Advokaten 12 Mor er advokat

Print Print
19-12-2005

Af Pia Møller, pressechef

Kvindelige advokater forlader i langt højere grad end deres mandlige kolleger advokatkontorerne i de første år, efter de er blevet advokater. En af de vigtigste årsager er ifølge kvinderne selv et stort arbejdspres, der gør det svært at få arbejdet til at hænge sammen med familielivet. På de følgende sider fortæller tre kvindelige advokater med børn om deres syn på arbejdsliv og familieliv i advokatbranchen, og om hvordan lige præcis de har indrettet sig.
Vi skal holde op med at være bange
Ledelsen kan gøre medarbejderne meget tilfredse med nogle ordninger, der i virkeligheden koster meget lidt, mener Mette Gahrn-Jensen fra Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere.

Mette Gahrn-Jensen havde længe ønsket sig en fridag om måneden som supplement til den aftale om fast arbejdstid, hun har i firmaet Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere. Men først i foråret fik hun taget sig sammen til at bede om det.

- Jeg var nok lidt nervøs for at spørge og havde nogle forestillinger om, at sådan gør man ikke i den her branche. Men da jeg først fik spurgt, var det slet ikke svært at få den, fortæller den 39-årige advokat, der også har nogle ekstra feriedage i forhold til kollegerne.

Da Mette Gahrn-Jensen i 2000 kom til sin nuværende arbejdsplads, havde hun allerede to børn, og det var en klar forudsætning for hende, at hun kunne fastholde den faste arbejdstid, hun havde hos Nielsen & Nørager.

Hun er på kontoret fra cirka kl. 9 til kl. 17 hver dag, hendes mand – eller en reservebedste – henter børnene de fleste dage, mens det til gengæld altid er hende, der afleverer og tager de fleste af børnenes sygedage.

- Mit udgangspunkt er, at jeg går herfra omkring kl. 17. Og det er tidligt her i firmaet. Jeg rejser mig selvfølgelig ikke op midt i et møde og går, fordi Mogens har lavet hakkebøffer derhjemme. Men jeg kan være nødt til at gå, hvis han er ude og rejse, og jeg bare skal hente. Og det er klienten selvfølgelig orienteret om inden mødet.

- Når jeg går hjem, går jeg med oprejst pande og god samvittighed, selv om alle andre sidder med lamperne tændt, for den ordning har jeg.

Prioriteterne i orden
Mette Gahrn-Jensen har aldrig haft lyst til at blive partner, bl.a. fordi hendes mand også har en krævende karriere. Det valg blev for hendes vedkommende truffet for mange år siden og har gjort det lettere at bede om f.eks. fast arbejdstid og ekstra fridage.

- Da jeg først havde gjort op med mig selv, at min familie er det vigtigste for mig, havde jeg mine egne prioriteringer i orden. Så var det lettere for mig at bede om det, jeg gerne ville have. Jeg vidste også, at hvis jeg ikke fik det, måtte det have nogle konsekvenser i forhold til at kvitte mit job, og det var jeg villig til at leve med.

- Jeg er utrolig glad for at være advokat, og det giver mig mange ting – også en identitet – og det ville have gjort ondt at sige farvel til det. Det har jeg så heldigvis heller ikke behøvet, fortæller Mette Gahrn-Jensen, der i 2003 blev associeret partner i firmaet.

Hun kan dog godt forstå, at nogle – måske især yngre kvinder uden så mange års erfaring – har svært ved at gå op til ledelsen og bede om f.eks. nedsat arbejdstid eller ekstra fleksibilitet på andre måder.

- Vejen derop kan godt være lang, og det skal partnerne vide. Man kommer altså ikke og beder om nedsat arbejdstid, fordi man en fredag sidder og tænker, at det kunne da være skønt at gå hjem nu. Man har tænkt længe over det og spørger kun, fordi man har brug for det, siger hun.

Det koster meget lidt
Mette Gahrn-Jensen ville ønske, at både kvinderne og partnerne var lidt mindre bange for at tale om alternative løsninger omkring arbejdstid og -forhold. Kvinderne skal lade være med at være bange for at spørge. Og partnerne skal ikke være bange for, at det nødvendigvis koster en masse penge eller er en ressourcemæssig belastning for firmaet.

- I stedet for automatisk at tænke, at det ikke kan lade sig gøre, skal begge parter vise åbenhed.

- Hvis begge parter er bange for at tage hul på emnet, sker der nemt det, at den kvindelige advokat vælger at sige sit job op uden først at spørge ledelsen, om det var muligt at få fast arbejdstid, flere feriedage eller noget andet. Og så kan det lige så nemt tænkes, at ledelsen sidder tilbage, når den kvindelige advokat er rejst, og undrer sig og tænker, hvorfor sagde hun ikke, hvad det var, hun gerne ville have.

- Branchen er jo stadig præget af en mandehørm. Hvis du virkelig vil nå noget, så er du her nærmest ”twentyfour-seven”. Og det er synd for branchen, for jeg er sikker på, at i de kommende år, så vil det også blive et krav fra de yngre mænd, at de kan komme hjem og hente børn.

Mette Gahrn-Jensen siger selv, at hun omsætter for det samme, selv om hun har fået nogle ekstra fridage – som hun i øvrigt selv har betalt for med en nedgang i lønnen.

- Så faktisk har det slet ikke kostet noget. Arbejdsgiverne skal tænke på, at man ofte kan gøre medarbejderne meget tilfredse ved at give dem noget, som koster meget lidt.

Hun har lige nu den arbejdstid, der passer hende og familien. Men hun ved også, at hvis det skulle komme til et konkret valg mellem hendes karriere og hendes mands, så ville det blive hans.

- Der er jo grænser i ethvert advokatfirma for, hvor meget de kan undvære en. Jeg ved ikke, hvor grænsen går her, men jeg tror ikke, jeg havde fået en fridag om ugen, hvis jeg havde bedt om det. Jeg er jo også en ressource, og hvis jeg er for meget væk, skal der flere til at dække mig ind.

Mette Gahrn-Jensen er 39 år. Blev advokat i 1995. Associeret partner hos Mazanti-Andersen, Korsø Jensen & Partnere. Tidligere advokat hos Nielsen & Nørager. Speciale i finansieringsret og ansættelsesret.

Mor til Jeppe på 8 år og Gustav på 5 år. Gift med Mogens Bendixen, der er projektdirektør i NCC.

Alting koster noget
Det kan have sin pris at prioritere børn og familie ved at arbejde mindre end kollegerne. Den dag, du så er klar til at give den 100 procent, er det måske for sent, siger advokat hos DLA Nordic, Piya Mukherjee.

Da Piya Mukherjee i 1998 blev tilbudt job hos Bech-Bruun Trolle, gik hun hjemme på barsel med sit andet barn. Ved jobsamtalen gjorde hun klart, at hun kun ville skifte fra sin daværende arbejdsplads hos Philip & Partnere, hvis hun kunne få en nedsat arbejdstid. Det endte med en aftale om, at hun i en periode på tre år var på en ordning, hvor hendes omsætningsbudget og løn var på 80 procent af det, et fuldtidsjob ville indebære.

Efter jobsamtalen gik der næsten et halvt år, før hun skulle begynde på jobbet. I mellemtiden var hun også blevet skilt og var nu alene med to små børn.

- Ordningen faldt virkelig på et tørt sted. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skulle have gjort. Jeg skulle aflevere og hente børn de fleste dage og var ofte nødt til at gå kl. 15 eller 15.30. Til gengæld kunne jeg arbejde længe, når de var hos deres far, fortæller hun.

Ordningen fortsatte hos Bech-Bruun Trolle også efter de tre år. Og da hun i 2004 skiftede til DLA Nordic, fik hun samme arbejdsvilkår her. Hun skønner selv, at hun arbejder 35-40 timer om ugen. Hun er som regel ude af døren hos advokatfirmaet på et tidspunkt mellem 15.30 og 16.30, og så tager hun nogle lange dage ind imellem.

- Min kæreste er flink til at hjælpe. Men det er jo mine børn, og derfor er det mig, der står for langt det meste. Nu skal min store søn ikke hentes længere, men så er der jo fritidsaktiviteter, forældremøder og alt det andet.

- Jeg vil jo også bare gerne være sammen med dem. De er allerede på vej mod en alder, hvor de pludselig vil være mere ligeglade og ikke har så meget brug for mig, siger hun.

Piya Mukherjee har ikke oplevet, at det var svært at få den ordning om arbejdstid, som hun nu har haft i otte år.

- Jeg kunne ikke se, hvordan jeg ellers skulle få det til at hænge sammen, og det forstod de godt. Det er nok ofte lettere for kvinder med små børn at få nogle særlige ordninger omkring arbejdstid og frihed. Det er meget sværere for en mand eller en kvinde uden børn, der bare gerne vil arbejde mindre end kollegerne, siger hun.

Måske er det for sent
Den 43-årige advokat med de indiske rødder er afklaret omkring, at det kan have kostet hende noget karrieremæssigt, at hun har valgt at arbejde mindre i en årrække. F.eks. er hun aldrig blevet partnerevalueret, for det bliver man ikke, når man arbejder på reduceret tid.

- Det koster da på karrieren. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg ender, fordi jeg har valgt et andet spor end de fleste. Når jeg en dag bestemmer mig for, at jeg godt kunne tænke mig at arbejde 100 procent og give den en skalle, så kan det være, at det er for sent.

- Men på den anden side: Alting koster jo noget. Havde jeg valgt at prioritere karrieren 100 eller 110 procent, ville jeg synes, at jeg var for lidt sammen med mine børn. Så havde det været omkostningen, siger hun.

Insolvensafdelingen i DLA Nordic består af Piya Mukherjee, to ældre partnere og en yngre advokat, og hun blev hentet til firmaet med henblik på et generationsskifte i afdelingen. Det betyder, at hun i højere grad end tidligere nu beskæftiger sig med områder som udvikling af afdelingen, strategisk planlægning og markedsføring.

- Lige nu kan det ikke hænge sammen for mig og min familie, hvis jeg skal arbejde mere. Men jeg kan da sagtens forestille mig, at det om nogle få år kan lade sig gøre, siger hun.

Mere åbenhed
Piya Mukherjee har en fornemmelse af, at der i advokatbranchen er langt flere individuelle ordninger om arbejdstid, end de fleste tror. Men det er ikke noget, man taler om, hverken på det enkelte kontor eller i branchen som sådan.

- Åbenhed vil betyde, at kvinderne ved, at muligheden er der. Det kan være med til at holde på nogle af dem, der rejser, efter at vi har brugt tid og penge på at uddanne dem. Og det vil være til gavn for branchen.

Hos partnerne tror hun, den manglende åbenhed om ordningerne ofte skyldes frygten for præcedens og måske også for, at der skal opstå jalousi over, at nogle medarbejdere går tidligere hjem end andre.

- Jeg kan godt forstå, at partnerne ikke er interesseret i at have en væsentlig del af deres advokater på nedsat tid. For selv om folk arbejder mindre, så har du jo som arbejdsgiver de samme ansættelsesmæssige forpligtelser, og partnerne har jo også en bundlinie at tænke på. Men jeg tror ikke, de skal være bange for, at folk vil stå i kø uden for deres kontor for at få reduceret deres arbejdstid. De fleste er slet ikke interesserede.

- I min dagligdag oplever jeg, at vi sagtens kan forstå og respektere, at vi arbejder på forskellige vilkår. Jeg har kun nogle få gange hørt kommentarer til, at jeg går tidligt. Mit svar er så, at jeg faktisk har betalt for at gå nu, siger hun.

Piya Mukherjee er godt klar over, at hun som advokat på insolvensområdet har lettere ved at planlægge og selv styre sin arbejdstid end mange af hendes kolleger på andre områder, hvor der er flere ”her og nu” opgaver.

- Men jeg får da også hasteopgaver både fra mine kolleger i huset og fra klienter. Hvis jeg forklarer, at jeg er nødt til at gå om eftermiddagen, men til gengæld kan lave opgaven på et andet tidspunkt, og jeg så leverer varen, så er der faktisk altid forståelse for det. I virkeligheden er det jo pålideligheden, der er det vigtigste. Der er masser af advokater, der siger ja til alting, sidder på kontoret til kl. 24 og alligevel ikke når det hele, siger hun.

Piya Mukherjee er 43 år. Blev advokat i 1990. Advokat hos DLA Nordic med speciale i insolvensret. Har tidligere arbejdet hos bl.a. Koch-Nielsen & Grønborg, Philip & Partnere og Bech-Bruun Dragsted.

Mor til Nikkel på 11 år og Maya på 8 år. Bor sammen med Lars Viggo Høyer, der er it-chef på Den Danske Filmskole.

Ingen patentløsning
Pernille Backhausen har fået tre børn i løbet af otte år. I den periode er advokatbranchen blevet et bedre sted for kvinder – og mænd – med små børn, mener hun.

Pernille Backhausen er styrtet ind ad døren på kontoret. Hun har afleveret børn og også lige ordnet det sidste med referatet fra børnehavens bestyrelse, hvor hun er formand. T-shirten og cowboybukserne bliver senere på dagen skiftet ud med mere ”klient-egnet” tøj i det lille walk-in skab i hjørnet af kontoret. Den 35-årige advokat, der er associeret partner og personalechef, har været hos Jon Palle Buhl siden fuldmægtigtiden og har i løbet af de seneste otte år fået tre børn.

- Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg ville have børn. Jeg er åben om, at jeg har tre børn, og at det kan lægge nogle begrænsninger på min arbejdsmæssige udfoldelse - både over for kolleger og over for klienterne, fortæller hun.

Flere ordninger
I midten af 1990'erne stod Pernille Backhausen og en række andre kvinder bag en fredsommelig aktion, der gik ud på at skaffe alle advokater på de københavnske kontorer løn under barsel. To år senere fik hun selv sit første barn, og siden er to mere kommet til. Og selv om der stadig er arbejdspladser, hvor det ikke er sjovt at være advokat med små børn, så mener hun, at branchen generelt er blevet et bedre sted for kvinder med børn.

- Jeg oplever, at der er rigtig mange, som har fundet en måde at kombinere arbejdsliv og familieliv på, som passer lige præcis dem. Jeg tror, man skal gøre op med sig selv, hvor meget man vil arbejde. Hvis man så ikke kan få det, som man vil have det, kan det jo være en overvejelse, om det er arbejdspladsen, den er gal med – og måske ikke branchen som sådan.

Hun peger på, at advokatvirksomhederne, siden hun fik sit første barn, har fundet nogle måder at værdsætte og fastholde den type medarbejdere, som småbørnsmødre typisk er.

- Dengang var der stort set ingen anden vej opad end partnerskab. Nu har vi alle mulige ordninger, som f.eks. associeret partner. Vi vil ikke nødvendigvis have fuldt partnerskab og overskudsdeling, men vi vil have indflydelse på det niveau, som vi har erfaring til. Der er mange parametre, der kan være afgørende for, at en ordning er tilstrækkelig attraktiv, siger hun.

En Lene Espersen model
Pernille Backhausens mand er socialpædagog og har efter alle tre fødsler ønsket at tage så stor en del af barselsorloven, som det var muligt. I øjeblikket går han hjemme med parrets yngste datter Linnea. I de to første tilfælde endte de hjemlige forhandlinger med, at Pernille Backhausen var hjemme i 17 uger, dernæst var 10 uger på deltid og efterfølgende var det hendes mand, der passede hjemmefronten. Med det yngste barn var hun hjemme i seks måneder, hvor hun i hele perioden løste nogle sager på telefon og e-mail og gik til nogle få møder medbringende lift og barn.

- Jeg har været heldig at have en mand, der gerne ville gå hjemme, og det har passet vores familie perfekt. Men jeg havde valgt en anderledes barsel, hvis jeg havde skullet overlevere børnene til en vildfremmed.

Fra hendes første barselsorlov til den seneste har hun oplevet, at tolerancen over for ”hendes” løsninger er blevet større. Da hun i 1997 fortalte sine ”med-gravide” på gymnastikholdet, hvordan hun havde tænkt sig at gøre med barselsorloven, rejste der sig et ramaskrig.

- De kunne simpelthen ikke tro på, at det var mit eget valg, og mente, at jeg var blevet hjernevasket af at være i advokatbranchen. Den reaktion har jeg slet ikke fået denne gang. Jeg tror, den nye fleksible barselsorlov har været med til flytte på nogle holdninger.

Hun peger på, at justitsminister Lene Espersen, da hun fik sit første barn og tog det med på ministerkontoret efter en kort orlov, blev hængt ud i pressen som en dårlig mor.

- Anden gang hørte man ikke samme fordømmende ord. Så der er sket noget.

- Der er ingen patentløsninger, og vi kvinder skal passe på, at vi ikke kommer til at spejle os i en bestemt måde at gøre tingene på, som opfattes som den rigtige. Nogle mener f.eks., at det er meget forfærdeligt, at kvinder med en høj uddannelse vælger at gå hjemme i en årrække. Men hvis det passer lige præcis den familie og den kvinde at gøre det sådan, så er det jo det rigtige, siger hun.

Bedre løsninger i nye rammer
Pernille Backhausen vurderer selv, at hun arbejder ca. 40 timer om ugen – nogle uger mere, nogle uger mindre. Hun afleverer et eller flere børn langt de fleste morgener og henter børn en gang om ugen – flere gange, når det kan lade sig gøre.

- Selv om jeg i princippet har en mand, der kan hente alle dage, så prioriterer jeg at være med i den del af børnenes liv også, siger hun og tilføjer, at fleksibilitet er det vigtigste for hende.

- Det gode ved det her job er jo, at hvis du er nødt til at være et andet sted end på kontoret, så kan du næsten altid arrangere det. Jeg er aldrig gået glip af forestillinger i børnehaven, fødselsdage og første skoledag.

Hun mener, at branchens vej mod en mere familievenlig arbejdskultur er en løbende proces.

- Jeg tror, vi om ti år vil være nået meget længere, end vi forestiller os lige nu. Der kommer flere og flere mænd og stiller de samme krav som mig. Asger, Rasmus og Joachim her på kontoret vil da også hjem og hente børn og tage deres andel af bleskiftene, siger hun.

1. januar starter Pernille Backhausen og en stribe andre advokater fra københavnske kontorer en ny advokatvirksomhed, Sirius, som skal være et specialistfirma på en række områder. En del af advokaterne har mindre børn.

- Jeg har været utrolig tilfreds med at være hos Jon Palle Buhl, hvor jeg altid har oplevet stor imødekommenhed og plads til individuelle ordninger. Men jeg kan jo godt se, at det i branchen generelt kan være svært at skabe nye ordninger omkring arbejdstid og fleksibilitet i nogle rammer, som er fastlagt for mange år siden. Med det nye firma vil vi forsøge at skabe rammerne efter de behov, der er hos medarbejderne og i en dialog med dem. Det er f.eks. en overvejelse, om man behøver to skriveborde til to advokater, der er på deltid.

Pernille Backhausen er 35 år. Associeret partner og personalechef hos Jon Palle Buhl. Fra 1. januar partner i det nye advokatfirma Sirius. Speciale i ansættelsesret og procesret.Mor til Mille på 7 år, Lukas på 4 år og Linnea på 1 år. Gift med Dan Backhausen, der er socialpædagog og arbejder som lærer på en institution for døgnanbragte børn.

Kvinderne skal være murbrækkere
Advokatrådets formand Sys Rovsing Koch har bedt Udvalget for drift af advokatvirksomhed om at arbejde på initiativer, der kan være med til at fastholde kvinderne i branchen. Hun mener, at nye arbejdsformer og større fleksibilitet kan komme hele branchen til gode.
Sys Rovsing Kochs tre børn er 18, 25 og 26 år, og det er længe siden, hun skulle hente børn i daginstitutioner og skoler. Men hun kan godt huske, at det var en travl tid.

- Det var bestemt hårdt. Men heldigvis havde børnene jo også en far, og han var offentlig ansat. Og så har jeg altid haft det sådan, at jeg har tjent mange penge, men jeg har også brugt rigtig mange. I de år, hvor børnene var små, brugte jeg dem på at betale mig fra alt det huslige. Så jeg lavede det, jeg syntes var sjovt. Det var mit arbejde og så at være sammen med min familie. Jeg gjorde bare ligesom mænd altid har gjort: De har arbejdet meget, og når de kom hjem, har de hygget sig med ungerne.

Sys Rovsing Koch kalder det bekymrende, at hun og de andre partnere rundt omkring på advokatkontorerne ikke har formået at gøre branchen attraktiv nok for de yngre kvinder. Især fordi næsten 60 procent af de studerende på jurastudierne er kvinder. Derfor har hun bedt Udvalget for drift af advokatvirksomhed om i denne rådsperiode at komme med nogle konkrete bud på initiativer, der kan få kvinder til at søge ind i advokatbranchen og blive der.

- Hvis flere og flere af de gode har lyst til at sige farvel til os, må vi forholde os til, hvorfor – og hvordan, vi kan gøre det bedre, siger hun, der dog mener, at myten har vokset sig værre end virkeligheden.

- Jeg kunne godt tænke mig at få nogle af de gode historier frem, om hvordan advokatliv og familieliv kan kombineres. Det kunne f.eks. ske i en slags mentorordning for kvinder, hvor unge kvinder kunne få gode råd af nogle lidt mere erfarne.

Sys Rovsing Koch mener, at advokatbranchen generelt står overfor at skulle finde frem til en ny arbejdskultur, både for unge, ældre og dem midt imellem.

- Jeg håber i virkeligheden, at kvinderne kan være murbrækkere for at skabe en anderledes kultur i forhold til, hvordan vi arbejder. Det er jo ikke bare et problem for yngre kvinder, men for alle mennesker, hvis arbejdet tager så meget over, at der ikke er tid til andet. Vi skal finde på løsninger, som skal udbredes til også at gælde mænd, ældre advokater – i det hele taget advokater. Det er ikke sundt at arbejde så meget, at det fylder hele ens liv.

Hun henviser til, at it-teknologi i dag giver nogle muligheder for fleksibilitet, som ikke var der, da hun kom ind i branchen.

- Selvfølgelig skal klienterne have arbejdet gjort, når en sag opstår, men det behøver måske ikke være den samme advokat, der gør al arbejdet hele vejen igennem. Vi skal tænke vores arbejdsprocesser igennem og finde på nye former for arbejdsdeling og team-arbejde. Vi skal gøre det, for at den enkelte advokat kan få det bedre, men jeg tror også, at vi kan lave bedre produkter på den måde. Det er jo f.eks. en fordel for klienten, at der altid er en advokat til stede, der kender til sagen.

Kvinder i advokatbranchen
I 2004 var 24 procent af advokaterne kvinder. I 2001 udgjorde kvinderne 22 procent af branchen.Kvinderne i advokatbranchen er klart yngre end mændene. Hver fjerde kvinde var i 2004 mellem 30 og 34 år, mens kun hver ottende mand tilhørte denne gruppe af yngre advokater. Der er altså en generation af unge kvindelige advokater på vej frem.

I 2004 valgte otte procent af de kvindelige advokater at deponere deres bestalling, mens kun tre procent af mændene droppede advokattitlen. De kvinder, der deponerer deres bestalling, gør det i en væsentlig tidligere alder end deres mandlige kolleger. 63 procent af dem deponerer inden for de første fire år efter de har fået beskikkelse. Kun 43 procent af mændene deponerer så hurtigt.

Fra 2001 til 2004 steg andelen af deponeringer blandt kvindelige advokater med ti procent. Det er kun fordi advokatstanden generelt vokser, at det samlede antal kvindelige advokater stiger. Af de advokater, der arbejder i en advokatvirksomhed, er 22 procent kvinder. Blandt advokater ansat i andre virksomheder er 36 procent kvinder.

Kilde: Advokatsamfundets brancheanalyse.