Advokaten 9 Dine vidner og mine vidner

Print Print
19-09-2005

Af advokat Lars Økjær Jørgensen, Advokatsamfundet
Hvilken af parterne har ret til at føre et vidne i en civil sag og hvilke rettigheder har den anden part i forhold til vidnet? Begge spørgsmål har stor betydning for procederende advokater. Praksis er efterhånden så veludviklet, at der kan gives et bud på svar ud fra henholdsvis en procesretlig og en disciplinærretlig vinkel.

Hovedreglen er, at den der først begærer et vidne ført, har retten til at føre vidnet. Dette ”først til mølle”-princip fremgår tydeligt af Vestre Landsrets kendelse i U.2003.1588/1V.
Vil en advokat derfor være sikker på at kunne føre et vidne, bør advokaten derfor på så tidligt et tidspunkt som muligt anføre dette i et processkrift. Faktisk har parterne pligt til at anføre de vidner, de ønsker at føre allerede i henholdsvis stævning (retsplejelovens § 348 stk. 2, nr. 5) og i svarskrift (retsplejelovens § 351 stk. 4, nr. 4). Sagsøgeren har derfor førstevalg af vidner. Et forbehold i stævning/svarskrift om at føre et vidne ligestilles nu med en egentlig begæring om vidneførsel. Dette er fastslået ved dommen i U2005.1381V, som tillige kræver, at modparten, inden vidnet indkaldes, søger afklaret, om den part, der har taget forbeholdet, agter at indkalde vidnet. Der er undtagelser fra ”først til mølle” princippet. Det fremgår således af retsplejelovens § 303, at en part først afhøres af sin advokat for derefter at besvare spørgsmål fra modparten. Det siger sig selv, at modparten ikke kan omgå denne rækkefølge ved at indkalde parten som vidne. Ifølge en utrykt Vestre Landsrets kendelse af 23. oktober 2002 (V.L.K. B-0950-97) kan vidner desuden have en sådan partslignende status, at de må anses for vidner, der føres af den ene part, selvom den anden part først har begæret dem indkaldt. Ledende medarbejdere  (i kendelsen direktøren og vicedirektøren) må herefter antages at have en partslignende status med den virkning, at hvis den part, hvor de pågældende er ansat, ønsker at føre dem som vidner, så er de denne parts vidner uanset, at modpartens begæring om vidneførsel blev fremsat først. Denne særlige regel gælder ifølge kendelsen ikke øvrige mere menige medarbejdere (i kendelsen inspektør og kontorfunktionær). For en nærmere gennemgang af disse forhold, se Martin Birks artikel i U.2003B.147.

Forud for vidneafhøringen
Muligheden for som part eller modpart at henvende sig til vidnet forud for vidneafhøringen er et område, som alene reguleres af retsplejelovens regler om god advokatskik. En række klager inden for emnet har givet Advokatnævnet anledning til at fastlægge en praksis. I kendelse af 8. juni 2000 (02-0401-99-4189) har nævnet fastlagt sin kompetence i forhold til domstolene. Indklagede advokat havde påstået klagen om henvendelse til vidne forud for domsforhandlingen afvist med den begrundelse, at forholdet henhørte under domstolenes kompetence. Advokatnævnet udtalte om spørgsmålet:

”Indledningsvis bemærkes, at Advokatnævnet ikke finder, at klagen skal afvises, da denne vedrører henvendelse til et vidne og ikke spørgsmålet om indkaldelse og afhøring af vidner under retssager.” 

Kontakt til egne vidner
Der er gode grunde til at lade en part henvende sig til egne vidner forud for vidneafhøringen. Det er således eksempelvis i både partens, modpartens og rettens interesse, at det på forhånd klarlægges, hvad vidnet kan udtale sig om, så tidsspilde undgås.
I Advokatnævnets kendelse af 2. februar 1999 (02-0401-98-1359) havde sagsøger indkaldt nogle vidner. Forud for domsforhandlingen havde sagsøgers advokat tilsendt vidnerne kopi af sagsmaterialet og afholdt møde med dem. Sagsøgtes advokat klagede over dette, men Advokatnævnet fandt ikke grundlag for kritik af sagsøgers advokats adfærd. 

Kontakt til modpartens vidner
Den part, der ikke har indkaldt vidnet, kan også have behov for at kende grænserne for, hvad vidnet kan udtale sig om. Omvendt må den indkaldende parts ret respekteres. Der synes i praksis at ske en afvejning af disse modsatrettede hensyn.
I Advokatnævnets kendelse af 3. april 2001 (02-0408-2000-0828) havde advokat A indkaldt vidnet X den 3. marts, hvilket blev meddelt modpartens advokat B den 4. marts. Advokat B havde herefter afholdt et møde med vidnet den 6. marts. Advokatnævnet afsagde i fuld plenum følgende kendelse:

”Advokatnævnet lægger til grund, at advokat [B] forud for mødet med vidnet [X] vidste, at hun, som tidligere ansat hos modparten, af advokat [A] var indkaldt for at afgive forklaring under domsforhandlingen.

I hvert fald under disse omstændigheder finder nævnet, at advokat [B] har tilsidesat god advokatskik ved ikke forud for mødets afholdelse at have underrettet advokat [A] om mødet.”

Der er altså ikke noget i vejen for, at en part holder møde med modpartens vidner, når blot modparten forinden underrettes herom. Klageren havde gjort gældende, at afholdelse af mødet krævede samtykke fra ham. Så langt gik nævnet altså ikke.
Det fremgår ikke af kendelsen, hvad nævnet har forestillet sig den indkaldende part skal bruge underretningen til. Der er logisk set flere muligheder: 1) parten kan forinden mødet med modparten afholde sit eget møde med vidnet eller 2) formå vidnet til ikke at deltage i mødet, eller 3) parten kan kræve at deltage i mødet med modparten. Advokatnævnet stiller ikke krav om, hvor lang tid før mødet underretningen skal gives. Mulighederne 1) og 2) kan derfor gøres illusoriske ved at vente med underretningen til meget tæt på mødet. Hvis kravet om forudgående underretning skal have mening, bør mulighed 3) derfor anerkendes (selvom en underretning meget tæt på mødet også kan vanskeliggøre udnyttelsen af denne). Om Advokatnævnet er villig til det, kan ikke bedømmes ud fra den foreliggende retspraksis.

Undtagelser
Der er undtagelser fra kravet om forudgående underretning. Advokatnævnets kendelse af 13. juni 2005 omhandlede en retssag, som advokat A på vegne af sagsøger havde anlagt mod et forsikringsselskab, som var repræsenteret af advokat B. Under anken meddelte advokat A, at han under domsforhandlingen som vidner ville afhøre to ansatte i forsikringsselskabet. Senere meddelte advokat B, at han havde afholdt møder med det ene vidne, og at han agtede at fortsætte hermed og også ville afholde møde med det andet vidne. Dette klagede advokat A over. Advokatnævnets afgørelse i plenum lyder således:

”Advokatnævnet finder, at de omhandlede to vidner i kraft af ansættelsesforholdet har haft en sådan tilknytning til advokat [B's] klient, at han ikke ved at have taget kontakt og drøftet sagen med disse vidner under forberedelsen uden at orientere advokat [A] har tilsidesat god advokatskik…..”.

I samme retning kendelse af 12. juli 2005 (j.nr. 02-0406-03-2689):

”…Det er Advokatnævnets opfattelse, at et vidne kan være således knyttet til en part, at dennes advokat har adgang til at holde møde med vidnet uden at give forudgående meddelelse om det til en modpart, der har indkaldt eller bebudet at ville indkalde vidnet, og uden modpartens samtykke. I den foreliggende sag havde amtskommunaldirektør [A] en sådan særlig tilknytning til Sønderjyllands Amtskommune, mens han endnu var ansat, og den omstændighed, at han var fratrådt inden retssagen, gør ingen forskel, idet det var i kraft af det tidligere ansættelsesforhold, at advokat [X] ønskede at afhøre ham som vidne…”

Undtagelsen forekommer nødvendig, ikke mindst fordi afgrænsningen i forhold til arbejdsgiverens rettigheder i kraft af ansættelsesforholdet i modsat fald ville støde på store problemer.
Det fremgår af kendelse af 5. juli 2005 (02-0407-04-1178), at et møde med et vidne på vidnets foranledning, som ikke vedrører sagens konkrete indhold, er acceptabelt. Dog påpegede Advokatnævnet, at ”det havde været rettest, om [advokaten] havde underrettet sin modpart om mødet ….i passende tid forud for domsforhandlingen.”
En ganske særlig undtagelse fremgår af Advokatnævnets kendelse af 8. juni 2000 (02-0401-99-4189). Advokat A havde på vegne af en kommune anlagt sag mod en offentlig institution, som blev repræsenteret af Kammeradvokaten v/advokat B. Advokat A havde tilkendegivet, at han som vidne ønskede at føre en ansat i en offentlig styrelse. Advokat B havde herefter korresponderet med styrelsen om sagen, hvilket advokat A klagede over. Advokatnævnet fandt ikke, at advokat B havde tilsidesat god advokatskik og begrundede det som følger:

”Advokatnævnet har ved sin bedømmelse af sagen bl.a. lagt vægt på de særlige bestemmelser i retsplejelovens § 169, hvorefter tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed ligestillede hverv, ikke uden samtykke af vedkommende myndighed kan afkræves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentliges interesse påhviler dem tavshedspligt. Ved vurderingen af, om der i det konkrete tilfælde kan afgives forklaring, er den pågældende offentlige myndighed eller de berørte medarbejdere ikke forhindret i på eget eller Kammeradvokatens initiativ at drøfte juridiske spørgsmål herom med Kammeradvokaten, der bistår offentlige myndigheder i henhold til kongelig resolution.

Advokatnævnet finder endvidere ikke, at advokat [B] havde pligt til at orientere advokat [A] om sin henvendelse til [styrelsen].”

Det er tydeligvis Kammeradvokatens særlige rolle, der begrunder denne undtagelse, og det er umiddelbart svært at fremkalde eksempler på, at andre skulle kunne udnytte den.