Advokaten 11 Særmyndigheders tilstedeværelse i straffesager

Print Print
14-11-2005

Af advokat Lars Henriksen og advokat Michael Juul Eriksen, Advokatfirmaet Tommy V. Christiansen.
To landsretskendelser slår fast, at særmyndigheder som f.eks. Told og Skat er underlagt de samme regler om vidneafhøring som alle andre vidner i en retssag.

Retsplejelovens § 182 fastslår to principper vedrørende vidneafhøring fælles for såvel straffesager som civile sager. Det ene princip er, at hvert vidne afhøres for sig. Det andet princip er, at et vidne ikke må påhøre forklaringer fra andre vidner, medmindre andet bestemmes af retten. Principperne er grundlæggende i henseende til at opnå en individuel og upåvirket vidneforklaring. Retsplejeloven indeholder ikke nogen vejledning om, hvornår retten kan fravige princippet om, at et vidne ikke må påhøre andre vidners forklaring. Såvel Østre som Vestre Landsret har nu bidraget til fortolkningen af det andet princip, idet man med hård hånd har afkræftet, at Told og Skat skulle have en særstatus i forhold til denne bestemmelse.

Såfremt man giver møde i straffesager vedrørende økonomisk kriminalitet og særligt i sager vedrørende skatte- og afgiftskriminalitet, kan man godt få det indtryk, at der særligt hos anklagemyndigheden hersker en opfattelse af, at der består en retssædvane gående ud på, at repræsentanter fra særmyndigheden, det vil typisk sige repræsentanter for Told og Skat, både kan fungere som sagkyndig bistand for anklagemyndigheden og som vidner i sagen, således at disse personer er til stede under hele retshandlingen, selv om de skal afgive vidneforklaring.

Synspunktet fik næring ved Østre Landsrets kendelse af 26/9 2001 refereret i TfS 2002.20, hvorefter et vidne fra skattemyndighederne kunne afhøres, selvom vidnet havde været til stede under domsforhandlingen.

I Advokaten 2003.41 argumenterede den ene af denne artikels forfattere, Michael Juul Eriksen, for, at afgørelsen ikke skulle fortolkes som landsrettens blåstempling af særmyndigheders tilstedeværelse under en retssag, hvor den pågældende repræsentant skal afgive vidneforklaring.

Nu har såvel Vestre som Østre Landsret haft lejlighed til at tage stilling til spørgsmålet om, hvorvidt repræsentanter for særmyndigheder kan få tilladelse til at overvære domsforhandlingen forud for, at de skal afgive vidneforklaring.

Landsretternes kendelser
Østre Landsret tog stilling til spørgsmålet i forbindelse med en ankesag vedrørende skatte- og momssvig. Sagen var lidt speciel, da den pågældende medarbejder fra Told og Skat havde været til stede under hele 1. instansbehandlingen af sagen, hvor han tillige havde fungeret som vidne. Byretten tillod, jfr. ovenfor, således medarbejderens tilstedeværelse med henvisning til, at det var i overensstemmelse med sædvanlig praksis.

For landsretten henviste anklagemyndigheden også til, at der er fast praksis for, at Told og Skats repræsentanter overværer hele sagen og afgiver vidneforklaring, samt til byrettens kendelse, der ikke under byrettens behandling af sagen, blev forsøgt kæret.

Østre Landsrets kendelse af 11.04.2005 i sag 19. afd. S-2912-03 blev som følger:

”Specialkonsulent xx ønskes af anklagemyndigheden afhørt som vidne under sagen. Landsretten finder ikke, at han som repræsentant for Told og Skat indtager en særstatus i re­lation til vidners adgang til at påhøre forklaringer afgivet af andre. Idet dommen er anket til frifindelse, og der dermed skal finde en fuldstændig ny domsforhandling sted for landsretten, jf. retsplejelovens § 965 a, kan det forhold, at xx påhørte de tiltaltes forklaring og øvrige vidners forklaring i byretten, ikke i sig selv føre til, at begærin­gen tages til følge. Herefter og da det, der i øvrigt er anført, ikke giver grundlag for at fravige hovedreglen i retsplejelovens § 182, tages anklagemyndighedens begæring ikke til følge. Retsplejelovens § 182 er ikke til hinder for, at vidnet er til stede under forelæggelsen.”

Vestre Landsret havde tidligere taget stilling i en sag, der adskiller sig fra sagen i Østre Landsret ved, at anklagemyndigheden i Vestre Landsret var enig med forsvaret i, at en repræsentant for Told og Skat, der senere skulle afhøres som vidne i sagen, ikke skulle overvære de øvrige forklaringer i sagen. Anklagemyndigheden var imidlertid af den opfattelse, at det ville være praktisk, om den pågældende, der havde udarbejdet en revisionsrapport til brug under sagen, fik lov til at overvære forelæggelsen af sagen. Efter anklagemyndighedens opfattelse var der ikke i retsplejelovens § 182 noget, der hindrede, at et vidne overværede forelæggelsen.

På grundlag heraf traf Vestre Landsret i kendelse af 24.05.2004, 11. afd. i sag S-2028-03 følgende afgørelse:

”Landsretten besluttede endvidere, at det ikke tillades skatterevisor xx at overvære forelæggelsen, herunder de proceduremæssige betragtninger som i den forbindelse måtte fremkomme.”

Vestre Landsrets afgørelse er, som det fremgår, mere vidtrækkende end Østre Landsrets afgørelse, idet Vestre Landsret går længere end ordlyden af retsplejelovens § 182, der jo specifikt er knyttet til et forbud mod at høre, hvad andre vidner forklarer.

Det grundlæggende synspunkt i disse afgørelser om, at der ikke indrømmes vidner fra Told og Skat en særstilling i sager om skatte- og afgiftskriminalitet, forekommer åbenbart rigtigt. Formelt vil en sådan særstilling ofte virke retssikkerhedsmæssigt stødende på den tiltalte, idet Told og Skats repræsentanter ofte er de selv samme personer, der har anmeldt tiltalte. Reelt taler heller intet for at give repræsentanter en sådan særstilling. De hensyn, der ligger bag retsplejelovens § 182, gælder, uanset om der er tale om privatpersoner, der afgiver vidneforklaring, eller om der er tale om offentligt ansatte, der afgiver vidneforklaring.

De hensyn, som taler for repræsentantens tilstedeværelse, må herefter imødegås ved, at anklagemyndigheden enten selv er så godt inde i materialet, at opståede tekniske spørgsmål kan besvares umiddelbart eller ved den vidneforklaring, som repræsentanten senere afgiver. Eventuelt kan anklageren vælge at have en anden repræsentant for særmyndigheden til stede, som ikke skal afgive vidneforklaring i sagen.

Konklusionen må således være, at retsplejelovens § 182 gælder med fuld styrke også i sager, hvor anklagemyndigheden ønsker at afhøre repræsentanter fra særmyndigheder, som f.eks. Told og Skat. Der skal helt særlige begrundelser til, hvis sådanne vidner skal have lov til at overhøre andre vidner, forinden de selv afgiver forklaring. Hensyn til, hvad der måtte være praktisk for anklagemyndigheden eller rettens usikkerhed i forhold til sagernes skatte- og afgiftsretlige karakter, kan ikke medføre, at bestemmelsen fraviges.

Equality of arms
I forhold til den praktiske afvikling af mange sager er Vestre Landsrets afgørelse endvidere praktisk fornuftig. Det er ofte vanskeligt at adskille forelæggelse og afhøringer, idet der løbende under afhøringer foreholdes tiltalte og andre vidner bilag fra sagen, og dokumentationen gennemføres i forbindelse hermed. I sagen fra Østre Landsret blev den praktiske konsekvens da også, at medarbejderen fra Told og Skat forlod retten, indtil vedkommende selv skulle afhøres, idet afhøring af tiltalte skete sammen med dokumentationen.

Vestre Landsrets afgørelse synes således at være funderet i en formålsfortolkning af bestemmelsen i retsplejelovens § 182. Formålsfortolkningen er ikke funderet i de oprindelige forarbejder til retsplejeloven. Formålsfortolkning kan dog tillige være kombineret med synspunkter fra Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og princippet om equality of arms. Særligt Bönisch-sagen er aktuel.

I Bönisch-sagen (6/1984/78/122.) fandt Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at den østrigske stat havde krænket artikel 6 i menneskerettighedskonventionen om retten til en retfærdig rettergang i forbindelse med, at Hr. Bönisch to gange blev dømt for overtrædelser af den østrigske fødevarelovgivning.

Hr. Bönisch var blevet tiltalt på grundlag af en rapport fra en østrigsk fødevaremyndighed for overtrædelse af fødevarelovgivningen. Efter østrigsk ret kunne retten i disse sager udpege en ekspert, der blandt andet skulle afgive forklaring under sagen. Direktøren for den anmeldende myndighed blev udpeget som en sådan ekspert og afgav forklaring under sagen. Den pågældende ”ekspert” havde ifølge østrigsk lovgivning ret til at overvære hele retssagen, ligesom han havde adgang til at stille spørgsmål til såvel tiltalte som andre vidner. Bönisch fik i den første sag lov til at indkalde sit eget sagkyndige vidne, dog uden samme rettigheder.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fandt, at artikel 6 var krænket med henvisning til, at princippet om equality of arms ikke var opfyldt henset til at forsvarets vidner ikke havde samme rettigheder som anklagemyndighedens vidner.

Bönisch-sagen er interessant, fordi der er flere sammenligneligheder med den måde, som særligt sager vedrørende økonomisk kriminalitet gennemføres på i Danmark. I sager om skatte- og afgiftskriminalitet er hele sagen ofte baseret på en anmeldelse indgivet af Told og Skat. En væsentlig del af den tekniske efterforskning udliciteres ofte til den samme myndighed og myndighedsperson, som har indgivet anmeldelsen. Sagerne baseres ofte i betydeligt omfang på revisionsrapporter udarbejdet af disse personer. Disse revisionsrapporter kan dokumenteres i medfør af retsplejelovens § 877 og senest UfR 2003.229H, og medarbejderne føres som vidner i sagerne.

Der er ingen tvivl om, at disse vidner reelt opnår status som anklagemyndighedens særlig sagkyndige vidner henset til deres ekspertise inden for skatte- og afgiftsret samt deres status som offentlige embedsmænd. Dette gælder, uanset at de ikke i medfør af retsplejeloven har en sådan særlig status.

Såfremt disse vidner indrømmes særlige rettigheder, vil man hurtigt balancere på kanten af en krænkelse af artikel 6. Man kan naturligvis kun gætte på, om en ret til at overvære hele sagen alene kunne bære resultatet i Bönisch-sagen. Stærke argumenter taler herfor, idet netop dette forhold fremhæves som en af to særrettigheder tildelt ”eksperten” i Bönisch-afgørelsen, som domstolen har valgt at lægge vægt på. Reelt vil en sådan tilladelse også udgøre et væsentligt fortrin både for vidnet, der langt bedre vil kunne ”tilrettelægge” sin forklaring og derved fremstå mere troværdig, og for anklageren, der løbende kan få input fra det vidne, der senere skal afhøres, både vedrørende vidnets egen forklaring og forklaringer, der gives af andre vidner. Selvom et sådant vidne ikke efter retsplejeloven har ret til at stille spørgsmål, omgås dette ofte i praksis ved, at der løbende holdes små konferencer, eller skrives sedler under sagen til brug for anklagemyndighedens afhøring af andre vidner.

Det forhold, at der i en sag gives f.eks. vidner fra Told og Skat tilladelse til at overvære hele sagen eller alene forelæggelsen, udgør i sig selv ingen krænkelse af artikel 6. En krænkelse forudsætter, at der sker en forskelsbehandling. En dokumentation af revisionsrapporter og vidneførsel af medarbejdere fra Told og Skat vil som udgangspunkt give forsvaret adgang til sagkyndig bistand. Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 og princippet om equality of arms og indgår også implicit i præmisserne i f.eks. U 2003.229 H.

En konsekvent anvendelse af disse principper vil føre til, at såfremt det tillades f.eks. en repræsentant fra Told og Skat at overvære hele retshandlingen, uanset at den pågældende skal afgive forklaring senere, vil forsvaret berettiget kunne fremsætte tilsvarende krav om midler til en sagkyndig, der overværer hele retshandlingen og afgiver forklaring under samme betingelser. Der er ikke tvivl om, at en sådan praksis i mange sager vil være unødigt komplicerende og fordyrende.

På den anden side er løsningen ganske enkel, nemlig at vidner fra Told og Skat generelt afskæres fra at overvære retshandlingen, før de har afgivet forklaring.

Principielle afgørelser
Afgørelserne fra begge landsretter må siges at være principielle, idet afgørelserne gør op med det, der af mange er blevet karakteriseret som en fast praksis. Begge sager vedrører tilfælde, hvor skattemyndighederne på helt normal vis har udfærdiget en revisionsrapport, som anklageskriftet herefter er baseret på. Begge sager var større økonomiske sager, der kørte adskillige dage i retten, og hvor anklageren ønskede repræsentanten for myndighederne til stede for at afhjælpe forståelsesproblemer, som kunne opstå undervejs. I begge sager havde repræsentanten overværet byretssagen forud for sin egen vidneforklaring. Landsretternes beslutning om ikke at give vidner fra skattemyndighederne en særstilling efter retsplejelovens §182 er helt i overensstemmelse med de retssikkerhedsmæssige aspekter på området. Vestre Landsrets kendelse, der går videre end ordlyden i retsplejelovens § 182, må være baseret på formålsfortolkninger og principper fra Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Denne formålsfortolkning fører tillige til et langt mere praktisk og anvendeligt resultat end Østre Landsrets mere strikte fortolkning. Hensynet til anklagemyndigheden varetages i disse sager bedst, såfremt man gør det til en vane under retshandlingen alene at benytte bistand, der ikke senere skal afgive forklaring. Denne praksis giver ikke efter vor opfattelse nogen vanskeligheder for anklagemyndigheden.

Udvalgt citat fra teksten:
Der skal helt særlige begrundelser til, hvis sådanne vidner skal have lov til at overhøre andre vidner, forinden de selv afgiver forklaring. Hensyn til, hvad der måtte være praktisk for anklagemyndigheden eller rettens usikkerhed i forhold til sagernes skatte- og afgiftsretlige karakter, kan ikke medføre, at bestemmelsen fraviges.