Advokaten 12 Så hold dog mund

Print Print
19-12-2005

Af Sys Rovsing Koch, formand for Advokatrådet

Så skete det igen.
I slutningen af oktober blev flere unge mennesker i et grundlovsforhør for såkaldt dobbeltlukkede døre fængslet for terrorvirksomhed. På trods af de meget strenge og oftest velbegrundede restriktioner dette lægger på såvel anklagemyndigheden som de sigtedes forsvarere, flød aviserne dog nærmest over med oplysninger om sagen og de sigtede. Oplysninger som – set udefra – næsten udelukkende kan stamme fra politiet.

Dette stiller forsvarerne i en nærmest umulig situation. De må læse oplysninger om deres klienter i avisen, som de ikke kan imødegå. Deres klienter bliver dømt i pressen, længe før sagen overhovedet når frem til domstolene. Og det er desværre langtfra første gang, det sker. Vi husker alle, hvorledes en kvinde i den såkaldte Plejebosag på grundlag af politiets oplysninger blev udstillet som massemorder. Det var helt utilstedeligt og i lyset af, at sigtelserne mod den pågældende senere blev opgivet, er der forhåbentlig nogen i politiet, som skammer sig den dag i dag. Også i andre sager af helt anden karakter – f.eks. insidersagen mod Midtbanks ledelse – har vi set oplysninger i pressen, som næsten kun kan stamme fra en insider i politiet.

At journalister med kyshånd griber sådanne oplysninger kan vel ikke undre. Dagligdagens dramaer er godt stof, når der er lig på bordet eller kendte personer som mål for artiklerne. Offentligheden har selvfølgelig også et krav på at blive informeret i rimeligt omfang om, hvad der rører sig i retterne – det er jo derfor, vi som udgangspunkt har åbne døre til retsmøderne. Men hvis kravet om åbenhed ikke skal ende med i stedet at blive en infam gabestok, kræver det omtanke ikke bare hos pressen, men også hos dem, der forsyner pressen med oplysninger.

I den aktuelle terrorsag har forsvarerne med rette, synes jeg, beklaget sig over den ubalance det giver. De er bastet og bundet af en tavshedspligt, som udelukker dem fra, i forhold til offentligheden, at varetage deres klienters interesser i en situation hvor politiet, som en af forsvarsadvokaterne har udtrykt det, har ”plapret løs som kællinger”.

I kølvandet på Plejebosagen blev der nedsat et udvalg, som skulle se på politiets videregivelse af informationer til pressen i efterforskningsfasen. Vi bad fra Advokatrådets side forgæves om at blive inddraget i dette arbejde ud fra en betragtning om, at der er en snæver sammenhæng mellem, hvad politiet bør og kan og forsvarernes reaktionsmuligheder.

I Norge er man gået anderledes til værks. Et celebert og meget omtalt familiedrama som involverede flere drab, blev massivt omtalt i pressen, og både politi og forsvarsadvokater var dagligt i medierne under både efterforskningen og selve retssagen. Åbenmundetheden hos begge parter var stor.

Forløbet blev efterfølgende videnskabeligt evalueret, og det viste sig, at jo mere medierne skrev om sagen og jo mere der blev ”plapret”, jo mere faldt offentlighedens tillid til, at de tiltalte ville få en retfærdig rettergang. Hele tilliden til retssystemet blev altså negativt påvirket af den megen presseomtale.

Dette fik den norske rigsadvokat til at tage initiativ til, at den norske anklagemyndighed, politiet og Den norske Advokatforening i fællesskab opstillede nogle retningslinier for, hvordan omverdenen informeres under sagen. Retningslinierne skal på den ene side sikre, at offentligheden informeres i passende omfang og på passende måde om igangværende sager og på den anden side forhindre, at tilliden til retssystemet nedslides af lækager i sager, som påkalder sig mediernes interesser. Hvis det lykkes at finde denne balance, vil de sigtede og tiltaltes retssikkerhed være sikret bedst muligt.

Den nuværende situation i Danmark er helt uholdbar. Hvis ikke politi og anklagemyndighed lærer at holde mund, vil vi i fremtiden kunne opleve situationer, hvor forsvarere føler sig nødsaget til at udvise civil ulydighed og bryde deres tavshedspligt, fordi det er den eneste måde, de kan beskytte deres klienters interesser på.

Dertil skulle det nødig komme.
Jeg vil derfor opfordre den øverste ledelse af politi og anklagemyndighed til at erkende, at vi står med et retssikkerhedsmæssigt problem, som kun kan løses i en dialog mellem forsvarsadvokaterne, politiet og anklagemyndigheden. Kunne en sådan dialog resultere i en fælles opfattelse og fælles retningslinier for pressekontakt i straffesager, ville det være et stort retssikkerhedsmæssigt fremskridt.