Advokaten 12 Adgangen til markeder uden for EU

Print Print
19-12-2005

Af Morten Broberg, lektor
Danske virksomheder bør sætte sig ind EU's handelshindringsforordning, som giver mulighed for at fjerne handelshindringer på eksportmarkeder

Der går næppe en uge, uden at medierne omtaler sager, hvor EU's konkurrenceregler er bragt i spil i bestræbelserne på at sikre den fri og lige konkurrence. For danske virksomheder og deres rådgivere er disse regler blevet en del af hverdagen. Der findes imidlertid en række andre EU-regler, der har samme mål, og som i princippet kunne have væsentlig betydning for danske virksomheder, men som lever et anderledes anonymt liv. Det gælder blandt andet den såkaldte ”handelshindringsforordning” (Rådets forordning nr. 3286/94 af 22. december 1994). Ikke mindst for en eksportorienteret økonomi som den danske kan denne forordning være af betydelig interesse, idet den bl.a. tilsigter at fjerne urimelige restriktioner for europæiske virksomheders adgang til markeder uden for EU.

Hvis eksempelvis Rusland ønsker at beskytte sin produktion af svinekød og derfor indfører nogle toldprocedurer, som i praksis væsentligt besværliggør indførsel af svinekød fra EU, vil det være oplagt at bede Kommissionen indlede en undersøgelse i henhold til handelshindringforordningen.

Handelshindringsforordningen er grundlæggende baseret på tre led. Først skal Kommissionen modtage en klage. Dernæst skal den foretage en undersøgelse. Og endelig skal Fællesskabet på grundlag af undersøgelsen vælge at indføre specifikke foranstaltninger.

Klagen
Handelshindringsforordningen giver mulighed for at klage over ”handelshindringer”, som er indført eller opretholdt af et tredjeland. Handelshindringer, der ikke kan tilskrives myndighederne i det pågældende tredjeland, men alene kan tilskrives en virksomhed i et tredjeland, er således ikke omfattet. Forordningen dækker hindringer såvel for varer som for tjenesteydelser. Det er dog under alle omstændigheder en forudsætning, at handelshindringen enten udtrykkeligt er forbudt ifølge internationale handelsregler (typisk WTO-reglerne), eller at disse regler i det mindste giver EU ret til at fjerne hindringens virkning.

Ikke blot EU's medlemsstater men også virksomhederne i Fællesskabet kan indbringe klage for Kommissionen. Ofte indgives klage af en brancheforening på vegne af en hel fællesskabsindustri – dvs. samtlige fællesskabsproducenter eller leverandører inden for et givet område. For at være klageberettiget er det dog en forudsætning, at hindringen har negative handelsmæssige virkninger for klageren (virksomheden eller erhvervsgrenen). I denne forbindelse forudsættes det i forordningen, at klageren normalt fremsender en række faktuelle oplysninger om den berørte samhandel – herunder udviklingen i denne samhandel, oplysninger om de berørte varers eller tjenesteydelsers prisfastsættelse, og hvilke virkninger handelshindringen har haft for klager.

Når Kommissionen har modtaget klagen, indleder den konsultationer for at afklare, om der skal iværksættes en undersøgelsesprocedure. En sådan procedure iværksættes kun, såfremt Kommissionen finder, at klagen er støttet af tilstrækkelige beviser, og at proceduren er nødvendig af hensyn til Fællesskabets interesser.

Undersøgelsesproceduren
Hvis Kommissionen finder, at der er grundlag for at iværksætte en undersøgelsesprocedure, giver den meddelelse om dette i EU-tidende. Samtidig gives der officiel underretning til det eller de tredjelande, som er omfattet af proceduren, og der indledes egentlige undersøgelser i samarbejde med medlemsstaterne. De parter, der er mest umiddelbart berørt af undersøgelsen og den mulige afgørelse, som Kommissionen eventuelt vil træffe, kan kræve at blive hørt.

Ved gennemførelsen af undersøgelsen er Kommissionen i høj grad afhængig af oplysninger fra de parter, der må antages at være negativt berørt af handelshindringerne. Forordningen giver imidlertid ikke Kommissionen mulighed for at tvinge disse til at udlevere de relevante oplysninger. For så vidt angår klager er dette dog sjældent et problem – klageren har jo en klar interesse i, at Kommissionen får tilstrækkeligt med oplysninger til at kunne konstatere, at der foreligger en handelshindring omfattet af forordningen; altså en foranstaltning, som der ifølge de internationale handelsregler er adgang til at skride ind overfor.

Som led i undersøgelsen søger Kommissionen at afklare, om kravet om, at der foreligger ”negative handelsmæssige virkninger”, er opfyldt. Dette er kun tilfældet, såfremt den omtvistede handelshindring har væsentlig virkning på Fællesskabet eller på en af Fællesskabets regioner. Det er således normalt ikke i sig selv tilstrækkeligt, at et antal virksomheder i Fællesskabet lider under negative virkninger af handelshindringen.

Undersøgelsen afsluttes med fremlæggelse af en rapport, der som hovedregel skal foreligge inden for fem måneder fra meddelelsen om iværksættelse af undersøgelsesproceduren.

Hvad kan der opnås gennem en klage?
Det forhold, at Kommissionen iværksætter en undersøgelse, kan få det tredjeland, der er genstand for undersøgelsen, til at træffe foranstaltninger, der overflødiggør indgreb fra Fællesskabets side. I en sådan situation er der ikke grund til at fuldføre undersøgelsen. Kommissionen kan derfor vælge at afslutte denne. En anden mulighed er at suspendere undersøgelsesproceduren. Den mulige genåbning af proceduren vil i sig selv medvirke til at sikre, at det pågældende tredjeland ikke på ny indfører de ulovlige handelshindringer.

Hvis Kommissionen afslutter sin undersøgelse med at konstatere, at et tredjeland har indført ulovlige handelshindringer, og hvis tredjelandet ikke er villigt til at ophæve disse, kan Fællesskabet vedtage handelspolitiske modforanstaltninger. Modforanstaltningerne skal dog indføres i fuld overensstemmelse med de internationale handelsregler, som EU er bundet af. Blandt de foranstaltninger, som forordningen giver mulighed for, er:

  • Tilbagekaldelse af handelsmæssige indrømmelser.
  • Forhøjelse af gældende toldafgifter eller indførelse af anden form for importafgift.
  • Indførelse af mængdemæssige import- eller eksportbegrænsninger.

Indførelse af sådanne foranstaltninger kan i sagens natur have vidtrækkende politiske konsekvenser. Forordningen tillægger derfor Fællesskabet et meget vidt skøn ved afgørelsen af, om der skal indføres foranstaltninger – og i givet fald hvilke. Således forudsætter indførelse af foranstaltninger, at dette er i ”Fællesskabets interesse”; et meget vidt begreb, som ikke er søgt nærmere defineret i forordningen.

Anvendelse i praksis
Indtil videre er der kun indledt en egentlig undersøgelsesprocedure under handelshindringsforordningen i et begrænset antal sager. Og dette selvom Kommissionen arbejder ihærdigt på at udbrede kendskabet til forordningen.

Til gengæld viser de sager, der har været, tydeligt, at forordningen favner ganske bredt. Det er således ikke blot lande som USA, Japan, Sydkorea og Brasilien, der har været underkastet undersøgelse, men også lande som eksempelvis Canada, Colombia og Uruguay. I praksis har sagerne angået varer – ikke tjenesteydelser. Handelshindringerne har været særdeles forskelligartede. De har angået alt fra importforbud over problemer med oprindelsescertifikater og med brugen af standarder til krænkelse af ophavsrettigheder. Den store bredde er en afspejling af det brede handelshindringsbegreb. Også danske virksomheder må nødvendigvis jævnligt støde på en række hindringer, der er omfattet af handelshindringsforordningen. Nogle af disse virksomheder vil formentlig med fordel kunne kigge nærmere på forordningen – et første skridt kunne være at studere Kommissionens vejledning om forordningen nærmere (http://trade-info.cec.eu.int/doclib/docs/2005/april/tradoc_122567.pdf).