Advokaten 3 Økonomisk kriminalitet behøver ikke særstilling

Print Print
15-03-2005

Af Morten Samuelsson, partner i Kromann Reumert
Sager om alvorlig økonomisk kriminalitet skal bedømmes af juridiske dommere og sædvanlige domsmænd. Ambitionen må være, at sagerne af politi og anklagemyndighed gøres mest muligt tilgængelige, både for dommere, lægdommere og offentligheden.

Vi kommer ikke udenom, at mange sager om økonomisk kriminalitet er komplicerede og langvarige. Derfor er der brug for initiativer, der kan gøre sagernes behandling mere effektive.

Dette var også baggrunden for, at Justitsministeriet bad et udvalg om økonomisk kriminalitet og datakriminalitet overveje, om behandlingen af større straffesager om økonomisk kriminalitet kunne effektiviseres. Udvalgets betænkning (nr. 1454/2004) kom lige ved årsskiftet og indeholder en række forslag, der kan forbedre effektiviteten og fremdriften i denne type sager.

Nogle af de tiltag, som udvalget har overvejet, kan have den sideeffekt, at sagerne i tiltagende grad opfattes som komplekse og kun for eksperter. Det er ikke ønskeligt. Tværtimod er det væsentligt, at der er en forståelse i videre kredse for, hvad der sker på dette område. På det punkt er det selvfølgelig væsentligt, at sagerne behandles inden for tidsmæssige rammer og på en måde, der opfattes som rimelig – men det har også en betydning, hvordan sagens omstændigheder formidles, når sagerne kommer for retten og siden hen refereres i medierne.

Ingen offentlig debat
Den offentlige omtale og debat i anledning af betænkningen er til at overse. Pressen har især beskæftiget sig med en velkendt og yndet kritik: sagernes langvarighed skyldes, at Bagmandspolitiet ikke har tilstrækkeligt overblik og sylter sagerne.
Pressen har hæftet sig ved betænkningens forslag om, at i sager, hvor der to år efter, at der er rejst sigtelse, ikke er truffet afgørelse om tiltalen, skal der ske indberetning til den overordnede anklagemyndighed. Det blev i Jyllands-Posten til, at ”Politiet skal stå skoleret for dets egne chefer”.

Når nyheden serveres på den måde, må man forstå, at her har et udvalg fundet ud af, at politiet sløser og er dovne. Ellers giver det jo ikke megen mening at indføre et forslag om, at politiet skal stå skoleret, når sagerne trækker ud.

Hvis man vil have et andet indtryk af udvalgsarbejdet, kræver det, at man læser betænkningens 152 sider. Udvalget har undersøgt den faktiske varighed af de store sager om økonomisk kriminalitet og har beskæftiget sig med mange forskellige mulige årsager til, at sagerne trækker ud. Udvalget har bl.a. anbefalinger om bemanding af efterforskningsholdene i større økonomiske sager og anbefalinger om teknologisering af efterforskningen og domsforhandlingen. En væsentlig del af udvalgets betænkning er en diskussion og analyse af brugen af revisionsberetninger. Betænkningen indeholder en række anbefalinger om selve domsforhandlingen, som skal nedbringe de såkaldt døde perioder (det tidsrum, hvor der ikke sker væsentligt i sagens fremdrift, men hvor den f.eks. venter på en ledig dato hos domstolene). Endelig indeholder betænkningen en væsentlig og principiel diskussion om ønskeligheden af sagkyndige meddommere i sager om økonomisk kriminalitet. At der er sprængstof i dette emne, viser sig bl.a. ved, at udvalgets medlemmer delte sig afgørende i deres opfattelse.

Man kan sammenligne pressens behandling af udvalgets betænkning med den dækning, der finder sted i de konkrete sager om alvorlig økonomisk kriminalitet. Det er mere reglen end undtagelsen, at pressens dækning af disse sager baserer sig på en så kortvarig tilstedeværelse under domsforhandlingen, at det svarer til at ville anmelde en roman på baggrund af omtalen på smudsomslaget. En virkelig forståelse af de udfordringer og komplikationer, som efterforskning og domsforhandling af disse sager frembyder, kan man ikke opnå ved at overvære domsforhandlingens første dag – måske krydret med at møde frem, når særlig celebre vidner eller tiltalte skal afhøres.

Der er måske her et emne, som også kunne gøre sig fortjent til debat: hvordan kan pressen medvirke til at dække sager om større økonomisk kriminalitet på en måde, der bidrager til, at den brede offentlighed får en interesse og forståelse for, hvad sagerne drejer sig om.

Globalisering
Som en af begrundelserne for, at der er sket en stigning i ressourceforbruget, forklarer betænkningen, at der i flere sager end tidligere er internationale aspekter. Kriminelle arbejder sammen fra flere lande. De økonomiske transaktioner involverer gerningsmænd og ofre, som er bosat i forskellige lande. Den grænseoverskridende økonomiske kriminalitet er kommet for at blive. Den stiller nogle krav til såvel efterforskning som behandling ved domstolene, som man kan komme i tvivl om, hvorvidt alle systemets aktører har indrettet sig på. Udvalget har i betænkningen gennemgået nogle af de hindringer, som opstår ved efterforskning i internationale sager – hvor de regler og aftaler mellem de forskellige lande, der skal muliggøre strafprocessuelle efterforskningsskridt i udlandet, i høj grad kunne tiltrænge en opdatering, så de kommer i overensstemmelse med virkeligheden, som den ser ud i dag.

Et sædvanligt og nødvendigt led i efterforskning af økonomisk kriminalitet kan f.eks. være ransagning af en mistænkt persons hjem og sommerhus (det er bemærkelsesværdigt, at der netop sådanne steder kan findes beviser, som er afgørende for sagen såsom nøgler til bankbokse eller lignende). Det siger sig selv, at den slags efterforskningsskridt for at være effektive må foretages prompte. Da man sjældent ved, hvad der konkret kan hentes ved en sådan ransagning, kan man være tvunget til at acceptere vilkår, som de lokale myndigheder stiller, og som afgørende påvirker mulighederne for senere at rejse tiltale mod den person, der ransages.

Betænkningen beskriver, hvad der skal til for at indhente bankoplysninger. Bankoplysninger er et rutinemæssigt led i sager om økonomisk kriminalitet. Det skyldes, at pengeoverførsler af enhver art efterlader et spor, som ikke efterfølgende kan slettes (også når der stables penge i en kuffert, som overgives fysisk, opstår der et ”bankspor”, nemlig af den kontante hævning). Mange sager om økonomisk kriminalitet hviler derfor tungt på de oplysninger, der beror hos bankerne om de mistænkte personers transaktioner med penge. For at skaffe bankoplysninger i udlandet har det hidtil været nødvendigt først at skaffe en dansk kendelse. Herefter skal den danske kendelse behandles i Justitsministeriet, fordi en såkaldt ”retsanmodning” (en anmodning om hjælp hos myndighederne i udlandet) skal komme fra Justitsministeriet. Det kan også være nødvendigt at involvere Udenrigsministeriet i Danmark og udenrigsministeriet i det land, der skal bistå. I alle tilfælde skal rets­anmodningen sendes til justitsministeriet i det pågældende land – hvis der er tale om en forbundsstat, skal anmodningen undertiden passere forbundsjustitsministeriet for at komme hen til det delstatsjustitsministerium, der skal behandle sagen. Herfra skal sagen refereres videre til det pågældende lands anklagemyndighed, der nu går i gang med at skaffe en kendelse hos den lokale domstol, så man kan effektuere det pågældende retsskridt (f.eks. kræve, at en bank i Schweiz udleverer bestemte oplysninger). Når banken har udleveret oplysningerne, skal materialet passere alle de førnævnte myndigheder, før materialet lander hos den danske kriminalassistent, der har brug for materialet for at komme videre i efterforskningen. Betænkningen beskriver de ændringer, der er sket i 2001 i de internationale aftaler, der eksisterer om gensidig retshjælp i straffesager, og som muliggør en mere direkte sagsgang. Endvidere beskrives den ordning, der fungerer i de nordiske lande med ”forbindelsesofficerer” og de netværk, der i øvrigt forsøges etableret på europæisk niveau.

Jeg er ikke i tvivl om, at den stigende internationalisering af sager om økonomisk kriminalitet ikke alene kræver regler, der muliggør en mere effektiv international efterforskning. Den kræver også, at de enkelte lande ofrer ressourcer på, at de politifolk, der efterforsker og juristerne i anklagemyndigheden kan etablere og vedligeholde netværk med personer i tilsvarende stillinger i andre lande. Det er en velkendt erfaring, at når man arbejder på tværs af grænserne, går det nemmere og mere effektivt, hvis man arbejder med en person eller institution, som man har tidligere erfaring med. I konkrete sager, som jeg har haft med at gøre, har jeg kunnet benytte mig af det netværk og de kontakter, som blev skabt under sagens efterforskning, hvis det pludselig, mens sagen verserer i retten, har vist sig nødvendigt at skaffe supplerende oplysninger fra udlandet. Selvom jeg ikke selv var involveret i sagens efterforskning og derfor ikke personligt havde disse kontakter, bevirkede alene det, at jeg havde indgangsvinkel til bestemte personer hos anklagemyndigheden i et andet europæisk land, at jeg kunne skaffe oplysninger til den verserende danske domsforhandling inden for ganske få dage (hvor en anmodning gennem officielle kanaler havde været så langsommelig, at det ikke havde været ulejligheden værd at forsøge).

Komplekse sager
Betænkningen udpeger en anden omstændighed, som er af betydning for sagernes langvarige forløb, nemlig selve sagen og dens kompleksitet. Udvalget henviser til, at enhver kompliceret sag selv under optimale forhold vil have en langvarig efterforskningsperiode. Udvalget går ikke nærmere ind i en analyse af, hvordan sagen og dens kompleksitet påvirker efterforskningens og domsforhandlingens varighed.

Jeg er på den ene side enig med udvalget i, at disse sager har et omfang og en kompleksitet, der i sig selv gør efterforskningen langvarig. På den anden side mener jeg, at antagelsen om, at disse sager har en usædvanlig kompleksitet og omfang, dyrkes alt for ukritisk. Når sagen er efterforsket, og man i anklagemyndigheden har dannet sig et overblik og en mening om, hvori det strafbare forhold ligger, må anklagemyndighedens udfordring være at sætte sig ud over kompleksiteten – at gøre dét enkelt, der ser indviklet ud, og at koncentrere det store materiale, så kun de relevante beviser gennemgås i retten.

Sagkyndige dommere
Synspunktet om, at sagerne er meget komplekse (underforstået: drejer sig om ting, som det ikke er enhver beskåret at kunne sætte sig ind i), har ført frem til udvalgets overvejelse om, at sagerne ikke længere skal pådømmes af juridiske dommere sammen med domsmænd.

Her har udvalget delt sig afgørende, idet flertallet har ment at måtte afstå fra at anbefale eller fraråde, at der indføres regler om sagkyndige meddommere i sager om økonomisk kriminalitet, mens et mindretal i udvalget mener, at en ordning med sagkyndige meddommere må forventes at medføre såvel en kvalitativ som en kvantitativ forbedring af behandlingen af disse sager.

Jeg er uenig med mindretallet. Jeg mener, at også sager om alvorlig økonomisk kriminalitet skal pådømmes af juridiske dommere og sædvanlige domsmænd. Selv om sagerne er omfangsrige og i begyndelsen fremtræder komplekse, så mener jeg, at én af de vigtigste opgaver for politiet og anklagemyndigheden i disse sager er at præsentere efterforskningsresultatet på en måde, der hjælper de juridiske dommere og de almindelige lægdommere til at forholde sig til den rejste tiltale, og som gør det forståeligt for offentligheden at forholde sig til, hvorfor der blev dømt, eller hvorfor der blev frifundet. Det er ikke nogen uopnåelig ambition.

Sat på spidsen er den tankegang, der ligger bag ønsket om sagkyndige meddommere, uforenelig med almindelig strafferetspleje. Begrundelsen for at man ønsker sagkyndige meddommere, må være, at man mener, at almindelige juridiske dommere og almindelige borgere ikke er i stand til at bedømme, om forretningsfolk har handlet strafbart, fordi de ikke kender til forretningslivets forhold. Men så må man også mene, at almindelige lægdommere og juridiske dommere ikke kan bedømme sager, der f.eks. udspiller sig i indvandrermiljøer eller i rockermiljøer, og at der også i sådanne sager skal medvirke dommere med særlig sagkundskab.

Tværtimod er det vigtigt, at vurderingen af, om nogen skal straffes, sker på et grundlag, som det store flertal kan tilslutte sig. Det er ikke, fordi jeg tror, at medvirken af sagkyndige meddommere vil føre til flere frifindelser, fordi de sagkyndige dommere vil have større forståelse for de handlinger, der er til pådømmelse. Tværtimod kan jeg forestille mig, at sagkyndige meddommere i flere tilfælde vil anlægge en strengere bedømmelse. Men hvis der skal medvirke sagkyndige dommere, vil det modarbejde den brede forståelse af sagernes betydning for almenheden. Hvis der medvirker sagkyndige meddommere, vil det nemlig føre til, at sagerne tilrettelægges og præsenteres i retten på en måde, der virker som en "lukket klub", hvor specialister behandler spørgsmål, som er uden interesse og betydning for den brede offentlighed.

Må jeg tilføje i spørgsmålet om sagkyndige meddommere, at de juridiske dommere gennem deres almindelige dommervirke får indsigt og erfaring med mange aspekter af samfundets forhold, herunder med sager der udspiller sig i forretningslivet. Hvis der i en sag måtte være helt særlige forhold, kan de belyses med erklæringer fra uvildige sagkyndige, jf. nedenfor – men den almindelige vurdering af, om der er handlet strafbart bør foretages af juridiske dommere sammen med sædvanlige lægdommere.

Jeg medgiver, at der hviler en tung opgave på den juridiske dommer, når sagerne behandles i første instans (i byretten, hvor sagerne afgøres af en enkelt juridisk dommer sammen med to lægdommere), fordi den juridiske dommer ikke har en eller flere erfarne juridiske dommere at ”sparre” med under sagens forløb. Betænkningen er opmærksom på, at behovet for sagkyndige meddommere kan være mindre for landsretten, hvor der medvirker 3 juridiske dommere. Frem for en ordning med sagkyndige dommere kunne man efter min mening have flere juridiske dommere i 1. instanssagerne.

Revisionsberetninger
Diskussionen om sagkyndige meddommere fører over i spørgsmålet om anvendelsen af revisionsberetninger, som betænkningen også behandler. Betænkningen går ind for at opretholde den nuværende ordning, hvor der medvirker revisorer, der i en beretning behandler spørgsmål af regnskabsmæssig og anden karakter på baggrund af spørgsmålstemaer, der bliver til i samarbejde mellem anklagemyndigheden og forsvaret.

Revisionsberetningerne giver et nyttigt bidrag, når de indkomne efterforskningsresultatet skal systematiseres og beskrives. På i hvert fald et punkt vil jeg imidlertid gøre mig til talsmand  for en ændring. Det gælder i alle spørgsmål, hvor revisionsberetningen foretager skønsmæssige vurderinger af de tiltaltes handlinger og beslutninger. Betænkningen forudsætter, at revisionsberetningen kan foretage sådanne vurderinger, og at forsvaret i givet fald – hvis man er uenig – kan begære syn og skøn. Efter min mening skal revisionsberetningen så vidt muligt slet ikke foretage skønsmæssige vurderinger.

Selvom forsvarsadvokater i mange år har forsøgt at sætte revisionsberetningerne under mistanke for at være partsindlæg (og på andre måder har angrebet revisionsberetningerne), står det fast, at forsvarsadvokaterne ikke har haft held hermed. Højesteret har for længst fastslået, at forsvarsadvokaterne ikke kan få medhold i, at revisionsberetningerne er partsindlæg, som skal udgå af sagernes behandling for retten.

Det ændrer imidlertid ikke ved, at i skønsmæssige spørgsmål om, hvad der er normalt i forretningslivet, om en virksomhed kunne fortsætte eller burde være indstillet m.m., fremstår en skønserklæring eller en sagkyndig erklæring, som er indhentet på den måde, som er sædvanlig i civile sager, med større autoritet, end hvis den samme skønsmæssige vurdering findes i en revisionsberetning, som er skrevet sideløbende med sagens efterforskning. Jeg vil foretrække, at disse skønsmæssige vurderinger belyses i en erklæring, der afgives af en uvildig sagkyndig.

Det vil i mange sager allerede under efterforskningen stå klart, om der er særlige emner, der med fordel kan behandles i en sådan uvildig erklæring – hvis f.eks. den sigtede under afhøringerne fastholder, at hvad han har foretaget sig, ikke er usædvanligt og efter hans opfattelse ligger på linje med acceptabel forretningsmæssig etik, eller han fastholder en opfattelse om en værdiansættelse af nogle aktiver. Hvis de pågældende spørgsmål har afgørende betydning for, om der er handlet strafbart, kan der til vejledning, når tiltalen skal formuleres og med henblik på sagens senere behandling i retten, indhentes en sagkyndig erklæring på baggrund af spørgsmål, der forhandles mellem anklagemyndigheden og forsvarsadvokaten.

Det er efter min mening en mere rigtig rolle for den sagkyndige: nemlig at bistå de juridiske dommere og lægdommerne med at belyse de særlige forhold, der kræver sagkundskab, medens selve pådømmelsen af sagen forbliver hos de dommere, som vi også overlader andre straffesager.

Morten Samuelsson, født i 1960. Partner i Kromann Reumert. Lic. jur. Speciale i forsikrings- og erstatningsret med særligt henblik på økonomiske sager. Har gennem mere end ti år bistået anklagemyndigheden, herunder Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet, med at føre sager.