Advokaten 9 Omfattende værk om advokatret

Print Print
19-09-2005

Af Anne Birgitte Gammeljord, advokat. Medlem af Advokatrådet og af Regel- og Tilsynsudvalget samt formand for Udvalget for international advokatpolitik. Tidligere medlem af Advokatnævnet.
Professor Mads Bryde Andersens bog ”Advokatretten” bør ikke blot stå på hylden sammen med advokatens øvrige opslagsbøger. Det er en længe ventet og vigtig bog for advokater, så den bør også læses.

Kort forud for Advokatmødet i Kolding i juni udkom professor, dr. jur. Mads Bryde Andersens bog ”Advokatretten” i første udgave. Bogen er et resultat af den betydelige forskning, som Mads Bryde Andersen har udført siden han den 1. februar 2003 overtog et midlertidigt femårigt professoratet ved Københavns Universitet om advokatens stilling og opgaver i det kommende samfund. I 2006 forventes anden del ”Advokatens færdigheder” at udkomme.

Det er mere end 50 år siden, at Axel H. Pedersen gjorde noget tilsvarende i bogen ”Sagførergerningen”, som i to bind udkom henholdsvis i 1951 og i 1953. Det er bemærkelsesværdigt, at der skulle gå så mange år, før der kom et nyt værk, om dette for alle advokater så vigtige emne. Især når man tænker på antallet af bøger inden for andre for advokaterne vigtige fagområder, som ustandselig synes at udkomme i nye eller reviderede udgaver. Måske er baggrunden, at der er tale om et stort og komplekst retsområde, som ikke kun omfatter en beskrivelse af retsplejelovens regler, men f.eks. tillige hvidvaskningsloven, inkassoloven, konkursloven, persondatabeskyttelsesloven, og EU-retten osv. Endvidere er det et område med mange følelser, hvor den enkelte advokat ofte i modsætning til andre områder personligt mener at have om ikke patent på, så dog en betydelig viden om, hvad advokatgerningen bør indeholde, og hvordan den skal udøves. 

Selvom bogen primært er tiltænkt undervisningen af jurastuderende i faget ”Advokatprofessionen” og advokatfuldmægtige på advokatuddannelsen, er der ingen tvivl om, at den også vil blive anvendt, som et meget nyttigt opslagsværk for advokater og andre, som beskæftiger sig med eller interesserer sig for advokaterne og deres forhold.

Ved begyndelsen af hvert kapitel er bogen, som også ”Sagførergerningen” er, prydet med et citat, af relevans for det emne kapitlet beskæftiger sig med. Men her holder den umiddelbare lighed også op, selvom bogen meget naturligt må beskæftige sig med mange af de samme grundlæggende problemstillinger. Emner som tavshedspligt, uafhængighed, personlig integritet er ikke nye. Det er emner, som har optaget professionen igennem tiderne og måske helt tilbage til det romerske imperium, hvor der så vidt vides opstod en advokatprofession.    

En gennemgang af indholdsfortegnelsen bekræfter, at der er tale om et meget stort og kompliceret emne, hvis enkelte dele ofte kan anskues fra flere vinkler. Flere af bogens emner behandles derfor også ud fra forskellige synsvinkler i flere forskellige kapitler, hvilket på visse områder medfører en reduktion af overskueligheden og bevirker, at det pågældende kapitel i realiteten ikke kan læses selvstændigt. Et eksempel herpå er kapitel 7 om ”Integritetsregulering”. Andre kapitler som f.eks. kapitel 5 om ”Kvalitetsregulering” og kapitel 18 om ”Vederlaget” kan læses selvstændigt.

En nærmere gennemgang af de mange interessante problemstillinger, som de enkelte kapitler beskriver, vil føre for vidt. Jeg har derfor nedenfor valgt at fremdrage nogle af de problemstillinger som bogen beskæftiger sig med, og som jeg finder interessante.

Efter en generel karakteristik i kapitel 1 af bl.a. advokatens funktion og rolle i retssystemet og samfundet, indeholder bogen i kapitel 2 en beskrivelse af advokaten og dennes rolle i et historisk og komparativt lys. Afsnittet er meget interessant og belyser måske bedre end så meget andet årsagen til advokaters bevidsthed om at tilhøre en profession. En bevidsthed, som synes at være stærkere i advokatbranchen end i mange andre brancher, og som måske også er årsagen til, at EU's konkurrenceretkommissær Monti for et par år siden i Berlin under en tale til det tyske advokatsamfund fandt anledning til efter sigende at betegne advokater, som et kartel af brødre! 

Blandt andet kapitel 4.5. og 7.4 behandler nogle af problemstillingerne i relation til den ansatte advokat dels i advokatvirksomheder dels i andre virksomheder. Jeg deler forfatterens synspunkt, hvorefter den ansatte advokats virke ikke nødvendigvis er uproblematisk. For den i en advokatvirksomhed ansatte advokat er det vigtigt at huske, som også påpeget af forfatteren, at det forhold, at advokaten handler efter instruks fra arbejdsgiver, ikke fritager for et disciplinært ansvar. For de virksomhedsansatte advokater består der i visse sammenhænge en næsten uløselig konflikt mellem de advokatetiske regler f.eks. i henseende til arbejdsgiverens ledelsesret. Den virksomhedsansatte advokat kan i sagens natur ikke være uafhængig af sin arbejdsgiver. Det forhold har bl.a. i flere lande i Europa medført, at en advokat ikke kan indgå i et tjenesteforhold, fordi det er en almindelig regel, at advokater ikke må bringe sig i en situation, som indebærer pligt til at lade sig underkaste instruktioner fra anden side. Antallet af ansatte advokater dels i advokatvirksomheder dels i andre virksomheder er igennem de senere årtier steget betydeligt, og der er derfor næppe tvivl om, at det aktualiserer en stillingtagen til problemstillingen. På området omkring den såkaldt ”legal privilege” afventes i øjeblikket i spænding EF-domstolens afgørelse i den såkaldte Akzo Nobel sag, der omtales i kapitel 8, side 386. Afgørelsen vil tage stilling til, hvorvidt den virksomhedsansatte advokat kan forlange at blive stillet som den eksterne advokat bl.a. i henseende til vidnefritagelse og fortrolighed.

I kapitel 5 beskriver forfatteren de forskellige kvalifikationskrav, som stilles for at opnå beskikkelse som advokat og senere møderet for landsret og Højesteret. Kapitlet indeholder også en beskrivelse af reglerne for deponering og ophør. Det kunne i den forbindelse have været interessant, om forfatteren også havde behandlet spørgsmålet om løbende efteruddannelse af advokater, en problemstilling som i Danmark optager bl.a. Advokatrådet og mange af de normdannende sammenslutninger, som forfatteren har valgt at kalde f.eks. Danske Boligadvokater, Danske Familieretsadvokater, Danske Inkassoadvokater m.fl. Mange steder i udlandet har advokater i dag en sådan pligt. I en betænkning af maj 2005 om advokaters grund- og efteruddannelse anbefaler Advokatrådet således obligatorisk efteruddannelse af advokater.

Kapitel 6 omhandler de forskellige virksomhedsformer, som advokatvirksomhed kan drives i p.t. På side 293 nævnes at omdannelsen fra personlig virksomhed til virksomhed i selskabsform navnlig er relevant for ældre kolleger, der ønsker at benytte deres advokatselskab som en slags alderspension, samtidig med at der bibeholdes en begrænset aktivitet i selskabet. I den forbindelse bør nævnes, dels at Østre Landsret i U 2000.1645 ØLK har fastslået, at et advokatselskab ikke kan omdannes til at have andet formål end advokatvirksomhed jfr. tillige forfatteren side 295 om ejerskabsbegrænsninger, dels at advokatvirksomheder ikke må have til formål at drive andet end advokatvirksomhed. Kolleger, som driver deres virksomhed alene i et advokatselskab, bør derfor, som reglerne er i dag, nøje overveje det hensigtsmæssige i at benytte advokatselskabet som opsparing til pensionen. 

I kapitel 8 om fortrolighedsregulering drøfter forfatteren på side 360, om det er i strid med god advokatskik, at advokaten anmoder sin klient om samtykke til, at fortroligheden brydes. Det antager forfatteren. Det er jeg ikke ubetinget enig i. Det er f. eks. ikke helt usædvanligt, at en advokat bliver bedt om at give oplysninger fra eller om et tidligere opdrag. Sådanne oplysninger kan naturligvis ikke videregives uden klientens samtykke, men der er efter min opfattelse intet til hinder for, at klienten gyldigt for advokaten kan meddele et sådant samtykke på oplyst grundlag. At der kan gives et sådant samtykke, synes også at fremgår af retsplejelovens § 170 stk. 1.

I kapitel 11 om ”fremtrædelse og værdighed” kommer forfatteren bl.a. ind på den vanskelige situation, hvor advokaten af klienten bliver bedt om at udtale sig til pressen under eller efter en retssag. Jeg er enig med forfatteren i, at udtalelser under en verserende retssag ikke bør ske. Derimod mener jeg ikke, at der er noget til hinder for, at en advokat efter dom i en sag efter ønske fra klienten kan udtale sig på sagligt grundlag om sagen, og de problemstillinger den rejser, og måske også medvirke til, at der gennem et politisk pres, sker ændring af f.eks. lovgivningen. Jeg har vanskeligt ved at forstå forfatterens synspunkt om, at en advokat ikke skulle kunne virke som ”spin-doktor” i en konkret sag efter anmodning fra klienten. Det kan ikke kun være advokatens opgave at udvirke en afgørelse efter gældende ret. I visse situationer kan advokaten også have til opgave at medvirke til at ændre en retstilstand på et givent område. 

Kapitel 9 vedrører interessekonflikter og indledes med citatet fra Matthæus 6, 24 hvorefter ingen kan tjene to herrer, thi enten vil han da elske den ene og hade den anden, eller også vil han holde sig til den ene og foragte den anden. Så kort kan det beskrives. Forfatteren opstiller i kapitlet nogle interessante sondringer mellem f.eks. interessekollision på den ene side og interessekonflikter på den anden side og sondrer inden for interessekonflikter mellem de egentlige og de uegentlige. En interessekollision er efter forfatterens opfattelse let genkendelig og opstår f.eks. i forbindelse med sagens afregning, hvor advokaten kan have en interesse i en høj betaling, medens klienten naturligt må være interesseret i den lavest mulige betaling.

En interessekonflikt foreligger, hvor varetagelsen af et opdrag involverer konkrete person- eller partsinteresser, der er uforenelige med opdraget. Her finder forfatteren, at advokatens interesse i penge, følelser og magt kan bevirke, at advokaten befinder sig i en egentlig interessekonflikt. De uegentlige interessekonflikter er dem, hvor advokaten ikke selv direkte er involveret, men hvor der, hvis man anskuer sagen udefra, er risiko for misbrug f.eks. af fortrolige oplysninger. Jeg er enig med forfatteren i, at de advokatetiske regler er udtryk for Advokatrådets opfattelse af, hvad der er ”god advokatskik”. Hvorvidt nævns- og retspraksis er enig heri, må fremtiden vise. Det er dog vigtigt at fremhæve, at den revision af reglerne, som fandt sted i 2005, efter rådets opfattelse i det væsentligste er udtryk for en kodificering af gældende nævns- og retspraksis. Kun på enkelte områder har rådet indført regler, som endnu ikke er fastlagt ved nævns- og retspraksis. Et af disse områder er etablering af de såkaldt ”chinese walls”, og muligheden for klientsamtykke. I bl.a. pkt. 9.5.d. og pkt. 4.3.d. behandler forfatteren dette emne. Advokatrådets holdning til ”chinese walls” har været et klart nej. Man kan ikke tjene flere herrer, heller ikke med samtykke. De foranstaltninger som nævnes fra engelsk og amerikansk ret for evt. at tillægge ”chinese walls” betydning, vil efter min opfattelse vanskeligt kunne gennemføres i det praktiske liv. Hvordan skulle et advokatfirma, der f.eks. drives i aktieselskabsform, kunne opfylde kravet om, at der ikke måtte være salærdeling vedrørende sagen. Honoraret må antages at tilfalde selskabet og ikke de udførende advokater direkte. Forfatteren nævner på side 447 sagen mellem KPMG og Prince Jefri Bolkiah fra 1999 og den senere afgørelse i 2004, som involverede stormagasinet Marks & Spencer. De to afgørelser udelukker ikke ”chinese walls”, men fastslår blot, at de krav, som må opstilles hertil i de konkrete sager, ikke var opfyldt. Uanset, om man antager, at der vil kunne opstilles systemer, som sikrer, at kun enkelte medarbejdere på en sag har kendskab til oplysningerne i sagen, ændrer det ikke ved, at den øverste ledelse i advokatfirmaet, som i andre virksomheder, i hvert fald formelt set skal have adgang til oplysningerne. Det ændrer heller ikke ved, at etableringen af ”chinese walls” meget let kommer til at virke set udefra, som et forsøg på inden for det samme advokatfællesskab at omgå reglerne om interessekonflikter ikke nødvendigvis kun i klientens interesse. Om en aftalt ”chinese walls” vil kunne få betydning for vurderingen af, om der er en interessekonflikt og konsekvenserne heraf kan naturligvis ikke udelukkes, men som også påpeget af forfatteren vil vurderingen nok afhænge af interessekonfliktens karakter.

De særlige interessekonfliktproblemstillinger i beneficerede sager behandles i kapitel 17 om beneficerede opdrag.

Forholdet mellem advokaten og klienten og herunder bl.a. reglerne omkring selvindtræde, uopfordrede henvendelser og rådgivningens indhold behandles bl.a. i kapitel 12, medens kapitel 18 beskæftiger sig mere indgående med problemstillingerne omkring advokatens vederlag og herunder kriterier for vederlagsafvejningen og deres vægtning. I kapitel 14 behandles andre tredjeparts relationer og f.eks. i pkt. 14.5 spørgsmålet omkring de immaterielle rettigheder til de af advokaten frembragte værker.

I kapitel 15 om klientaftalen kommer forfatteren bl.a. ind på spørgsmålet, om det er muligt at indgå en aftale, hvorefter advokatens erstatningsretlige ansvar begrænses. Forfatteren konkluderer side 804, i kapitel 20 om erstatningsansvaret, at det som et almindeligt udgangspunkt må antages, at advokaten er berettiget til at maksimere et erstatningsansvar til det maksimum, der gælder for den ansvarsforsikring, han har tegnet. Der findes ingen nyere dansk retspraksis, som bekræfter eller afkræfter antagelsen. Teorien antager, at en sådan aftale for at kunne håndhæves i givet fald skal være indgået på et kendt og fuldt oplyst grundlag, og at det også kan være nødvendigt at lade klienten for advokatens regning få uafhængig rådgivning omkring konsekvenserne af en sådan aftale. Sådanne aftaler er i nogle retssystemer almindeligt forekommende f.eks. i Holland, medens andre er af den opfattelse, at sådanne aftaler sammen med aftale om fraskrivelse af erstatningsansvaret for følgerne af fejl i rådgivningen ikke kan foretages af advokater.

Den gældende klagestruktur beskrives i kapitel 19. Forfatteren nævner her kort de reformovervejelser som bl.a. et udvalg under Advokatrådet fremkom med i maj 2001. Klagestrukturen er et af de forhold, som det af Justitsministeriet nedsatte udvalg skal tage stilling til. Til brug for dette udvalg har Advokatrådet i juli 2005 udgivet en ny betænkning om reform af tilsyns- og klagesagssystemet, og det bliver interessant at se, om nogle af de overvejelser, som betænkningen indeholder, herunder om ensartede regler for behandling af salærklager og adfærdsklager, finder tilslutning. På side 723 nævner forfatteren, at det ofte forekommer, at nævnets formand giver andre end en part adgang til at komme til stede og afgive forklaring. Af beretningerne for Advokatnævnet ses, at muligheden for personligt fremmøde ikke anvendes i nævneværdigt omfang. I 2000 mødte således en eller begge parter i 26 sager, og i 2004 var der fremmøde af en eller begge parter i 21 sager. Det er således sjældent, at sagens parter giver møde og endnu mere sjældent, at der fremkom anmodning om vidneafhøring direkte for nævnet. Jeg er enig med forfatteren i, at formanden i de sjældne tilfælde, hvor sådan anmodning fremkommer, sædvanligvis tillader forklaring direkte for nævnet. I pkt. 19.4.b. nævner forfatteren, at reglerne om salærklager ikke anfører nogen tidsfrist. Det er korrekt. Tidsfristen er i sådanne sager den almindelige femårige forældelsesregel i 1908-loven. Den manglende tidsfrist for klager i salærsager sammenholdt med den forholdsvis korte klagefrist i adfærdssager er et af de punkter, som indgår i Advokatrådets betænkning.

Bogen indeholder i indledningen en fin fortegnelse over ordforklaringer og forkortelser. Nogle ikke helt uvæsentlige, såsom Advokatsamfundets, Advokatnævnets og CCBEs synes dog at mangle i ordforklaringerne, men kan genfindes i teksten i de forskellige kapitler. I alle kapitler er der gode henvisninger til afgørelser og litteratur. Bogen indeholder tillige et udførligt emneindeks, som er med til at gøre bogen meget anvendelig som opslagsværk for advokater, som måtte være kommet i tvivl eller ønsker at vide mere om et af de mange emner, som Advokatretten omfatter.

Bogen indeholder en god samlet fremstilling af en række for advokater centrale problemstillinger, og herunder fine beskrivelser af situationer, som daglig forekommer. Disse overvejes måske ofte ikke nærmere af advokaten, fordi denne agerer inden for advokatretten på ”rygmarven” og uden, at han måske gør sig nærmere tanker om, hvilke regler eller kutymer det er, som gør, at der i en given situation bør reageres eller disponeres på en bestemt måde. Der er ingen tvivl om, at der vil være advokater, som ikke er enige i nogle af forfatterens synspunkter, f.eks. omkring hvor langt man kan/skal gå for at bistå klienten, herunder i medierne, ”chinese walls” og aktievederlag.

Selvom bogen allerede på grund af sin tyngde ikke er let læst, og derfor ikke kan siges at henhøre til natbordslæsningen, er der for mig ingen tvivl om, at der er tale om en for advokater meget vigtig og længe ventet bog, der på samme måde som bogen ”God Advokatskik” ikke kun bør indgå i enhver advokats bogsamling som opslagsværk, men også bør læses.

Skal man sige noget kritisk omkring bogen, er det efter min opfattelse, at den ikke indeholder mange anbefalinger og forslag fra forfatteren til ændringer, men mere synes at være en beskrivelse af den gældende tilstand, således som denne fremtræder efter forfatterens opfattelse pr. 1. maj 2005. Hertil kommer, at nogle af forfatterens synspunkter umiddelbart synes at tilhøre en anden tid, hvor advokatprofessionen mere end i dag af advokaterne blev opfattet som et kald. Ved en læsning af bogen savner jeg indimellem forfatterens eget bud på fremtidens advokat. Skal vi forandre os selv; skal vi forsøge at holde fast i kerneværdier såsom uafhængighed, ansvarlighed og kompetence; er retsplejelovens § 126 stk. 1 og stk. 2, hvilken sidstnævnte bestemmelse forfatteren har valgt at benævne advokatrettens ”lille” generalklausul, tilstrækkelige nu og fremover; skal vi overhovedet reguleres; og skal vi have amatør-jurister, som Jyllands-Posten i overskriften i en artikel den 23. marts 2005 benævnte de rådgivere, som i givet fald ville være omfattet af regeringens forslag til lov om juridisk rådgivning. Det kan imidlertid være, at nogle af disse overvejelser er reserveret næste bind, som alle advokater må imødese med stor interesse.