Advokaten 4 Advokatrådet i Claus Seidels streg

Print Print
15-04-2005

Illustrationerne til Advokatsamfundets beretning, som udsendes forud for Advokatmødet i juni, er lavet af tegneren Claus Seidel. Han giver i en skarp men kærlig streg sit bud på, hvordan han ser de personer, der udgør Advokatrådet.

59-årige Claus Seidel vil være kendt af en del advokater, som kan være stødt på ham i retssalen under en af de mere spektakulære retssager. Her har han ofte siddet  med sin lille skitseblok og foreviget både de tiltalte, advokater, anklagere og dommere.

Claus Seidel har været fast tilknyttet Det Berlingske Hus i en lang årrække, men arbejder i dag som  freelance-bladtegner. Ud over tegningerne fra retssagerne har den helt store opgave været at tegne fra teaterpremierer. Over en periode på 35 år har Seidel set omkring 90 procent af samtlige teaterforestillinger i København.

I de senere år er der blevet længere mellem tegningerne i dagbladene, og Claus Seidel har i stedet sat sit penne-aftryk på en stribe bøger, der bl.a. tæller en kogebog, som han har lavet sammen med Per Pallesen fra Trastevere i Rom, han har været med Jesper Klein  i Skåne og Preben Harris på sit Bornholm. Senest har han udgivet den meget roste bog ”På besøg – med H.C. Andersen på danske herregårde”, hvor hans fantastiske tegninger supplerer Mette Winges tekst. Han tegner også til en stribe fagblade og magasiner, bl.a. er medlemmerne af Advokatsamfundet jævnligt stødt på hans streg i Lov & Ret.

Claus Seidel er dybt engageret i bladtegning, er formand for Danske Bladtegnere, og var den, der tog initiativet til ”Museet for Dansk Bladtegning”, som i 2000 åbnede på Det Kgl. Bibliotek.

/PMM