Advokaten 5 Militær straf, fri proces og inddrivelse

Print Print
24-05-2005

Af Lars Lindencrone Petersen, landsdommer
En revision af den militære straffelov og retspleje, mere præcise regler for fri proces og en forenkling af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige er blandt de emner, der er til debat i Folketinget i øjeblikket.

Forsvarsministeren har fremsat forslag til ny militær straffelov (L 54), ny militær retsplejelov (L 55) og ny militær disciplinarlov (L 56). De tre forslag bygger på den betænkning (nr. 1435), som udvalget til revision af den militære straffe- og retsplejelovgivning med landsdommer Nils Black som formand afgav i sommeren 2004. Udvalget vurderede, at der fortsat er behov for en særlig militær straffe- og retsplejelov for pligtforsømmelser begået i fredstid af såvel militært ansatte som værnepligtigt personel. Samtidig gik man dog ind for en ikke ubetydelig afkriminalisering i forhold til gældende bestemmelser, idet strafansvaret foreslås begrænset til de mere grove forhold og forhold, der skyldes grov uagtsomhed.

Lovforslagene, som i alt væsentligt bygger på udvalgets lovudkast, indebærer en gennemgribende revision af den gældende regulering, som stammer fra 1973.

Forslaget til militær straffelov indeholder dels bestemmelser, som supplerer eller fraviger reglerne i straffelovens almindelige del, dels bestemmelser om strafansvar for pligtforsømmelser under tjeneste i forsvaret i fredstid og under væbnet konflikt samt forbrydelser mod det militære forsvar.

Forslaget til militær retsplejelov indeholder bestemmelser for militære straffesager, som supplerer eller fraviger reglerne i retsplejeloven om behandlingen af straffesager.

Forslaget til militær disciplinarlov afløser de nuværende regler i den militære retsplejelovs kapitel 15 om disciplinarmidler og indeholder bestemmelser om formål og anvendelsesområde, hvornår der kan pålægges disciplinaransvar, hvilke disciplinarmidler der kan anvendes, samt regler for behandlingen af disciplinarsager. I øvrigt vil forvaltningslovens regler være gældende for behandlingen af disciplinarsager.

Retshjælpssystemet
Justitsministeren har fremsat L 132 om sagsomkostninger, retshjælp og fri proces i civile sager.

De materielle regler om sagsomkostninger foreslås i det væsentlige videreført uændret. Det gælder således princippet om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part, samt om, at retten helt eller delvis kan fritage den tabende part for at betale sagsomkostninger, hvis særlige grunde taler for det.

Der lægges op til en væsentlig forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved tilkendelse af sagsomkostninger til dækning af udgifter til advokatbistand. Formålet hermed er at opnå en bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgifter til advokatbistand.

Endvidere er det hensigten, at der fremover skal være større gennemsigtighed med hensyn til afgørelser om sagsomkostninger. Det forudsættes således, at parterne i højere grad udtaler sig, før der træffes afgørelse om sagsomkostninger, og at afgørelsen begrundes mere udførligt, end det normalt er tilfældet i dag. Endvidere foreslås det, at enhver som udgangspunkt skal have ret til aktindsigt i beslutninger om sagsomkostninger i civile sager på samme måde som i domme og kendelser efter de nye regler om aktindsigt, der blev gennemført sidste år.

Endelig foreslås det, at tilkendte sagsomkostningsbeløb fremover skal forrentes med sædvanlig procesrente (morarente), hvis sagsomkostningerne ikke betales inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen (normalt 14 dage efter dommens afsigelse).

Omkring hele retshjælpssystemet foreslås et enklere og mere enstrenget regelsæt, hvor der opereres med tre trin for retshjælp:

  • Helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 1).
  • Rådgivning ud over helt grundlæggende mundtlig rådgivning (trin 2).
  • Rådgivning i forbindelse med forligsforhandlinger (trin 3).

Det foreslås at videreføre det gældende princip, hvorefter retshjælp som udgangspunkt er mulig i alle sager, men hvor der er en såkaldt negativliste med sager, som er undtaget. Der foreslås ingen ændringer i, hvilke typer af sager der skal være undtaget fra retshjælp, men det foreslås, at negativlisten alene skal gælde for videregående retshjælp, dvs. retshjælp på trin 2 og 3.

Endvidere foreslås det, at betingelserne for tilskud til private retshjælpsinstitutioner skal fastsættes ved bekendtgørelse, og at vederlaget til advokater for advokatretshjælp skal reguleres årligt.

Omkring fri proces foreslås en ny samlet regulering.

De gældende økonomiske betingelser for fri proces foreslås videreført uændret. Samtidig foreslås en mere nuanceret lovregulering af de materielle betingelser for fri proces, der i dag udgøres af reglen om ”rimelig grund til at føre proces”.
Der skal således som udgangspunkt meddeles fri proces i sager i følgende sager:

  • sager i første instans om ægteskab og forældremyndighed,
  • når en person helt eller delvis har fået medhold i et huslejenævn eller beboerklagenævn, i et centralt statsligt klagenævn eller i et privat klage- eller ankenævn, der er godkendt af ministeren for familie- og forbrugeranliggender, men modparten ikke frivilligt opfylder nævnets afgørelse, eller modparten anlægger retssag med påstand om ændring af nævnets afgørelse,
  • når en person helt eller delvis har fået medhold i den foregående instans, og sagen er appelleret af modparten.

For andre sager lovfæstes de vigtigste hensyn, som indgår i vurderingen af, om ansøgeren har rimelig grund til at føre proces. I sager om opsigelse eller ophævelse af boliglejemål, om opsigelse eller ophævelse af ansættelsesforhold eller om personskade angives det udtrykkeligt i loven, at henholdsvis lejeren, arbejdstageren og skadelidte skal anses for at have rimelig grund til at føre proces, medmindre andre hensyn klart taler herimod. Det foreslås endvidere at videreføre den gældende regel om, at der, når særlige grunde taler for det, kan meddeles fri proces, selv om de almindelige betingelser for at få fri proces ikke er opfyldt.

Med hensyn til forholdet mellem fri proces og retshjælpsforsikring foreslås det at videreføre den gældende regel om, at fri proces er subsidiær i forhold til retshjælpsforsikringsdækning. I forlængelse heraf foreslås det at adskille fri proces og retshjælpsforsikring yderligere, således at der ikke skal gives fri proces, hvis ansøgeren har en retshjælpsforsikring, der dækker den konkrete sag. Det offentlige vil således ikke længere skulle behandle ansøgninger om fri proces i tilfælde, hvor det offentlige alligevel ikke skal betale udgifterne, eftersom ansøgeren har en retshjælpsforsikring, der dækker udgifter ved sagen.

Samtidig foreslås det dog, at en person, der har retshjælpsforsikringsdækning og derfor ikke kan få fri proces, skal have mulighed for af det offentlige at få dækket rimelige udgifter ud over forsikringens maksimum, hvis de øvrige betingelser for fri proces er opfyldt, og sagens karakter eller omstændighederne i øvrigt kan begrunde, at sagsomkostningerne ikke har kunnet holdes inden for forsikringens maksimum.

Kompetencen til at give fri proces foreslås henlagt til domstolene i de tilfælde, hvor der ikke skal foretages en nærmere vurdering af udsigten til, at ansøgeren vil få medhold, og at kompetencen til at bevilge fri proces i andre tilfælde henlægges til Civilstyrelsen. Det foreslås endvidere, at Civilstyrelsens afslag på fri proces skal kunne indbringes for en nyoprettet afdeling i Procesbevillingsnævnet, der skal behandle klager over afslag på fri proces.

Det foreslås, at de nye regler om sagsomkostninger skal træde i kraft den 1. juli 2005, og at de nye regler om retshjælp og fri proces – herunder de nye regler om behandlingen af ansøgninger om fri proces med mulighed for at påklage Civilstyrelsens afslag på fri proces til Procesbevillingsnævnet – skal træde i kraft den 1. januar 2007, samtidig med kommunalreformen. Dette skyldes bl.a., at statsamterne ikke længere skal behandle sager om fri proces.

Navn og bolig
I 2004 kom Navnelovsudvalget med sin betænkning om en liberalisering og modernisering af reglerne om personnavne. Familie- og forbrugerministeren har nu fremsat forslag L 27 til ny navnelov, som i det væsentlige svarer til udkastet i betænkningen 1446/2004. Formålet med moderniseringen er bl.a. at der tilvejebringes en bedre overensstemmelse med de øvrige nordiske landes lovgivninger, ligesom sagsgangen hos myndighederne søges forenklet for borgeren.

Efter forslaget skal et efternavn, der bæres af flere end 1.000 personer, frit kunne tages af enhver. Papirløst samlevende sidestilles med gifte par i relation til at erhverve hinandens efternavne. Begrebet giftenavn afskaffes, og der indføres adgang til at tage sin ægtefælles efternavn som eget efternavn, ligesom der indføres adgang til at erhverve et patronymnavn (f.eks. Anderssøn og Henriettesdatter) som efternavn. Det vil endvidere blive muligt at tage andre navnekulturers patronymnavn samt at benytte andre navneskikke, der f.eks. tillader kønsbøjning af et efternavn.

Regeringens publikation ”Bedre og billigere bolighandel” fra januar 2005 er nu fulgt op af et lovforslag L 156 fra økonomi- og erhvervsministeren. Forslaget har til formål at forbedre konkurrencen, forenkle reglerne og lette de administrative byrder samt at skabe større ensartethed mellem danske og internationale regler.

Med lovforslaget åbnes der mulighed for, at en bredere kreds, end det er tilfældet i dag, kan være ejer eller medejer af en ejendomsformidlingsvirksomhed. Hvert forretningssted skal fortsat ledes af en ejendomsmægler eller advokat med garanti- og ansvarsforsikring.

Med lovforslaget foreslås antallet af lovpligtige, obligatoriske ydelser, som en ejendomsformidler skal levere i en ejendomshandel, begrænset. Der skal kun være lovkrav om kerneydelserne i en ejendomshandel. Øvrige ydelser, herunder finansieringsforslag, skal være frivillige for forbrugerne.

Prisen på de enkelte ydelser og oplysning om provisioner skal fremgå på en klar og tydelig måde og på et tidligere tidspunkt end i dag.

Det foreslås, at reglerne træder i kraft den 1. juli 2006.

Kapitalfremskaffelse for små og mellemstore virksomheder
Økonomi- og erhvervsministeren har også fremsat L 155 (Etablering af alternative markedspladser, ændrede regler om overtagelsestilbud som følge af gennemførelse af direktivet om overtagelsestilbud mv.), som navnlig har til formål at lette muligheden for, at især små og mellemstore virksomheder, som ikke er parate til notering på en fondsbørs, kan rejse kapital via kapitalmarkedet, og at gennemføre direktivet om overtagelsestilbud (2004/25/EF). Direktivet skaber fælles rammer for overtagelsestilbud for selskaber, som er optaget til notering på en fondsbørs eller handel på et reguleret marked inden for EU.

Inddrivelse af gæld
Skatteministeren har fremsat L 149 om bl.a. forenkling, harmonisering, objektivering af reglerne for inddrivelse af gæld til det offentlige mv. Forslaget har sammenhæng med L 112 og L 113, som tidligere er omtalt i denne klumme.

De væsentligste elementer i forslaget er:

  • en objektivering og forenkling af reglerne for eftergivelse og henstand i opkrævningsloven med udgangspunkt i justitsministerens lovforslag L 10 om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (Revision af reglerne om gældssanering),
  • en harmonisering af muligheden for at opnå eftergivelse ved indsættelse af hjemler til eftergivelse efter reglerne i opkrævningsloven i en lang række love på andre ministeriers områder, således at der skabes ens regler for eftergivelse på tværs af restancetyper.

Som led i harmoniseringen foreslås det endvidere, at reglerne om afsoning i lov om inddrivelse af underholdsbidrag afskaffes. Herudover indeholder forslaget en forenkling af reglerne for lønindeholdelse i kildeskatteloven, herunder en betalingsevnevurdering med udgangspunkt i justitsministerens lovforslag L 10 om ændring af konkursloven og konkursskatteloven (revision af reglerne om gældssanering) samt ophævelse af den maksimale indeholdelsesprocent på 20.