Advokaten 7/8 Spring over, hvor gærdet er højest

Print Print
15-08-2005

Af Pia Møller, pressechef
Naturen er ødsel, ekstravagant og fantastisk. Det, der binder mennesker sammen og skaber samfund, er ikke regler og kontrol – men biologiske drifter, som vi har tilfælles med rotter og mus, lød det fra Tor Nørretranders, da han åbnede Advokatmødet 2005.

Den amerikanske præsident John F. Kennedy sagde om USAs ambition om at sætte en mand på månen: Vi tager ikke til månen, fordi det er let. Vi tager til månen, fordi det er svært.

Med dette citat indledte for­fatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders et forrygende indlæg om, hvad der skaber re­lationer mellem mennesker og dermed også samfund. En sand  populærvidenskabelig tour de force gennem teorier om arter­nes oprindelse, Advokaternes Planet, fugleforskning, eksperi­mentiel økonomi, spilteori og meget mere.

Nørretranders startede med lidt børnelærdom om Darwin og englænderens tanker om arter­nes oprindelse, som gik ud på, at når verden og leveforholdene udvikler sig, så vil de individer, der kan tilpasse sig de nye om­stændigheder bedst, overleve.

- Selv om I alle sammen her i salen tilsyneladende er ens, så er der jo en vis variation. Der er en lille smule forskel på, hvordan I er klædt. Nogle er lidt bedre til at procedere og nogle er lidt bedre til at løbe fra ansvaret end andre, sagde han og tilføjede:

- Nogle vil være bedre end andre til at klare sig under nye omstændigheder, f.eks. advokaten, der udsættes for globalisering, eller pungrotten, der udsættes for tørke.

Problemet med Darwins teori var bare, at naturen bød på nogle mysterier, den ikke kunne forklare, f.eks. hvordan det er lykkedes påfuglehannen at klare sig med 150 halvanden meter lange halefjer.

- De er jo fantastisk smukke, men urimeligt åndssvage at rende rundt med, hvis man gerne vil overleve. Problemet var, at Darwin havde lavet en funktionsteori til at forklare en natur, som er ekstravagant, ødsel og fantastisk.

En israelsk fugleforsker udviklede ifølge Nørretranders teorien om, at påfuglehannens hale skal demonstrere dens styrke over for hunnerne. Hun­nerne vælger den han, som er stærkest, og kan man klare sig med sådan en hale, så er den hjemme.

- Logikken er, at hunnerne efterspørger noget totalt ånds­svagt for at sikre sig, at de får fat i de stærkeste hanner. Så vi vil altid springe over, hvor gærdet er højest, og være ekstravagante, fordi det gør indtryk på det modsatte køn.

Altruisme – menneskets handicap
Ikke kun for dyr, men også for mennesker, er det en biologisk drift at gøre det, der er vanske­ligt, i stedet for det, der er let, sagde han og fortalte, at han var kommet frem til, at altruisme – det at gøre noget godt for an­dre mennesker – er menneskets påfuglehale.

- Jeg er ikke helt klar over, om I ved, hvad jeg taler om, sagde han spøgende ud til forsamlin­gen og fortsatte:

- Men hvis I går ud i Koldings gader, vil I se, at det er et meget almindeligt fænomen. Manden, der hjælper en gammel dame over gaden, det er en mand med overskud, overblik, som ikke er stresset over at nå i banken for at betale regninger. Og så er I jo opdraget til at tænke: Hvad er hans motiv? Vil han i bukserne på den gamle dame? Nej, han håber på, at der længere nede ad gaden står en ung dame, der ser ham hjælpe den gamle over gaden, fortalte Tor Nør­retranders, der bl.a. har skrevet bøgerne ”Mærk verden”, ”Det generøse menneske” og ”At tro på at tro”.

Han tilføjede dog, at det ikke er bevidst, at mennesker gør gode ting for at tiltrække det modsatte køn.

- Men man kan sige, at folk, der bare vil hytte deres eget skind, er en slags amatør-egoi­ster. De virkelige egoister er dem, der revolutionerer verden for at få noget på den dumme.

Tillid gør glad i låget
Også når mennesker bringes sammen i et samfund, er det ifølge Nørretranders biologien, der styrer. Spørgsmålet er, om samfundet bygger på en social kontrakt, eller om socialitet er en biologisk egenskab, som så efterfølgende bekræftes af de sociale kontrakter.

Han henviste til en række eksperimenter, der er lavet inden for spilteori – en gren af eksperimentiel økonomi – som viser, at mennesker afstraffer andre mennesker, når de ikke bidrager til fællesskabet. F.eks. i det såkaldte ultimatum-spil, hvor én spiller er villig til selv at miste penge for at fortælle en af de andre spillere, at han eller hun er egoistisk og ikke bidrager.

- Mennesker har et engage­ment i hinanden, som gør, at der er grænser for, hvor unfair tingene må gå til. Vi synes, det er pissepinligt at sidde og se på, at folk f.eks. ikke betaler skat. Vi synes i øvrigt også, det er pinligt, når nogen hjælper dem med ikke at betale, sagde han med en slet skjult hentydning til advokaterne i salen.

- Mennesker kan godt lide at bidrage og være i et samfund. En rationel selvisk analyse vil vise, at det ikke kan betale sig at vise tillid. Men når man viser tillid, vil man i det lange løb få mere ud af det.

Tor Nørretranders fortalte at vi får det godt af at vise tillid til hinanden. Hjernescanninger har vist, at der er nogle centre i hjernen, der lyser op, når man viser andre tillid. Det er nogle af de samme centre, som aktiveres, når man indtager narkotiske stoffer.

- Man bliver simpelthen glad i låget. Hvis I alle sammen holdt hinanden i hånden bare et øjeblik, ville der ske to ting: I ville blive lidt gladere, og I ville blive mere tillidsfulde… Så gør det dog! lød det gentagne gange – dog uden effekt – fra den sprudlende veloplagte Nør­retranders, der til slut endnu en gang slog sin pointe fast:

- Alt det, der skaber trafik og sammenhæng imellem os, er noget meget mere dyrisk, end vi er vant til at forestille os – noget vi har til fælles med rotter og mus. Det er det, der holder vores samfund sammen og gør livet til at holde ud.