening ganske generelle og uskarpe. Ikke desto mindre udleder Domstolen det meget konkrete af reglerne, at landenes lovgivning skal give mulighed for vidneafhøring af mindreårige under et passende beskyttelsesniveau, ”f.eks. uden for det offentlige retsmøde og forud for afholdelsen heraf.” Det er ikke nyt, at Domstolen når til et konkret resultat ud fra en formålsfortolkning af nogle generelle bestemmelser, men det er værd at huske på, f.eks. når rækkevidden af ny EU-lovgivning skal vurderes.

Implikationerne
Domstolen trækker i dommen en klar parallel mellem 1. og 3. søjle. Den overfører endda nogle af principperne fra 1. søjle til 3. søjle. Loyalitetsprincippet er et af dem. Dette princip har spillet en afgørende rolle i udviklingen af 1. søjle hen imod et mere overnationalt samarbejde. Domstolen har i en række prominente sager henvist til netop dette princip som argument for at opfatte EF-samarbejdet inden for 1. søjle som et overnationalt samarbejde. Pupino-dommen kan således blive afsættet for en overnationalisering også af 3. søjle. Derfor er dommen værd at lægge mærke til. Navnet Pupino er ikke svært at huske. Det rimer på bambino!