Advokaten 11 Sagsomkostninger i civile sager

Print Print
14-11-2005

Af Bjarne Christensen, præsident for Vestre Landsret og formand for Retsplejerådet
Nogle bemærkninger i tilknytning til de nye regler om sagsomkostninger i civile sager, herunder om de forventninger, som retterne kan have til advokaterne ved den praktiske håndtering af reglerne.

Retsplejelovens regler om sagsomkostninger i civile sager blev som bekendt ændret med virkning fra den 1. juli 2005. De nye regler bygger på dele af Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2005 om reform af den civile retspleje III (Adgang til domstolene).

Advokaten har opfordret mig til at skrive et indlæg navnlig om den praktiske håndtering af de nye regler, herunder om de nye takster for sagsomkostninger og om de krav eller forventninger, man ved domstolene har til advokaterne i forbindelse med fastsættelsen af sagsomkostningerne. Baggrunden for mine bemærkninger er navnlig arbejdet i Retsplejerådet, justitsministerens lovforslag samt drøftelser i oktober 2005 på et plenarmøde i Vestre Landsret og på et møde i Kontaktudvalget mellem jyske advokater og Vestre Landsret.

De nye regler
De nye regler gælder for afgørelser, der afsiges efter 1. juli 2005 og dermed også i sager, der er anlagt før lovens ikrafttræden, når blot afgørelsen om sagsomkostninger ikke er afsagt inden den 1. juli 2005.

De nye regler viderefører på mange måder kendte principper for omkostningsafgørelser både i dispositive sager og i indispositive sager.

I indispositive sager vil udgangspunktet således også fremover være, at ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part. Disse sager omtales i øvrigt ikke nærmere i dette indlæg.

I dispositive sager videreføres hovedprincippet om, at den tabende part skal betale sagsomkostninger til den vindende part. Endvidere videreføres princippet om, at andre udgifter end udgifter til advokatbistand erstattes fuldt ud, mens udgifter til advokatbistand erstattes med et standardbeløb, der ikke direkte afhænger af den konkrete udgift.

De nye regler giver mulighed for en betydelig forhøjelse af de standardbeløb, der anvendes ved udmålingen af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand. Sigtet hermed er ikke at skabe grundlag for højere advokatsalærer, men at opnå en bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgift til advokatbistand.

Det er forudsat, at parterne i højere grad udtaler sig, før der træffes afgørelse om sagsomkostninger, men det er fortsat sådan, at retterne kan træffe bestemmelse om sagsomkostninger, selv om parterne ikke har udtalt sig om spørgsmålet.

Det er endvidere forudsat, at retternes afgørelser om sagsomkostninger begrundes mere udførligt. Dette gælder særligt i de tilfælde, hvor den tabende part helt eller delvis fritages for at betale sagsomkostninger til den vindende part, eller hvor visse påberåbte udgifter anses for at have været unødvendige for sagens forsvarlige udførelse eller i øvrigt ikke tages i betragtning som sagsomkostninger.

Det er ligeledes forudsat, at landsretterne fortsat udsender oversigter med vejledende takster, der er udtryk for, hvordan landsretterne som udgangspunkt vil fastsætte sagsomkostninger i konkrete sager.  I overensstemmelse hermed har landsretterne i juni udsendt vejledende satser pr. 1. juli 2005 for fastsættelse af et passende beløb til dækning af udgifter til advokatbistand i henholdsvis proceduresager og inkasso(rets)sager.

De nye regler betyder, at sagsomkostningsbeløb fremover skal forrentes, hvis sagsomkostningerne ikke betales inden udløbet af fuldbyrdelsesfristen. Dette gælder, uanset om det i afgørelsen er nævnt, at der skal betales rente af sagsomkostningsbeløbet, idet den nye regel i rentelovens § 8 a kan påberåbes direkte af fordringshaveren.

De nye regler svarer i alt væsentligt til Retsplejerådets forslag. Dog er det i regeringens lovforslag forudsat, at det for så vidt angår udmålingen af et passende beløb til dækning af advokatbistand ikke længere skal gøre nogen forskel, om bistanden er udført af en advokat, der er antaget af parten eller ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne. Dette gælder både i procedure- og inkassosager (og må derfor antages at skulle gælde også ved fastsættelsen af sagsomkostninger for betalingspåkrav).

Udmålingen af sagsomkostninger
Efter de tidligere regler skulle et omkostningsbeløb ansættes under ét til en rund sum, således at udgift til advokatsalær erstattedes med et passende beløb, og øvrige udgifter så vidt muligt erstattedes fuldt ud.

De nye regler har bl.a. til formål at gøre det lettere for parterne at se, hvordan et tilkendt eller pålagt sagsomkostningsbeløb er fremkommet, og afgørelsen om sagsomkostninger skal derfor nu indeholde særskilt oplysning om, hvilket beløb der vedrører dækning af henholdsvis retsafgift, udgift til advokatbistand og andre udgifter. 

Dette krav om specifikation af de enkelte hovedelementer i et omkostningsbeløb, sammenholdt med at andre udgifter (end udgifter til advokatbistand) skal erstattes fuldt ud, og at udgiften til advokatbistand udmåles efter nye principper, stiller øgede krav til de oplysninger, som parterne bør sørge for, at retterne er i besiddelse af, når der skal træffes en omkostningsafgørelse. Parterne bør derfor udtale sig om sagsomkostningerne, men sker det ikke, er det vigtigt at være opmærksom på, at retten ikke af egen drift skal anmode parterne herom, men kan træffe sin afgørelse om sagsomkostninger ud fra en generel vurdering for sager af den pågældende karakter.

Retsafgift
Udgiften til dækning af retsafgift (af det vundne beløb) kan retten fastsætte bl.a. ved hjælp af nogle oversigter, der er bilagt landsretternes nye takster. Ved fastsættelsen af beløbet til dækning af udgiften til retsafgift skal man være opmærksom på, at reglerne om retsafgift er forskellige for sager anlagt eller anket før den 1. januar 2005 og sager anlagt eller anket den 1. januar 2005 eller senere.

Da et krav om dækning af en udgift til retsafgift selvsagt har betydning for modparten, bør denne være orienteret om, hvilket retsafgiftsbeløb der kræves dækket som sagsomkostning. Herved får modparten anledning til at udtale sig om spørgsmålet f.eks. i tilfælde af uenighed i beregningen. Denne orientering af modparten kan f.eks. gives i forbindelse med den oversigt, der nævnes nedenfor.

Advokatbistand
Udgiften til dækning af advokatbistand skal også efter de nye regler alene erstattes med et passende beløb.

Som nævnt er der i forbindelse med de nye regler udsendt nye oversigter med vejledende takster, der er udtryk for, hvordan landsretterne som udgangspunkt vil fastsætte sagsomkostninger i konkrete sager.  Også de nye takster er opbygget med intervaller, hvor sagsgenstandens værdi leder ind til et bestemt interval for omkostningsbeløbet, hvis der er tale om en proceduresag, og – hvad der er nyt – til et bestemt beløb, hvis der er tale om en inkassosag.

De nye takster i proceduresager dækker sagsværdier til og med fem mio. kr. Ved sager med økonomisk værdi over dette beløb forudsættes det, at de udmålte beløb gennemsnitligt vil ligge på linje med de beløb, der er tilkendt før den 1. juli 2005, men det er dog også forudsat, at den konkrete udmåling kan være mere differentieret end efter tidligere praksis.

De nye takster i proceduresager forudsættes anvendt på en anden måde end de tidligere takster. Den afgørende forskel er en nedtoning af den betydning, som der skal lægges på sagsgenstandens værdi i proceduresager. Der skal altså i disse sager være en mindre fast sammenhæng end i tidligere praksis mellem sagsgenstandens værdi og det standardbeløb, der tilkendes til dækning af udgiften til advokatbistand.

Indgangen til den nye tabel er som nævnt sagsgenstandens værdi, der via et interval for sagsværdier leder frem til et nærmere angivet interval for fastsættelsen af omkostningsbeløbet. Normalt vil omkostningsbeløbet herefter skulle udmåles inden for dette interval, men hvis sagen har været usædvanlig vanskelig – f.eks. med forelæggelse af præjudicielle spørgsmål for EF-domstolen – eller usædvanlig nem, vil salæret efter anmodning fra en part kunne fastsættes højere eller lavere end angivet i tabellens interval. Hvis en part anser forudsætningen for et sådant højere eller lavere omkostningsbeløb uden for intervallet for at være opfyldt, må spørgsmålet forventes rejst. Hensynet til modparten taler for, at dette ikke først sker under proceduren, men f.eks. i forbindelse med påstandsdokumentet (også uanset at bestemmelse om sagsomkostninger fortsat kan træffes, selv om der ikke er nedlagt påstand herom).

Når omkostningsbeløbet skal udmåles inden for intervallet, er det ikke afgørende, hvor sagsværdien ligger i forhold til intervallet for sagsværdier. Det er med andre ord ikke – som tidligere – således, at en sagsværdi midt i sagsværdiintervallet modsvarer et omkostningsbeløb midt i omkostningsintervallet. Men ligger sagsværdien helt ude i den ene eller anden ende af sagsværdiintervallet, skal man være opmærksom på at undgå uheldige tærskeleffekter. Ligger sagsværdien lige over eller lige under en intervalgrænse, kan dette i sig selv trække i retning af henholdsvis en relativ lav eller relativ høj udmåling inden for det pågældende omkostningsinterval, således at der er sammenhæng med de mulige udmålinger i de omkringliggende sagsværdiintervaller. Ser man imidlertid bort fra disse ydertilfælde, er det karakteren af den enkelte sag og dermed det arbejde, der har været forbundet med sagen, som er det afgørende hensyn ved valget af omkostningsbeløb inden for omkostningsintervallet. Forberedelse og gennemførelse af syn og skøn vil f.eks. normalt betyde, at omkostningsbeløbet vil blive udmålt i den øverste halvdel af intervallet. I opadgående retning kan også trække, hvis domsforhandlingen har varet mere end en dag, idet tabellen tjener til vejledning i – men ikke direkte omfatter – sådanne sager.

For retterne er det afgørende, at man også fra parterne får et sådant indtryk af sagen og det arbejde, der har været forbundet med den, at der er grundlag for at nå frem til et passende omkostningsbeløb inden for intervallet. Det kræver, at parterne fremhæver de træk ved sagen, der bør have betydning for fastsættelsen af omkostningsbeløbet, og at man i den forbindelse også får fremhævet eventuelle forskelle i de respektive parters arbejde med sagen, som kan have særlig betydning for omkostningsbeløbets størrelse afhængig af, om det skal tilkendes den ene eller anden af parterne. Det gælder selvsagt også i denne forbindelse, at sådanne bemærkninger ikke mindst af hensyn til modparten ikke først bør fremkomme under proceduren.

De nye takster i inkassosager er suppleret med nogle bemærkninger om samspillet med dækning af udgifter til advokat efter rentelovens regler om udenretslige inkassoomkostninger. Endvidere er det anført i taksterne, at beløbet til dækning af udgifter til advokatbistand i forbindelse med inkassoretssagen efter anmodning fra sagsøgeren kan fastsættes til et højere beløb, hvis sagsøgeren ikke har haft grundlag for at betragte sagen som en inkassosag før sagsøgtes anerkendelse af kravet i svarskriftet eller udeblivelse.

Fælles for de vejledende takster i proceduresager og inkassosager er, at beløbene til dækning af udgifter til advokatbistand er angivet både med og uden tillæg af moms. Der tillægges kun moms, hvis det oplyses, at den vindende part ikke er momsregistreret.

Øvrige udgifter
Udgiften til dækning af øvrige udgifter – andre udgifter end udgifterne til retsafgift og til advokatbistand –  kan retten kun fastsætte præcist med hjælp fra vedkommende part. 

Det er som bekendt ikke alle udgifter, der kan være forbundet med at føre en retssag, der vil kunne dækkes som sagsomkostninger. Således erstattes parternes personlige udgifter og eget arbejde med sagen ikke i de tilfælde, hvor parten er repræsenteret af advokat. Det samme gælder udgifter til porto, kopiering og almindelig telekommunikation, idet disse udgifter anses for indeholdt i det beløb, der tilkendes til dækning af advokatbistand. Situationen kan altså være en anden, når parten er selvmøder, men disse tilfælde behandles ikke i denne sammenhæng.

Forarbejderne til de nye regler indeholder forskellige bidrag med hensyn til de (øvrige) udgifter, som kan dækkes som sagsomkostninger.

Det drejer sig for det første om udgifter til bevisførelse f.eks. vidnegodtgørelse, udgifter til syn og skøn inkl. afhjemling af en erklæring og udgifter til en sagkyndig erklæring.

For det andet drejer det sig om udgifter til fremstilling af ekstrakt og materialesamling i forbindelse med retssagen. Disse udgifter opgøres efter landsrettens praksis med 20 kr. pr. side – under forudsætning af det sædvanlige antal ekstrakter mv.

Landsretten forudsætter, at den mødende advokat senest under domsforhandlingen afleverer en oversigt over de konkrete udgifter, som efter advokatens opfattelse bør dækkes som sagsomkostninger, hvis vedkommendes part vinder sagen. Det vil ofte være nødvendigt at supplere denne oversigt med oplysning om de udgifter, som først kan opgøres i forbindelse med domsforhandlingen, f.eks. udgifter i anledning af den konkrete vidneførsel.

Såfremt det har betydning for de konkrete udgiftsposter, skal det udtrykkeligt fremgå af oversigten, hvis vedkommendes part ikke er momsregistreret. Anføres der intet herom, må det forventes, at der ikke vil blive lagt moms til de udgiftsbeløb, hvor dette ellers måtte være relevant.

Af hensyn til landsrettens arbejdsform – hvor udgangspunktet er votering i umiddelbar forlængelse af domsforhandlingen – må den fuldstændige opgørelse over udgifterne i anledning af retssagen normalt kunne afleveres senest ved domsforhandlingens slutning. Det kan derfor være nødvendigt, at en advokat i forbindelse med indkaldelsen af et vidne understreger over for vidnet, at vedkommende til retsmødet skal medbringe alle de oplysninger, der er nødvendige til beregningen af en eventuel vidnegodtgørelse, herunder dokumenterede oplysninger af betydning for en eventuel erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og for udmåling af kørselsgodtgørelse.

Advokaten forventes at have givet modparten en kopi af oversigten over de konkrete udgifter, således at modparten, hvis det ønskes, har grundlag for at knytte nogle bemærkninger til nødvendigheden eller størrelsen af de enkelte poster.

Hensynet til modparten og til retten taler i øvrigt for, at så mange oplysninger som muligt er tilgængelige så tidligt, at begge parters syn på de (fleste) udgifter, som ønskes dækket som sagsomkostning, er kendt før domsforhandlingen. Dette vil i vidt omfang gøre det muligt for parterne under domsforhandlingen – for så vidt angår spørgsmål om sagsomkostninger – blot at henvise til det skriftlige materiale herom. Også i denne forbindelse er det nærliggende at pege på påstandsdokumentet som det praktiske sted, hvor man med fordel vil kunne angive de oplysninger, som man vil påberåbe sig som relevante for omkostningsspørgsmålet (uanset at bestemmelse om sagsomkostninger som før nævnt fortsat kan træffes, selv om der ikke er nedlagt påstand herom).

Beskikket advokat og fri proces
Det er forudsat i lovforslaget, at de nye – og normalt højere – takster for proceduresager også skal gælde ved udmåling af salær til en beskikket advokat i en sag med fri proces. Denne forudsætning er – med baggrund i forhandlingerne vedrørende finansloven for 2005 – ligeledes gældende for salærfastsættelser med virkning fra den 1. juli 2005, også selv om de nye regler om fri proces først træder i kraft den 1. januar 2007.

Fastsættelsen af det konkrete salær vil herefter skulle ske på den måde, at salæret fastsættes inden for det omkostningsinterval, som bestemmes af sagens værdi. Afgørende for valget af det konkrete salær vil derefter være en vurdering af karakteren af den pågældende sag og dermed det arbejde, der har været forbundet med sagen. Salæret vil med andre ord svare til det beløb, som en part, der tilkendes fulde sagsomkostninger, vil få tilkendt til dækning af udgifter til advokatbistand.

Der kan i denne sammenhæng være anledning til en vis varsomhed med en for håndfast brug af de nye takster for så vidt angår sager med sagsværdi på højst 50.000 kr., idet taksterne i disse sager ikke er blevet justeret. Det skyldes sammenhængen med overvejelserne om den foreslåede småsagsproces – med reduceret behov for advokatbistand – i sådanne sager. For udmåling af salær til en beskikket advokat i en sag med sagsværdi på højst 50.000 kr. synes det derfor forsvarligt som hidtil blot at lade taksterne være udgangspunktet for salærfastsættelsen, men også her bør man dog undgå tærskeleffekter i forhold til den forudsatte mere håndfaste brug af de nye – og normalt højere – takster ved salærfastsættelsen i sager med sagsværdi over 50.000 kr.

Forventninger til advokaterne
Sammenfattende vil de nye regler om sagsomkostninger kunne føre til omkostningsafgørelser, der er mere gennemskuelige og – særligt i de tilfælde, hvor et af lovens hovedprincipper fraviges – bedre begrundede. Endvidere vil de nye regler og tilknyttede nye omkostningstabeller kunne føre til, at der bliver bedre overensstemmelse mellem det beløb, som en part skal betale til sin advokat, og det beløb, som parten kan få tilkendt som sagsomkostninger af retten, hvis parten vinder sagen. Dette vil som hovedregel ikke skulle påvirke de faktiske advokatudgifter i en retssag, men som følge af koblingen mellem taksterne og salærfastsættelsen i bl.a. sager med fri proces, vil de nye regler give mulighed for højere salærer til beskikkede advokater i sådanne sager.

For at opnå målet med de nye regler kræves ikke blot en særlig indsats af retterne, men også en betydelig indsats af parterne og især deres advokater.
Som det er nævnt, vil denne advokatindsats efter min opfattelse skulle omfatte følgende:

  • Senest ved domsforhandlingens indledningog i muligt omfang gerne tidligere f.eks. som et særligt afsnit i påstandsdokumentet – skal en parts advokat overlevere retten og modparten en specificeret oversigt over de konkrete udgifter til retsafgift, bevisførelse, ekstrakt mv., som parten mener at skulle have dækket som sagsomkostninger, og med udtrykkelig angivelse heraf, hvis parten ikke er momsregistreret.  Oversigten skal i fornødent omfang og inden domsforhandlingens afslutning suppleres med oplysning om de udgifter, der først kan opgøres endeligt under domsforhandlingen.
  • Senest under proceduren – og i muligt omfang gerne tidligere f.eks. som et særligt afsnit i påstandsdokumentet – må det anføres og begrundes af partens advokat, hvis man er af den opfattelse, at et af omkostningsreglernes hovedprincipper skal fraviges, f. eks princippet om at taberen skal betale fulde omkostninger til vinderen.
  • Tilsvarende må det anføres og begrundes, hvis man er af den opfattelse, at et beløb til dækning af udgiften til advokatbistand skal udmåles uden for det konkrete omkostningsinterval, ligesom det må anføres og begrundes, hvis der i den konkrete sag er forhold, som bør trække et tilkendt eller pålagt omkostningsbeløb i den ene eller anden retning inden for intervallet. Det må endvidere sikres, at der ikke er tvivl om vedkommende parts momsregistrering.
  • Endelig må der senest under proceduren – men i muligt omfang gerne tidligere – i nødvendigt omfang knyttes bemærkninger til egen oversigt over øvrige udgifter og til modpartens tilsvarende oversigt, herunder om karakteren og størrelsen af de udgifter, der ønskes tilkendt eller ikke pålagt som sagsomkostninger.

Større gennemsigtighed
De nye regler om sagsomkostninger i civile sager betyder øgede krav både til retterne og advokaterne i forbindelse med omkostningsafgørelsen i den enkelte sag. Det er således bl.a.  forudsat, at parterne i højere grad udtaler sig, før der træffes afgørelse om sagsomkostninger. Retterne har brug for andre og ofte mere detaljerede oplysninger end tidligere. Det er vigtigt, at disse oplysninger kommer frem, men det er – synes jeg – ligeledes vigtigt, at dette kan ske på en måde, så det undgås, at den nødvendige større fokusering på omkostningsspørgsmålet bliver for dominerende i forhold til selve det eller de hovedspørgsmål, som sagen drejer sig om. Advokaterne kan bidrage væsentligt hertil, hvis man sørger for, at de nødvendige oplysninger i videst muligt omfang er afleveret – og om nødvendigt nærmere kommenteret – før selve domsforhandlingen. Under domsforhandlingen vil man herefter om omkostningsspørgsmålet kunne nøjes med en henvisning til det tidligere materiale og en supplerende kommentar til de oplysninger, som man ikke har haft kendskab til tidligere.

De nye regler om sagsomkostninger i civile sager er tilblevet bl.a. på baggrund af den kritik, som er blevet rettet mod tidligere regler og praksis for at føre til mindre gennemskuelige afgørelser, hvor – som det er blevet udtrykt i Retsplejerådet – selv advokater, der har mange retssager, kunne have vanskeligt ved at forklare deres klienter, hvorfor retten havde tillagt eller pålagt et bestemt beløb i sagsomkostninger. De nye regler giver mulighed for at rette op på dette forhold. Retterne kan ikke gøre dette alene. Kun hvis også advokaterne medvirker til at skabe den fornødne opmærksomhed om de omkostningsmæssige forhold, vil det være muligt at nå målet for de nye regler: at skabe større gennemsigtighed med hensyn til afgørelser om sagsomkostninger og bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgifter til advokatbistand og andre tiltag, der har været fornødne til sagens forsvarlige udførelse.

Sigtet med de nye regler er ikke at skabe grundlag for højere advokatsalærer, men at opnå en bedre overensstemmelse mellem de sagsomkostninger, som den vindende part får tilkendt, og partens faktiske udgift til advokatbistand.






Ved udmålingen af et passende beløb til dækning af advokatbistand gør det ikke længere nogen forskel, om bistanden er udført af en advokat, der er antaget af parten eller ansat hos parten eller hos en mandatar, der fører retssagen på partens vegne.


De nye regler har bl.a. til formål at gøre det lettere for parterne at se, hvordan et tilkendt eller pålagt sagsomkostningsbeløb er fremkommet.





For at nå målet med de nye regler kræves ikke blot en særlig indsats af retterne, men også en betydelig indsats af parterne og især deres advokater.