Advokaten 4 Ny og tidssvarende voldgiftslov

Print Print
15-04-2005

Af advokat Sys Rovsing Koch, formand for Advokatrådet, og lektor, ph.d. Peter Arnt Nielsen, formand for Advokatrådets arbejdsgruppe om reform af voldgiftsloven
Justitsministeren har fremsat et forslag til ny voldgiftslov, der skal træde i kraft den 1. juli i år. Forslaget giver i international sammenhæng Danmark en af de mest moderne og helstøbte voldgiftslove samtidig med, at retssikkerheden sikres for voldgiftssagens parter .

Med lovforslaget (L 127) har justitsministeren gjort det muligt for Danmark at være med i den kreds af lande, hvor erhvervslivet dels udfordres af internationaliseringen, dels medvirker til at skabe den. Voldgift er nemlig den måde, erhvervslivet foretrækker at afgøre tvister på, når der er behov for en retlig afgørelse. Det gælder i særdeleshed i internationale sager.

Fælles for nationale og internationale sager er, at voldgift er fleksibelt og sikrer parterne indflydelse på processen. Hertil kommer muligheden for at udpege voldgiftsdommere med særlig sagkundskab og erfaring i at afgøre tvister. Også voldgiftens private karakter har væsentlig betydning for parterne. Endelig er det afgørende for voldgiftens effektivitet, at den afsagte kendelse om fornødent kan tvangsfuldbyrdes.

Lovforslaget sikrer disse principper, men det gør meget mere end det.

Baggrunden for lovforslaget
Lovforslaget skal erstatte voldgiftsloven fra 1972. Denne lov er en ”minimumslov”, der alene gennemførte enkelte, men grundlæggende regler for voldgift, navnlig princippet om, at voldgiftskendelser kan fuldbyrdes på lige fod med domme. 1972-loven suppleres af en bekendtgørelse om international handelsvoldgift. Loven bygger på en mindre betænkning fra 1966.

Advokatrådet foreslog en reform af voldgiftsloven i 2003 i en redegørelse (”Reform af voldgiftsloven”, 366 s.) og lagde i den forbindelse afgørende vægt på behovet for at sikre retssikkerheden i forbindelse med voldgift. For rådet var det også helt centralt, at en ny lov ville være til meget stor gavn for ikke mindst erhvervslivet, særligt eksport- og importsektorerne, men også voldgiftssektoren i Danmark. Endelig skulle initiativet også ses i lyset af voldgiftsreformerne i England (1997), Tyskland (1998), Sverige (1999) og Norge (2005), hvor nye love ”gennemfører” den modellov om international handelsvoldgift, som FNs Kommission for International Handelsret udarbejdede i 1985. Reformerne til fordel for modelloven skyldes, at den regulerer alle væsentlige spørgsmål og aspekter af en voldgiftssag og samtidig sikrer retsenhed og effektivitet for den internationale handel.

Advokatrådets redegørelse om reform af voldgiftsloven er opbygget som en betænkning. Den blev afleveret til justitsministeren i maj 2003, hvorefter ministeriet sendte den i høring over sommeren. Høringen viste stor tilfredshed med reforminitiativet og lovudkastet, hvorefter Justitsministeriet bad Retsplejerådet om en udtalelse. Retsplejerådet, der drøftede lovudkastet med Advokatrådets arbejdsgruppe om reform af voldgiftsloven, afleverede sin udtalelse i sommeren 2004. Justitsministeriet udarbejdede herefter et forslag til lov om voldgift, der blev sendt i høring i slutningen af 2004. Det er det lovforslag, der netop er blevet fremsat.

Denne proces forud for lovgivningsarbejdet er bemærkelsesværdig i flere henseender. Der er tale om en interesseorganisation, der identificerede et område, hvor en reform trængte sig på. Interesseorganisationen har imidlertid ikke kun identificeret behovet, men er gået aktivt ind i forarbejdet for reformen ved at lave en redegørelse opbygget som en betænkning. Herved er der skabt et grundlag for reformovervejelserne, der ikke kun afspejler et sagligt højt niveau, men også sikrer, at reformen er forankret hos de direkte brugere af voldgift. Denne interaktion mellem Retsplejerådet, Justitsministeriet og interesseorganisationen har været forudsætningen for et lovforslag af høj faglig standard, hvor samspillet mellem kompetence og behov har resulteret i et lovforslag, der både er visionært, praktisk og tidssvarende.

Advokatrådet håber naturligvis, at forslaget til ny voldgiftslov vedtages. I givet fald kommer Danmark helt i front på voldgiftsområdet som følge af den i lovgivningsmæssig henseende spændende proces.

Samspillet mellem lovgiver og interesseorganisationer er ikke nyt. Det nye er, at denne proces har været iværksat af Advokatrådet og viser, at man under de rette omstændigheder faktisk kan påvirke udarbejdelsen af lovforslag ganske meget. En sådan proces kræver ikke kun ”græsrodsaktivitet”, men politisk vilje og fremsynethed.
Advokatrådet vil gerne sige tak for det glimrende samarbejde med Retsplejerådet, Justitsministeriet og justitsminister Lene Espersen.

Lovforslagets hovedpunkter
Justitsministerens lovforslag er udarbejdet under hensyntagen til Advokatrådets redegørelse samt Retsplejerådets udtalelse herom. Lovforslaget er derfor ligesom Advokatrådets lovudkast udformet i overensstemmelse med modelloven og suppleret med regler på områder, hvor modelloven er tavs. Reglerne i lovfor-slaget og Advokatrådets lovudkast er i det væsentlige ens. Lovforslagets ni kapitler regulerer anvendelsesområde, voldgiftsaftalen, voldgiftsrettens sammensætning, voldgiftsrettens kompetence, voldgiftsrettens sagsbehandling, voldgiftskendelsen og sagens afslutning, sagsomkostninger og sikkerhedsstillelse, ugyldighed samt anerkendelse og tvangsfuldbyrdelse.

Lovforslaget, der på ingen måde revolutionerer gældende ret, vil lovfæste de for voldgift afgørende principper, som i dag må udledes af en sparsom praksis eller litteratur. Det gælder navnlig spørgsmålet om, hvilke sager der kan afgøres ved voldgift, jf. lovforslagets § 6, hvor den gældende standard lovfæstes. Endvidere lovfæstes en habilitetsstandard, jf. § 12, princippet om voldgiftsrettens kompetence til at afgøre sin kompetence og ”the doctrine of separability”, jf. § 16, hvorefter voldgiftsaftalen og den kontrakt, som voldgiftsaftalen er en del af, betragtes som selvstændige aftaler. Endelig lovfæstes princippet om lige behandling af parterne, jf. § 18. Af nye regler skal forbudet mod forudgående voldgiftsaftaler i forbrugerforhold fremhæves (§ 7, stk. 2). Forslaget er begrundet i hensynet til forbrugerbeskyttelse og det forhold, at voldgift som udgangspunkt er rettet mod erhvervslivets behov.

Disse grundlæggende principper og regler er ufravigelige i modsætning til lovforslagets regler om voldgiftsrettens sagsbehandling, der således indikerer som en frivillig ramme for voldgiftssagen. Af særlig interesse er lovforslagets § 20 om voldgiftens sæde og de nye regler om voldgiftsrettens retsanvendelse, jf. § 28. Voldgiftsretten skal efter § 28 anvende de retsregler, som parterne har aftalt. Der er mulighed for at vælge mellem nationale love, men også lex mercatoria, f.eks. i form af Unidroit's Principles of International Contract Law eller Principles of European Contract Law, kan aftales. Endelig er det bestemt, at voldgiftsretten kun kan afgøre sagen efter billighed, hvis parterne udtrykkeligt har bemyndiget voldgiftsretten hertil.

En ny regel er lovforslagets § 27, stk. 2, hvorefter voldgiftsretten kan anmode domstolene om at bede EF-domstolen om præjudicielt at afgøre et EU-retligt spørgsmål til brug for voldgiftsrettens afgørelse. En sådan regel findes ikke i den svenske voldgiftslov, men derimod i den norske voldgiftslov for så vidt angår tilsvarende anmodninger til EFTA-domstolen. Da muligheden for voldgiftsretten til på denne indirekte måde at stille spørgsmål til EF-domstolen om EU-rettens fortolkning reguleres af EU-retten og ikke national ret synes den foreslåede regel at være overflødig.

Lovforslaget stiller som noget nyt en række formkrav til voldgiftskendelsen, jf. § 30. Lovforslagets § 31 skal sikre, at en sag ikke kan trækkes i langdrag af en voldgiftsdommer. Parterne kan endvidere, hvis de indgår forlig for voldgiftsretten, bede voldgiftsretten om voldgiftskendelse på aftalte vilkår, jf. § 30. Fordelen herved er, at forliget ”transformeres” til en kendelse på lige fod med almindelige voldgiftskendelser, der fuldbyrdes efter de for domme gældende regler.

For så vidt angår ugyldighed sker der den klare forbedring, at lovforslaget udtømmende oplister ugyldighedsgrundene, jf. lovforslagets § 37.

Et fællestræk i mange af bestemmelserne i forslaget til voldgiftslov er indførelse af forskellige frister. Fristerne skal sikre, at voldgiftssagen ikke trækkes i langdrag ved langmodig fremsættelse af forskellige indsigelser. Det er f.eks. tilfældet med indsigelser mod en voldgiftsdommers habilitet, jf. lovforslagets § 13. Indsigelse skal da fremsættes over for voldgiftsretten inden 15 dage efter, at parten blev bekendt med udpegningen af den pågældende og de omstændigheder, som indsigelsen bygger på, jf. § 13, stk. 2. Voldgiftsrettens afgørelse kan indbringes for domstolene, og det skal ske inden 30 dage, efter at parten modtog meddelelse om voldgiftsrettens afgørelse, jf. § 13, stk. 3. Tilsvarende frister fastsættes for indsigelser mod voldgiftsrettens kompetence, jf. § 16 (30 dage), anmodning om rettelse af kendelsen, jf. § 33 (30/60 dage) og domstolenes prøvelse af voldgiftsrettens honorar, jf. § 34 (30 dage). Fristen for iværksættelse af ugyldighedssøgsmål er tre måneder fra det tidspunkt den part, der ønsker kendelsen tilsidesat, modtog den, jf. lovforslagets § 37.

Voldgiftsområdet er som nævnt karakteriseret ved omfattende, international regulering. New York-konventionen, som Danmark tiltrådte i 1972, og som er det helt centrale instrument på voldgiftsområdet, foreslås implementeret i lovforslagets kap. 9. Det er meget interessant, at Justitsministeriet nu går langt videre end konventionen forpligter de kontraherende stater til. Det skyldes, at det foreslås, at konventionens regler om anerkendelse og fuldbyrdelse efter lovforslagets §§ 38 og 39 skal gælde generelt, dvs. også for kendelser fra et land, der ikke har tiltrådt New York-konventionen. Her havde Advokatrådet foreslået den modsatte løsning, hvorefter kun kendelser fra lande, der har tiltrådt denne konvention, skal anerkendes og tvangsfuldbyrdes her i landet.

I lovforslaget er der også lagt op til en fra dansk side tiltrængt international regelforenkling, fordi regeringen efter lovforslagets vedtagelse agter at opsige tre voldgiftskonventioner fra hhv. 1923, 1927 og 1961, som helt har tabt deres praktiske betydning.