Advokaten 4 Der kommer ingen gæster her

Print Print
15-04-2005

Af Kirsten Weiss, journalist
Det er lidt som at gå i kloster – bare meget sjovere. Jon Stokholm pakkede for to år siden de store armbevægelser sammen og byttede titlen som advokaternes formand og rollen som højlydt provokatør ud med højesteretsdommerens næsten rungende tavshed. I landets fineste domstol er han back to basics på et skræmmende men dybt tilfredsstillende højt niveau. Og næsten til rette med sin plads – nederst – i hierarkiet.

Jon Stokholm kan godt lide at bestemme. Han kan godt lide at tage ordet, føre det og følge det på vej fra sin plads for enden af bordet. At knipse med fingrene og få andre til at brygge kaffen eller skrive sagsudkastet har været en nærmest naturgiven del af hans hverdag, siden han i 1978 fik bestalling som advokat og derfra bevægede sig videre fra Kammeradvokaturen, over jobbet som medindehaver af Lind & Cadovius, til formandsposten for alle landets advokater.

For to år siden sagde han farvel til den del af livet. Efter fire prøvevoteringer i Højesteret var jobbet som højesteretsdommer hans. Det samme var retten til selv at koge vandet til teen og stort set kun ytre sig via de domme, han er med til at fælde. - Jeg kan godt lide at bestemme, ja! Og det her sted bestemmer man allermindst, lyder det fra Jon Stokholm, efterfulgt af den latter, en kollega engang karakteriserede som en meget, meget voldsom udladning af luft og lyd.

Latteren er der endnu, men den er i højere grad end tidligere forvist til det godt gemte kontor og frokoststuen, hvor der ofte tales med store bogstaver, mens tænderne sættes i de medbragte madpakker. Som højesteretsdommer ytrer man sig i det offentlige rum primært gennem sine domme, og selve retshandlingen foregår bag en maske af tavshed og tilsyneladende følelsesimmunitet. At slippe latteren fri eller hilse lidt for hjerteligt på en af de advokater, der møder op foran de høje dommere, går ikke. Advokater får et nådigt nik og et ”godmorgen” kl. 9. Bliver velkomstsmilet lidt for bredt, risikerer dommeren – og det har Jon Stokholm været lige ved – at ryge i klageretten.

- Jeg kan jo godt lide advokater, så det nådige nik skal man lige vænne sig til. Her er vi upartiske, og når vi går i gang, sidder vi fuldstændig stenagtigt og lytter. Også på en vis portion sludder! Som procederende advokat i Højesteret er du helt alene. Der er ingen, der hjælper dig på rette vej, hvis du er på vej ud ad et sidespor. Ingen siger noget, ingen bryder ind, og for en advokat føles det, som om der er milevidt fra skranken, hvor han står, og op til os dommere. Vi kan måske virke skræmmende, siger Jon Stokholm.

Provokatøren
Jon Stokholm ved, hvad han taler om. 20 år før han selv satte sig blandt de 18 øvrige højesteretsdommere, fik han som advokat møderet for Højesteret og stod ”hundenervøs og skrækslagen” foran dommerne. Følelsen sidder stadig i kroppen, men blev, typisk for Jon Stokholm, ikke en hindring men en spore. Han udfordrede sine kommende kolleger i en række sager, primært inden for det erhvervsliv en pæn del af hans profil og portefølje som advokat hang på.

Han har haft klienter som Danmarks Radio, DONG, DFDS, Midtbank og staten. Desuden var han bisidder i blandt andet Tamil-sagen, Himmerlandsbank-sagen og Færø-banksagen.

- For min selvforståelse var det væsentligt at møde for Højesteret. Jeg har jævnligt procederet for de rød-kappe-klædte og indimellem nok tabt styrtende med salærkroner, men for en advokat er det en intellektuel udfordring at stå her. Det faglige niveau er højt og meget tilfredsstillende.

I Advokatrådet, som Jon Stokholm var medlem af fra 1991–1997 og i 1999 blev formand for, var han kendt som provokatøren. Selv om både provinsens og de københavnske advokater støttede ham, da han – stik imod alle traditioner – vendte tilbage til rådet som formand, fik mere end ét medlem af standen rødvinen galt i halsen, når formanden bramfrit talte om ”advokaternes betonagtige juridiske faglighed” og deres manglende vilje til at se, at verden omkring dem ændres i hastig takt. Advokater var, mente formanden – og det mener han i øvrigt stadig – bedst tjent med at lægge pindsvinetaktikken bort og se virkeligheden i øjnene.

- Jeg så min rolle i rådet som politikeren, der skulle ruske op i advokaternes selvopfattelse og få dem til at se sig selv lidt mere som professionelle servicevirksomheder. Branchen var tjent med at komme ud i det åbne. For advokater, som de er flest, er faktisk rimeligt begavede, moralske og engagerede mennesker, der godt kan tåle det. Jeg var ikke enig med dem, der mente, at den, der lever skjult, lever godt, siger Jon Stokholm.

Som formand for Advokatrådet vakte han også furore, da han luftede ideen om, at andet end en traditionel juridisk embedseksamen kunne føre til en bestalling. Og helt galt blev det, da formanden sagde, at advokaternes  traditionelle skødeskrivning var uden synderlig værdi for klienterne. Jon Stokholm mente, at den ydelse ville kunderne nok også i fremtiden gerne honorere deres advokat for – hvis de vel at mærke kunne dokumentere, at der med i prisen var egentlig juridisk rådgivning og ikke bare et stykke papir, sekretæren havde stået for.

Jon Stokholm fik ret. Og selv om det stadig gjorde ondt på et par af medlemmerne, hver gang deres formand leverede noget, der mindede om en mindre kioskbasker til avisernes erhvervssider, så fik Advokatrådet i Jon Stokholms tid et skarpere fokus på branchens kerneværdier og en klarere profil i offentligheden.

- Min rolle var meget udadvendt, og journalisterne kunne altid få en kommentar fra mig, hvis det var et emne, jeg kunne sige noget fornuftigt om. Jeg så ikke min rolle som et filter mellem rådet og offentligheden.

De unge mennesker
I dag er de store armbevægelser pakket sammen til fordel for the understatement. En højesteretsdommer lever en tilværelse i afsondrethed og regelmæssighed, trods de meget forskellige sager. Hjulene i maskineriet drejer, man ser sine dommerkolleger, advokaterne, der møder, når der arbejdes i retten, de 10 dommerfuldmægtige, der er tilknyttet retten, samt en flok studenter, der går til hånde.

- Der kommer ingen gæster her, og ingen mailer til mig. Undtagen min kone og mine venner, der vil vise, at de husker mig. Vi lever en afsondret tilværelse, nogle gange lidt ensomt. Næsten som at gå i kloster. Jeg ser ingen parter i sagerne men kun advokater, og når vi går i gang med en sag er hele banen på forhånd kridtet fuldstændig op, siger Jon Stokholm, der – stik imod skeptikernes forventning – stortrives.

- Jeg glæder mig hver dag til at tage herhen. Tonen mellem kollegerne her er rå men hjertelig. Det er en intellektuel kappestrid, hvor vi lopper hinanden op, og at sige, at dommere ikke har temperament, er bestemt ikke rigtigt. Bølgerne kan godt gå højt her. Det er meget udfordrende for ens ego, siger Jon Stokholm.

De yngste højesteretsdommere har typisk to sager om ugen, hvorimod de senere i voteringsrækken er med i så godt som alle afdelingens sager.  Når retten er sat, arbejdes der i den mellem kl. 9 og 14 i retssalen. Her procederer advokaterne deres sag. De fire senest tilkomne dommere, heriblandt Jon Stokholm, står for alt det forberedende rugbrødsarbejde. Her har ingen specialer. Man forventes at vide noget om alt. Eller at finde det, efter en dag med næsen begravet i bøgerne.

Selve voteringen foregår i højtidelighed. Stående på sin plads i dommerskranken med kappe på, for låst dør og uden tilhørere, bortset fra en fuldmægtig til at føre voteringsprotokollen. Yngste voterende rejser sig først, redegør for sagen uden afbrydelse fra de øvrige dommere, i alt mellem tre kvarter og tre timer. Og gør sig klar til efter alders anciennitet at få splittet sin argumentation ad af kollegerne – uden mulighed for genmæle – altså bortset fra ved frokostbordet. Herefter er der en uformel konference om affattelsen af dommen og dens begrundelse. Det mekanisk redaktionelle udføres af førstvoterende.

- Du skal kunne tåle, at de andre tager alle svaghederne ved dit synspunkt op. Man kan godt sige ”jeg voterer under tvivl”, men så forventes det også, at du redegør for tvivlen, hvor den er, og præmisserne for den. I min første sag lå de tre dommere, der voterede efter mig, på en anden linje end jeg, og jeg nåede da lige at tænke, om det var mig, der var fuldstændig åndssvag?

- Når der er flertal og mindretal, og der skal skrives to afvigende begrundelser, handler det om at kunne trække en sag så skarpt op, at to synspunkter står fuldstændig klart over for hinanden. Ambitionsniveauet er skræmmende højt. Vi kan godt sidde og høvle mange timer om et par sider i en dom. Trangen til perfektion er stor, men det er hjælpsomheden og lydhørheden over for andres synspunkter også. Man lytter til hinanden, og de ældre dommere spørger os ”hvad mener de unge mennesker?” Faktisk er det forbløffende så ofte vi er enige, på trods af forskelle i baggrund og karriereforløb, alder, køn og politisk ståsted, siger Jon Stokholm, der er en varm tilhænger af den danske tradition for korte domme, der skærer helt ind til benet.

Ind til benet
- Visionen her er at finde den professionelle løsning, det samfundsmæssigt rigtige resultat. Vi laver i en vis forstand den underliggende retspraksis til Folketinget, det man kunne kalde den ukontroversielle baggrundsret. Er Folketingets politikere utilfredse, så kan de blot lave den retstilstand, vi fastslår, om. Det så vi for eksempel i forhold til strafferammerne.

Blandt dommerne her er der en enorm ansvarsfølelse over for embedets stilling i samfundet, og vi mener, vi gør brugerne en stor tjeneste ved at skrive korte og forhåbentlig klare domme. Men vi er blevet bedre til at uddybe begrundelserne i forhold til tidligere. Mange synspunkter, der ikke er af bærende betydning for dommens resultat, når ikke videre end til os selv og protokollen, men kan tjene os til inspiration i en mulig senere sag om et lignende spørgsmål. Og sådan skal det være, siger Jon Stokholm.

De korte domme er dog også med til at holde kadencen i en ret, hvor mængden af sager truer med at vokse kapaciteten over hovedet. Højesteret har, efter Jon Stokholms mening, for mange sager, ikke mindst skattesager af rent ligningsmæssig karakter, med et grundlag så tyndt, at de slet ikke burde havne for landets højeste domstol.

- Skattesager, der ikke er af overvejende retlig eller principiel karakter, bør, ligesom de fleste erhvervssygdomssager, kunne henvises til andre instanser. Som advokatrådsformand stod jeg godt nok og råbte op om, at det da ikke kunne være rigtigt, at skattesagerne, der berører så mange mennesker og en så stor del af bruttonationalproduktet, ikke skulle i Højesteret. Men vi har ganske enkelt for mange af den slags sager i dag. Eller, om man vil: de forkerte af slagsen. Højesteret skal aflastes, vi har alt for travlt, mener Jon Stokholm.

Også dialogen med landets politikere, navnlig Folketingets Retsudvalg, kunne, efter hans mening, godt flyde bedre.

- Der skal være afstand, men der kunne godt skabes en anden respekt og forståelse for hinandens arbejdssituation og stilling i bred forstand. Og at gøre noget ved det, er nok så meget op til os. I Norge for eksempel er der både i Stortinget og i befolkningen en helt anden respekt om Højesteret.

Flere penge at rutte med
Selv om Jon Stokholm meget bevidst og i stor respekt for embedet og sine kolleger har tonet i hvert fald de mere højrøstede provokationer ned, rykker det stadig i tålmodigheden indimellem.

Det nager, når det offentliges hjul drejer alt for langsomt, og højesteretsdommeren ikke kan få en ny udgave af Karnov til computeren, fordi styrelsen, der sidder på pengekassen helst skal købe stort ind, så hvis nu dommeren i Ringkøbing også beslutter sig for at bestille samme program, kan man måske slå lidt af prisen …

- Herinde bruger vi ikke statens penge, hvis vi kan blive fri for det! Her er ingen penge, heller ikke til at ”netværke” med fremmede retter, som andre tilsvarende domstole ude i verden gør det. Hvis jeg skulle ønske én ting anderledes herinde, så er det, at det var lidt mindre økonomisk småligt. Jeg kunne godt tænke mig, at rigets fornemste domstol ikke på det bevillingsmæssige skulle leve med laveste fællesnævners princip, siger Jon Stokholm, der også kunne drømme om, at Højesteret med tiden kunne blive en lidt mere moderne arbejdsplads.

For eksempel kunne parløbet med de ti dommerfuldmægtige godt være tættere.

- Alle dommere her har meget at give. Det kunne være lærerigt for dommerfuldmægtigene og aflastende for os dommere, hvis vi samarbejdede på en anden måde, lyder ønsket fra dommeren, der for lang tid siden gjorde op med sig selv, at provokationens vej nok ikke var den mest farbare vej bag de tykke mure.

Godt nok synes kollegerne, han stadig er temmelig tydelig i sine holdninger – også når der diskuteres kunst, kultur og politik i frokoststuen – men i Højesteret laver man nu engang ikke tingene om uden meget god grund.

So we always did er et princip, der holdes i hævd. Og ofte, det må selv de utålmodige unge dommere erkende, med god grund. For eksempel ligger det dybt indlejret i kulturen, at man af respekt for funktionen som højesteretsdommer ikke udtaler sig i øst og vest om rigets retspolitik.

- Man kommer ikke med bombastiske kioskbaskerudtalelser, men pålægger sig selv en vis tilbageholdenhed. Fordi alt, hvad du siger som højesteretsdommer, kan blive taget til udtryk for, hvad hele kollegiet mener. Det ville ikke være rimeligt. Du er én ud af 19, bare et lille hjul i maskineriet, og når vi går ud ad døren her, er vi jo ikke andet end en flok grå mus i blå lodenfrakker. Sådan skal det være i et demokratisk samfund.

Tolerancen er stor
For Jon Stokholm var den største overraskelse med mødet med Højesteret ikke traditionerne, men det faglige ambitionsniveau, der viste sig at være endnu højere end forventet. Her skal spidses ører og pen, for at hægte sig på, men tolerancen er stor, og man bliver lukket ind i kollegiet på lige fod med de andre. Også selv om det formelle hierarki står i fuldt flor på en i dagens Danmark nærmest kuriøs måde.

Dueslag til posten og kontorer fordeles her efter anciennitet. Jon Stokholms kontor er dog et af de pænt store, men er til gengæld gemt godt væk for enden af en mørk gang. Ingen andre dommere ville have det, så det snuppede han og satte sine egne privatmøbler og kunst ind i det. Stedets almindelige møblement er nemlig – i modsætning til 1. afdelings retssal og dommerværelse – ikke hjemfaldent til præmiering for design eller udførelse. Og kontorerne til de ”unge mennesker” konkurrerer i ussel- og lidenhed. For dem, der kan huske Justitsministeriet, før verden gik af lave, vækker stedet minder.

- Jeg har ikke helt vænnet mig til hierarkiet endnu, men jeg er sikker på, at man kan. Ligesom man vænner sig til at lave teen selv eller krydse af på køleskabet, når man tager en sodavand. Når man er vant til at sidde for bordenden og være den, der prøver grænser af, er det ikke så let at være ”stik i rend-dreng”.

Drømmen om et job som dommer i Højesteret er måske nok en livsdrøm. I hvert fald blev den nærmest podet ind i barnet af mormor, der tit talte om morfar, der havde været højesteretsdommer. Den yngre Jon Stokholm drømte godt nok mest om at læse statskundskab og rejse med udenrigstjenesten, men juraen kom på tværs – og med den en karriere af de mere usædvanlige.

- Jeg har været heldig og har fået lov til at prøve mange spændende ting i mit arbejdsliv. At blive højesteretsdommer var et personligt udviklingsprojekt, jeg havde overvejet længe. Jeg kunne dårligt se, jeg kunne nå længere som advokat, og jeg trængte til at få hands on på det juridiske arbejde igen. For ikke at miste jordforbindelsen fuldstændig. Det her job er meget back to basics på et højt niveau, og jeg er startet på en ny livsbane, som jeg trives med. Det er lidt som at begynde på en ny uddannelse igen, siger Jon Stokholm, der kvier sig ved at tale om den intellektuelle prestige, der følger med, når man hver dag omgiver sig med nogle af landets skarpeste hoveder – og i øvrigt også selv er forsynet med et af dem.

- Den, der har evnen, har også pligten, og æren er jo som bekendt det fagreste træ i skoven. Men jeg kan da ikke sige mig fri for indimellem at tænke, at det her, gjorde du da ikke så dårligt …

Blå bog
Jon Stokholm blev dommer i Højesteret i 2003. Var frem til da medindehaver af advokatfirmaet Lind & Cadovius.

Juridisk embedseksamen 1975. Bestalling som advokat 1978, samme år møderet for landsretten.

Fik i 1983 møderet for Højesteret.

Var i årene 1975-80 tilknyttet Kammeradvokaturen, derefter advokatfirmaer. Har hovedsageligt beskæftiget sig med erhvervslivet og blandt andre rådgivet Finansministeriet, en række større erhvervsvirksomheder, banker, amter og kommuner.

Bisidder i Tamil-sagen, Himmerlandsbank-sagen og Færøbank-sagen.

Medlem af Advokatrådet 1991-1997 og formand for samme 1999-2003.

Jon Stokholm er 54 år.