Advokaten 4 Menneskeret er menneskeskabt

Print Print
15-04-2005

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Debatten om menneskerettighederne har i den seneste tid indtaget en fremtrædende plads i medierne. Synspunkterne har været mange, spændende fra velovervejede, eftertænksomme indlæg til de mere skingre og følelsesbetonede.

Debatten startede med et indlæg i Berlingske Tidende af professor, dr. jur. Mads Bryde Andersen, som forholdt sig kritisk til en række afgørelser truffet af menneskeretsdomstolen. Samtidig fik det, som Mads Bryde Andersen betegner som ”menneskeretsmiljøet” her i landet, læst og påskrevet. Mads Bryde Andersens synspunkter blev bakket op af justitsministeren – og så var der lagt i kakkelovnen!

Det kan forekomme paradoksalt, at denne debat opstår netop nu, hvor vore politikere  – i hvert tilfælde dem, som ønsker den nye EU-traktat vedtaget ved en kommende folkeafstemning – alle har bakket op om det såkaldte EU-charter, som netop tilsigter at gøre menneskerettighederne til en integreret del af retsgrundlaget i EU.

Men måske er det trods alt ikke så sært endda. Ser man på de politiske initiativer, der er fulgt i kølvandet på 11. september 2001, og på den bevægelse, der synes at være i hele Europa med hensyn til regulering af flygtningepolitikken, er det for mig klart, at vore folkevalgte i et vist omfang føler sig nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved værdier og retsregler, som har været anset for selvfølgelige og nødvendige værn af individets frihedsrettigheder. Når det er kommet så vidt, er det et udtryk for, at vi selv og vores valgte repræsentanter søger udveje for at bevare de vestlige demokratiske rets- og velfærdssamfund, som er under angreb fra terrorister og under pres fra  flygtninge og indvandrere fra områder i verden, hvor selve eksistensen er på spil som følge af forfølgelse eller nøgen sult. Det kan i denne situation ikke undre, at nogle også finder anledning til at forholde sig skeptisk til den dynamiske fortolkningsmetode, der anvendes af Menneskeretsdomstolen, og som indebærer, at Den Europæiske Menneskeretskonvention anvendes til at fastlægge rettigheder for den enkelte borger, som ligger noget væk fra de centrale frihedsrettigheder – ja som nærmest har karakter af sociale/økonomiske rettigheder.

Der er utvivlsomt noget rigtigt i, at  Menneskeretsdomstolen gennem sine afgørelser skaber ny ret, som lige så vel kunne være skabt i politiske fora. Det samme kan siges om vore nationale domstole. Det burde ikke kunne undre nogen. Tendensen til at retliggøre politiske problemer ved at betjene sig af rammelovgivning, som udfyldes af domstolene, er velkendt fra de seneste årtier. Paradokset er, at de selv samme politikere, som bruger denne lovgivningsmetode, fra tid til anden føler en næsten ubændig trang til at blande sig, hvis domstolene – herunder Menneskeretsdomstolen – inden for lovens rammer træffer afgørelser, de ikke bryder sig om. Så kommer argumentet om domstolenes manglende demokratiske legitimitet. Men dette argument er ikke rigtigt, for ingen domstol befinder sig i et frirum. De gør det, de er sat til af lovgiver – hverken mere eller mindre.

Når domstolene – både internationale og nationale – anvender menneskeretten, er der derfor tale om sædvanlig retsanvendelse, og dette enkle faktum bør ikke forplumres af en debat for eller imod ”menneskeretsmiljøet”, hvad det så end måtte være for en størrelse. Det egentlige og centrale problem er nemlig et andet. Det centrale problem, politikerne bør drøfte, er, hvor meget de selv på dette retsområde ønsker at præge retsudviklingen gennem lovgivning, og hvor meget de ønsker at overlade til dommerskabt ret.

Når alt dette er sagt, bør vi ikke glemme, at selv det, man kunne kalde de centrale menneskerettigheder, ikke er en selvfølge. Det kan man konstatere ved at gå i biografen og se ”Hotel Rwanda” – men det er jo i Afrika, hvor så meget er af lave. Så kan man i stedet se ”Der Untergang” om Hitlers og nazirigets sidste dage og huske på, at de uhyrlige gerninger, som udspandt sig i ”Det tredje Rige”, heller ikke opstod i et tomrum. Baggrunden var et internationalt samfund, som var handlingslammet og passivt, og en national situation, hvor en national politisk bevægelse, som lod hånt om det, vi forstår ved de centrale menneskerettigheder, faktisk havde stor folkelig opbakning. Det er muligt, at den almindelige tysker ikke vidste, hvad der foregik i udryddelseslejrene. Men at hr. og fru Hirsch pludselig forsvandt, efter at deres butik var smadret og synagogen brændt, var vist ingen i tvivl om. Heller ikke i resten af Europa, som i stor enighed smækkede døren i for de tyske jøder, som søgte asyl.

Efter krigen søgte vore politikere at skabe en international retsorden, som skulle forhindre gentagelser. Derfor fik vi en konvention om menneskerettigheder, derfor fik vi en menneskeretsdomstol, derfor stiller EU krav til ansøgerlande om overholdelse af menneskerettigheder.

Hverken frygten for terrorisme, presset fra tusinder af mennesker som flygter for deres liv eller gerne vil have del i vores velfærd, eller irritationen over et ”menneskeretligt miljø” bør få os til at glemme den historiske baggrund for de regler og institutioner som blev skabt efter ”der Untergang”.