Advokaten 7/8 Europæisk retspolitik - Fælles toldtarif og ulandene

Print Print
15-08-2005

Af Morten Broberg, lektor
Uanset om EUs forfat­ningstraktat stadig er i live eller den er stendød, vil EU-landene have en fælles toldtarif. Forfat­ningstraktaten indeholder ikke, som nogle fejlagtigt har fremført, nyopførte toldmure.

EFTER PLANEN SKULLE Danmark den 27. september i år have afholdt folkeafstemning om EUs forfatningstraktat. Afstemningen er imidlertid blevet aflyst, og det er i skrivende stund ganske uklart, om forfatningstrak­taten på noget tidspunkt vil komme på banen igen. Den ventede valgkamp for og imod traktaten er derfor blevet udsat på ubestemt tid. Enkelte valgplakater nåede dog at dukke op i gadebilledet. En af disse viser nogle afrikanske børn med tykke maver og laset tøj, og overskriften lyder “De har ikke brug for EUs handelsmure”. Nedenunder følger ordene “EU-forfatningen fastholder EUs toldunion” sammen med et citat fra (dele af) forfatningstraktatens del III, artikel 151 med følgende ordlyd:

“Unionen er bl.a. en toldunion, som indebærer ind­førelse af en fælles toldtarif over for tredjelande.”

Plakaten afsluttes med opfordringen: “Nej den 27. september til EU forfatningen.”

Plakaten giver umiddelbart et indtryk af, at der med forfatningstraktaten er tale om “indførelse” af en ny handelsmur til skade for ulandene. Og derfor bliver vi opfordret til at stemme nej. Et nej til forfatningstrak­taten indebærer øjensynlig også et nej til bestemmelsen om indførelse af en fælles toldtarif – og så slipper ulandene jo for nye handelsmure.

Nej-plakaten er imidlertid stærkt proble­matisk af to grunde. For det første eksisterer den fælles toldtarif allerede i dag, så et nej til forfatningstraktaten vil slet ikke have nogen betydning i den henseende. For det andet er selve ideen om en fælles toldtarif ikke i sig selv et problem i forhold til ulandene.

I dag regulerer EF-traktatens artikel 23 spørgsmålet om en fælles toldtarif. Bestem­melsen har blandt andet følgende ordlyd:

“Fællesskabets grundlag er en toldunion, … som indebærer … indførelse af en fælles toldtarif over for tredjeland.”

Når statsministeren har aflyst folkeafstemnin­gen den 27. september, og når meget tyder på, at forfatningstraktaten som sådan er ganske død, så burde vi vel juble over, at ulandene i det mindste ikke er blevet påført en ekstra handelsmur, som de skal overvinde for at få adgang til det europæiske marked. Sådan er situationen imidlertid ikke. Faktisk har den fælles toldtarif eksisteret siden 1. juli 1968, og opgivelsen af forfatningstraktaten ændrer slet ikke på det forhold. På valgplakaten står der jo faktisk også, at EU-forfatningen “fastholder” EUs toldunion – problemet er blot, at resten af plakaten giver indtryk af, at der er tale om “indførelse” af en ny handelsmur, hvis forfatningstraktaten skulle blive vedtaget.

Et fælles marked uden indre toldmure
Men hvad er den fælles toldtarif da for en stør­relse? I virkeligheden er den blot en i praksis nødvendig forudsætning for indførelsen af et fælles marked uden indre toldmure. EU har som bekendt skabt et stort indre marked. Det indebærer, at når en dansk virksomhed producerer en dingenot, som sættes til salg ét sted i EU, kan man principielt sende den rundt i hele EU, uden at dingenoten mødes af hindringer ved landegrænserne – eksem­pelvis i form af toldbehandling. Der ville ikke være meget fri bevægelighed, hvis hver medlemsstat omgav sig med toldmure, som dingenoten først skulle passere for at komme ind. EF-traktatens artikel 23 forbyder derfor told ved ind- og udførsel mellem medlems­staterne.

Det indre marked omfatter imidlertid også varer fra tredjelande. Dvs. varer fra lande, der ikke er medlemmer af EU. Er en sådan vare lovligt indført til og markedsført i én medlemsstat, kan varen derfor principielt bevæge sig rundt i hele EU uden at blive mødt af toldmure. Disse varer nyder således også godt af det indre marked. Selv om verdens toldsatser generelt er faldet væsentligt gen­nem årene, så er de ikke afskaffet helt. Når en vare fra et tredjeland sælges til en køber i EU, vil der derfor ofte skulle betales told. Hvis toldsatsen på importerede trejdelandsdinge­noter er 80 procent i Frankrig og 3 procent i Irland, så ville alle dingenoter produceret i et tredjeland blive ført ind i EU via Irland – og derpå sendt rundt til de øvrige medlemssta­ter, uden at det ville være muligt at pålægge dem yderligere told. Et indre marked uden indre toldmure forudsætter derfor i praksis, at alle medlemsstater har den samme toldsats på de varer, som importeres fra tredjelande. Dette kaldes den fælles toldtarif.

Den fælles toldtarif er altså ikke en nyop­ført handelshindring over for tredjelandene, men derimod en fælles toldmur, der erstatter de mange toldmure, som tidligere omgav hver af de enkelte medlemsstater. I sig selv indebærer den fælles toldtarif derfor ikke et problem for tredjelandene. Den fælles told­tarif vil dog naturligvis udgøre et problem, hvis den medfører en højere told, end den told, som tidligere blev pålagt af de enkelte medlemsstater. EUs medlemsstater er imid­lertid forpligtet af GATT-overenskomsten. GATT tillader godt nok indførelsen af en toldunion, men kun under forudsætning af, at de fælles toldsatser, som indføres, ikke er højere end satserne var før unionens oprettelse. Ved toldunionens oprettelse blev toldsatserne derfor fastlagt ud fra et aritme­tisk gennemsnit af toldsatserne i de dengang seks oprindelige medlemsstater.

Men EU er ingen engel
I stedet for at fokusere på selve det forhold, at EU har en fælles toldtarif, burde man kigge nærmere på toldtariffens højde. EU har indgået en omfattende aftale med de såkaldte AVS-lande (Afrika, Vest­indien og Stillehavet). Den første af disse aftaler blev indgået i 1975 med 46 tredjeverdenslande (tidligere euro­pæiske kolonier) i Togos hovedstad Lomé. Denne aftale er siden blevet afløst af andre. Den nugældende, der blev undertegnet i den vestafrikanske stat Benins hovedstad Cotonou i juni 2000, omfatter 77 tredjeverdenslande og trådte i kraft den 1. april 2003. I relation til handelssamarbejdet er disse aftaler generelt baseret på et princip om, at EU yder AVS-landene fritagelse for told og kvantitative restriktioner for deres eksportvarer. De handelspræferencer, som EU giver AVS-landene, er ikke gensidige. Det vil sige, at AVS-landene ikke er forpligtede til at give EU-varer den samme fordelagtige behandling. AVS-landene forpligter sig alene til ikke at stille EU-varer ringere end varer fra andre ilande.

De, der arbejder med EUs relationer til Den tredje Verden, kan fremføre en lang række vel­underbyggede kritikpunkter. Og de gør det tit og ofte, uden at det dog synes at nå ud til den bredere offentlighed. Det gælder ikke mindst EUs landbrugspolitik, som gør det svært for ulandene at få deres varer ind i EU, samtidig med, at EU gennem eksportstøtte forvrider de internationale markeder for landbrugsvarer. Det gælder brugen af de såkaldte antidumpingregler. Og det gælder en række tekniske standar­der – ikke mindst i relation til fødevarer. At der kan fremføres velbegrundet kritik af EU på området indebærer imidlertid ikke, at det er berettiget at give indtryk af, at – den indtil videre skrinlagte – forfatningstraktat ville indebære indførelse af en toldmur over for ulandene. Tværtimod er det ganske enkelt forkert. Ligesom det er useriøst at hævde, at selve den fælles toldtarif er et problem. I rigtig mange tilfælde er satsen i øvrigt 0 procent, hvilket vel ikke ligefrem kan kaldes en uoverstigelig mur!