Advokaten 3 Den kollektive arbejdsret

Print Print
15-03-2005

Boganmeldelse af advokat Jørgen Vinding, Norrbom & Vinding advokatfirma
Jens Kristiansen: Den kollektive arbejdsret.
1. udgave 2004, 732 sider. 950 kr. Jurist- og Økonomforbundets Forlag.

Professor, dr.jur. Jens Kristiansen udgav ultimo 2004 en bog om kollektiv arbejdsret. Bogen har været imødeset længe og er et velskrevet bidrag til litteraturen om den kollektive arbejdsret.

Kollektiv arbejdsret er et retsområde, som baserer sig på begrænset lovgivning, en række 100 år gamle aftaler, de løbende overenskomster samt i meget væsentligt omfang retspraksis fra Arbejdsretten, tjenestemandsretterne og faglige voldgiftsretter. Når hertil føjes, at den kollektive arbejdsret i sin natur må være præget af en vis pragmatisme og forståelse af hverdagen på en arbejdsplads, er den kollektive arbejdsret et vanskeligt tilgængeligt retsområde for såvel teoretikere som praktikere.

Så meget desto mere væsentligt er det, at dette retsområde er velbeskrevet i den juridiske litteratur. Hovedværket på området har igennem mange år været Per Jacobsens ”Kollektiv arbejdsret”. Seneste udgave af denne bog er fra 1994, hvorfor den i en årrække har været forældet på visse områder. Det har efterladt såvel teoretikere som praktikere med én samlet grundig fremstilling af retsområdet, nemlig professor, jur.dr. Ole Hasselbalchs ”Kollektivarbejdsretten” fra 1999 i seneste udgave.

Det er ikke tilfredsstillende på et væsentligt retsområde, og der har følgelig været et åbenbart behov for endnu en opdateret fremstilling af den kollektive arbejdsret. Dertil kommer, at der har været behov for en fremstilling, der orienterede sig mod international ret og i højere grad inddrog forhold på det offentlige aftaleområde.

Bogens indhold
Bogen er et omfattende værk på ca. 700 sider og behandler alle klassiske kollektive arbejdsretlige temaer. Den er opdelt i seks hoveddele med underliggende kapitler.

Første del beskriver grundlaget for den kollektive arbejdsret, herunder den kollektive arbejdsrets historiske udvikling og den kollektive arbejdsret som disciplin. I anden del behandles organisationerne på arbejdsmarkedet og i den forbindelse også organisationsfrihed på arbejdsmarkedet og forholdet til medlemmerne. Dernæst følger tredje del om det kollektive overenskomstforhold, som blandt andet behandler spørgsmålet om etablering af overenskomstforhold, overenskomstens gyldighedsområde samt fastlæggelse af overenskomstens indhold, i hvilken forbindelse forskellige fortolkningsmetoder beskrives grundigt i et afsnit og endelig overenskomstpligtens ophør. Fjerde del vedrører de lokale aftalerelationer, ledelsesretten og samarbejde på arbejdspladsen. I femte del behandles konfliktret og fredspligt i arbejdskonflikter, herunder konfliktrettens grænser, forligsinstitutionens rolle og lovindgreb samt undtagelser til fredspligten. Endelig indeholder sjette del en beskrivelse af den fagretlige proces opdelt i en beskrivelse af Arbejdsretten, bodsansvaret samt mægling og voldgift.

Denne strukturering af fremstillingen respekterer i vidt omfang måden, hvorpå andre fremstillinger har været opbygget. Imidlertid har Jens Kristiansen på en række felter tilført området nyt.
Således udmærker Jens Kristiansens ”Den kollektive arbejdsret” sig ved at have sat fokus på den historiske baggrund for det kollektive aftalesystem – et forhold, som ikke har været givet fornøden prioritet i andre værker, og som er en væsentlig forudsætning for at forstå og anvende den kollektive arbejdsret.
Dernæst fokuserer Jens Kristiansen i betydeligt omfang på de nyere trends i den kollektive arbejdsret, særligt at centrale overenskomster i stigende omfang får karakter af rammeoverenskomster, mens den egentlige aftaledannelse finder sted på lokalt niveau.

Værket er dernæst præget af den internationalisering, der finder sted inden for det arbejdsretlige område. Jens Kristiansen inddrager konsekvent menneskerettigheder, EU-retten og ILO-retten. Der sættes fokus på de brydninger, der de senere år har været  mellem på den ene side den kollektive arbejdsret, som har fokus på kollektiviteten og organisationerne, og på den anden side EU-retten og menneskerettigheder med videre, som har fokus på individet.

Endelig skal fremhæves, at hidtidige fremstillinger af den kollektive arbejdsret alene har baseret sig på det private arbejdsmarked og kun i meget begrænset omfang haft øje for det offentlige aftalesystem. I det foreliggende værk er det offentlige aftalesystem inddraget og ydet en helt anden prioritet og plads end tidligere set.

Særligt om virksomheders overenskomstdækning
Bogen indeholder på en række områder nye interessante betragtninger. Pladsen tillader ikke en fuld gennemgang heraf, men særligt behandlingen af overenskomstdækning af virksomheder påkalder sig interesse og skal derfor kommenteres.

I bogen behandles, hvilke krav der kan stilles til en frigørelseskonflikt. Traditionelt har det været antaget, at der må stilles særlige krav til en konflikts omfang og intensitet, for at en konflikt kan bringe en overenskomst til ophør, herunder normalt at konflikten omfatter en væsentlig del af medarbejdere beskæftiget under overenskomsten, f.eks. halvdelen.

Jens Kristiansen påpeger imidlertid, at der ikke fremgår sådanne krav af de relevante aftalegrundlag (særligt DA/LO Hovedaftalens § 7, stk. 2, jf. § 2), og at modparten i konflikten har mulighed for at styre konfliktens omfang og intensitet, hvis man ønsker at kæmpe imod frigørelsen. Derfor konkluderes, at den blotte etablering af en konflikt i de former, som er beskrevet i f.eks. DA/LO Hovedaftalens § 2, må være tilstrækkelig til at virke frigørende.

Den argumentation forekommer overbevisende, og man kan overveje, om Arbejdsretten ikke vil lægge sig på samme linje. Spørgsmålet synes ikke at have været besvaret entydigt i hidtidig retspraksis.
Endvidere behandles situationen for et nyindmeldt medlem af en arbejdsgiverforening. Her anfører Jens Kristiansen, at det nye medlem ikke umiddelbart omfattes af arbejdsgiverforeningens overenskomst, hvis medlemmet i forvejen er omfattet af egen overenskomst.

I praksis er problemet – som også påpeget af Jens Kristiansen – sjældent forekommende, fordi de fleste overenskomster tager højde for håndteringen af nye medlemmers eventuelle eksisterende overenskomster. Men i mangel af sådan regulering må normalsituationen være, at arbejdsgiverforeningens overenskomst er en områdeoverenskomst, der skal gælde for alle medlemmer af foreningen. Efter traditionel opfattelse opstår der en situation med dobbelt overenskomstdækning, indtil det nye medlem om muligt kan blive frigjort fra sit eget overenskomstgrundlag. Jens Kristiansens opfattelse er således udtryk for en pragmatisk tilgang, som man kan håbe vil præge fremtidig praksis.

Endelig beskrives retsstillingen for et udmeldt medlem af en arbejdsgiverforening. Her påpeger Jens Kristiansen, at der vil ske frigørelse fra den gældende hovedaftale på det tidspunkt, hvor hovedaftalen måtte blive fornyet og i forlængelse heraf konstateres, at det samme må gælde i forhold til øvrige overenskomstforpligtelser – altså at det udmeldte medlem automatisk frigøres, når overenskomsten næste gang fornys. Argumentet er, at retsstillingen i forhold til overenskomster vil svare til retsstillingen i forhold til hovedaftaler.

Den hidtidige opfattelse baseret på nogen retspraksis er, at den udmeldte virksomhed stilles, som om der efter udmeldelsen eksisterede en tiltrædelsesoverenskomst, hvilket Jens Kristiansen også er opmærksom på og kritiserer. Hidtil har opfattelsen været, at det udmeldte medlem medbringer alle gældende overenskomstmæssige forpligtelser og herunder også en forpligtelse til at bringe en overenskomst til ophør i medfør af kontinuationsbestemmelser som f.eks. DA/LO Hovedaftalens § 7, stk. 2. Det diskuteres endog, om den udmeldte selv skulle være berettiget til at opsige overenskomstforpligtelsen.

Denne retsstilling har organisationerne på arbejdsmarkedet en interesse i, al den stund at det i praksis sikrer, at én gang overenskomstdækkede virksomheder forbliver overenskomstdækkede, og at udmeldelse af en arbejdsgiverforening ikke giver reelt grundlag for frigørelse eller for at forhandle en anderledes overenskomst.
Det er ikke en rimelig retstilstand uanset behovet for stabilitet på arbejdsmarkedet, og Jens Kristiansens synspunkter i så henseende er interessante, og man kan kun håbe, at de vil præge udviklingen.

Anbefaling
Bogen vil utvivlsomt blive en foretrukket lærebog ved landets universiteter og for  teoretikere og praktikere et væsentligt værktøj i det daglige arbejde. Bogen bærer præg af Jens Kristiansens store indsigt og engagement i den kollektive arbejdsret og respekterer på den ene side traditionen inden for den kollektive arbejdsret og tilfører på den anden side litteraturen på området en helt nødvendig nyorientering baseret på international ret, retsudvikling på det offentlige aftaleområde med videre.

Bogen kan derfor varmt anbefales – også til advokater.