Advokaten 5 Østeuropæisk arbejdskraft og Danmark

Print Print
24-05-2005

Af Morten Broberg, lektor
En nylig dom fra Arbejdsretten har givet anledning til en del debat om brugen af østeuropæisk arbejdskraft i Danmark. Men hvilke regler opstiller EU-retten for brug af sådan arbejdskraft?

Den 22. marts kunne en række aviser berette, at Arbejdsretten den 8. marts 2005 havde idømt det polske firma Biomax en bod på 350.000 kroner for underbetaling af fire polske bygningsarbejdere. Af boden på 350.000 kroner var godt 344.000 kroner efterbetaling af løn. Ifølge Ritzaus telegram, var der ”tale om den første dom herhjemme om underbetalte østeuropæere.” Og formanden for bygningsgruppen i fagforbundet Træ-Industri-Byg i Danmark blev af Ritzau citeret for at erklære, at ”dommen sender et klart signal om, at social dumping ikke tolereres i Danmark.”

De fleste aviser gengav blot Ritzaus telegram, som er meget kortfattet, og derfor noget misvisende. Politikens artikel om sagen fra samme dag var dog mere omfattende. Deraf fremgår, at Biomax havde sendt nogle af dets polske håndværkere til Århus for dér at udføre noget bygningsarbejde for en selvejende institution. I EU-retlig henseende er der således tale om, at Biomax leverer en tjenesteydelse til køberen af håndværkerydelsen. Biomax havde ikke indgået dansk overenskomst med de polske arbejdere, som udførte arbejdet på den selvejende institution. Institutionen får imidlertid sine penge fra Århus Amt, og da fagforbundet Træ-Industri-Byg iværksatte blokade og sympatikonflikt, som følge af brugen af de polske håndværkere ”ville amtet ikke lægge navn til. Derfor måtte Biomax gå med til at skrive en overenskomst,” som formanden for bygningsgruppen i Træ-Industri-Byg forklarede Politikens journalist.

Ved at indgå overenskomst med et dansk fagforbund, forpligter Biomax sig til at give de polske arbejdere løn i overensstemmelse med overenskomsten, ligesom Biomax bliver underkastet det danske arbejdsretlige system. Fagforbundet Træ-Industri-Byg mener imidlertid, at de polske arbejdere arbejder i flere timer, end de får penge for, hvilket fører fagforbundet til at stævne Biomax ved Arbejdsretten for at få efterbetaling for de ”ekstra timer”. Stævningen sendes via den danske ambassade i Polen. Biomax hævder, at stævningen aldrig blev forkyndt for virksomheden. Godt nok sendte ambassaden stævningen videre til den polske ret, hvor Biomax har hjemsted, men ifølge Biomax returnerede den polske ret stævningen, da den ikke var oversat til polsk. Biomax møder derfor ikke op ved den danske Arbejdsret, som afsiger en udeblivelsesdom til fordel for fagforbundet og de polske arbejdere.

Selv om særligt Ritzaus telegram førte til, at sagen i aviserne fremstod som en stor sejr over østeuropæisk løndumping, synes sandheden snarere at være, at der blot var tale om en forholdsvis banal sag. Spørgsmålet for Arbejdsretten var jo i al sin gribende enkelhed, om en virksomhed har overholdt den indgåede overenskomst. Det er vel i første række et bevisspørgsmål, som Arbejdsretten ikke fik anledning til at tage stilling til al den stund, at der blev afsagt en udeblivelsesdom. I juridisk henseende er det mest spændende ved dommen derfor i virkeligheden, om stævningen er blevet forkyndt korrekt. Men dette spørgsmål har ikke nogen umiddelbar sammenhæng med spørgsmålet om den EU-retlige regulering af brugen af østeuropæisk arbejdskraft.

Altimedens dommen i sig selv ikke giver anledning til mange bemærkninger, synes der at være god grund til kort at opridse de regler, som gælder for brug af østeuropæiske virksomheders arbejdskraft i Danmark.

Ingen mindsteløn i Danmark
I forbindelse med EUs udvidelse med ti nye lande sidste år, blev der åbnet mulighed for, at de gamle EU-lande kunne lægge begrænsninger på brugen af arbejdskraft fra otte af disse lande; nemlig de otte nye central- og østeuropæiske medlemsstater. Danmark har valgt at gøre brug af denne mulighed. Begrænsningen gælder imidlertid alene den fri bevægelighed af arbejdskraft – ikke den fri bevægelighed for tjenesteydelser. Dette er vigtigt, idet EF-domstolen flere gange har slået fast, at en tjenesteyder har lov til at medbringe sine medarbejdere til en anden medlemsstat med henblik på at udføre den pågældende tjenesteydelse. Et eksempel er sag C-113/89, Société Rush Portuguesa, dom af 27. marts 1990, hvor en portugisisk byggevirksomhed havde medbragt nogle af sine portugisiske medarbejdere med henblik på at forestå visse entreprisearbejder i Frankrig. Domstolen fastslog her, at EF-traktatens regler om den fri bevægelighed for tjenesteydelser indebærer, at en sådan virksomhed, der skulle udføre entrepriseopgaver i en anden medlemsstat, havde ret til at medbringe sine medarbejdere til udførelse af disse opgaver. Domstolen bemærkede i den forbindelse, at det ville være muligt at kræve, at virksomheden opfyldte de kollektive overenskomster, der måtte gælde på området i den stat, hvor entreprisen blev udført, forudsat disse overenskomster gjaldt alle.

I 1996 – dvs. efter EF-domstolens afsigelse af dommen – vedtog Europa-Parlamentet og Rådet det såkaldte udstationeringsdirektiv (direktiv 96/71, EF-tidende 1997 L18/1). I forbindelse med udstationering af arbejdstagere til udførelse af bygge- og anlægsopgaver har det særlig betydning, at direktivet i artikel 3, stk. 1, pålægger medlemsstaterne bl.a. at sikre overholdelse af kollektive aftaler om mindsteløn, i de tilfælde hvor disse aftaler finder generel anvendelse. I Danmark finder kollektive aftaler imidlertid ikke generel anvendelse, og man har fra dansk side valgt ikke at benytte muligheden for at tillægge visse overenskomster almen gyldighed. Der gælder derfor ingen mindsteløn på området i Danmark.

Det er således ikke muligt fra dansk side at kræve, at østeuropæiske arbejdere, der er udsendt som led i udførelsen af en tjenesteydelse, får den overenskomstfastsatte løn. Dette indebærer naturligvis, at driftige forretningsfolk vil kunne finde det interessant at oprette virksomhed i en østeuropæisk medlemsstat for at sende ansatte til f.eks. Danmark under påberåbelse af EUs regler om den fri udveksling af tjenesteydelser. Selv om dette lugter af omgåelse, er det næppe muligt at forhindre en sådan konstruktion. EF-domstolen har ganske vist i visse tilfælde fastslået, at reglerne om fri bevægelighed ikke kan bruges til omgåelse af en medlemsstats regler. Men denne omgåelse synes at være fokuseret på den situation, hvor eksempelvis en dansk virksomhed formelt flytter til en anden medlemsstat for at komme under denne medlemsstats regler. Hvorpå virksomheden fortsætter med at udøve sin virksomhed i Danmark – blot uden at skulle respektere de danske regler. I tilfældet med Biomax var der tale om udstationering af polske arbejdstagere, og som netop nævnt har Danmark jo i udstationeringsdirektivet mulighed for at hindre løndumping ved at tillægge de relevante overenskomster almen gyldighed. Danmark har med andre ord selv mulighed for at lukke denne form for ”omgåelse”. Det er svært at kræve, at EF-domstolen skal foretage en stram fortolkning af reglerne om fri bevægelighed for tjenesteydelser for at beskytte det danske arbejdsmarked, når Danmark selv kunne tage et sådant skridt, men har valgt ikke at gøre det.

Den danske model
Hvis de danske myndigheder anlægger en for vid fortolkning af, hvornår der foreligger ulovlig omgåelse af EU-reglerne, og på den baggrund forhindrer østeuropæiske virksomheder i at udføre tjenesteydelser i Danmark, vil der være tale om et traktatbrud, som kan indbringes for EF-domstolen. Det vil i så fald ikke være første gang, at den danske stat bliver dømt for at hindre den traktatfæstede fri bevægelighed under påberåbelse af en for vid fortolkning af, hvornår der foreligger ulovlig omgåelse.

Når Danmark har valgt ikke at benytte muligheden for at tillægge visse overenskomster almen gyldighed, skyldes det muligvis, at et sådant skridt vil underminere selve kernen i den danske arbejdsmarkedsmodel, der ikke bygger på statslig styring, men derimod på aftaler mellem arbejdstagere og arbejdsgivere. Tager man i betragtning, at problemet med udstationeret østeuropæisk arbejdskraft trods alt er af ganske begrænset omfang, ville en sådan underminering fremstå som en uforholdsmæssig høj pris at betale.

Et ganske andet spørgsmål er, i hvilket omfang den danske fagbevægelse kan lægge hindringer i vejen for de østeuropæiske firmaer, der ønsker at udstationere arbejdskraft i Danmark. Svaret er formentlig, at fagbevægelsen kan bruge alle lovlige kollektive kampskridt, så længe man ikke herved forhindrer tjenesteydelsernes fri bevægelighed. Dette indebærer eksempelvis, at fagbevægelsen kan møde frem med de røde faner ved det arbejdssted, hvor det østeuropæiske firma leverer sin tjenesteydelse, men at fagbevægelsen ikke må foranledige en fysisk hindring af adgangen (hvilket i øvrigt principielt heller ikke er lovligt efter de danske arbejdsretlige regler). Sker det, vil den danske stat være forpligtet til at skride ind for at sikre, at tjenesteydelsen kan leveres.