Advokaten 5 Om dommeres bijob

Print Print
24-05-2005

Leder
Af Sys Rovsing Koch, formand for Advokatrådet

Debatten om dommeres – især højesteretsdommeres – adgang til at have bijob ved siden af dommergerningen har snart kørt i mange år.
Regeringen har nedsat et udvalg, som skal se på sagen, men selvom dette udvalg snart vil barsle med en betænkning, fortsætter debatten. Den starter forfra igen og igen, hver gang de årlige tal for dommeres bibeskæftigelse offentliggøres.
Debatten  er præget både af saglige indlæg med et principielt udgangspunkt – og desværre også af indlæg, som tager deres udgangspunkt i den nok som bekendte jantelov.
Jeg spørger sommetider mig selv, om ikke debatten har et helt forkert udgangspunkt.
Skulle vi ikke i stedet starte med at spørge os selv, hvilke krav vi med rette kan stille til domstolene i en moderne demokratisk retsstat?

Domstolenes rolle er ikke blevet lettere med årene. Politikerne betjener sig i stigende omfang af rammelovgivning, som skal udfyldes af dommerskabt ret, og domstolene får i stigende omfang forelagt sager til afgørelse, hvor der skal tages stilling til administrative afgørelser af meget vidtrækkende betydning og til ny lovgivnings forenelighed med grundloven. Dette stiller meget store krav til den enkelte dommers erfaring, faglige kvalifikationer og til integriteten. Disse krav må selvsagt stilles til alle dommere, men det er vel indlysende, at der må stilles helt særlige krav til dommerne i Højesteret – så der vil jeg tage mit udgangspunkt.

Jobbet som dommer i Højesteret er bestemt ingen sinecurepost. Der stilles endog meget store krav til dommernes forberedelse af den enkelte sag. Hver sten bliver vendt. Og når domme skal skrives, bliver hvert ord vendt. Sådan skal det også være! Der skal være tid til grundighed og eftertanke, for ofte har de domme, der afsiges, en betydning, som rækker langt ud over den enkelte sag.

Vi ønsker derfor som advokater – som repræsentanter for de borgere og virksomheder, der søger deres ret – at Højesteret skal være besat med de bedste juridiske hjerner. Vi ønsker, at det er en selvfølge, at der rekrutteres bredt til Højesteret, så  mange erfaringer fra domstolene selv, fra centraladminstrationen, fra advokatprofessionen og universiteterne er repræsenteret i dommerkollegiet. Vi ønsker, at det for enhver relevant kandidat må fremstå som attraktivt at blive dommer i rigets højeste retsinstans.

Er det så sådan nu? Både ja og nej.
Der er ingen som helst tvivl om, at dommergerningen i Højesteret er både spændende og udfordrende. Skulle man være i tvivl, kan man blot læse interviewet med Jon Stokholm i sidste nummer af Advokaten.

Men det er ingen guldgrube. Lønnen for en højesteretsdommer er alt inkl. 890.000 kr. om året. En høj løn vil mange mene. Måske. Det kommer an på, hvad man sammenligner med.

Lønnen til en højesteretsdommer kan ikke – og skal vel  næppe heller – matche de højeste direktørlønninger i det private erhvervsliv eller indtægten hos de bedst indtjenende advokater. Men det er da tankevækkende, at en afdelingschef i et ministerium, for slet ikke at tale om en departementschef, må gå ned i løn, hvis den pågældende skal i Højesteret.

Det problem har hidtil til dels kunnet klares ved at man har tilladt dommere at have privat betalt beskæftigelse ved siden af deres hovedstilling, som sikrer, at dommere i alle retsinstanser har mulighed for – men ingen garanti for – at kunne nå op på et indtægtsniveau, som lader sig sammenligne med centraladministrationens højeste embedsmænd.

Indtægt er nok langtfra den eneste faktor, der spiller en rolle for, om man ønsker at blive højesteretsdommer. Det vil på den anden side set være naivt ikke at tage denne faktor med i betragtning, når det skal overvejes i hvilket omfang, man vil tillade eller forbyde bijobberi.

Uanset ingen vel har kunnet påvise, at dommere, herunder højesteretsdommere, ikke passer deres hovedstilling, og uanset de kan påtage sig bijob, uden at deres personlige integritet kommer i farezonen, er der nok ingen tvivl om, at den politiske realitet er, at dommeres adgang til at have bijob vil blive begrænset. Hvis blot det sker på objektivt grundlag og på en sådan måde, at de åbenbare fordele, der er forbundet med at udnytte dommernes kvaliteter også uden for domstolene ikke forspildes.

Hvilke bijob, det i fremtiden skal være tilladt for dommere – og især højesteretsdommmere – at påtage sig, bør afgøres på grundlag af en fordomsfri dialog mellem Folketinget,  regeringen, domstolene og organisationerne. Behovet for at kunne tjene penge i et bijob bør ikke være det afgørende omdrejningspunkt for sådanne drøftelser. Det afgørende bør derimod være på hvilke områder uden for domstolene, samfundet har brug for at trække på dommernes erfaringer og  uomtvistelige kvalifikationer. Det bør også tages i betragtning, at det næppe kan være i samfundets interesse at isolere dommerne i et elfenbenstårn fjernt fra det øvrige samfund. Det er en kvalitet ved vores dommere, at de også har – og vedligeholder – erfaringer fra andre livsområder.

Netop fordi det ikke skal være pengespørgsmålet, som trænger sig frem i første række, når dommeres adgang til at have bijob skal fastlægges, er den uundgåelige konsekvens af at begrænse adgangen til bijob for dommerne efter min opfattelse, at der samtidig med en eventuel begrænsning foretages en passende regulering af dommerlønningerne.

Det er ganske enkelt ikke acceptabelt, at arbejdet som dommer i Højesteret vurderes lavere end arbejdet i topstillingerne i centraladministrationen.