Advokaten 10 Virksomheders samfundsansvar og menneskerettighederne

Print Print
17-10-2005

Af Sune Skadegaard Thorsen, født 1961. Advokat, indehaver af advokatfirmaet lawhouse.dk, der rådgiver virksomheder, organisationer og regeringer om virksomhedens samfundsansvar (CSR), herunder særligt om menneskerettigheder og erhverv.

Overholdelse af menneskerettighederne bliver i stigende grad det fælles internationale pejlemærke for virksomheders sociale ansvar. Danmark kunne med en indsats fra politikere, erhvervsliv og advokater klare sig godt i den målestok, men det virker, som om interessen er begrænset.

DANMARK ER BLEVET SET SOM et af de førende lande på området for virksomhedens samfundsansvar (Corporate Social Responsibility – CSR). Dette skyldes nok primært, at vi var med helt fra starten i 1990'erne og det faktum, at en del større danske virksomheder hidtil har placeret sig i front på området. Men positionen fastholdes udelukkende ved en fokuseret fortsættende indsats. De sidste fem år synes udviklingen at have båret præg af en mere eller mindre tilfældig indsats, hvor der absolut er lyspunkter, men langtfra kritisk masse til at kunne stå distancen i forhold til den internationale udvikling.

Danske reguleringstiltag
Lovgivningsmæssigt har Danmark forsøgt at gå egne veje og måtte se forskellige tiltag enten aldrig blive til noget eller ikke vinde genklang internationalt:

Det rummelige arbejdsmarked blev forvandlet til et socialt indeks, hvor offentlige instanser kunne ”måle” på virksomhedernes indsats. Tanken var, at en god måling kunne være en betingelse for at opnå en offentlig kontrakt. Da mange af indikatorerne var karakteriseret ved, at kun danske virksomheder på enkel vis kunne opfylde dem, var der nok ikke tvivl om, at et krav ville stride mod den fri konkurrence i EU. De internationale virksomheder kunne heller ikke bruge indekset som målestok, da det kun gav mening nationalt. Det socialeindeks manglede ganske enkelt den internationale ramme, der var nødvendig for brugbarhed, endsige lovlighed.

Vidensregnskabet var en anden vej, Danmark stod i spidsen for, og hvor det lykkedes at skabe en vis genlyd hos de øvrige nordiske lande. Det blev siden et rapporteringskrav til børsnoterede virksomheder. Heller ikke denne tilgang har fundet meget resonans internationalt. Virksomhederne kan måske teoretisk se en værdi i at kunne måle viden for at optimere denne, men som rapportering har det ikke hidtil kunnet skabe konkurrencefordele. Der er ikke international interesse, og målingen heraf vil fortsat indeholde væsentlige udfordringer.

Den danske debat på området er karakteriseret ved to mantraer, der høres igen og igen, men næppe bliver mere sande heraf: ”Vi skal ikke have regulering på området” og ekkoet af den internationale erhvervslobby: ”Der findes ikke én størrelse for alle” (no one size fits all).

Danske Frivillige tiltag
Billedet bliver mere broget, når vi inkluderer de frivillige tiltag, der er dukket op gennem årene. Copenhagen Centre startede op tidligt og var synligt på den europæiske scene i flere år. Det havde for stor fokus på det rummelige arbejdsmarked, hvilket hæmmede dets udvikling. Det formåede dog at opbygge en vis ekspertise på partnerskaber; et område der og så i dag vækker international interesse. Med et ledelsesskift og en næsten fuldstændig udskiftning af medarbejderstaben, er fokus nu på globalisering. Temamæssigt et spændende skift og ud over en række teoretisk interessante tiltag bliver det spændende at se, hvad centret kan bidrage med til konkret anvendelse.

Efter en kortvarig flirten med menneskerettighederne i anden halvdel af 1990'erne deltog Dansk Industri i etableringen af projektet om menneskerettigheder og erhverv på Institut for Menneskerettigheder. Projektet var og er yderst interessant med det formål at skabe indikatorer for måling af virksomhedernes indflydelse på  menneskerettighederne. Udarbejdelsen af kataloget tog desværre seks år og ikke de tre, der var planlagt; resultatet ”the Human Rights Compliance Tool” indeholder over 1000 indikatorer, der kun vanskeligt finder umiddelbar strategisk anvendelse hos virksomhederne. Værktøjet er imidlertid særdeles glimrende, hvis man som virksomhed opererer i stærkt kritiserede områder som Congo, Sudan, Myanmar (Burma), eller Nepal og ønsker en tilbundsgående analyse. Værktøjet kan også i sin mangfoldighed give et godt indtryk af menneskerettens mange kroge og dens relevans for erhvervslivet. Igennem de seks år henholdt DI sig til dette projekt, når talen faldt på menneskerettighederne.

Udenrigsministeriet, der overtog finansieringen af instituttets projekt, har yderligere etableret en kasse for offentlig-private partnerskaber; OPP programmet. Det er meningen, at virksomheder kan søge tilskud til samfundsansvarlige initiativer i ulande, der søges løst gennem partnerskaber. Endelig udgjorde Etikbasen, som det sociale indeks, en metode til at måle virksomhedens samfundsansvar. Til Etikbasens kredit må det pointeres, at den tog udgangspunkt i internationalt anerkendte menneskeretsstandarder. Basen var tiltænkt som forbrugeroplysning og formåede desværre aldrig at realisere sit potentiale, før den blev lukket ned i år.

Den internationale udvikling
Der er ikke meget tvivl om, at England leder det internationale arbejde på CSR. Da parlamentet i 1999 godkendte ændringerne til Lov om Pensionskasser og krævede, at alle administratorer skulle offentliggøre, i hvilket omfang det og sociale, miljømæssige eller etiske overvejelser i betragtning ved deres investeringer, var startskuddet givet til opblomstringen af en ny industri, der i dag bringer englændere verden rundt. Lovgivningen trådte i kraft 3. juli 2000. ændringen betød, at disse magtfulde kasser, der ikke ville være bekendt at rapportere, at de intet gjorde, begyndte at spørge investeringsobjekterne, virksomhederne, om deres samfundsansvar. Disse ville tilsvarende ikke bekendtgøre, at de intet gjorde, og ville ej heller risikere at miste en god finansiel partner. Ergo, markedet eksploderede. Advokaterne var imidlertid længe om at se røgen, og først i de seneste år har engelske advokatvirksomheder for alvor forsøgt at markere sig.

Den engelske regering var imidlertid hurtig til at følge op med udpegningen af en minister for CSR. Ministeren skal give regeringen et strategisk fokus på området på tværs af alle departementer. Videre har England henvisninger til CSR i sine retningslinier for virksomheders rapporteringer og i sin gennemgang af den engelske selskabslovgivning. Endelig har ikke mindre end to lovforslag fundet vej til Underhuset; lovforslag der eksplicit pålægger virksomheder et samfundsansvar og blandt andet foreslår, at bestyrelsesmedlemmer kan blive holdt økonomisk ansvarlige. Virksomhederne synes at have grebet regeringens bold og vender langsomt, men sikkert, regeringens fokus til en konkurrencemæssig fordel.

Tilsvarende udviklinger ses nu fleresteder i verden. Hvor USA måske betragtede sig som førende inden for CSR igennem flere år, har ledende praktikere og teoretikere konkluderet, at den amerikanske tradition med donationer og engagement i lokalsamfundet ikke i sig selv opfylder kravene til CSR. Virksomhedernes kernestrategier må indeholde fokus på CSR for, at egentlige ændringer finder sted. Mange amerikanske virksomheder omlægger i disse år deres fokus hertil. Flere større amerikanske advokathuse har etableret CSR-afdelinger, om end disse fortrinsvis beskæftiger sig med risikostyring særligt i relation til sagsanlæg.

Frankrig lagde mærke til, hvad der foregik i England og gik i 2001 skridtet videre, idet den franske regering indførte tvungen rapportering på den tredelte bundlinie for alle større børsnoterede selskaber. Udviklingener ikke udeblevet. En række initiativer har set dagens lys siden; og det i et miljø som ikke var særlig langt fremme ved lovgivningens tilblivelse. Det er imidlertid klart, at når kravene lovgivningsmæssigt tilknyttes årsrapporteringen, er det umiddelbart revisionshusene, der har kastet sig over området, om end enkelte advokater udviser interesse. Også Holland har iværksat enrække initiativer, og regeringen understøtter i vid udstrækning denne fokus.

Australien har siden gennemført et tilsvarende regnskabskrav og har i det hele taget

– ikke mindst på grund af de mange store mineselskaber og en stærkt krænket oprindelig befolkning – et meget fokuseret og stærkt civilsamfund, der gerne angriber de store selskaber og dermed skubber udviklingen.

Japan, Indien og selv Kina er begyndt i langt højere grad at fokusere på CSR. Det kommende årsmøde for FN's GlobalCompact er henlagt til Shanghai. Japan har, som en meget stor liberal økonomi meget at miste, hvis CSR, som det var tilfældet med miljøansvaret, skulle materialisere sig som en konkurrenceparameter. Indien er i en rivende økonomisk udvikling med mange udfordringer, men står også over for en yderst veluddannet befolkning, der løbende fanger de internationale tendenser og transformerer dem ind i den indiske erhvervsudvikling. En af de største og mest respekterede virksomheder i Indien, Tata Group, må betegnes som en af verdens ledere på CSR, ligesom Indiens retsvæsen med ”fast track” ordninger for korruptionssager og en mængde sager mod multinationale virksomheder i mange henseender har markeret sig som progressivt.

Sydafrika fremstår som en perle blandt nytænkende nationer og har både lovgivningsmæssigt og gennem frivillige initiativer markeret sig meget stærkt på området for CSR; en indflydelse der inspirerer store dele af det afrikanske kontinent. Sydafrikas indsats er båret af en af verdens flotteste forfatninger, der ikke alene giver individet grundlovsmæssig beskyttelse af de borgerlige og politiske rettigheder, men også af de økonomiske, sociale og kulturelle. Brasilien dominerer indsatsen i Sydamerika, og den brasilianske NGO Ethos udgør en af verdens førende tænketanke på virksomhedens samfundsansvar.

FN's vigtigste initiativer
Den internationale eksponentielt stigende interesse og behovet for en fællesnævner for CSR fik hurtigt FN's generalsekretær, Kofi Annan, på banen. I begyndelsen af 2000 blev FN's Global Compact introduceret som en ”aftale” mellem virksomheder, organisationer og institutioner. Medlemmerne erklærede støtte til Global Compacts dengang ni principper om virksomheders støtte til menneskerettigheder, herunder arbejdstagerrettigheder, og til et rent miljø. Et tiende princip om korruptionsbekæmpelse blev vedtaget i 2004. I år er alle virksomheder blevet pålagt at skulle rapportere på deres fremskridt i forhold til principperne og risikerer i modsat fald eksklusion.

Parallelt har FN's sub-kommission for menneskerettigheder siden starten af 90'erne arbejdet på at adressere virksomhedernes rolle for menneskerettighederne under en økonomiskglobalisering. Subkommissionen består af 50 individer med særlig menneskeretskundskab og fungerer som en tænketank for den politisk valgte Menneskeretskommission, der jo blandt andet under ledelse af Danmark, er under reform i disse tider.

Resultatet af arbejdet blev fremlagt i august 2003 med ”the Norms and the Responsibilities of Transnational Corporations and Other Business Enterprises with Regard to Human Rights” (herefter kaldet Normerne).

Normerne var et forsøg på at samle alle menneskeretsdokumenter i ét med fokus på erhvervslivets rolle og foreslog samtidig, at virksomheder skulle kunne holdes ansvarlige for krænkelser. Denne sidste del fik i den grad et, i øvrigt temmelig slumrende, erhvervsliv op af stolene og menneskerettighederne har herefter været højt på dagsordenen. Normerne fik, efter en kraftig lobby indsats frastærke internationale erhvervsorganisationer, en hård medfart ved Kommissionens behandling i april 2004, hvor menneskerettigheder og erhverv blev skudt til hjørnespark hos den nyvalgte højkommissær for menneskerettigheder. Højkommissærens kontor kom med en glimrende rapport til dette års Kommissions-samling, og i skrivende stund har Kommissionens beslutning om at udpege en ”særlig repræsentant for menneskerettigheder og erhverv” udmøntet sig i, at den amerikanske Harvard professor, John Ruggie, skal arbejde videre på at øge erhvervslivets ansvar over for menneskerettighederne.

Der er ikke tvivl om, at det nu opståede fokus vil gøre opgaven uhyre krævende. Repræsentanten skal balancere kravene fra henholdsvis stærkt engagerede og informerede NGO'er med et konservativt præget erhvervsliv, der nærmest reflektorisk afviser enhver regulering; uanset det værdige formål. Der er heller ikke tvivl om, at de fleste store virksomheder har set skriften på væggen og derfor vender blikket mod menneskerettighederne.

Og når de gør det, skulle advokaten jo gerne stå parat med kvalificeret rådgivning.

Hvor bliver advokaten af?

Men advokaten står der typisk ikke. I flere år har denne artikels forfatter skrevet artikler og kapitler samt rejst verden tynd for gennem CCBE (den europæiske sammenslutning af advokatsamfund) og International Bar Association at øge bevidstheden om advokatens muligheder – og pligter – inden for området. Men det er stadig yderst begrænset, hvor mange advokatfirmaer der griber bolden. Udover min egen lille biks tror jeg kun, at der er tre firmaer herhjemme, der har taget de indledende knæbøjninger. Og det svarer udmærket til den interesse, regeringen lægger i området. Billedet er anderledes for in-house advokater, hvor interessen synes væsentligt stigende. Således starter mange virksomheder arbejdet med CSR foranlediget af husjuristen.

Egentlig er det dybt besynderligt. Når det betænkes, at udviklingen går meget stærkt mod brugen af menneskerettighederne som pejlemærke for samfundsansvaret, har danske virksomheder typisk intet at frygte; måske bortset fra enkelte knaster som diskrimination og tvungent medlemskab af fagforeninger. Generelt er vores samfund kendetegnet ved stor respekt for og gennemførelse af menneskerettighederne; så virksomhederne ligger allerede lunt i svinget til ”konkurrence” på området.

Det hjælper naturligvis ikke, at visse respekterede medlemmer af den juridiske stand og visse folkevalgte konsekvent søger at undsige vores internationale forpligtelser. Valgte standen og politikerne i stedet aktivt at få det bedste ud af forpligtelserne til gavn for en bæredygtig udvikling og ikke mindst for de af vores medmennesker, der gentagne gange må se deres rettigheder knægtet, ville også Danmark kunne komme på landkortet; til gavn for vores erhvervsliv.

Den 21. september holdt den danske afdeling af International Commission of Jurists i samarbejde med bl.a. Advokatsamfundet, Dansk Industri og Udenrigsministeriet en konference om erhverv og menneskerettigheder. Initiativet til konferencen blev taget af Sune Skadegaard Thorsen, der er formand for den danske afdeling af ICJ.