Advokaten 9 Forældelse og tinglysning

Print Print
19-09-2005

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
Forældelsesudvalget har afsluttet sit arbejde med en diger betænkning på 562 sider. Der ventes lovforslag på området i den kommende folketingssamling.

Som bekendt forældes fordringer efter dansk ret som udgangspunkt efter 20 år regnet fra deres stiftelse, jf. Danske Lov 5-14-4. Ved siden af denne generelle regel gælder – som vel den praktiske hovedregel – at visse særligt opregnede dagligdags fordringer forældes efter fem år regnet fra forfaldstidspunktet (”det tidspunkt, hvor fordringshaveren kunne kræve betaling”), jf. 1908-loven. 1908-loven indeholder inkl. ikrafttrædelsesbestemmelsen i alt fem paragraffer (§ 1: lovens område, § 2: begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen, § 3: suspension ved utilregnelig uvidenhed om kravet mv., § 4: Danske Lov gælder ved siden af 1908-loven og § 5: ikrafttræden). Der er således tale om en lovgivningsmæssigt ganske sparsom regulering af et retsområde af stor praktisk betydning. Dette har betydet, at en lang række spørgsmål har måttet finde deres løsning gennem domstolenes praksis. Ved siden af Danske Lov og 1908-loven findes spredt rundt omkring i lovgivningen en række specielle forældelsesregler, som typisk foreskriver en væsentlig kortere forældelsesfrist.

Betænkningen indeholder et udkast på 31 paragraffer til en ny lov om forældelse af fordringer. Lovudkastet er bygget op således, at § 1 angiver lovens område, § 2 forældelsesfristens begyndelsestidspunkt, § 3 den almindelige forældelsesfrist, §§ 4-13 særlige forældelsesfrister for visse positivt opregnede typer af fordringer, §§ 14-18 regler om afbrydelse af forældelse, §§ 19-21 regler om foreløbig afbrydelse af forældelse, §§ 22-24 regler om virkningerne af forældelse, §§ 25-27 indeholder almindelige bestemmelser, og §§ 28-31 regler om ikrafttrædelse mv.

Den almindelige regel
Den væsentligste materielle ændring i forhold til gældende ret er, at den almindelige forældelsesfrist – dvs. den frist, der gælder, hvor ikke andet følger af andre bestemmelser – foreslås fastsat til tre år regnet fra forfaldstidspunktet, jf. § 3, stk. 1. Dette er i overensstemmelse med tendensen i en række lande, som vi normalt sammenligner os med. Fristen skal begynde at løbe den dag, hvor fordringshaveren får eller burde få kendskab til fordringen eller skyldneren. Denne regel ville i princippet kunne medføre, at forældelsesfristen først begyndte at løbe efter en meget lang årrække. Dette er af flere årsager ikke hensigtsmæssigt, og det foreslås derfor, at der skal gælde nogle absolutte frister, hvor der indtræder forældelse. For personskadekrav og krav på erstatning i anledning af forurening eller udgravningsskader foreslås en frist på 30 år fra den skadevoldende handlings ophør. For andre krav på erstatning uden for kontrakt foreslås ti år fra den skadevoldende handlings ophør og for andre fordringer ti år efter begyndelsestidspunktet.

Særlige forældelsesfrister mv.
For en række typer af fordringer foreslås en længere forældelsesfrist, typisk på ti år, og for enkelte fordringstyper en endnu længere frist på 20 år.

En frist på ti år skal ifølge forslaget gælde for bl.a. fordringer, der støttes på et særligt retsgrundlag, dvs. gældsbrev, dom, forlig, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten eller anden bindende afgørelse, fordringer registreret i en værdipapircentral, fordringer på pension og underholdsbidrag samt pengeinstitutters krav mod kunder i henhold til pengelån eller ubevilgede overtræk. Krav på renter og gebyrer mv. forældes dog som udgangspunkt på tre år.

En frist på 20 år skal ifølge forslaget gælde for en kundes krav mod et pengeinstitut i henhold til et indlån, herunder på tilskrevne renter. Denne frist skal regnes fra den seneste postering på kontoen.

I det ganske praktiske spørgsmål om forældelse af et (typisk et pengeinstituts) krav mod en kautionist, som reguleres i udkastets § 10, har udvalget delt sig i et flertal på seks og et mindretal på fem medlemmer. Flertallet foreslår, at forældelsen af kravet mod kautionisten ligesom efter gældende ret skal bedømmes efter de regler, der gælder for forældelse af kravet mod hovedskyldneren, mens mindretallet forslår, at kravet mod kautionisten i alle tilfælde skal forældes på tre år fra det tidspunkt, hvor kautionisten kunne afkræves betaling. Det vil ved selvskyldnerkaution sige tidspunktet for hovedskyldnerens misligholdelse og ved simpel kaution fra det tidspunkt, hvor det konstateres, at hovedskyldneren ikke kan betale. § 11 regulerer spørgsmålet om forældelse af regreskrav mellem flere solidarisk hæftende skyldnere.

§ 12 handler om krav opstået ved en strafbar handling. Det foreslås, at det forhold, at et krav er forældet, ikke skal være til hinder for, at skyldneren under en straffesag dømmes til at betale erstatning eller godtgørelse i anledning af det strafbare forhold, og at den berettigede tilsvarende – hvis kravet under straffesagen udskydes til selvstændigt søgsmål – skal kunne forfølges, hvis sag herom anlægges senest et år efter endelig afgørelse i straffesagen (forudsat at tiltalte er fundet skyldig).

§ 13 fastsætter generelt, at forældelse tidligst indtræder et år efter, at en hindring for, at fordringshaveren kunne afbryde forældelse (på grund af ukendskab til skyldnerens opholdssted eller på grund af en hindring, som ikke beror på fordringshaverens forhold), er ophørt. Denne tillægsfrist gennembryder dog ikke de absolutte frister, og kan i andre tilfælde højst medføre en udskydelse af tidspunktet for forældelsens indtræden med ti år.

Afbrydelse af forældelse
§§ 14-17 erstatter § 2, 2. pkt., i 1908-loven. I forhold til gældende ret indeholder udkastet navnlig den ændring, at forældelse ikke skal kunne afbrydes ved en blot påmindelse om gælden. Det kræves, at skyldneren erkender gælden, eller at fordringshaveren foretager retslige skrift, anmelder fordringen i skyldnerens bo mv. eller anmoder om udlæg mv.

Retsvirkningen af, at forældelsen er afbrudt, er, at der begynder at løbe en ny forældelsesfrist. Begyndelsestidspunktet for denne er fastlagt i § 18.

§§ 19-21 indeholder regler om foreløbig afbrydelse af forældelsesfristen og angår de situationer, hvor et retsskridt, der er egnet til at medføre (en endelig) afbrydelse af forældelsen efter reglerne i §§ 14-17, mister sin virkning, eksempelvis hvor en anlagt retssag ikke føres til ende. For disse tilfælde gælder det, at forældelse tidligst indtræder et år efter, at retssagen er afsluttet mv.

Virkningerne af forældelse
§§ 22-24 regulerer virkningerne af, at forældelse indtræder. I § 22 fastslås det, at fordringshaveren ved forældelsen mister retten til at kræve opfyldelse, og at dette også gælder krav på rente og lignende ydelse, når hovedfordringen forælder. Adgangen til konneks modregning bevares dog, jf. § 23. § 24 regulerer spørgsmålet om såkaldt accessorisk forældelse, dvs. hvilken virkning har det for adgangen til fyldestgørelse på grundlag af en panteret af, at fordringen er forældet. Bestemmelsen viderefører gældende ret.

Almindelige bestemmelser
I overensstemmelse med gældende ret fastsættes det i § 25, at loven ikke ved forudgående aftale kan fraviges til skade for skyldneren, dvs. at længere forældelsesfrister ikke kan aftales på forhånd. Der er derimod fortsat intet til hinder for, at en part, når spørgsmålet først er opstået, giver afkald på at påberåbe sig forældelse. Der er heller intet til hinder for, at parterne aftaler en kortere forældelsesfrist.

§ 26 fastsætter den nærmere beregning af fristen. I stk. 1 bestemmes det – i overensstemmelse med gældende ret, at den månedsdag, der svarer til den dag, hvorfra en frist regnes, medregnes. Dvs. at hvis en frist begynder at løbe den 15. april, udløber fristen den 15. april ved døgnets udløb. Findes datoen ikke i det år eller den måned, hvor fristen udløber (hvis f.eks. en treårs frist er begyndt at løbe den 29. februar i et skudår), udløber fristen på den sidste dag i måneden, dvs. den 28. februar ved døgnets udløb. I det omfang fristen ønskes afbrudt ved anlæg af retssag, skal stævning selvsagt fortsat være indleveret til rettens inden udløbet af dennes kontortid på fristens yderste dag.

I stk. 2 findes en ”helligdagsregel”, der svarer til den gældende bestemmelse i gældsbrevsloven, som bestemmer, at hvis en frist udløber i en weekend eller på en helligdag, udstrækkes fristen til førstkommende hverdag.

Forældelsesudvalgets betænkning har nr. 1460/2005.