Advokaten 2 Norske advokater i offensiven

Print Print
14-02-2005

Af Anders Ryssdal, formand for Den Norske Advokatforening
Efter pres fra medier og myndigheder er Den Norske Advokatforening selv gået i front med forslag om bl.a. ophævelse af procesmonopol, krav til advokaters oplysning om pris og mere gratis retshjælp.

I Norge har vi i de sidste to år, og især sidste sommer, oplevet en stærkt kritisk presseomtale af advokater, med særligt fokus på enkelte episoder med dårligt advokatarbejde og høje salærer. Debatten og artikler i pressen har med stor sandsynlighed medført, at mange fik følgende hovedindtryk af advokater og advokatbranchen:

Advokater tjener for godt, de oplyser ikke om salærerne på en forståelig måde, og de slipper ikke andre, som f.eks. ”retshjælperne”, ind på deres enemærker. Retshjælperne er i Norge personer med juridisk kompetence på enkelte fagområder eller jurister, der ikke har advokatbestalling, men har tilladelse til at yde juridisk bistand uden for domstolene. Pressedækningen gav også indtryk af, at mange advokater har en tvivlsom etik.

Den Norske Advokatforening ønskede på denne baggrund i august sidste år at vise handlekraft og at påvirke offentlige myndigheders holdning til advokatstanden. Ved selv at indtage en central placering som garant for en gunstig udvikling af branchen undgik vi at komme i en umulig forsvarsposition, hvor forskellige offentlige myndigheder efter hinanden ville have taget fat i dele af vores branche ud fra de reguleringer, der foreligger.

Faren for at det ville ske var stor. I 2001 blev Advokatkonkurrenceudvalget udpeget af daværende justitsminister Hanne Harlem for at vurdere konkurrenceforholdene på markedet for juridiske tjenesteydelser. Udvalget blev ledet af tidligere direktør for Konkurrencetilsynet Einar Hope. Arbejdet ledte frem til den offentlige udredning ”Rett til rett” fra 2002. Undersøgelsen indeholder en række indgribende forslag til, hvordan norske advokater bør reguleres i fremtiden. Nuværende justitsminister Einar Dørum har gjort det klart, at han ville tage fat i advokatbranchen, hvis advokaterne ikke selv gjorde det. Det har han også meget god mulighed for gennem føromtalte undersøgelse, der netop ligger på hans bord.

Både nationalt og internationalt møder vi tilsynsorganer med en lovhjemmel, der giver mulighed for indgribende regulering af advokatbranchen. På det ”overnationale plan” er det konkurrencepolitiske branchetilsyn for bl.a. advokater koordineret af EU-kommissionen. Det norske konkurrencetilsyn har hjemmel til at gribe ind i medfør af norsk konkurrencelovgivning. Forbrugerombudsmanden og Markedsrådet har hjemmel til at fastsætte forskrifter om prisoplysninger for tjenester, herunder advokattjenester. Forbrugerombudsmanden varslede, at denne hjemmel ville blive anvendt, hvis advokater ikke selv sørgede for at gøre det. Ydermere kom toneangivende retspolitiske ordførere på banen med totalt upraktiske forslag om at indføre maksimalpriser for advokattjenesteydelser. Alle de førnævnte havde som gennemgribende grundtema en målsætning om at gribe ind, såfremt advokatstanden ikke selv tog ansvar for sin egen udvikling.

En pakke med tiltag
Mediebevågenheden og reguleringsinteressen repræsenterede en ny udfordring for Advokatforeningen, som vores Hovedstyre (bestyrelse) aktivt tog del i. I august 2004 blev der truffet flere vigtige beslutninger.

For det første foreslog Hovedstyret at ophæve procesmonopolet for at undgå at give indtryk af, at advokater forsøger at skjule sig bag offentlig særregulering. Advokater ønsker at konkurrere på pris og kvalitet. Hovedstyret vedtog også at påbegynde arbejdet med at oprette en forbrugervenlig netportal for advokathjælp. Det blev endvidere besluttet, at advokater i fremtiden skal udarbejde en ordrebekræftelse, hvoraf opgavens art, varighed, klageadgang og principper for salærberegning fremgår. Det blev også vedtaget, at Advokatforeningen skal arbejde for udvikling og formalisering af advokaters tilbud om gratis retshjælp til ideelle organisationer og til ubemidlede privatpersoner, der ikke omfattes af offentlige retshjælpstilbud. Forslagene kaldes samlet for ”Hovedstyrets tiltagspakke”.

Alle forslag blev i november 2004 vedtaget af Advokatforeningens Repræsentantskab, Advokatforeningens øverste organ. Ophævelsen af procesmonopolet blev vedtaget med tre stemmer imod. Beslutningen var følgende:

””Procesmonopolet” er ikke til for advokaters skyld og må vurderes i lyset af gældende samfundsforhold. Advokater ønsker at markere, at de vil konkurrerer på kvalitet. Advokaternes absolutte procesmonopol kan derfor afvikles. I den videre dialog med ministeriet vil Advokatforeningen understrege de særlige behov, som gør sig gældende for sagstyper, som indebærer indgreb over for borgerne, som f.eks. i straffesager og sager med stærkt sociale tilsnit.”

Hovedstyrets og repræsentantskabets beslutninger er gennemgående blevet godt modtaget, særligt af politikere og pressen. Det blev fremhævet som noget positivt, at Advokatforeningen selv tog ansvar for advokatstandens udfordringer. Forslaget til afviklingen af ”laugstænkning” og forøgelsen af  advokattilbud blev særligt godt modtaget. Dette har givet Advokatforeningen mulighed for selv at øve afgørende indflydelse på de ændringer, der måtte komme.

En ny måde at handle på
Blandt Advokatforeningens medlemmer var modtagelsen mere blandet. Der var enkelte, der protesterede kraftigt mod forslaget om at ophæve procesmonopolet ud fra hensynet til klientens retssikkerhed og problemer knyttet til kvalitetssikring af juridiske tjenesteydelser. Selv om disse medlemmer var i klart mindretal blandt medlemmer og tillidsmænd, startede de en skarp debat.

Procesmonopolet er efter Hovedstyrets opfattelse ikke afgørende for advokater, og procesmonopolet har heller ikke til formål at beskytte advokater. Advokatforeningen finder, at advokater vil få processuelle opgaver uafhængig af, om der eksisterer et procesmonopol, da hverken klienter eller domstolene er tjent med uprofessionelle aktører i retten. Advokater har netop specialkompetence i at møde for domstolene. Advokatforeningen tror derfor, at potentielle klienter af juridiske tjenesteydelser vil foretrække at benytte advokater uafhængig af, om der er andre aktører, der tilbyder tilsvarende tjenesteydelser. I lande, hvor advokater ikke har procesmonopol, tyder det ikke på, at kvaliteten på juridisk rådgivning er forringet. Derfor vil det sandsynligvis ikke få væsentlige konsekvenser for advokater at lade andre få del, f.eks. revisorer i skattesager. Der er også et meget lille antal retshjælpere i Norge.

Vi må erkende, at denne måde at angribe udfordringen på i dette tilfælde, er ny for Advokatforeningen. Almindelige sagsbehandlingsrutiner blev fraveget, idet man forud for repræsentantskabets beslutning gik til pressen med Hovedstyrets indstilling om at ophæve procesmonopolet. Tidligere har Advokatforeningen i de fleste tilfælde først undersøgt forskellige alternativer, inden offentliggørelse af repræsentantskabets beslutninger. Det har været muligt i sager, hvor Advokatforeningen har haft god tid. Det var imidlertid ikke muligt at følge den sædvanlig forretningsgang i den situation, Advokatforeningen befandt sig i sidste efterår.

Det er lykkedes Advokatforeningen gennem denne fremgangsmåde at komme med et udspil, forud for Justitsministeriets behandling af advokatkontroludvalgets indstilling, ”Rett til rett”. Undersøgelsen indeholder mange forslag, som allerede er færdig forberedte for lovgiver gennem sagkyndige undersøgelser og høringsrunder. ”Advokatforeningens tiltagspakke” har imidlertid nu gjort det mere vanskeligt for myndighederne at fremme indgribende ændringsforslag med henvisning til, at standen ikke selv magter at rydde op.