Advokaten 2 Klientkonto- og storkundeordningen

Print Print
14-02-2005

Af advokat Jens Frederik Hansen, København

Efter at stempelafgiften for nogle år siden blev aflyst af lov om afgift af tinglysning og registrering af ejer- og panterettigheder mv. (lov nr. 382 af 2. juni 1999), er der også åbnet for nye metoder til betaling af afgiften.

I henhold til lovens § 17 kan virksomheder få tilladelse til at foretage månedlig afregning af afgiften på egne og kunders vegne. Dette indebærer naturligvis en daglig lettelse, fordi antallet af betalingsekspeditioner mindskes.

Imidlertid giver ordningen nogle fortolkningsproblemer i forhold til klientkontovedtægten, som fremgår nedenfor.

I advokatvirksomheder er den traditionelle fremgangsmåde i ejendomshandler, at man i forbindelse med fremsendelsen af skødeudkast til den part, som skal bære omkostningen, også fremsender opkrævning på afgiften.

Langt de færreste foretager formentlig udlæg for klienter og sender derfor først dokumenterne til tinglysning, når betaling er modtaget.

I den situation, hvor betaling af afgiften foretages samtidig med anmeldelsen af dokumentet til tinglysning, er det klart, at beløbet kan hæves på klientkontoen (forudsat at man som nævnt ikke lægger ud for klienten).

En række af de advokatkontorer, som jeg har været i kontakt med, har fortsat denne praksis, efter at de er overgået til storkundeordningen og har antaget, at de kunne foretage en overførsel af beløbet til egen kassekredit i stedet for, idet advokatkontoret nu har påtaget sig at foretage betaling til Told og Skat.

Loven om tinglysningsafgift indeholder i § 18 en række klare regler for, hvem der hæfter for betalingen af afgifter. I de traditionelle ekspeditioner ved køb og salg af fast ejendom er det aftalens parter, der hæfter, dvs. ejendommens sælgere og købere samt for pantebrevenes vedkommende panthaver og pantsætter. Ved lysning af servitutter og lignende er det imidlertid anmelderen, som hæfter for afgiften. Der er endvidere et par praktisk uvæsentlige undtagelser fra de nævnte regler.

Man bør bemærke sig, at der af lovens § 18 ikke fremgår en subsidiær hæftelse for anmelderen.

De nærmere regler om storkundeordningen findes i bekendtgørelse 725 af 15. september 1999, der i § 8 indeholder den formulering, at der kan gives ” tilladelse til, at en virksomhed på egne eller kunders vegne betaler afgiften månedligt.” Det kan næppe siges mere klart.

Konsekvensen heraf må være, at i det omfang en advokatvirksomhed er tilmeldt storkundeordningen, men undlader at foretage betaling, så vil afgiftsmyndigheden kun kunne retsforfølge advokatvirksomheden til betaling af de beløb, hvormed advokatvirksomheden i medfør af loven hæfter. Langt de største afgiftsbeløb vedrører imidlertid skøder og pantebreve, og de vil skulle opkræves hos de enkelte aftaleparter.

Afgiftsmyndigheden har imidlertid tilsyneladende tidligere meddelt Advokatsamfundet, at hæftelsen er overgået til storkunden, idet man finder hjemmel dertil i opkrævningsloven (lovbkg. 382 af 2. juni 1999 med senere ændringer). Det er egentlig imponerende. For det første henviser bekendtgørelse 725 om tinglysningsafgift ikke til opkrævningsloven som hjemmel, og det skal den; hvis altså opkrævningsloven er hjemmel.

For det andet må det kræve en udtrykkelig lovhjemmel, at man overfører hæftelsen fra et retssubjekt til et andet. Det er kun i Johan Herman Wessels digt om Smeden og bageren, at den slags tillades uden udtrykkelig hjemmel. Bemærkningerne til opkrævningsloven siger i øvrigt udtrykkeligt, at den ikke finder anvendelse, når der i de enkelte punktafgiftslove er fastsat afvigende bestemmelser. Men hvorfor skal dette udmærkede lex specialis-princip så ikke bruges, når loven om tinglysningsafgift indeholder sine egne klare hæftelsesregler? Og i øvrigt indeholder bemærkningerne til opkrævningslovens bestemmelse om pligtsubjektet ingen antydning af, at man på den baggrund skulle kunne overføre hæftelsen til andre. Tværtimod står der i bemærkningerne til bestemmelsen, at den ”ikke udgør en materiel ændring af retstilstanden.”

For det tredje må jeg antage, at hvis der først er tilstrækkelig mange penge på spil, så holder en tilkendegivelse af den slags fra afgiftsmyndigheden ikke i byretten. Og da der er tale om lovfortolkning, så kan aftaleparterne (som vil påberåbe sig, at de er frigjort for hæftelse) ikke henvise til deres ukendskab til loven. Hvis man retter sig efter afgiftmyndighedens tilkendegivelse, så spiller man juridisk hasard med sine klienters penge.

Når dette er tilfældet, så må man antage, at det vil være uretmæssigt, såfremt beløbet ikke henstår på klientkonto, indtil der sker betaling deraf til Told og Skat. Men at lade beløbet henstå på de enkelte klienters sager giver også et misvisende billede, fordi der reelt er disponeret over det indestående, som klienten har.

Løsningen er da også at anse beløbet for oppebåret på vegne af Told og Skat. Dette svarer ganske til det, som man på advokatfuldmægtigkurserne fik lært om modtagelsen af beløb, som var deponeret til sikkerhed for tredjemand.

For Advokatsamfundet må det være vigtigt, at vi lægger os fast på en praksis, som ikke vil kunne anfægtes. Derfor må vi også kunne nå til enighed om den rigtige metode. Jeg vil derfor opfordre kolleger, som måtte have en alternativ opfattelse, til at give den til kende.    

Advokatrådets Regel- og Tilsynsudvalg har drøftet de problemstillinger, som skitseres i artiklen. Det er for udvalget helt afgørende, at klienten frigøres for sin hæftelse, før advokaten kan hæve beløbet på klientkontoen. I artiklen argumenterer forfatteren mod den opfattelse, Told og Skat har tilkendegivet om, at hæftelsen overgår til advokaten, og at klienten dermed frigøres. Regel- og Tilsynsudvalget har fundet det rigtigt at forelægge artiklen for Told og Skat. Udvalget håber at kunne fortælle om resultatet af henvendelsen i Advokaten ved en senere lejlighed.