Advokaten 4 Mediernes rolle i retssager

Print Print
15-04-2005

Af reportagechef Dag Holmstad og journalist Jesper Høberg, Morgenavisen Jyllands-Posten
Når journalister dækker retssager – også komplicerede sager om økonomisk kriminalitet – er deres rolle at varetage den almindelige avislæsers interesser, ikke at være Ugeskrift for Retsvæsen eller en uautoriseret udgave af retsbogen.

Det er nogle ganske interessante – og underholdende – betragtninger, som advokat Morten Samuelsson kommer med i Advokaten nr. 3/2005 om sager om økonomisk kriminalitet.

Hvordan får man skåret sagsbehandlingstiden ned i komplicerede sager om økonomisk kriminalitet, uden at det går ud over den tiltaltes retssikkerhed?
Kan myndighederne forstærke og forbedre samarbejdet mellem lande, når nu den organiserede kriminalitet bliver mere og mere grænseoverskridende? Og skal vi have sagkyndige domstole til at tage sig af virkelig vanskelige økokrimsager?

Morten Samuelsson kommer vidt omkring i sit indlæg, der er aktualiseret af, at det såkaldte Brydensholt-udvalg er kommet med en betænkning om sagsbehandlingstider i økokrimsager.
I den forbindelse kritiserer Morten Samuelsson også pressens rolle i disse sager. Pressen er fikseret på at kritisere lange sagsbehandlingstider, mener Morten Samuelsson, men gider dårligt nok selv dække sagerne, når de omsider når frem til domstolene.

Det ”er mere reglen end undtagelsen, at pressens dækning af disse sager baserer sig på en så kortvarig tilstedeværelse under domsforhandlingen, at det svarer til at ville anmelde en roman på baggrund af omtalen på smudsomslaget.”

Meget morsomt
Men der har pressens repræsentanter måske en del til fælles med visse af Morten Samuelssons faglige
fæller. Det er i dag ikke svært at finde juridiske eksperter, der på en studs kan producere skråsikre meninger om den ene eller anden juridiske problemstilling. Uden at kende til sagens fulde sammenhæng. Ingen nævnt, ingen glemt.

Nu er det jo heller ikke pressen alene, som er kritisk over for sagsbehandlingstiderne i disse sager. Nogle af Morten Samuelssons kolleger udtrykker fra tid til anden bekymring over langsommeligheden – ikke mindst i forhold til menneskerettighedskonventionerne.
Det er dog ubestrideligt rigtigt, at medierne i dag kun dækker en promille af de mange straffesager, der hvert år løber gennem retssystemet. Og af de sager, medierne så vælger at beskæftige sig med, er det normalt kun et udvalg af retsdage, som bliver dækket intensivt.

I modsætning til Morten Samuelsson synes vi dog ikke, at det er det store problem. Dagspressens rolle er ikke at være en slags Ugeskrift for Retsvæsen eller en eller anden form for uautoriseret udgave af retsbogen.
Betyder det så, at borgerne – offentligheden – er dårligt stillet. At borgerne holdes i uvidenhed, mens en stor retspolitisk skandale i al hemmelighed får lov at vokse som en svulst i det danske retssystem?

Svaret er nej. I et så gennemsigtigt, åbent samfund som det danske vil eskalerende skandaler eller smudssager i retssystemet altid komme frem. Der vil altid være retskafne mennesker, som ikke kan holde kæft. Det gælder også i enkeltsager, der er under domsforhandling. Det er vi fuldstændig overbevist om, og skulle det ikke være tilfældet, er Morgenavisen Jyllands-Postens telefonnummer 87383838 eller 33303030.

Når dette er sagt, er pressens håndtering af store, principielle sager nu heller ikke så ringe, hvis vi selv skal have lov at sige det.

Vi kan bruge Morten Samuelssons eget argument, når det gælder hans afvisning af sagkyndige domstole kontra almindelige domstole med domsmænd. Her siger Morten Samuelsson, at selv om sagerne er omfangsrige og i begyndelsen virker komplekse, er det politi og anklagemyndigheds opgave at præsentere sagerne, så dommer og domsmænd forstår substansen og kommer frem til en rigtig dom. En afgørelse – frifindelse eller domfældelse – som også offentligheden kan forstå bagefter.

Det gælder vel også pressen? Vi er lægfolk og skal vel også kunne forstå en sag og baggrunden for en domfældelse?

Vi synes, at retsvæsenet – anklager, forsvarere og dommere – ofte, men langtfra altid, gør et godt stykke arbejde for at være pædagogiske. Det er jo ikke kun af hensyn til domstolen selv, offentligheden, men også den tiltalte, som forhåbentlig i sidste ende kan forstå, hvorfor han skal i fængsel.
Store sager om økonomisk kriminalitet, f.eks. Nordisk Fjer, Riskær, Midtbank, Thorsen/Trads eller selskabstømmer-sagerne, er både flittigt og grundigt blevet behandlet i pressen. Det gælder også, når resultaterne til sidst er blevet gjort op og vurderet af de juridisk lærde.

I sådanne sager er der typisk afsat et tocifret – eller måske ligefrem et trecifret – antal retsdage med oplæsning, dokumentation, vidneafhøringer og procedure. Og i en ideel verden ville det være optimalt, hvis journalisten kunne være til stede under hele sagen.
En sådan tilstedeværelse ville i højere grad sætte os i stand til at se alle juridiske aspekter i en sag og give os en viden om den enkelte sag, der næsten ville modsvare den viden, som en domsmand må tilegne sig for at kunne afsige dom i sagen.

Men Morten Samuelsson glemmer en ting: vi er der som journalister hverken for at afsige dom eller for at agere anmelder, selv om det indimellem kunne være fristende. Derfor holder hans sammenligning med boganmeldelsen heller ikke. Men den er da sjov.
Berlingske Tidende forsøgte rent faktisk, da Nordisk Fjer-sagen i 1990erne blev behandlet i byretten, at følge samtlige retsmøder. Forehavendet blev trods en meget prisværdig indsats opgivet til sidst.

Problemet var, at sagen dag for dag kun skred en lille bitte smule frem, men journalisten måtte hele tiden opsummere, hvor sagen nu stod. Til sidst var artiklerne rene resumeer. Det gad læserne ikke følge med i.
Journalistens rolle er udelukkende den nysgerrigt refererende, og vi forsøger efter bedste evne at sætte os i læsernes sted for at vurdere, hvad der kunne være interessant at læse i avisen. Det er en vurdering fra gang til gang, og det siger sig selv, at det ikke altid er muligt at foruddiskontere, hvilke vidner der kan bidrage en sag noget afgørende.

Derfor bruger vi ofte meget tid på at tale med advokater og andre om, hvornår de mest interessante aspekter kommer op, hvilke vidner, man skal være særlig opmærksom på, og hvorfor. Eller sørger for at have et årvågent kildenet – også blandt advokater – som kontakter redaktionen, hvis der sker en uventet udvikling i en sag.

Heldigvis er der mange advokater, der medvirker til dette, men der er desværre også advokater, der blot afviser med en bemærkning om, at retsmøderne jo er offentlige, og det, der skal frem, må komme frem i retssalen. Den holdning så vi gerne lavet om.
Hvis advokaterne mener, at journalisterne retter fokus de forkerte steder, så kunne man som advokat jo starte med at overveje, om man kunne bidrage til at kaste lys over sagen i stedet for at slå ud med armene og opfordre til at møde frem i retten og se, hvad der sker.