Advokaten 5 Voldgiftsdommeres habilitet

Print Print
24-05-2005

Af professor dr. jur. Bernhard Gomard og advokat Jesper Lett, formand og næstformand i bestyrelsen for Det Danske Voldgiftsinstitut

- brydningstiden er overstået
Habilitet og inhabilitet er et emne, der med jævne mellemrum tiltrækker sig berettiget opmærksomhed. Voldgiftsdommeres habilitet er ingen undtagelse. Den partsforelåede/partsudpegede voldgiftsdommer er heller ikke gået ram forbi.

I Ugeskrift for Retsvæsen 2005 B, side 51 – 59, har lektor Ole Spiermann og højesteretsdommer Jon Stokholm offentliggjort en artikel om ”Partsudpegede voldgiftsdommere i en brydningstid”. Artiklen handler om kravene til partsudpegede voldgiftsmænds habilitet og til deres upartiskhed. Det gøres gældende, at en tidligere antaget svækkelse af kravene til partsudpegede voldgiftsdommeres habilitet og upartiskhed ved sagens behandling og afgørelse er på tilbagetog, men at denne udvikling (tilbagetoget) endnu ikke er endeligt afsluttet. Spørgsmålet er imidlertid, om tilbagetoget ikke er afsluttet med betingelsesløs overgivelse.

For det første skal det anføres, at en væsentlig del af den kommercielle voldgift foregår som institutionel voldgift, dvs. i overensstemmelse med reglerne for et voldgiftsinstitut.

Det Danske Voldgiftsinstitut har for nylig (i 2004) revideret sine ”Regler for behandling af sager ved Det Danske Voldgiftsinstitut”. Parternes aftale er afgørende for, om en voldgiftssag mellem dem skal behandles efter instituttets regler, efter et andet instituts regler eller som ad hoc voldgift. Ønsker parterne at føre deres sag som en sag ved Det Danske Voldgiftsinstitut, gælder efter reglernes § 1: ”Tvister, som efter parternes aftale skal afgøres i overensstemmelse med Det Danske Voldgiftsinstituts regler, afgøres af en voldgiftsret nedsat af instituttet for den enkelte tvist.” Det fremgår klart af instituttets regler, at aftales voldgift ved instituttet, er instituttets regler gældende for sagen, herunder også for udpegningen af voldgiftsretten og for voldgiftsmændenes pligter (Reglernes §§ 1 og 3).

Klare og præcise regler
Instituttet har ønsket at tydeliggøre sine regler om udpegning af voldgiftsmænd. Indledningsvis skal fremhæves, at det er Det Danske Voldgiftsinstitut, der udpeger alle voldgiftsmændene, jf. § 14, stk. 2. Udpegningen sker efter at parterne har haft lejlighed til at udtale sig og i praksis ofte efter forslag fra parterne. Når parterne skal have lejlighed til at udtale sig og dermed lejlighed til at foreslå voldgiftsmænd skyldes det jo, at det er centralt for voldgiftsbehandling, at parterne har tillid til, at voldgiftsmændene er kompetente til at behandle deres sag, da en voldgiftsafgørelse som den praktiske hovedregel ikke kan appelleres.  Det er således Det Danske Voldgiftsinstitut, der har ansvaret for, at der udpeges kompetente og seriøse voldgiftsmænd, og derfor er det også bestemt i reglerne, at det er Det Danske Voldgiftsinstitut, der afgør spørgsmål om habilitet, herunder om en udpeget voldgiftsmand skal træde tilbage på grund af inhabilitet. Reglerne om voldgiftsmændenes uafhængighed og upartiskhed i forhold til sagens parter og reglerne om udpegning af voldgiftsmænd skal ses i lyset heraf. Det hedder nu i § 14, stk. 1: ”Enhver der virker som voldgiftsmand skal være uafhængig og upartisk i forhold til voldgiftssagens parter.” I § 14, stk. 3, er der efter forbilledet af ICC indsat en bestemmelse om, at en voldgiftsmand, før han udpeges, skal ”underskrive en erklæring om sin uafhængighed og upartiskhed og her oplyse enhver omstændighed, der i én af voldgiftsparternes øjne kunne rejse tvivl om hans upartiskhed eller uafhængighed.” Oplysningspligten for voldgiftsmændene vedvarer også efter udpegning, jf. § 14, stk. 4. Bestemmelsen i § 9 i ICC Rules of Arbitration (1998) har blandt andet tjent som forbillede for den nye affattelse af reglerne i Det Danske Voldgiftsinstitut.

Det har forekommet os ganske klart under arbejdet med revisionen af reglerne, at de mere klare og præcise regler om kravene til uafhængighed og upartiskhed selvsagt indebærer, at enhver voldgiftsmand – være sig formand eller medlem i øvrigt af voldgiftsretten, være sig udpeget efter indstilling fra en part eller af instituttet på egen hånd – har en selvfølgelig forpligtelse til under sit arbejde med sagen og ved voteringen at gøre alt, hvad han formår, for at sagen får et retfærdigt og rigtigt udfald. At virke – åbent eller skjult – for at en part, der har foreslået ham som voldgiftsmand, skulle få et bedre resultat end ret og retfærdighed tilsiger, er helt uacceptabelt. En voldgiftsmand der måtte opføre sig således, må se sin karriere som voldgiftsmand komme til en afslutning. En voldgiftsmand, der opfører sig således, vil i øvrigt i almindelighed gøre mere skade end gavn for den part, der har foreslået ham, fordi han mister tillid hos sine kolleger i voldgiftsretten.

Internationale sager
Når Det Danske Voldgiftsinstitut ændrede sine regler for behandling af sager ved instituttet, herunder reglerne om udpegning af voldgiftsmændene og habilitet, skyldtes det ikke en ændret holdning til disse spørgsmål, men alene et ønske om også over for udlændinge at understrege, at Det Danske Voldgiftsinstituts sager bliver behandlet efter regler, som de er bekendt med fra andre voldgiftsinstitutter, for eksempel ICC, idet det er Det Danske Voldgiftsinstituts ambition, ud over at tiltrække flere danske voldgiftssager, også at tiltrække flere internationale sager, herunder sager hvor ingen af parterne har tilknytning til Danmark. Det sidste er ikke urealistisk, idet parter, der skal have løst deres uenighed ved voldgift, undertiden vil foretrække, at dette sker i et land, som ingen af parterne har tilknytning til.

Der kan opstå særlige problemer i voldgiftssager, ligesom i retssager, hvor en part møder uden advokat. Det kan være en vanskelig opgave at tage stilling til, i hvilket omfang det kan være rigtigt at hjælpe og vejlede en part, der ikke på den normale måde – ved advokatbistand – har adgang til fornuftig rådgivning. Der er imidlertid her ingen forskel på den stilling som voldgiftsrettens medlemmer har. Alle har samme forpligtelse til at yde den bistand, det er forsvarligt at yde en selvmøder, og at være opmærksom på, at det ikke bør stille den anden part ringere, at han står over for en selvmøder.

En anden vanskelig situation, som i højere grad er karakteristisk for voldgift, er sager, hvor en dansk part repræsenteret af en dansk advokat står over for en udenlandsk part, og hvor sagen – dansk er ikke et verdenssprog – behandles på et fremmedsprog (i almindelighed engelsk) og uundgåeligt således, at processen i større elle mindre omfang præges af procesformer som afviger fra de danske. Den situation kan forekomme – og er forekommet – at en dansk advokat, der procederer på engelsk, ikke fuldt ud bliver forstået af voldgiftsmænd, der ikke er danske. Det er her en naturlig opgave for en dansk voldgiftsmand, uanset hvem der har foreslået ham, at gøre sine kolleger opmærksomme på, at den danske advokats ytring må forstås under hensyntagen til en for en dansker naturlig og begribelig, men sprogligt ukorrekt, anvendelse af det engelske sprog. Opstår der tvivl, må sagen reassumeres, og advokaten afæskes en erklæring om, hvad han har ment med sin bemærkning.

Det kan også ske – og er sket – at en dansk advokat på grund af manglende fortrolighed for eksempel med engelsk praksis om gennemførelse af vidneafhøring bringer sig i en uheldig situation. Det er her tilladeligt og rigtigt for en dansker, der virker som voldgiftsmand i sagen, hvad enten han er foreslået af den ene eller den anden side, at gøre opmærksom på, at der her er et særligt problem, og at voldgiftsretten må tage stilling til, om det er rimeligt og rigtigt at penalisere den danske advokat for ukendskab til fremmede procesformer, et ukendskab han formentlig deler med et stort antal advokater uden for det fremmede land. Efter vor opfattelse er disse korrektioner – bistand til selvmøder, bistand til den der virker på et fremmed sprog og i fremmede omgivelser – en indsats der fører til det rette mål for enhver voldgift: at opnå en så rigtig og retfærdig løsning af den tvist sagen angår som menneskeligt muligt.

Positivt med ny voldgiftslov
Som nævnt, er opfattelsen i Det Danske Voldgiftsinstitut i overensstemmelse med opfattelsen i ICC og formentlig i mange andre voldgiftsinstitutter verden over.[1]

Justitsministeriet har fremsat forslag til en ny voldgiftslov. Blandt andet for så vidt angår spørgsmålet om voldgiftsdommeres habilitet er der tale om en væsentlig udbygning, idet den gamle voldgiftslovs § 4 kun udtaler sig herom indirekte: ”Indsigelser mod en voldgiftsmands habilitet kan efter anmodning af en part prøves særskilt af domstolene, så snart voldgiftsmanden er udpeget.”

I det fremsatte lovforslag til en ny voldgiftslov er det med al ønskelig tydelighed fastslået, at en voldgiftsdommer skal være upartisk og uafhængig. Som anført i § 12, stk. 2, kan der gøres indsigelse mod en voldgiftsdommer ”hvis der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed….” Dette er i bemærkningerne til § 12, stk. 2, uddybet derhen: ”Det beror på et skøn, om der foreligger forhold, som giver anledning til berettiget tvivl om voldgiftsdommerens upartiskhed eller uafhængighed. Forhold, som ville gøre en dommer inhabil efter retsplejelovens § 60, stk. 1, eller § 61, vil normalt altid give anledning til berettiget tvivl om en voldgiftsdommers upartiskhed eller uafhængighed.” I den forbindelse er retsplejelovens § 61 vel navnlig interessant, idet det her siges: ”Ingen må handle som dommer i en sag, når der i øvrigt foreligger omstændigheder, som er egnede til at rejse tvivl om dommerens fuldstændige upartiskhed.”

I betragtning af voldgifts store betydning ved løsning af navnlig erhvervslivets tvister er det et betydeligt fremskridt, at Danmark får en voldgiftslov, som fjerner enhver mistanke om, at der ikke stilles samme krav til voldgiftsdommere som til dommere, og det uanset om der er tale om partsudpegede dommere eller ej.

Der er ingen tvivl om, at Det Danske Voldgiftsinstitut ud over sine egne strenge habilitetsregler internationalt vil have megen glæde af en voldgiftslov, der stiller de samme strenge krav til voldgiftsdommere.

Kun ved at følge kravet om at virke for ret og retfærdighed kan voldgift bevare sin position som et velegnet middel til afgørelse af kommercielle tvister, og kun ved at stå fast på dette krav kan den juridiske profession i Danmark og Det Danske Voldgiftsinstitut sikre sig anerkendelse i verden af Danmark som et land, hvis indretning og hvis juridiske profession enhver, uanset nationalitet og hjemsted i verden, trygt kan betro sine retstvister. Der bør ikke herske tvivl om, at dansk retsopfattelse og den danske juridiske profession har overvundet mulige børnesygdomme, som kan have hærget i tidligere tider.

[1] Om opfattelsen af ICC foreligger der en udførlig redegørelse i Craig, Park og Paulsson: International Chamber of Commerce Arbitration, 3rd edition, 1998, kapitel 12 og 13.