Advokaten 5 EF-Domstolen om adgangen til advokatbranchen

Print Print
24-05-2005

Af formand for Advokatrådets internationale udvalg Anne Birgitte Gammeljord og Camilla Struckmann, sekretær for Advokatrådets internationale udvalg
Når advokater medvirker som censorer ved advokateksamen varetager de egne interesser ved at dumpe et vist antal fuldmægtige for at begrænse adgangen til markedet. Sådan mente en italiensk statsborger. Men EF-Domstolen gav ham ikke medhold. 

Giorgio Emanuele Mauri blev ikke kun forundret og skuffet, da han dumpede til den skriftlige advokateksamen i Milanos retskreds og dermed ikke fik point nok til at gå videre til den mundtlige eksamen. Han blev rasende. Ifølge Mauri havde det nemlig intet at gøre med hans faglige formåen. Han var snarere offer for hensynsløs branchepolitik og ulovlige markedsbegrænsninger.

Årsagen var i korte træk den, at man i Italien ikke kan udøve advokatvirksomhed, medmindre man består en statslig eksamen, bestående af en skriftlig og en mundtlig del. Hvem der dumper, og hvem der kan passere gennem nåleøjet bestemmes af et bedømmelsesudvalg. Bedømmelsesudvalgets medlemmer udnævnes af justitsministeriet, og består af fem personer, nemlig to advokater, to dommere og en juridisk professor eller underviser i juridiske fag. Advokatmedlemmerne udpeges af det nationale advokatråd, som derved har mulighed for at hytte branchens interesser og begrænse adgangen til markedet ved ikke blot at foretage en kvalitativ, men også en kvantitativ udvælgelse af de håbefulde fuldmægtige, hævdede Mauri.

For Mauri var sagen klar. En uvildig bedømmelse og en korrekt konkurrencemekanisme for adgangen til advokaterhvervet i Italien var under disse forhold slet ikke mulig, og det, hævdede Mauri, var i strid med fællesskabsretten, herunder EF-traktatens art. 3 litra g), 28 ff., 81 og 82.

Mauri anlagde sag ved de italienske domstole, som i medfør af artikel 234 EF forelagde sagen for EF-Domstolen, fordi domstolen ikke kunne udelukke, at spørgsmålet om overladelse af kompetence til bedømmelsesudvalget kunne være i strid med traktaten og derved ulovlig. Men heller ikke her tilsmilede lykken Mauri. Ved kendelse af 17. februar 2005 anerkendte EF-Domstolen utvetydigt, at fællesskabsretten ikke var tilsidesat.

Konkurrenceretten
Først tog EF-Domstolen stilling til, om den italienske regering i artikel 22 i lovdekret nr. 1578/33 om bedømmelsesudvalgets sammensætning havde overtrådt artikel 10 EF og 81 EF ved at opretholde foranstaltninger, som kunne ophæve den tilsigtede virkning af de gældende konkurrenceregler.

EF-Domstolen bemærkede, at staten i den konkrete sag stadig havde en væsentlig plads i selve bedømmelsesudvalget, hvor to ud af fem pladser var besat med dommere. Og selvom dommerne ikke hierarkisk var undergivet justitsministeren, måtte de ikke desto mindre anses for at repræsentere staten. Hertil kom, at justitsministeriet rådede over væsentlige beføjelser, der gjorde det muligt for ministeriet at kontrollere udvalgets arbejde på alle niveauer, og også til om fornødent at gribe ind. F.eks. var det ministeriet, der udnævnte medlemmerne af bedømmelsesudvalget, valgte eksamens-emnerne, kunne annullere eksamen ved uregelmæssigheder etc. Og endelig, fremhævede EF-Domstolen, kunne bedømmelsesudvalgets afgørelser prøves ved en sag for en administrativ domstol. Da staten derfor ikke havde overladt udøvelsen af sin kompetence til private erhvervsdrivende, kunne staten heller ikke anses for at have foreskrevet eller fremmet indgåelse af aftaler i strid med artikel 81. Staten kunne heller ikke anses for at have forstærket sådanne aftalers virkninger eller have foreskrevet eller fremmet misbrug af dominerede stilling i strid med artikel 82 EF eller have forstærket virkningerne af et sådant misbrug.

Etableringsfriheden
Den anden del af det præjudicielle spørgsmål vedrørte, om artikel 43 EF, som bredt betragtet stiller krav om ophævelse af restriktioner for etableringsfriheden, var til hinder for den omhandlede italienske lovbestemmelse om bedømmelsesudvalgets sammensætning.

EF-Domstolen besvarede spørgsmålet benægtende med en henvisning til sin faste praksis. Enhver foranstaltning, der udgør en restriktion, og som finder anvendelse på enhver person eller ethvert selskab, der driver virksomhed på værtsmedlemsstatens område, kan være berettiget, hvis den er begrundet i tvingende almene hensyn, er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det formål, den forfølger, og er proportional. I Mauri-sagen slog EF-Domstolen fast, at der ikke er noget, der taler for, at bestemmelsen om bedømmelsesudvalgets sammensætning skulle være en hindring for etableringsfriheden. Og selv om dette skulle være tilfældet, var det under alle omstændigheder i det foreliggende tilfælde begrundet. Dette synspunkt blev ikke kun støttet af den italienske regering, men også af den irske regering og nok så bemærkelsesværdigt af Kommissionen.

I kendelsen anerkender Domstolen direkte, at behovet for på bedst mulig vis at vurdere egnetheden og kvalifikationerne hos de personer, der skal udøve advokatvirksomhed er et tvingende alment hensyn. Advokaterne er, bemærker EF-Domstolen, med deres erhvervserfaring særligt egnede til at vurdere kandidater i henseende til de særlige krav, der gælder for advokaterhvervet. Og dermed er de med til at sikre virkeliggørelsen af formålet med advokaternes medvirken i bedømmelsesudvalget.

Kendelsen har nummer C-250/03 og kan findes på EF-Domstolens hjemmeside: http://curia.eu.int/da/content/juris/index.htm.