Advokaten 6 Narko, racisme og strafafsonere

Print Print
14-06-2005

Af Thomas Elholm,adjunkt
EUs strategi for bekæmpelse af narkotika er fastlagt for de kommende otte år. Nye regler om bekæmpelse af racisme og fremmedhad er under opsejling. Det samme er nye regler om landenes pligt til at gennemføre afsoning af fængselsstraffe, som landenes egne statsborgere er idømt i andre EU-lande.

Kampen mod terror har været en fantastisk motor for EU-lovgivningen. Det samme har kampen mod organiseret kriminalitet. Kampen mod narkotikakriminalitet har til sammenligning spillet en forholdsvis underordnet rolle. Nu foreligger EUs narkotikastrategi for de næste otte år, og spørgsmålet melder sig, om kampen mod narko skal være en ny vigtig drivkraft i udviklingen af EU-lovgivningen. Svaret synes at være nej. Ifølge den nye strategi skal den hidtidige strategi videreføres, og de eksisterende instrumenter skal benyttes frem for at skabe nye.

Strategien fokuserer på tre områder. For det første reduktion af efterspørgslen på narkotika, for det andet en effektiv retshåndhævelse på området og for det tredje et tættere internationalt samarbejde. Strategien synes at lægge størst vægt på det første. Det mest interessante for denne klummes læsere er dog sandsynligvis retshåndhævelsen og dens betydning for retsudviklingen, navnlig strafferetsudviklingen. Der lægges i strategien ikke op til nye instrumenter, men derimod en øget anvendelse af arrestordren, fælles efterforskningshold, Europol og Eurojust. Hvori den øgede anvendelse af disse instrumenter nærmere skal bestå fremgår ikke klart.

Jeg nævnte i disse spalter (nr. 2/2005), at der måske breder sig et stigende ønske om en vis reduktion i det høje EU-lovgivningstempo, så de senere års vedtagne instrumenter tages i brug, før nye overvejes. Narkotikastrategien synes at være slået ind på denne vej, og ganske interessant nævner både Rigsadvokaten og Rigspolitichefen i deres høringssvar til strategien, at netop dette er positivt

Det skal dog understreges, at en sådan ændring af lovgivningshastigheden langt fra er givet og slet ikke en realitet. Kommissionen har fortsat travlt med at bringe nye initiativer for dagen og holde tempoet oppe.

Racisme og fremmedhad
Et eksempel på et af de mange lovgivningsforslag er Kommissionens rammeafgørelse, der skal bekæmpe racisme og fremmedhad. Forslaget blev ganske vist oprindeligt fremsat i 2001, men efter at forhandlingerne har ligget stille nogen tid, blev de genoptaget i 2005. Rammeafgørelsen tager udgangspunkt i en fælles aktion fra 1996, men går på en række punkter videre. Det gælder navnlig vedrørende krav til landenes minimumssanktioner og bestemmelserne om straffemyndighed.

Efter rammeafgørelsen skal strafferammen for denne type kriminalitet minimum være mellem et og tre års fængsel. Samtidigt har landene pligt til at etablere straffemyndighed for forbrydelser begået helt eller delvist på deres territorium. Rammeafgørelsen indeholder også bestemmelser, som skal sikre straffemyndighed ved forbrydelser begået via informationssystemer. Der tænkes formentlig navnlig på udbredelse af racisme og fremmedhad via internettet. 

Forbrydelserne er defineret i art. 1. Det er en ganske bredt formuleret bestemmelse, som bl.a. omfatter offentlig tilskyndelse til forskelsbehandling, vold eller had rettet mod en bestemt gruppe mennesker, f.eks. på grund af deres race, hudfarve, religion eller etnisk oprindelse. Også offentligt forsvar for eller benægtelse af folkedrab skal kriminaliseres, herunder såkaldte Auschwitz-løgne. Sidstnævnte er den situation, at man offentligt benægter eksistensen af Holocaust under 2. verdenskrig. Det har hidtil været strafbart i Tyskland og en række andre lande, men ikke i Danmark.

Auschwitz-løgne ser dog ud til forblive legalt i Danmark. Det er nemlig muligt for landene at undlade kriminalisering, hvis den pågældende handling eller ytring ikke er truende, nedsættende eller forhånende. Den regel vil Danmark udnytte. Herefter er – efter Justitsministeriets opfattelse – straffelovens § 266 b tilstrækkelig til at opfylde rammeafgørelsens krav om kriminalisering. Med en strafferamme på to års fængsel opfylder denne bestemmelse i øvrigt også kravene til strafferammer.

Den harmonisering, som rammeafgørelsen medfører, har ifølge Kommissionen bl.a. til formål at lette det retlige samarbejde og den gensidige retshjælp i straffesager. Det er således et godt eksempel på, at harmonisering af materiel strafferet og internationalt politisamarbejde går hånd i hånd.

Det fremgår i øvrigt eksplicit af forslaget, at landene ikke er forpligtede til at træffe foranstaltninger, som strider mod deres forfatningsmæssige bestemmelser og mod grundlæggende principper om foreningsfrihed, pressefrihed og frihed til at udtrykke sig i andre medier. Bemærkningen antyder den vanskelige balancegang mellem ytringsfrihed og ærekrænkelse, som er en integreret del af retsområdet.

Den europæiske fuldbyrdelsesordre
Først kom arrestordren, så kom forslag om bevissikringsordre, og nu ligger der en ny ”ordre” på bordet. Det drejer sig om forslag til såkaldt fuldbyrdelsesordre eller rettere ”Rammeafgørelse om den europæiske straffedom og overførelse af domfældte mellem EU-lande”, som den officielt hedder.

De nugældende regler om fuldbyrdelse af udenlandske afgørelser om frihedsstraf findes i lov om international fuldbyrdelse af straf. Loven implementerer dels konventionen fra 1970 om straffedommes internationale retsvirkninger, dels konventionen fra 1983 om overførelse af domfældte. De gældende regler gør det muligt for en domfældt i et fremmed land at søge om afsoning i sit eget land, dvs. hvor han eller hun er statsborger eller har fast bopæl. En overførsel forudsætter imidlertid, at landene samtykker. En egentlig forpligtelse for hjemlandet til at overtage afsoningen findes ikke i dag. Det har dog været praksis at overføre domfældte mellem EU-landene, hvis betingelserne for overførsel i 1983-konventionen var opfyldte.

Ifølge forslaget indføres nu en pligt for hjemlandet til at acceptere anmodning om overførsel af egne statsborgere og borgere med fast bopæl. Desuden skal det være muligt for det land, som har afsagt straffedommen, at fremsætte anmodning til hjemlandet uden den dømtes samtykke. Det kan dog ikke ske, hvis den dømte har fast bopæl i domslandet, og vedkommende skal under alle omstændigheder høres. Hjemlandet vil for en række forbrydelser – opført på en såkaldt positiv liste – ikke kunne forlange kravet om dobbelt strafbarhed opfyldt, dvs. hjemlandet kan være forpligtet til at gennemføre afsoning af en statsborger for et forhold, som ikke er strafbart i landet. Det er domslandet som afgør/fortolker, om den pågældende forbrydelse figurerer på positiv-listen, og hjemlandet har ikke mulighed for at efterprøve eller klage over denne fortolkning.

En anmodning om afsoning fra et land til et andet skal fremsættes på en særlig formular, og hjemlandet skal reagere på anmodningen inden tre uger. Hjemlandet har ikke mulighed for at omsætte sanktionen til gældende ret i hjemlandet. Imidlertid kan hjemlandets myndigheder tilpasse sanktionen, hvis den strider mod grundlæggende retsprincipper, eller hvis sanktionen på grund af sin art ikke er forenelig med hjemlandets lovgivning. I begge tilfælde skal sanktionen dog ligge så tæt på det fremmede lands afgørelse, som muligt.

Efter rammeafgørelsens art. 9 gives der hjemlandet en række muligheder for at afslå en anmodning om afsoning, bl.a. hvis afgørelsen ikke kan fuldbyrdes på grund af forældelse eller den dømtes alder. Det er hjemlandets regler, der finder anvendelse i disse vurderinger. I øvrigt finder hjemlandets regler også anvendelse for afsoningen, herunder f.eks. dette lands regler om prøveløsladelse. 

Det er bemærkelsesværdigt, at forslaget hovedsageligt er fremsat af de nordiske medlemslande, dvs. Finland og Sverige (samt Østrig). Det fremgår af begrundelsen for forslaget, at det vil sikre bedst mulig resocialisering af den dømte. Det er i tråd med nordisk ånd. Det er formentlig også i tråd med nordisk – og humanistisk – ånd at give borgerne størst mulig chance for at afsone i nærhed af familie og i vante kulturelle rammer. Således er nærhedsprincippet en del af dansk straffuldbyrdelse, og det samme er normaliseringsprincippet, hvorefter livet inden for murene i videst mulig omfang skal tilnærmes livet uden for murene i den pågældende kulturkreds.

Forslaget retter fornyet opmærksomhed mod det aspekt ved straffesystemet, som vedrører afsoningsforhold. Det er opbygningen af det fælles EU-retsrum, og navnlig reglerne om udlevering af egne statsborgere til andre EU-lande, som afstedkommer den forøgede interesse for afsoningsforhold.