Advokaten 5 Retsgarantier og klare kriterier efterlyses

Print Print
24-05-2005

Af cand. jur. Peter Michael Toft og sekretariatsleder Anne Mau, Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK)
Når voldsramte, familiesammenførte kvinder forlader en voldelig ægtefælle, skal deres advokater – med hver sit speciale – holde tungen endog meget lige i munden. Disse sager har både familieretlige, strafferetlige og udlændingeretlige aspekter, der skal overskues og koordineres samtidig.

Europarådets kommissær for menneskerettigheder Mr. Alvaro Gil-Robles besøgte i april 2004 Danmark. Det kom der efterfølgende en meget omtalt og omdiskuteret rapport ud af.

Gil-Robles problematiserede bl.a. i sin rapport Danmarks behandling af voldsramte udenlandske kvinder. I rapportens afsnit VI,65 fremhæver kommissæren, at det vil være ønskeligt, om myndighederne i deres behandling af voldsramte kvinders ansøgning om egen opholdstilladelse tog hensyn til de særlige omstændigheder og magtstrukturer, der er typiske for voldelige forhold. Kommissæren hæfter sig ved, at voldelige partnere udøver deres dominans på forskellige måder, herunder at nægte partneren kontakt til det omkringliggende samfund, muligheder for at deltage i sprogundervisning, hvilket uundgåeligt medfører begrænsninger i mulighederne for en tilknytning til værtslandet.

Efterfølgende anbefaler Mr. Gil-Robles (anbefaling 10), en mere fleksibel holdning ved tildelingen af opholdstilladelse til udenlandske kvinder, der forlader en voldelig partner.

Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration kommenterede i appendix til rapporten dens indhold. Om ovennævnte passager udtalte ministeriet bl.a., at alle beslutninger vedr. mulighederne for at opnå opholdstilladelser, midlertidige eller permanente, tages ud fra et individuelt skøn og på baggrund af alle relevante informationer, herunder dokumentation.

Her kan advokaternes rolle være afgørende. Foruden tæt koordination mellem advokaternes forskellige specialer, advokaternes kendskab til voldens mange former, samt en aktiv opsøgende indsats for at indsamle relevant dokumentation for volden, har disse kvinder ikke en chance for at opnå egen opholdstilladelse i henhold til Udlændingelovens § 19, når de forlader den voldelige mand. De bliver udvist til hjemlandet, hvilket for rigtig mange betyder social udstødelse, fattigdom, prostitution, tab af børn (i mange lande tilhører børnene mandens familie) eller i yderste konsekvens æresdrab. Så det har for nogle familiesammenførte kvinder voldsomme personlige konsekvenser, hvis deres samlede sag (f.eks. skilsmisse, forældremyndighed, opholdstilladelse) ikke gribes rigtigt an og koordineres fra starten.

Dokumentationen påhviler kvinden
LOKK dokumenterer gennem årlige rapporter, at antallet af udenlandske kvinder er støt stigende på de danske krisecentre. I 2003 udgjorde kvinder med udenlandsk baggrund 44 procent eller godt 800. Heraf er en meget stor del familiesammenført til en mand af samme etnicitet eller til en mand af dansk herkomst.

FN erklærede allerede i 1993 på menneskerettighedskongressen i Wien, at vold mod kvinder er et brud på menneskerettighederne, og FN har ved talrige efterfølgende lejligheder defineret, at vold mod kvinder er meget mere end den rå, fysiske vold. FNs definition omfatter også bl.a. psykisk vold, seksuel vold, økonomisk vold, materiel vold, og den danske regering har efterfølgende og senest med implementeringen af handlingsplanen til bekæmpelse af vold mod kvinder fra marts 2002 anerkendt denne definition. Vi mangler dog fortsat at se denne definition direkte nævnt i relevant dansk lovgivning.

Når det kommer til udenlandske, familiesammenførte, voldsramte og truede kvinder, der ønsker både at forlade volden og forblive i Danmark, er der imidlertid ingen retsgarantier (en del ikke-truede rejser faktisk frivilligt til hjemlandet ved skilsmisse).

Når kvinderne ikke længere kan udholde volden mod sig selv og/eller deres børn og vil forlade deres mand, har de jf. Udlændingelovens §19, mulighed for at søge om egen opholdstilladelse, men de har ikke på forhånd nogen som helst garanti for udfaldet af deres ansøgning, jf. ministeriets ovenfor nævnte opfattelse af individuel sagsbehandling.

 Vi har i LOKK gennem de senere år haft en del af disse sager om opholdstilladelse til truede kvinder, og følgende mønster går alle steder igen:

  • Kvinden skal dokumentere volden, men der mangler klare kriterier for, hvor meget og hvilken type vold, myndighederne anerkender. Og der tages ikke hensyn til, at der i sagens natur oftest ikke er vidner til stede ved vold i parforhold, hvorfor det er påstand mod påstand.
  • Kvinden skal dokumentere, at volden er den direkte årsag til samlivsophøret. Der er ikke forståelse for kvindernes traumatisering og manglende mulighed for at kunne agere prompte. Hvem kan egentlig beslutte sig for skilsmisse, samtidig med at man er på skadestuen med en brækket arm eller næse og ikke kender udfaldet af en ansøgning om egen opholdstilladelse
  • Kvinden skal dokumentere, hvad der vil være særligt belastende ved at vende hjem til oprindelseslandet: ringe tilknytning og risiko for overlast. Normalt er det ifølge dansk forvaltningsskik myndighedernes opgave at sikre, at alle relevante oplysninger til sagens belysning er til stede, inden der træffes afgørelse. Men her siger Udlændingestyrelsen, at det er kvindens ansvar alene, at dokumentere disse forhold i hjemlandet.
  • Kvinden skal dokumentere tilknytning til Danmark. Mange af disse kvinder er dybt traumatiserede af mandens vold og har oven i købet været holdt bevidst isolerede fra samfundet som en del af volden, eller indtil sporene efter volden var forsvundet. Mulighederne for tilknytning er derfor ofte minimale.

Det skal desuden bemærkes, at ovenstående fire pinde ikke er enten/eller. Alle fire betingelser skal være opfyldt, hvis kvinden skal gøre sig håb om egen opholdstilladelse inden de syv år. LOKKs erfaring fra en række sager viser desuden, at hvis kvinderne har været i Danmark under tre år, synes kravene til dokumentation at være skærpet væsentligt. Tidligere under tre års reglen havde voldsramte kvinder en chance efter måske halvandet år, men da de tre år blev ændret til syv år, rykkede ”praksis-grænsen” for de voldsramte kvinder lige så roligt med op.

Selv hvis kvinden anmelder manden for vold, og han rent faktisk bliver dømt, er dette ikke nok til en opholdstilladelse, jf. ovenstående både-og princip. Mange udenlandske kvinder ved heller ikke, at de kan anmelde manden for vold. Eller de tør ikke af frygt for konsekvenserne i form af udvisning eller yderligere vold fra mandens side.

En lang række af kvinderne bliver af manden bevidst holdt isolerede fra det omgivende samfund. Kvindernes nødvendige kontakt til myndigheder og sundhedsvæsen går ofte gennem manden, der ofte også anvendes som tolk. Derfor er kvindernes muligheder for at fremkomme med egen forklaring eller skaffe dokumentation for mandens vold yderst begrænsede – uanset voldens omfang og karakter.

Det er også vores erfaring, at danske myndigheder bredt ikke har viden nok om denne problematik, er tilstrækkelig opmærksomme på disse forhold og får beskrevet faglige observationer præcist nok, så kvinden eller hendes advokat efterfølgende kan fremskaffe mulig dokumentation af volden. Ligeledes er det stort set umuligt for kvinden at dokumentere, at samlivsophøret skyldes volden. LOKK har konkrete eksempler på, at Udlændingestyrelsen har anerkendt dokumentation for vold i form at skadestuerapport, men efterfølgende underkendt årsagssammenhæng i relation til samlivsophøret, fordi samme skadestuerapport var et par måneder gammel. Kvindens oplysning om, at volden var kontinuerlig og massiv, blev af styrelsen modargumenteret med, at når hun ikke tidligere havde forladt manden, måtte det tages som udtryk for, at det ikke var pga. volden, hun nu forlod ham.

Store krav til advokaterne
Sagerne kører ofte i ring, og her kommer advokaterne med deres opsplitning i forskellige specialer virkelig på prøve, fordi koordination og tidsmæssig rækkefølge kan være altafgørende for kvindernes muligheder og sagernes afgørelse

Et par eksempler: en helt ung kvinde fra Tyrkiet bliver af sin tyrkiske mand efterladt uden penge eller pas i Tyrkiet under et ferieophold, hvorefter manden tager tilbage til Danmark med deres lille søn på godt et år. Kvinden får sig kæmpet tilbage til Danmark, idet hun i Tyrkiet bliver truet på livet som en dårlig hustru. I Danmark fortsætter volden, og den eskalerer, således at kvinden i dybt traumatiseret tilstand må flygte til et krisecenter. Hun beslutter sig for at blive skilt fra manden og søge om opholdstilladelse for sig selv og sønnen. Manden påstår over for de danske myndigheder, at hun er en dårlig mor, der ikke kan tage sig af sønnen. Da LOKK kommer ind i sagen, har hun alene overvåget samvær et par timer om ugen. Kvindens traumer bliver nu brugt til dokumentation for, at hun er en dårlig mor uden forældreevne. Kvindens dilemma er nu følgende: hvis en psykolograpport klart dokumenterer traumerne efter mandens vold, vil samme psykolograpport blive fremlagt i skilsmissesagen om forældremyndighed og samvær. Omvendt har hun brug for dokumentation af volden, for at kunne søge om opholdstilladelse, men samtidig vil tab af forældremyndighed medføre, at Udlændingestyrelsen kan skønne, at tilknytningskravet ikke er opfyldt. Udfaldet på sagen blev – efter flere måneders argumenteren fremskaffelse af yderligere dokumentation for volden og iværksættelse af sociale handleplaner – at moderen fik tillagt forældremyndigheden over fællesbarnet og tilkendt opholdstilladelse i Danmark med henvisning til faderens samvær med sønnen.

LOKK har kendskab til en anden sag, hvor en kvinde og hendes barn nægtes opholdstilladelse, begrundet i at faderen ikke ønsker forældremyndighed, og derfor skønner myndighederne, at kvinden og barnet ikke har nogen tilknytning. Barnets tarv ved udsendelse til oprindelseslandet, behovet for to forældre eller faderens pligt til at løfte sit forældreansvar indgår ikke i styrelsens afgørelse. Så en hurtigt vundet sag om skilsmisse og forældremyndigheden medfører øjeblikkelig udvisning, hvis der ikke sideløbende er startet sag om opholdstilladelse. Kvinden er truet på livet og mister sandsynligvis (retten til) sit barn i hjemlandet, hvor det tilhører mandens familie.

Et andet eksempel: en ung kvinde fra Sri Lanka må søge ly på krisecenter for anden gang pga. mandens meget grove vold. Under dette ophold kommer det frem, at myndighederne ikke anerkender hendes opholdstilladelse, selvom kvinden tidligere er vendt tilbage til manden, da hendes daværende ansøgning om egen opholdstilladelse blev afslået pga. mangel på dokumentation. Parterne er stadig gift, men Udlændingestyrelsen og ministeriet betragter den oprindelige opholdstilladelse som bortfaldet efter første krisecenterophold. Dermed er kvinden illegalt i Danmark, selvom hendes advokat ikke har sikret sig, at kvinden rent faktisk har forstået afslaget og konsekvenserne heraf. Kvinden var i god tro om, at når separation var bortfaldet ved tilbageflytningen, trådte hendes tidligere opholdstilladelse i kraft igen. Den manglende koordination mellem skilsmissesagen og ansøgning om opholdstilladelse har i dette tilfælde haft fatale konsekvenser for kvinden.

Som de ovenstående eksempler viser, stilles der meget store krav til de advokater, der kommer i forbindelse med disse kvinder f.eks. ved en skilsmisse. Advokaten skal fra begyndelsen kunne gennemskue sagens kompleksitet og tilrettelægge forløbet på en sådan måde, at en hurtig skilsmisse ikke efterfølgende blokerer for kvindens muligheder for opholdstilladelse, forældremyndighed m.v. Ofte skal advokaterne ved egen drift fremskaffe den fornødne dokumentation og argumentation for vold, forholdene i hjemlandet og tilknytning fra myndigheder, naboer, venner og bekendte i Danmark såvel som i hjemlandet. Kvinderne har den oftest ikke selv. De har ikke kunnet skaffe den, det har været for farligt for dem, hvis manden fandt f.eks. skadestuerapporter, eller de har ikke kendt til betydningen af at have den. Der er tale om traumatiserede kvinder uden eller med ringe kendskab til danske forhold, myndighedernes opgaver og kvinders rettigheder. Her er det vigtigt, at advokaterne har den fornødne viden om voldens former og dens konsekvenser, så de ved, hvor de kan søge den fornødne dokumentation (læge, politi, psykolog, hospitaler, venner, bekendte, sprogskoler osv.)

Udlændingestyrelsen har ikke som andre styrelser tradition for løbende at offentliggøre deres principielle afgørelser. Det ville ellers være særdeles hjælpsomt for alle, der skal hjælpe disse kvinder. Også på dette område må vi formode, at kendte retsprincipper som lighed for loven og offentlighed i forvaltningen gælder. Ikke mindst, når ministeriet i sine kommentarer til Mr. Gil-Robles' rapport anfører, at beslutninger ”i disse situationer tages ud fra et individuelt skøn, hvor alle relevante informationer, inkl. dokumentation indgår” (forfatternes oversættelse).

Det er vores påstand, at alt for mange sager om egen opholdstilladelse aldrig bliver rejst pga. blandt andet dokumentationskravene, ukendskab til voldens former og psykologi, usikkerhed om udfaldet og angst for konsekvenser af udvisning.

Fakta
LOKK udgav i november 2003 rapporten ”Når drømme og håb forvandles til mareridt” – om danske mænds vold mod deres udenlandske ægtefæller. Den findes i PDF-format på www.lokk.dk. Rapporten omtaler en del af de faldgruber, de udenlandske kvinder befinder sig i, i forhold til den danske udlændingelovgivning.

Anbefalinger
Både politikere, myndigheder og advokater kan være med til at gøre forløbet af sager om udenlandske voldsramte kvinder bedre og mere sikkert for kvinderne. LOKK anbefaler følgende:

  • Advokater skal koordinere på tværs af specialer, således at én afgørelse ikke ubevidst spænder ben for de efterfølgende
  • Myndighedspersoner skal gennem uddannelse blive bedre til at forstå og gennemskue disse komplicerede sagsforløb og tilrettelægge deres arbejde derefter – det gælder f.eks. advokater, læger på skadestuer eller i privat praksis, sundhedsplejersker, integrationsmedarbejdere, socialrådgivere, politi og andre i lokalsamfundene, der mere eller mindre sporadisk kommer i kontakt med kvinderne. Mulighed for at fremskaffe relevant dokumentation kan have altafgørende betydning.
  • Reelle retsgarantier i forhold til Udlændingelovens § 19. stk. 6. Den nuværende retstilstand, hvor kvinderne ikke aner om de er købt eller solgt i forhold til opholdstilladelse/udvisning, når de skal træffe beslutning om at forlade den voldelige mand, er ganske enkelt uacceptabel.
  • Klarere kriterier for dokumentationskravene til voldens omfang, karakter og årsagssammenhængen mellem vold og samlivsophør.
  • Klarere kriterier i loven for ”særligt belastende forhold i hjemlandet” og opfyldelse af tilknytningskravet til Danmark.
  • Myndighederne skal løfte dokumentationskravet i forhold til særligt belastende forhold i hjemlandet, f.eks. gennem ambassaderne.
  • Tvivlen skal også i disse sager komme ”anklagede” til gode og myndighederne skal aktivt forholde sig til kvindens reelle muligheder for at kunne løfte dokumentationskravene
  • Større samfundsforståelse for disse kvinders situation, der i de allerfleste tilfælde er helt uforskyldt.