Advokaten 2 Skattekontrol – hvad skal advokaten udlevere?

Print Print
14-02-2005

Af juridisk konsulent Kaare Friis Petersen, Advokatrådets Skatteudvalg
Skattemyndighederne kan gøre brug af oplysninger om klienter, som de får ved gennemgang af advokatens forhold. Men de kan ikke kræve af advokaten, at advokaten udleverer tavshedsbelagt materiale i forbindelse med undersøgelser, der retter sig mod klienters skattemæssige forhold.

På baggrund af en konkret henvendelse tidligere på året har Advokatrådets Skatteudvalg drøftet spørgsmålet om, hvilke dokumenter og øvrigt materiale, som skattemyndighederne med hjemmel i specielt skattekontrollovens § 6, kan kræve udleveret fra en advokat som led i skattekontrollen. Særlig spørgsmålet om, i hvilket omfang der skal udleveres materiale, som indeholder tavshedsbelagte oplysninger, har været drøftet.

Skatteudvalget har udarbejdet et notat om spørgsmålet, som har været forelagt Advokatrådet. Advokatrådet er enig i de betragtninger, som kommer til udtryk heri. Denne artikel bygger på Skatteudvalgets notat, og udtrykker således Skatteudvalgets og Advokatrådets opfattelse af i hvilket omfang, der med hjemmel i skattekontrollovens regler, kan gøres indgreb i advokaters tavshedspligt.

Advokatens tavshedspligt
Advokater og deres autoriserede fuldmægtige er efter retsplejelovens § 129 omfattet af bl.a. bestemmelsen i straffelovens § 152, hvorefter den som virker, eller som har virket i offentlig tjeneste eller hverv, og som uberettiget videregiver eller udnytter fortrolige oplysninger, som den pågældende har fået kendskab til, kan straffes med bøde eller fængsel.

Herudover er advokaternes tavshedspligt indirekte reguleret af bestemmelserne i retsplejelovens §§ 170, 298 og 299, om advokaters afgivelse af vidneforklaring og edition.
Advokaternes tavshedspligt er desuden beskrevet i de advokatetiske regler pkt. 2.3.1–2.3.6.

I Betænkning nr. 1379/1999 om rådgiveres rolle ved bekæmpelse af økonomisk kriminalitet gennemgås på s. 90-99 hovedtrækkene i udviklingen vedrørende reglerne om advokaters tavshedspligt og vidnepligt, hvor der dog lægges særligt vægt på forarbejderne til vidneudelukkelsesbestemmelsen i retsplejelovens § 170. I betænkningen konkluderes det om advokaters tavshedspligt:

”At der i lovgivningen er indeholdt meget stærke værn for advokaters tavshedspligt, at dette værn omfatter alle oplysninger, en advokat kommer i besiddelse af i sit erhverv, hvad enten oplysningerne hidrører fra klienter eller fra tredjemand og endelig, at der som udgangspunkt ikke skelnes mellem oplysninger, advokaten er kommet i besiddelse af i forbindelse med udførelsen af en retssag eller som forsvarer eller i forbindelse med rådgivning, som ikke direkte vedrører en sag, der skal behandles i retten.”

Det følger heraf, at ethvert brud på tavshedspligten er yderst belastende for klientforholdet. Advokaters tavshedspligt er et fundamentalt gode i det moderne retssamfund. Borgerne skal normalt have mulighed for at lade sig rådgive af en advokat i tillid til, at de oplysninger, der gives til advokaten, ikke videregives til andre.

Denne retsstilling bør kun forrykkes, når meget væsentlige modstående hensyn taler herfor. Ellers kan det have betydelige konsekvenser i samfundet, hvis befolkningen får det indtryk, at de ikke længere har mulighed for at opsøge juridisk rådgivning i fortrolighed.

I straffelovens § 152e er nævnt to undtagelser til tavshedspligten. Bestemmelsen har følgende ordlyd:

”Bestemmelserne i §§ 152-152 d omfatter ikke tilfælde, hvor den pågældende:
1) er forpligtet til at videregive oplysningen eller

2) handler i berettiget varetagelse af åbenbar almeninteresse eller af egen eller andres tarv.”

De oplysninger, som skattemyndighederne har krav på efter skattekontrollovens § 6, er alene oplysninger, som er relevante for kontrollen af advokatens egne skatteforhold. Dvs. oplysninger/dokumenter som advokaten er forpligtet til at videregive, og som falder uden for tavshedspligtområdet efter bestemmelsens nr. 1). Der kan dog også være dokumenter, der ud over at indeholde oplysninger om forhold, der er relevante ved kontrollen af advokatens egne forhold, indeholder informationer om klienter. Her er man ude i en gråzone, og det må bero på en konkret vurdering, om udlevering af sådanne dokumenter/ oplysninger vil være i strid med tavshedspligten.

Bestemmelsen i § 152e, nr. 2), er næppe relevant i de situationer, som bestemmelsen i skattekontrollovens § 6 finder anvendelse på. Den nyeste dom om § 152e, nr. 2) viser, at det kun er i meget få situationer en advokat har ret til at videregive oplysninger om en klient.

I U 2002.1531 H, fandt Højesteret således, at der må sættes snævre grænser for, hvornår en advokat af samfundsmæssige grunde kan bryde sin tavshedspligt på baggrund af bestemmelsen i straffelovens § 152e, nr. 2). Sagen drejede sig om en advokats videregivelse af nogle fortrolige oplysninger til Københavns Fondsbørs. Efter at have bemærket, at sagen ikke havde forbindelse med retssager, men drejede sig om forretningsmæssig rådgivning, fandt Højesterets flertal (fire dommere) efter en konkret vurdering, at den pågældende advokat havde været berettiget til at bryde sin tavshedspligt.

Mindretallet (tre dommere) fandt ikke, at den samfundsmæssige interesse i, at advokaten videregav de i sagen omhandlene oplysninger til formanden for bestyrelsen for Københavns Fondsbørs, oversteg hensynet til tavshedspligten.

Skattemyndighedernes adgang til kontrol
De centrale kontrolbestemmelser er indeholdt i skattekontrollovens § 6, stk. 1 og 4. Bestemmelserne har følgende ordlyd:

”Enhver erhvervsdrivende, der fører regnskab, har, hvad enten den pågældende ifølge lovgivningen er regnskabspligtig eller ej, pligt til på begæring af en skattemyndighed til denne at indsende sit regnskabsmateriale med bilag for såvel tidligere som for det løbende regnskabsår og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, herunder for afgørelsen af skattepligt her til landet. Indsendelsespligten omfatter også regnskabsmateriale m.v. vedrørende den skattepligtiges virksomhed i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Stk.4. Skattemyndighederne har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til hos de i stk. 1 og 2 nævnte på stedet at gennemgå deres regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen, og foretage opgørelse af kassebeholdning og lignende. Efter samme regler har skattemyndighederne adgang til hos erhvervsdrivende at foretage opgørelse og vurdering af lagerbeholdninger, besætning, inventar, maskiner og andet driftsmateriel. Ejeren og de hos denne ansatte skal yde skattemyndighederne fornøden vejledning og hjælp ved kontrollen.”

Herudover indeholder bestemmelserne i skattekontrollovens §§ 8 C, 8 G, 8 H, 8 P og 8 Q regler om indberetning af en række forhold. Reglerne er primært møntet på banker og sparekasser m.v., som låner penge ud, og som forvalter pantebreve. I det omfang advokater beskæftiger sig med dette, er de imidlertid også omfattet af reglerne.

De nævnte bestemmelser pålægger således bl.a. advokater at give skattemyndighederne nogle nærmere angivne oplysninger, som kan kræve en vis bearbejdelse i form af f.eks. selvstændige udtræk.

De oplysninger, som skattemyndighederne kan få efter skattekontrollovens § 6, er derimod alene de almindelige regnskabsoplysninger, i den form som de allerede ligger – og skal ligge – i virksomheden.

Bestemmelserne i skattekontrollovens § 6, retter sig efter ordlyden mod undersøgelse af den erhvervsdrivendes egne, dvs. advokatens eller advokatselskabets skattemæssige forhold, men som det vil fremgå af det følgende, kan skattemyndighederne også anvende ”tilfældighedsfund” ved skatteligningen af advokatens klienter.

Retspraksis og fortolkningsbidrag
Forarbejderne til § 6 yder ingen direkte fortolkningsbidrag vedrørende afgrænsningen af bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til advokaters – eller andre faggruppers – tavshedspligt. Dog indeholder forarbejderne nogle angivelser om, hvilke oplysninger myndighederne kan kræve udleveret.

Den ledende (og eneste kendte) dom, der konkret omhandler spørgsmålet om advokaters tavshedspligt i relation til skattekontrollovens § 6, er U 1981.106 H.

Den anførte højesteretsdom medvirkede til, at der blev udarbejdet et cirkulære om retningslinier for advokaters indsendelse/udlevering til ligningsmyndighederne af regnskabsmateriale med bilag og andre dokumenter, cirkulære nr. 74 af 2. juli 1986. Cirkulæret blev, som led i en større ”oprydning” ophævet i 1996. Normalt indarbejdes ophævede cirkulærer i Ligningsvejledningen, hvilket dog ikke skete med dette cirkulære, angiveligt ud fra en betragtning om, at advokaterne – som alle andre – er omfattet af de almindelige regler.

Selvom cirkulæret er ophævet, kan cirkulæret formentlig fortsat tages til indtægt for skattemyndighedernes opfattelse af de pligter, der gælder for advokater efter lovens § 6. Cirkulæret omtales derfor i det følgende på linie med øvrige fortolkningsbidrag.

Hvilke oplysninger skal/kan udleveres?
En række relevante spørgsmål rejser sig i denne sammenhæng afhængigt af, om skattemyndighedernes undersøgelse er rettet mod advokaten selv eller evt. en af advokatens klienter.

a) Oplysninger om advokatens egne forhold

Som det fremgår af ordlyden af § 6 gælder oplysningspligten enhver erhvervsdrivende, dvs. også advokater.

Det klare udgangspunkt, som også fastslås i U 1981.106 H, er således, at også advokater er omfattet af bestemmelsen, og at den gældende tavshedspligt ikke kan føre til en begrænsning i anvendelsen af de omhandlede bestemmelser.

Der gælder således ikke særlige regler for advokater, blot fordi advokaterne er undergivet særlige regler om tavshedspligt.

Bestemmelsen i skattekontrollovens § 6 indeholder ikke hjemmel til at efterforske strafbare forhold, og hvis der opstår mistanke om et strafbart forhold, skal spørgsmålet overgives til politiet til efterforskning efter reglerne i retsplejeloven.

Spørgsmålet om, hvordan skattemyndighederne skal forholde sig, hvis myndighederne under gennemgangen af det af en skatteyder indsendte materiale eller under kontrollen ude hos skatteyderen støder på oplysninger, der viser, at der er begået et strafbart forhold eller giver mistanke herom, omtales nærmere i Skatteministeriets notat af 3. september 2002 om kontrolbestemmelserne på Skatteministeriets område. Notatet er indgået i arbejdet ved udarbejdelsen af ”Retssikkerhedskommissionens Betænkning. Betænkning nr. 1428/2003”. Notatet er optrykt i betænkningens bilagsdel.

Også § 9 i lov nr. 442 af 9. juni 2004 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligt (tvangsindgrebsloven), begrænser skattemyndighedernes adgang til at indhente oplysninger med hjemmel i skattekontrollovens § 6, hvis der foreligger mistanke om, at der er begået en strafbar lovovertrædelse.

Efter bestemmelsen i tvangsindgrebslovens § 9, stk. 3, kan et tvangsindgreb således kun rettes mod tredjemand, f.eks. en advokat, hvis et tilsvarende indgreb vil kunne rettes mod den mistænkte.

b) Udlevering af oplysninger om egne forhold

Udgangspunktet for udlevering/ fremvisning af materiale er bestemmelsens meget brede ordlyd om, at: ”Enhver erhvervsdrivende … har … pligt til på begæring af en skattemyndighed, at indsende sit regnskabsmateriale med bilag … og andre dokumenter, der kan have betydning for skatteligningen.”

Advokaten har således pligt til at stille sit regnskab med bilag m.v. til rådighed for skattemyndighedernes gennemgang. Dette gælder uanset om regnskabet m.v. indeholder oplysninger, som ellers er omfattet af reglerne om tavshedspligt.

Lovens forarbejder1)  giver nogle bud herpå, bl.a. anføres det, at f.eks. korrespondance, kontrakter, kalkulationer, aktionærfortegnelser, aktionær/ anpartshaveroverenskomster m.v., samt revisionsprotokoller og revisionsbemærkninger også er omfattet af bestemmelsen.

Som det fremgår af de citerede forarbejder, kan der meget vel blandt det materiale, der kan kræves udleveret med hjemmel i bestemmelsen, være materiale, der indeholder oplysninger, som er tavshedspligtbelagte, f.eks. korrespondance med klienter.

Alt materiale er således omfattet af oplysningspligten, hvis det falder ind under den i bestemmelsen anførte relevansbetingelse (betydning for skatteligningen).

Det er vanskeligt at opstille en udtømmende liste over hvilket materiale, der skal udleveres, og hvilket materiale der ikke skal udleveres. Afslutningsvis i denne artikel gives der dog et bud på, hvilke dokumenter/oplysninger en advokat, efter Advokatrådets opfattelse altid vil være forpligtet til at udlevere, ligesom der også nævnes enkelte dokumenter, som advokaten ikke vil være forpligtet til at udlevere.

Hvilke dokumenter advokaten ikke er forpligtet til at udlevere, er det imidlertid vanskeligt at sige noget sikkert om. Dette beror på et til tider vanskeligt juridisk skøn, som det påhviler advokaten at foretage i hvert enkelt tilfælde, og som kompliceres yderligere af, at advokaten – på samme måde som i hvidvasklovgivningen – er stillet i en situation, hvor han eller hun risikerer at blive straffet for enten overtrædelse af tavshedspligten eller en lovbestemt oplysningspligt.

I modsætning til i hvidvaskloven er der ikke i skattekontrolloven taget højde for denne balancegang mellem to strafbelagte pligter ved en udtrykkelig lovbestemmelse, hvorefter oplysninger m.v. givet i god tro – som senere viser sig at falde uden for oplysningspligten i skattekontrolloven – ikke kan straffes som et brud på tavshedspligten.

Skattemyndighederne vil ikke efter bestemmelsen have adgang til at gennemgå hele sager, dvs., gå på ”fisketur” i hele sager. Skattemyndighederne må konkret begrunde, hvilke dokumenter mv. de ønsker at få udleveret efter skattekontrolloven, herunder begrunde, hvorfor disse dokumenter er relevante for kontrol af advokatens skattemæssige forhold. Anmoder skattemyndighederne – på trods heraf om at se hele sager – må advokaten gennemgå den eller de konkrete sager, og tage det materiale ud af sagerne, som efter advokatens vurdering vil være undergivet tavshedspligt.

Advokaten kan selv på forhånd gøre en del for at sikre, at skattemyndighederne ikke kommer i besiddelse af tavshedsbelagte oplysninger ved f.eks. ikke at omtale tavshedsbelagte oplysninger i det materiale/de dokumenter, som skattemyndighederne utvivlsomt har krav på få adgang til efter skattekontrollovens § 6, f.eks. i en fakturaopgørelse. I det omfang en sådan faktura indeholder tavshedsbelagte oplysninger, som utvivlsomt ikke har betydning for skatteligningen, har advokaten pligt til at ekstrahere disse oplysninger.

c) Anvendelsen af ”tilfældighedsfund”

Et særlig vanskeligt problem i relation til tavshedspligten opstår, når skattemyndighederne ved kontrol hos advokaten er kommet i besiddelse af oplysninger om advokatens klienter eller tredjemænd, og ønsker at anvende dette – tavshedsbelagte – materiale i forbindelse med ligningen af advokatens klienter eller tredjemand.

I forarbejderne til lov nr. 205 af 3. juni 1967 (L 24), hvorved udtrykket ”skatteansættelsen” blev erstattet med ”skatteligningen”, fremgår det:

”Efter den gældende bestemmelse har der været rejst tvivl om, hvorvidt de skattelignende myndigheder har adgang til at bruge oplysninger, som fremkommer ved gennemgangen af en skatteyders regnskabsmateriale m.v., ved kontrollen med andre skatteyderes skatteansættelse. Ændringen i § 6, stk. 1, nr. 1, har til hensigt at fjerne denne tvivl.”

Det er således forudsat med denne ændring, at ”tilfældighedsfund” kan bruges ved kontrollen med andre skatteyderes skatteansættelse. Da advokater er omfattet af bestemmelsen, vil også oplysninger om klienter, som man ved kontrol af advokatens egen skatteansættelse kommer i besiddelse af, kunne anvendes ved kontrollen af disse klienters skatteansættelse. Forarbejderne forholder sig ikke til spørgsmålet om advokaters – eller andre faggruppers – tavshedspligt.

Dette spørgsmål var imidlertid genstand for prøvelse i U 1981.106 H, der drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne – uden at krænke advokatens tavshedspligt – kunne anvende oplysninger om klienters forhold, som skattemyndighederne var kommet i besiddelse af ved en undersøgelse af advokatens personlige indkomstforhold, ved ligningen af disse klienters skattemæssige forhold.

Af dommen fremgår: ”… At skattemyndighederne, såfremt der af det lovligt tilvejebragte materiale måtte fremgå oplysninger vedrørende advokatens klienters forhold, er berettiget til at anvende disse oplysninger ved kontrol af deres skatteansættelser.”

Om forholdet til tavshedspligten anføres det:
”Herefter og idet det tiltrædes, at den for advokater gældende tavshedspligt ikke kan føre til en begrænsning i anvendelsen af de omhandlede lovbestemmelser…”

Dommen slår således fast, at oplysninger om advokatens klienter, som skattemyndighederne kommer i besiddelse ved kontrol af advokatens egen skatteansættelse kan anvendes ved undersøgelse af klientens skatteansættelse. d) Oplysninger om klienter eller andres forhold

Tilbage står det vigtige spørgsmål om, hvorvidt skattemyndighederne med hjemmel i skattekontrollovens § 6 kan forlange at gennemgå advokatens regnskabsmateriale m.v. udelukkende med henblik på at undersøge advokatens klienters forhold.

Ordlyden af § 6 retter sig som anført mod den erhvervsdrivendes, dvs. advokatens, eget regnskabsmateriale. Det må naturligt læses som regnskabsmateriale vedrørende egne forhold. I dommen U 1981.106 H, som er omtalt ovenfor, er det lagt til grund, at hvis skattemyndighederne i forbindelse med en gennemgang af advokatens regnskabsmateriale om egne forhold (tilfældigt) finder oplysninger om klienter, kan disse oplysninger bruges til klientens skatteligning.

I artiklen i Festskrift i anledning af Retsplejelovens 75 års jubilæum, s. 93 ff. anfører Lida Hulgaard og Hanne Østergaard, at dommen alene fastslår, at skattemyndighederne kan anvende oplysninger om klienters skattemæssige forhold, som de lovligt er kommet i besiddelse af i forbindelse med en undersøgelse af advokatens skattemæssige forhold.

Derimod kan dommen efter deres opfattelse ikke tages til indtægt for, at der for skattemyndighederne med hjemmel i skattekontrolloven er en generel adgang til at indhente oplysninger hos advokater vedrørende klienter. I artiklen anføres det som begrundelse, at skattekontrolloven skelner mellem dokumentationsregler i skattekontrollovens § 6 og de snævrere afgrænsede oplysningsbestemmelser i skattekontrollovens § 8 A ff. Hvis skattemyndighederne kunne indhente alle oplysninger blot ved en henvisning til skattekontrollovens § 6, ville reglerne om oplysning efter anmodning i de efterfølgende bestemmelser reelt være overflødige.

Samme opfattelse og fortolkning af dommen kommer til udtryk hos hhv. I.A. Strobel i Advokaten 1981.57 og Hanne Østergaard i Advokaten 2000.50.

Skattemyndighedernes opfattelse synes at være en anden.

I (det nu ophævede) cirkulære nr. 74 af 2. juli 1986 lægges det til grund, at der med hjemmel i skattekontrollovens § 6, dog som en undtagelse, kan indhentes oplysninger om klientens skattemæssige forhold hos advokaten, jf. cirkulærets pkt. II.

I cirkulæret anføres det under pkt. III, at under de samme betingelser som under pkt. II, kan skattemyndighederne også indhente oplysninger hos advokaten om tredjemands skattemæssige forhold, dvs. oplysninger om ikke-klienters forhold, som advokaten på den ene eller den anden måde måtte være i besiddelse af.

Claus Zacho og Poul Ole Seidenfaden (begge Told- og Skattestyrelsen) peger i SR-Skat 1993, s. 157 ff. på, at:

”Diskussionen om, hvorvidt skattekontrollovens § 6, stk. 1, alene hjemler de skattelignende myndigheder beføjelse til, at kræve oplysninger/ dokumentation vedrørende den erhvervsdrivendes egne forhold ophørte med Højesterets dom af 20. januar 1981, U 1981. 106, der var en stadfæstelse af Østre Landsrets dom af 9. maj 1979. Det er herefter utvivlsomt, at skattemyndighederne kan kræve og anvende oplysninger til brug for ligningen af tredjemand i samme omfang som for den skattepligtige selv.”

Det anføres endvidere i denne artikel, at når man i loven har anvendt den brede formulering, ”… der kan have betydning for skatteligningen”, er det netop tilsigtet, at oplysningspligten efter skattekontrollovens § 6, ikke blot vedrører den skattepligtiges egne forhold, men også tredjemands – herunder altså også klienters – skattemæssige forhold.

Denne opfattelse – som angivelig er den herskende opfattelse hos skattemyndighederne – er ikke korrekt.
Højesteretsdommen fra 1981 tager ikke udtrykkeligt stilling til spørgsmålet, idet sagen alene drejede sig om, hvorvidt skattemyndighederne kunne anvende oplysninger om en klient, som man var kommet i besiddelse af ved en undersøgelse af advokatens egne skatteforhold.

Det fremgår af lovens forarbejder,2) at når formuleringen: ”skatteansættelsen” blev erstattet med ”skatteligningen”, var hensigten med denne ændring at præcisere, at skattemyndighederne kan bruge oplysninger, som fremkommer ved gennemgangen af en skatteyders regnskabsmateriale m.v., ved kontrollen med andre skatteyderes skatteansættelse.

Det i forarbejderne anførte kan således alene tages til indtægt for, at myndighederne med hjemmel i skattekontrollovens § 6, kan anvende oplysninger vedrørende andre skatteydere (herunder oplysninger vedrørende en klient), som man kommer i besiddelse af ved undersøgelse af den skattepligtiges (advokatens) egne forhold, jf. den oven for under c) beskrevne situation.

Det må påpeges, at der er et betydeligt ræsonnement i det af Hanne Østergaard i Advokaten 2000.50 anførte om, at de øvrige kontrolbestemmelser, §§ 8 A, ff. forekommer unødvendige, hvis man med hjemmel i skattekontrollovens § 6 kan hente alle oplysninger til brug for ligningen af andre skatteydere hos den pågældende skattepligtige (her advokaten).

Der er således hverken på baggrund af skattekontrollovens § 6 eller forarbejderne hertil eller den eksisterende domspraksis er grundlag for at antage, at skattemyndighederne kan anmode advokaten om adgang til dennes regnskabsmateriale, bilag og andre dokumenter med henblik på en undersøgelse af en klients forhold.

Denne opfattelse er da også bedst stemmende med, at det i ethvert moderne retssamfund bør være det klare udgangspunkt, at oplysninger, som indgår i advokatens klientforhold, er omgærdet af tavshedspligt, jf. bl.a. det oven for under pkt. 2 citerede afsnit fra betænkning nr. 1379/1999 samt Højesterets udtalelse i dommen fra 2002, hvorefter der må sættes snævre grænser for, hvornår en advokat af samfundsmæssige grunde kan bryde sin tavshedspligt.

Også de øvrige kontrolbestemmelser kan give skattemyndigheder anledning til at anmode advokaten om udlevering af tavshedsbelagte oplysninger til brug for undersøgelse af klientens forhold. De oplysninger, som skattemyndighederne kan kræve udleveret i henhold hertil, er dog af en sådan karakter, at krænkelserne af tavshedspligten kun synes at kunne ske i ganske begrænset omfang.

Hvilke dokumenter og oplysninger har skattemyndighederne konkret krav på at få?
Som anført gennembrydes advokaters tavshedspligt for så vidt angår undersøgelse af advokatens egne forhold af bestemmelsen i skattekontrollovens § 6, og der er heller ikke tvivl om, at skattemyndighederne med hjemmel i skattekontrollovens § 6 kan bruge skattemæssige oplysninger om klienter, som de kommer i besiddelse af i forbindelse med undersøgelse af advokatens forhold.

Derimod kan skattekontrollovens § 6 eller Højesterets dom i U 1981.106 H ikke tages til indtægt for, at skattemyndighederne i forbindelse med undersøgelsen af en klients skattemæssige forhold har krav på at få adgang til tavshedsbelagt materiale om klienten hos advokaten.

De dokumenter og oplysninger mv., som advokaten på baggrund af skattekontrollovens § 6 har pligt til at udlevere, er de oplysninger, der har relevans for ”skatteligningen”, dvs. ligningen af advokatens egne forhold. Det indebærer, at advokaten har pligt til at udlevere i alt fald følgende:

  • advokatens års-, moms- og kildeskatteregnskaber med tilhørende bilag,
  • advokatens korrespondancer med klienter m.v. om fastsættelse af salæret og posteringer i bogholderiet i øvrigt,
  • fakturaer udskrevet af advokaten,
  • andre bilag som danner grundlag for en postering i advokatens bogholderi,
  • advokatens kassekladder,
  • beskrivelser af tilrettelæggelsen af bogføringen og andre regnskabsmæssige forhold hos advokaten,
  • kontoudskrifter vedrørende klientkonti og øvrige konti vedrørende advokaten,
  • advokatfirmaets eventuelle aktionær- eller anpartsfortegnelser,
  • advokatfirmaets revisionsprotokol,
  • advokatens korrespondancer med revisor om bogføring, udarbejdelse af regnskab m.v.

Der kan vanskeligt opstilles en tilsvarende liste for dokumenter og oplysninger, som advokaten under ingen omstændigheder er forpligtet til at udlevere. Af det tidligere gældende cirkulære nr. 74 af 2. juli 1986, der hvilede på den forkerte antagelse, at skattemyndighederne med hjemmel i skattekontrollovens § 6, også kan anmode advokaten om oplysninger vedrørende klienternes skattemæssige forhold, fremgik det dog, at testamenter og udkast hertil samt korrespondance mellem en forsvarer og en sigtet ikke kan kræves udleveret.

Udlevering af andre dokumenter/ materiale end det oven for nævnte bør alene ske, hvis advokaten efter en konkret vurdering er enig i, at det af skattemyndighederne begærede materiale reelt kan have relevans for ”skatteligningen”, jf. ordlyden af skattekontrollovens § 6, stk. 4.

Noter:
1) Se særlig forarbejderne vedr. Lov nr. 380 af 2. juni 1999 (L 73 af 29. oktober 1988).
2) Lov nr. 205 af 3. juni 1967 (L 24).