Advokaten 4 Når civile sager forelægges for Retslægerådet

Print Print
15-04-2005

Af professor Flemming Stadil, formand for Retslægerådet, og cand.jur. Harry Mosekjær Madsen, sekretariatsleder i Retslægerådet
Myndigheder og advokater kan være med til at nedsætte sagsbehandlingstiden hos Retslægerådet, hvis de er opmærksomme på en række praktiske forhold, når sagerne forelægges for rådet.

Der er i offentligheden ofte sat fokus på sagsbehandlingstiden hos de offentlige myndigheder, herunder Retslægerådet. Rådet er naturligvis opmærksom herpå og vurderer løbende, hvorledes sagsbehandlingstiden i rådets regi kan holdes nede, idet det dog samtidig er afgørende for rådet, at dets udtalelser ikke kvalitativt lider herunder.

I artiklen gør vi opmærksom på nogle af de områder, hvor myndigheder og advokater selv kan være med til at nedbringe sagsbehandlingstiden ved at være opmærksomme på nogle praktiske forhold. Der er taget udgangspunkt i specielt det stigende antal civile retssager, der forelægges for rådet. Der vil dog givetvis kunne drages paralleller til andre sagsområder.

Straks efter modtagelsen af en sag i Retslægerådet igangsættes en forbehandling af sagen, hvorunder der foretages en lægelig og juridisk gennemgang af det fremsendte sagsmateriale, de stillede spørgsmål m.v. Her konstateres det ofte, at sagen på modtagelsestidspunktet ikke er hensigtsmæssigt ordnet, idet der for eksempel kan være problemer med de fremsendte akters fremtræden og omfang, formelle mangler omkring spørgsmålenes godkendelse af retten, spørgsmålenes formulering og lignende.

Det fremsendte materiale
Det hænder ofte, at sagens akter er fremsendt uden hæftning af de enkelte bilag eller omvendt hæftet som ét bilag, at der er flere eksemplarer af samme bilag, at fotokopier ikke er læselige, at to bilag er kopieret sammen på ét ark, at nogle bilag ikke er komplette – mangler for eksempel de lige sider. Endvidere hænder det, at der ikke er foretaget bilagering af sagens dokumenter eller dele heraf.

En sådan fremsendelse vil i sig selv kunne give anledning til, at Retslægerådet må tilbagesende sagens akter med anmodning om, at de må blive ordnet på en mere hensigtsmæssig måde.

For at sagsbehandlingen kan gennemføres, må det tilstræbes, at skriftligt materiale, specielt de  lægelige akter:

  • er bilageret kronologisk efter datering,
  • er sammenhæftede hver for sig og adskilt fra andet materiale,
  • fremsendes i ét eksemplar uden dubletter,
  • bilageres entydigt (herunder underbilag),
  • er læselige og komplette, samt at
  • bilagering opretholdes ved en eventuel senere genfremsendelse.

Består et bilag af et meget stort antal sider, for eksempel en hospitalsjournal, vil bilaget eventuelt kunne samles i et plastomslag.
Det er ønskeligt, at lægeligt materiale er adskilt fra det øvrige sagsmateriale.
Det bemærkes, at Retslægerådet ikke selv indhenter oplysninger til brug for sagsbehandlingen. Såfremt rådet ikke finder det forelagte materiale tilstrækkeligt, vil rådet opfordre den forelæggende myndighed til at indhente yderligere materiale til brug for rådets sagsbehandling.

Det vil naturligvis være en fordel for den samlede sagsbehandlingstid og for rådet, at alt relevant materiale bliver medsendt i forbindelse med den umiddelbare forelæggelse af sagen. Som eksempler på helt nødvendigt materiale kan peges på det bilags- og billedmateriale, der direkte er henvist til i spørgetemaet. Da rådets sagkyndige foretager en selvstændig vurdering af det fremsendte materiale, herunder billedmateriale, er det vigtigt, at alt tilgængeligt materiale medsendes. Hvis for eksempel billedmateriale er destrueret eller bortkommet, bør rådet have oplysning herom samt til erstatning herfor have tilsendt beskrivelser af billedmaterialet.

Som tidligere nævnt vil Retslægerådet, hvis rådet ikke finder det medsendte materiale tilstrækkeligt, opfordre den forelæggende myndighed til at indhente supplerende materiale. Dette sker som udgangspunkt, inden de sagkyndige ser på sagen. Sagsbehandlingen stilles i bero indtil modtagelse af det omhandlede materiale eller oplysning om, at det ikke kan eller vil blive stillet til rådets disposition. Hvis materialet ikke fremsendes inden den frist, Retslægerådet har fastsat, f.eks. fordi der fortsat arbejdes med at fremskaffe materiale, bør rådet orienteres om det. Retslægerådet skal anmode om, at det ønskede materiale altid fremsendes samlet og med oplysning om, at yderligere materiale ikke vil fremkomme. Såfremt materialet helt undtagelsesvis – og med en konkret begrundelse – fremsendes ad flere gange, bør det fremgå, at der vil fremkomme yderligere materiale. Fremsendelse af ønsket materiale fra forskellige (advokater, hospitaler m.v.) kan ikke alene gøre det uoverskueligt for Retslægerådet, men det kan også bevirke, at sagens parter reelt ikke er bekendt med, hvad der er fremsendt til rådet. Det vil naturligvis være meget uhensigtsmæssigt for rådets sagsbehandling – og dermed også for sagsbehandlingstiden – hvis der fremsendes yderligere materiale til Retslægerådet, efter at den egentlige sagsbehandling er påbegyndt i rådet.

Myndighedens godkendelse af de stillede spørgsmål
Forelæggelse af sager for Retslægerådet kan ifølge lov om Retslægerådet, § 1, alene ske ved ”en offentlig myndighed”. Dette betyder, at der med den forelagte sag skal følge dokumentation for den offentlige myndigheds – i de her omtalte sager rettens – godkendelse af sagens forelæggelse. Er dette forhold ikke på plads, vil sagsbehandlingen også her blive udskudt, indtil afklaring er sket. Dette forudsætter, at rådet må tage kontakt til retten eller en af sagens parters advokater. Det er vigtigt for rådet, at det klart fremgår, hvilket spørgetema eller hvilke spørgetemaer, der er godkendt af retten. Det bør således fremgå, hvor mange spørgetemaer, der ønskes besvaret af Retslægerådet, og disse spørgetemaer bør være klart definerede. Det bemærkes, at der i sagsakter ofte findes udkast til spørgetemaer, der senere under retssagens forberedelse er frafaldet. En henvisning i retsbogen til, at ”spørgsmålene” er godkendt, vil således ikke altid være entydig. Det kan ligeledes forekomme, at en tidligere retsbog, hvor et spørgetema er godkendt, ikke er medsendt sagens akter. Retslægerådet vil således sætte pris på, at der i forbindelse med en forelæggelse er fuldstændig klarhed over, hvilke spørgsmål, der er godkendt af retten.

Antallet og karakteren af de stillede spørgsmål har betydning for rådets sagsbehandlingstid. I betænkning om Retslægerådet nr. 1196/1990, side 131ff. er opregnet en række krav til de spørgsmål, der kan stilles. Det kan kort opregnes, at spørgsmålene skal være konkrete, klare, neutrale, relevante og omfattet af Retslægerådets kompetence.

Specifikation af faktiske forhold
På trods af, hvad der fremgår af betænkning om Retslægerådet, og af det, der har været fremført i forskellige artikler i rådets årsberetninger i de senere år, må rådet konstatere, at der i civile sager jævnligt – og ofte af de samme advokatkontorer – spørges meget bredt og udover, hvad rådet normalt kan påtage sig at svare på. Retslægerådet kan spørges om konkret påpegede forhold, men rådet kan ikke påtage sig at referere eller bekræfte, hvad der står at læse i de fremsendte papirer, at udarbejde resumeer af sagsakterne eller at foretage generelle helbredsvurderinger ud fra fremsendte aktstykker. Rådet kan heller ikke påtage sig ud fra sådanne aktstykker at udvælge, hvad det er, rådet efterfølgende vil lægge til grund for besvarelsen af de følgende ikke-præciserede spørgetemaer. Det er ikke Retslægerådets opgave selv at definere spørgsmålene og selv at udfinde de præmisser, der skal lægges til grund for besvarelserne. Konkretiseringen af, hvilke lægevidenskabelige spørgsmål, sagen drejer sig om, er parternes ansvar, ikke Retslægerådets.

I en lang række sager beder man Retslægerådet oplyse, hvilke skader sagsøger efter rådets opfattelse har pådraget sig ved en arbejdsulykke eller et færdselsuheld på en angiven dato, uden at uheldet er nærmere omtalt i de fremsendte papirer. Man forudsætter her en synskhed, som rådet ikke besidder. På samme måde bliver Retslægerådet jævnligt spurgt om, hvad en given undersøgelse har vist, eksempelvis en røntgenfotografering, uden at røntgenbilledet er fremsendt.

De faktiske forhold, som det ønskes, at Retslægerådet baserer sin udtalelse på, bør enten fremgå direkte af spørgsmålet eller af et særskilt bilag. Der kan ikke blot henvises til ”sagens akter” eller ”de af sagsøger påberåbte lidelser”. Denne problematik har i de senere år særligt gjort sig gældende i det stigende antal sager vedrørende arbejdsrelaterede lidelser. Der er i disse sager ofte uenighed mellem sagsøger og sagsøgte om, hvilke arbejdsforhold, der skal lægges til grund ved rådets behandling af sagen. Da det ikke er rådets opgave at foretage en bevisvurdering, må det i sådanne sager klart angives, hvilke arbejdsforhold, der ønskes lagt til grund ved rådets udtalelse. Dette kan – om nødvendigt – ske ved udfærdigelse af alternative arbejdsbeskrivelser på særskilte bilag, hvis der ikke kan opnås enighed.

I civile sager vil uordnede eller insufficiente fremsendelser sædvanligvis resultere i, at sagen returneres. Dette indebærer imidlertid en unødvendig forsinkelse og en væsentlig arbejdsbelastning af Retslægerådet, der er nødt til at gennemgå sagen for at kunne overskue, hvad der er fremsendt og hvilke mangler, der kan konstateres.

En sådan gennemgang med konstatering af mangler i det lægelige materiale kan være naturlig i enkelte sager af stor kompleksitet, men er ofte ubegrundet og kan være en bekvemmelighed, der udnyttes. Retslægerådet må imidlertid afvise en funktion som sekretariat for advokatkontorer. Rådet kan ikke påtage sig det ansvar, der er forbundet hermed, og har ikke de nødvendige ressourcer. Hvis fremsendelsen således ikke er præget af omhu, kan Retslægerådet i stigende grad være nødt til at returnere sagerne til en fornyet fremsendelse uden egentlig forbehandling i rådet.

I civile sager er det reglen mere end undtagelsen, at der stilles spørgsmål, der ikke kan besvares ud fra det fremsendte og sparsomme lægelige materiale. Det er rådets opfattelse, at man i de allerfleste sager ved nærmere omtanke let kunne have fremsendt røntgenbilleder, kopi af hospitalsjournaler eller af journal fra praktiserende læge, der dækkede det relevante åremål, så sagen var sufficient ved første fremsendelse. Dette ville have en meget betydelig virkning på sagsbehandlingstiden og ville således være i alles interesse. Det kan oplyses, at den gennemsnitlige tid, der går med rådets indhentelse af supplerende materiale på grund af mangler ved fremsendelsen i civile sager, udgør mere end 30 dage.

Når sagen sendes tilbage
Det hænder, at rådet – i forbindelse med forelæggelse af civile retssager – bliver anmodet om, at sagen tilbagesendes i samme stand, hvori den er modtaget. Det skal i den forbindelse bemærkes, at rådets praksis er, at de lægelige bilag udtages af sagens akter og samles til brug for rådets behandling af sagen hos medlemmerne/de sagkyndige. Ved tilbagesendelsen af sagen lægger rådet ikke bilagene ”på plads”, dels fordi det er ressourcekrævende, dels fordi det kunne være vanskeligt og derved betænkeligt, hvis der skete en fejl. Retslægerådet håber derfor på forståelse for rådets praksis.