Advokaten 11 Befolkningens retsfølelse og fremtidens straffe

Print Print
14-11-2005

Af Pia Møller, pressechef 
  En arbejdsgruppe nedsat på initiativ fra Advokatrådets Retsudvalg vil undersøge befolkningens forhold til straf og komme med forslag til andre strafformer end fængsel, særligt ved de kortere frihedsstraffe. Advokaten har stillet formanden for arbejdsgruppen, advokat Helle Lokdam, en række spørgsmål om arbejdet med projektet Fremtidens Straffe.

- Hvad var baggrunden for at nedsætte arbejdsgruppen Fremtidens Straffe?
Som forsvarsadvokater møder vi i vores daglige arbejde unge mennesker, der som følge af et øjebliks dumhed pludselig finder sig selv i fængsel. Unge mennesker, som ser sig selv som almindelige lovlydige borgere med almindelige drømme og mål om familie og arbejde, og som ikke har en bevidsthed som kriminelle. For dem kan en fængselsdom slå deres fremtidsmuligheder i stykker. Som professionel aktør i straffesystemet maner disse erfaringer til eftertanke: der må kunne findes bedre løsninger.

- Hvad skal arbejdet helt konkret resultere i?
Vi vil forsøge at undersøge befolkningens viden om og holdninger til straffe ved at forelægge konkrete sager og så spørge, hvad de tror, en dommer vil dømme, og hvad de selv synes, straffen burde være.
Desuden vil vi komme med vore anbefalinger til, hvad der kunne gøres i stedet for at sætte folk i fængsel.

- Hvorfor er det så vigtigt at undersøge, hvad befolkningen mener?
Politikerne påberåber sig som begrundelse for de strafskærpelser, vi har set de senere år, at det kræver befolkningens retsfølelse. Men der foreligger ingen nyere undersøgelser om dette spørgsmål. Derfor synes vi, det kunne være interessant og vigtigt at finde ud af, hvad folk egentlig mener.

- Hvad håber I at få ud af jeres arbejde?
Vi håber, at kunne fremlægge noget mere viden på dette område, samt argumenter og synspunkter, som kan styrke en diskussion om, hvordan vi straffer. Så kan diskussionen føres på et informeret og sagligt niveau.

- Hvad håber du, at jeres resultater vil blive brugt til, når de foreligger?
Vi håber, at kunne bidrage til en debat, som vil kunne inspirere dels politikerne dels befolkningen, herunder håber vi f.eks. at kunne fremlægge materiale, som vil kunne anvendes i undervisningen i gymnasier og lignende steder.

Fremtidens Straffe
Arbejdsgruppen har til formål at drøfte fremtidens strafformer i Danmark samt undersøge befolkningens holdninger til forskellige straffe. Gruppen er bredt sammensat af en række personer, der har en årelang erfaring med straf og strafformer:

Advokat Helle Lokdam (formand)
Advokat og formand for Advokatrådets Retsudvalg Jakob Lund Poulsen
Advokat Hanne Rahbæk
Professor Flemming Balvig
Lektor Beth Grothe Nielsen
Vicedirektør Annette Esdorf
Seniorpartner Ole Ingstrup
Fængselsinspektør Anne Marie Hecksher
Politimester Claus Jesper Nørøxe
Juridisk konsulent Mads Bundgaard Larsen