Advokaten 3 Lovpligtigt medlemskab af Advokatsamfundet

Print Print
15-03-2005

Leder
Af formand for Advokatrådet Sys Rovsing Koch

Under den netop afviklede valgkamp blev der igen rejst spørgsmål om forbudet mod eksklusivaftaler. I den sammenhæng blev det direkte nævnt, at pligtmæssigt medlemskab af Advokatsamfundet måtte til bedømmelse igen. Spørgsmålet er også et tema i Advokatudvalgets arbejde.

En eksklusivaftale foreligger, når en arbejdsgiver med en fagforening har aftalt, at en person for at få en bestemt stilling skal være medlem af fagforeningen. Formålet med eksklusivaftaler er typisk at fastholde et gunstigt forhandlingsresultat for den faglige organisations medlemmer.

Bestemmelserne i retsplejeloven om, at medlemskab af Advokatsamfundet er lovpligtigt, er ganske vist en forudsætning for at udøve advokatvirksomhed, men reglen har ikke til formål at fremme Advokatsamfundets medlemmers økonomiske interesser. Det kunne advokater nok klare uden indblanding fra det offentlige, ja vel nærmest meget bedre uden offentlig regulering.

Samspillet mellem Advokatsamfundets håndhævelse af de særlige advokatpligter og den offentlige regulering af Advokatsamfundets virke er lidt af et demokratisk mesterværk.

I et retssamfund er det væsentligt at have en uafhængig advokatstand, som alene varetager den konkrete klients interesser, hvad enten klienten er en virksomhed, en privatperson eller en offentlig myndighed. For et velfungerende demokrati er en uafhængig advokatstand afgørende, lige så vel som en uafhængig dommerstand og uafhængig presse. Uafhængig betyder, at staten ikke kan gribe ind i konkrete sager eller på anden måde virke generelt intimiderende.

På den anden side kan advokatbranchen ikke sætte sig ud over eller uden for demokratisk legitimitet. Denne har vi ved, at retsplejeloven opstiller de generelle betingelser for at blive advokat. Det afhænger ikke af, hvem Advokatrådet kan lide, eller om man synes, at der er plads til flere advokater. Justitsministeren beskikker ganske enkelt en ansøger som advokat, hvis hun eller han opfylder betingelserne herfor. Justitsministeriet godkender Advokatsamfundets vedtægter, og der er tillige et samspil mellem regeringen, Folketinget og Advokatsamfundet, når der formuleres krav til uddannelse, efteruddannelse, forsikringskrav, tilsynsvirksomhed og klagesagsbehandling.

Ligesom Advokatrådet ikke kan opstille urimelige barrierer for, hvornår man kan få advokatbestalling, kan rådet heller ikke selv skille sig af med et medlem. En advokat kan kun fradømmes sin beskikkelse under en straffesag eller ved en kendelse fra Advokatnævnet.

I Advokatnævnet har repræsentanterne for offentligheden sammen med dommerne flertal. Der er derfor et solidt og bredt grundlag, når nævnet beslutter at fratage en advokat beskikkelsen, fordi advokaten groft eller gentagne gange har handlet i strid med god advokatskik.

Advokatrådet kan derfor ikke selv bestemme, hvem der skal ind, og hvem der skal ud af branchen. Vi kan heller ikke på egen hånd opstille vilkår som regulerer – endsige begrænser – konkurrencen mellem advokater.

Al regulering af advokatbranchen – både fastsættelse af regler og konkrete afgørelser – sker på en måde, som sikrer, at samfundets og forbrugernes interesser tilgodeses.

Det lovpligtige medlemskab er nødvendigt for at sikre advokater frihed til at handle uforfærdet som advokater samtidig med, at vi selv beholder initiativet til at fastholde den nødvendige disciplin. Synes et medlem ikke om det, kan hun eller han deponere sin bestalling – og i øvrigt samtidig frit fortsætte sin juridiske rådgivning, men ikke under advokattitlen med de garantier, det indebærer for klienterne.

Langt de fleste lande i Europa kræver, at advokaten er medlem af de pågældende landes advokatsamfund. De meget få lande, som ikke har, f.eks. Norge, har i stedet etableret disciplinærorganer i statsligt regi.

Alternativet til lovpligtigt medlemskab er altså ikke liberalisering i form af deregulering, men statslig styring.

Det norske disciplinærsystem er et rent klagesystem baseret på klager fra klienter. Det danske klagesystem er mere smidigt. Advokatrådets tilsynsfunktion gør, at man kan gribe tidligere og mere aktivt ind. Dette forudsætter et lovpligtigt medlemskab.

Det Norske Advokatsamfund har i øvrigt i den seneste tid vedtaget ændringer, som blandt andet medfører offentlighed i disciplinærsager og forpligtelse til at oplyse om priser m.v. Den norske justitsminister Odd Einar Dørum roser i det norske Advokatbladet nr. 11 – 2004 de norske advokater for dette. På spørgsmålet om hvad han ville have gjort, hvis foreningen ikke var kommet af sig selv? svarer han: “Mitt svar her er tørt. Jeg ville vært nødt til å gjøre en rekke ting i form av reguleringer. Men offentlige reguleringer av en virksomhet bliver ofte langt svakere enn frivillige tiltak. Frivillighet kombinert med samspill med myndighetene fører frem. Jeg kaller dette en norsk modell.”

Modellen er imidlertid også dansk. Regeringen har gang på gang fremhævet det værdifulde i, at regulering af brancherne sker ved, at disse selv tager ansvar for udviklingen.

Når der sættes spørgsmålstegn ved, om der fortsat skal være obligatorisk medlemskab, skyldes dette derfor efter min opfattelse, at politikerne helt overser, at man i advokatbranchen faktisk har ”state of the art”.

Der er ikke påpeget uløste problemer eller andre forhold, som gør det nødvendigt eller ønskeligt at ændre på reglerne, som de gælder nu med advokaternes lovpligtige medlemskab af Advokatsamfundet. Måske paradoksalt, men forpligtelsen er forudsætningen for advokaternes frihed for – unødvendig – offentlig regulering.